Det er juleaften, klokken er 18.45. Jeg er alene.
Jeg ved, at min familie nu - i flere "omgange - sidder bænket om bordet og nyder julemiddagen, mens de skåler med hinaden og smiler og griner og snakker.
Det er okay. Jeg er okay. Jeg savner familien, ja, men jeg savner ikke julen.
Jeg er troende kristen, jeg planlægger at skulle til midnatsgudstjeneste kl. 23 (eller sikkert lidt før, for jeg vil altså helst have en siddeplads), når Domkirken åbner dørene. Men jeg savner ikke det julestress, jeg normalt lider under (se blogindlæg fra 12. december).
Jeg har fået julegaver sendt med posten. De fleste (fra min mor, min far og veninden) er blevet åbnet, efterhånden som jeg har modtaget dem, men dem fra min søster måtte jeg først åbne julemorgen, bestemte jeg. Fordi jeg vidste, at jeg ville komme til at sidde og tude, hvis jeg skulle åbne dem på det tidspunkt, hvor alle andre også skulle åbne julegaver. Men jeg kunne - selvfølgelig! - ikke vente, så da det var blevet mørkt (man er vel lidt ortodoks, trods alt), og gaverne havde stået der og grinet af mig alt for længe, bestemte jeg, at nu var det tid. Og selvfølgelig gav jeg mig til at tude, allerede inden jeg havde fundet saksen frem. Og så tudede jeg mig ellers igennem billeder af niecerne, Anne Linnets Bedste, fine armbånd, kunst-print, en bog og en veelgørenhedsgave (foruden selvfølgelig snolder og dameblade).
"Gaverne kan ikke byttes", sotd der på det medfølgende julekort. Som om jeg nogensinde kunne drømme om at bytte dem (nu tuder jeg igen)!
Gaverne fra min søster er altid helt rigtige. Af en eller anden grund gennemskuer hun altid, hvad jeg har brug for (eller hvad jeg ønsker mig), ofte inden jeg selv ved det, og det har hun også gjort i år.
Gaverne fra hende har altid en særlig betydning for mig, fordi jeg ved, at hun lægger sin sjæl i det. Hun finder gaver, som minder mig om, at jeg har et særligt bånd til hende. Hun er min søster.
Jeg har netop modtaget en sms. Hvem sender sms'er juleaften - jeg mener, det er der da inden, der har tid til! Jo. Min søsters mand. Som altid husker at sende en melding, når jeg har allermest brug for det. Selvom jeg ikke selv ved, at det er tilfældet. Som husker at komme hen og giv mig det knus, jeg trænger så voldsomt til. Han er en mand af få ord, men de er velvalgte, når de kommer.
Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal bringe ligevægt på karma-kontoen med disse to mennesker. Jeg bliver aldrig rig, så jeg kommer aldrig til at kunne give dem en lækker rejse i sølvbryllupsgave. Jeg får - sandsynligvis - aldrig børn, så jeg vil ikke kunne skrive i mit testamente, at jeg stoler nok på dem til at passe på mine unger, hvis jeg selv skulle få en utidig afgang fra denne verden.
Tak er kun et fattigt ord, men jeg håber, I alligevel ved, hvor glad og taknemmelig jeg er, for det I gør for mig.
Det er lidt underligt at sidde alene juleaften. Men det er ikke ubetinget en dårlig eller ubehagelig følelse. Bare anderledes og uvant.
Næste år skal jeg gøre noget mere for, at jeg ikke er alene, men det kommer næppe til at betyde, at jeg rejser til Danmark i juledagene. Snarere kommer det til at betyde, at jeg vil engagere mig endnu mere i velgørende arbejde. Med min søster og hendes mand som forbilleder. Måske det kan bringe til smule indkomst til min karma-konto. Også selvom det bliver ad omveje.
lørdag den 24. december 2011
mandag den 12. december 2011
At finde ind til det, der betyder noget
Jeg lever nu med konsekvensen af min beslutning om at flytte til Norge: jeg kommer ikke til Danmark i julen og nytåret. Det har egentlig ikke været en vanskelig beslutning at tage, for mulighederne er mildt sagt begrænsede, men ikke desto mindre er resultatet, at jeg altså kommer til at holde en noget alternativ jul i år. Det er ikke helt på plads, hvad jeg skal, men det kommer forhåbentlig i løbet af få dage.
Jeg oplever imidlertid noget interessant: jeg har yderst vanskeligt ved at finde julestemningen frem. Alt dette her man altid siger: "det handler jo ikke om det materielle, men om at man er sammen med de mennesker, man holder af" betyder, at min "jul" er flyttet tre uger frem til midten af januar. Der skal jeg nemlig til Danmark for at deltage i Julies dåb. I den forbindelse har jeg så besluttet at bevilge mig selv en lille ferie, så jeg kan få hilst på venner og familie. Og dér er min julestemning at finde.
Det er jo der, jeg skal være sammen med de mennesker, jeg holder af. Min familie (og i særdeleshed de to niecer, den ene min guddatter, og den anden som jeg ikke har mødt endnu, fordi hun jo blev født ganske kort tid efter, jeg flyttede) og mine venner.
Og jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften. Så jeg har fået tre ugers ekstra adventstid. Det er ikke så ringe endda, når bare det er noget godt, man venter på.
Det er en gammel sandhed, at det kan være nødvendigt at træde et skridt tilbage for at kunne se det store billede, men det tror jeg faktisk, at jeg (til dels) kan nu: jeg er ikke ramt af julestress. Jeg kan gå rundt i Oslo og ikke lade mig påvirke af folk, der maser og skubber for at komme foran i køen. For jeg har fundet det, det gør mit liv allermest værd, og det er ikke julegaver.
Jeg oplever imidlertid noget interessant: jeg har yderst vanskeligt ved at finde julestemningen frem. Alt dette her man altid siger: "det handler jo ikke om det materielle, men om at man er sammen med de mennesker, man holder af" betyder, at min "jul" er flyttet tre uger frem til midten af januar. Der skal jeg nemlig til Danmark for at deltage i Julies dåb. I den forbindelse har jeg så besluttet at bevilge mig selv en lille ferie, så jeg kan få hilst på venner og familie. Og dér er min julestemning at finde.
Det er jo der, jeg skal være sammen med de mennesker, jeg holder af. Min familie (og i særdeleshed de to niecer, den ene min guddatter, og den anden som jeg ikke har mødt endnu, fordi hun jo blev født ganske kort tid efter, jeg flyttede) og mine venner.
Og jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften. Så jeg har fået tre ugers ekstra adventstid. Det er ikke så ringe endda, når bare det er noget godt, man venter på.
Det er en gammel sandhed, at det kan være nødvendigt at træde et skridt tilbage for at kunne se det store billede, men det tror jeg faktisk, at jeg (til dels) kan nu: jeg er ikke ramt af julestress. Jeg kan gå rundt i Oslo og ikke lade mig påvirke af folk, der maser og skubber for at komme foran i køen. For jeg har fundet det, det gør mit liv allermest værd, og det er ikke julegaver.
fredag den 2. december 2011
Hjem, kære Hjem
Hvad er det, der skaber et hjem?
For nogen år siden flyttede jeg sammen med Mette (og nej, vi var IKKE kærester!). Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, men da vi på et tidspunkt - efter nogle måneder - blev enige om, at vi skulle have en fastnettelefon og fik en sådan installeret, så blev Fredensgade lige pludselig et hjem for mig.
Senere har jeg fundet ud af, hvad jeg gør, når jeg kommer et nyt sted. Selvfølgelig går jeg rundt i gaderne og kigger på mennesker og vinduer, smager på den lokale mad, forsøger at tale sproget, det sædvanlige. Men noget af det, der giver mig en følelse af at høre til, er adgangen til det lokale bibliotek.
Masser af mennesker kan bo i lang tid - mange år - på det samme sted, og aldrig komme på biblioteket. Men det er noget af det første, jeg gør, når jeg er færdig med at flytte ind: jeg får lavet et lånerkort.
Jeg er ikke en læsehest på den måde, at jeg kan sidde i timevis på læsesalen og pløje den ene roman igennem efter den anden. Men jeg nyder at bruge biblioteket, og jeg kommer der gerne på ugentlig basis. Her har jeg adgang til verdenslitteraturen, film, musik, tidsskrifter: viden i så store mængder, at det må tage pusten fra de fleste. Jeg kommer aldrig til at arbejde mig igennem det hele, og det er okay. Faktisk har jeg en tendens til at låne de samme titler om og om igen. BBC's Stolthed og Fordom er en klassiker på mit lånerkort.
Men nu er jeg jo flyttet til et fremmed land, og jeg synes, jeg i den forbindelse har en vis forpligtelse til at gøre mig bekendt med Norges litteratur (og filmskat?). Ibsen, Hamsun og Asbjørnsen&Moe venter på mig. Og når jeg er færdig med det, er det Mellemøsten, det gælder. Tusind og én Nat. Måske Koranen, Hvem ved?
Det ligger alt sammen og venter på mig på Det Deichmanske Bibliotek i Oslo :-)
For nogen år siden flyttede jeg sammen med Mette (og nej, vi var IKKE kærester!). Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, men da vi på et tidspunkt - efter nogle måneder - blev enige om, at vi skulle have en fastnettelefon og fik en sådan installeret, så blev Fredensgade lige pludselig et hjem for mig.
Senere har jeg fundet ud af, hvad jeg gør, når jeg kommer et nyt sted. Selvfølgelig går jeg rundt i gaderne og kigger på mennesker og vinduer, smager på den lokale mad, forsøger at tale sproget, det sædvanlige. Men noget af det, der giver mig en følelse af at høre til, er adgangen til det lokale bibliotek.
Masser af mennesker kan bo i lang tid - mange år - på det samme sted, og aldrig komme på biblioteket. Men det er noget af det første, jeg gør, når jeg er færdig med at flytte ind: jeg får lavet et lånerkort.
Jeg er ikke en læsehest på den måde, at jeg kan sidde i timevis på læsesalen og pløje den ene roman igennem efter den anden. Men jeg nyder at bruge biblioteket, og jeg kommer der gerne på ugentlig basis. Her har jeg adgang til verdenslitteraturen, film, musik, tidsskrifter: viden i så store mængder, at det må tage pusten fra de fleste. Jeg kommer aldrig til at arbejde mig igennem det hele, og det er okay. Faktisk har jeg en tendens til at låne de samme titler om og om igen. BBC's Stolthed og Fordom er en klassiker på mit lånerkort.
Men nu er jeg jo flyttet til et fremmed land, og jeg synes, jeg i den forbindelse har en vis forpligtelse til at gøre mig bekendt med Norges litteratur (og filmskat?). Ibsen, Hamsun og Asbjørnsen&Moe venter på mig. Og når jeg er færdig med det, er det Mellemøsten, det gælder. Tusind og én Nat. Måske Koranen, Hvem ved?
Det ligger alt sammen og venter på mig på Det Deichmanske Bibliotek i Oslo :-)
søndag den 27. november 2011
Sprog, erkendelse og integration
Jeg var en del af en meget spændende samtale i går: hvorfor er det vigtigt at lære sig sproget - og bruge det! - når man flytter til et fremmed land?
Jeg tror, det er vigtigt, fordi der sker en integration, når man bruger et andet sprog. Selvom de fleste af danskerne efterhånden har accepteret, at Prins Henrik ikke taler dansk (hvis han på nogen måde kan slippe for det), så ser vi alligevel lidt ned på ham for det. Han er jo ikke rigtig dansker.
Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg skal blive i Norge resten af mit liv, men jeg vil bestemt gøre, hvad jeg kan for at fremme min egen integration. Og her kommer sproget ind. Der sker noget, når man skal formulere sig på et fremmed sprog. Man er på sin vis (i hvert fald til en vis grad) nødt til at adoptere den nye kulturs måde at tænke på, hvis man har et ønske om at kunne formulere sig mest muligt præcist.
Jeg lærer til stadighed nye ord og udtryk (det er meget morsomt, især når jeg kan se, at mine norske venner også selv bliver opmærksomme på betydningen af ord og vendinger), og jeg bliver hele tiden mere bevidst om min egen uformåen, når jeg - fortsat - kun taler dansk.
Der er et link imellem erkendelse og sprog. Det er dobbelt, tror jeg.
1) man kan ikke erkende noget, man ikke har ord for, og
2) der findes ikke ord for noget, ingen mennesker har erkendt.
For at jeg kan lære at begribe den norske kultur og blive fuldstændigt integreret, er jeg således nødt til at lære mig sproget. Men omvendt kan jeg også kun lære sproget (og lære at bruge det korrekt), hvis jeg kan begribe kulturen. Det er jo kompliceret, dette her.
Jeg må have en skæringsdato. En god veninde fortæller, at hun satte denne skæring for sig selv i forbindelse med et jobskifte; fra dag ét snakker jeg norsk!. Og eftersom jeg jo leder - forsigtigt - efter et nyt job, kunne det godt være, jeg skulle eftergøre dette nummer.
Det er ikke sikkert, jeg nogen sinde bliver forvekslet med en "indfødt", men hvis jeg ikke arbejder med til at sproget, kommer det med sikkerhed aldrig til at ske. Og så vil der sandsynligvis være ting i mit nye hjemland, jeg vil gå glip af, simpelthen fordi jeg ikke kan erkende dem på grund af manglende sprogkundskaber. Og det ville da være ærgerligt.
Jeg tror, det er vigtigt, fordi der sker en integration, når man bruger et andet sprog. Selvom de fleste af danskerne efterhånden har accepteret, at Prins Henrik ikke taler dansk (hvis han på nogen måde kan slippe for det), så ser vi alligevel lidt ned på ham for det. Han er jo ikke rigtig dansker.
Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg skal blive i Norge resten af mit liv, men jeg vil bestemt gøre, hvad jeg kan for at fremme min egen integration. Og her kommer sproget ind. Der sker noget, når man skal formulere sig på et fremmed sprog. Man er på sin vis (i hvert fald til en vis grad) nødt til at adoptere den nye kulturs måde at tænke på, hvis man har et ønske om at kunne formulere sig mest muligt præcist.
Jeg lærer til stadighed nye ord og udtryk (det er meget morsomt, især når jeg kan se, at mine norske venner også selv bliver opmærksomme på betydningen af ord og vendinger), og jeg bliver hele tiden mere bevidst om min egen uformåen, når jeg - fortsat - kun taler dansk.
Der er et link imellem erkendelse og sprog. Det er dobbelt, tror jeg.
1) man kan ikke erkende noget, man ikke har ord for, og
2) der findes ikke ord for noget, ingen mennesker har erkendt.
For at jeg kan lære at begribe den norske kultur og blive fuldstændigt integreret, er jeg således nødt til at lære mig sproget. Men omvendt kan jeg også kun lære sproget (og lære at bruge det korrekt), hvis jeg kan begribe kulturen. Det er jo kompliceret, dette her.
Jeg må have en skæringsdato. En god veninde fortæller, at hun satte denne skæring for sig selv i forbindelse med et jobskifte; fra dag ét snakker jeg norsk!. Og eftersom jeg jo leder - forsigtigt - efter et nyt job, kunne det godt være, jeg skulle eftergøre dette nummer.
Det er ikke sikkert, jeg nogen sinde bliver forvekslet med en "indfødt", men hvis jeg ikke arbejder med til at sproget, kommer det med sikkerhed aldrig til at ske. Og så vil der sandsynligvis være ting i mit nye hjemland, jeg vil gå glip af, simpelthen fordi jeg ikke kan erkende dem på grund af manglende sprogkundskaber. Og det ville da være ærgerligt.
fredag den 18. november 2011
I begge ender af et kontinuum
Jeg har brugt en del tid på det seneste på at filosofere over dette her med at være alene. Jeg husker en skoleopgave, jeg - og resten af klassen - fik engang: vi skulle skrive en dansk stil om ensomhed. En af mine klassekammerater beskrev forholdet til sin lillebror. Vi vidste alle sammen godt, at de havde et noget anspændt forhold, det var ingen hemmelighed, men jeg blev alligevel overrasket, da hun beskrev en verden, som lillebroren ikke var en del af.
Alle vi andre, mig selv inklusiv, beskrev en verden uden venner og netværk, og alle beskrivelser var forfærdeligt deprimerende (og banale, som man nok kan forestille sig, den slags er, når det er tweens, de står for arbejdet), og jeg syntes denne pige var helt vildt sej, fordi hun havde en dimension af "alene", som jeg ikke havde fanget (og hun havde bare én bror, jeg har trods alt tre søskende!).
Jeg har aldrig glemt det, og nu er det alligevel 18-20 år, siden det fandt sted. Men jeg har også lært efterhånden, at der er stor forskel på at være alene (som min klassekammerat beskrev det) og at være ensom (som opgaven lød på).
Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være alene. Men der er (ofte) en hårfin grænse til ensomheden, og jeg krydsende den i dag: da jeg havde fri fra arbejde, glædede jeg mig til at komme hjem til mig selv. Jeg havde afsluttet arbejdsdagen med et telefonopkald, der - endelig efter gentagne forsøg - lykkedes til UG og lidt mere. En kunde havde brug for vejledning, og hun havde bedt mig ringe op kl. halv fire (jeg havde fortalt hende, at min arbejdsdag sluttede kl. fire. Så da vi havde talt sammen i 38 minutter (og jeg jo faktisk havde fået fri), måtte jeg simpelthen afbryde hende og sige, at jeg nok skulle følge op på hendes spørgsmål på mandag, men nu gik jeg altså hjem.
Jeg var træt, blodsukkeret var helt i bund, den søde mand havde ikke sendt en melding, og jeg havde en drønende hovedpine. Jeg skulle bare hjem og være mig selv.
Nu er jeg så hjemme. Sukkerdepoterne er fyldt op igen (med nybagte boller og te, mums!), jeg sidder i sofaen, der er ro omkring mig, og pillerne virker. Og nu melder ensomheden sig. Nu, hvor de fysiske behov er dækket, bliver de sociale behov virkelige. For selvom jeg jo synes, det er fedt at kunne lukke døren til verden, så er jeg også et socialt væsen, og jeg trives i bund og grund bedst, når der er mennesker omkring mig.
På tre timer har jeg oplevet både 'alene' og 'ensom'. Og selvom det nok er sundt for mig og min personlige udvikling at være lidt ensom en gang iblandt, så glæder jeg mig til Winnie og Bailey i morgen, for hverken Winnie eller Bailey kan stå stille i tre minutter, så jeg får helt sikkert nok og vil glæde mig til at komme hjem til en stille lejlighed :-)
Alle vi andre, mig selv inklusiv, beskrev en verden uden venner og netværk, og alle beskrivelser var forfærdeligt deprimerende (og banale, som man nok kan forestille sig, den slags er, når det er tweens, de står for arbejdet), og jeg syntes denne pige var helt vildt sej, fordi hun havde en dimension af "alene", som jeg ikke havde fanget (og hun havde bare én bror, jeg har trods alt tre søskende!).
Jeg har aldrig glemt det, og nu er det alligevel 18-20 år, siden det fandt sted. Men jeg har også lært efterhånden, at der er stor forskel på at være alene (som min klassekammerat beskrev det) og at være ensom (som opgaven lød på).
Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være alene. Men der er (ofte) en hårfin grænse til ensomheden, og jeg krydsende den i dag: da jeg havde fri fra arbejde, glædede jeg mig til at komme hjem til mig selv. Jeg havde afsluttet arbejdsdagen med et telefonopkald, der - endelig efter gentagne forsøg - lykkedes til UG og lidt mere. En kunde havde brug for vejledning, og hun havde bedt mig ringe op kl. halv fire (jeg havde fortalt hende, at min arbejdsdag sluttede kl. fire. Så da vi havde talt sammen i 38 minutter (og jeg jo faktisk havde fået fri), måtte jeg simpelthen afbryde hende og sige, at jeg nok skulle følge op på hendes spørgsmål på mandag, men nu gik jeg altså hjem.
Jeg var træt, blodsukkeret var helt i bund, den søde mand havde ikke sendt en melding, og jeg havde en drønende hovedpine. Jeg skulle bare hjem og være mig selv.
Nu er jeg så hjemme. Sukkerdepoterne er fyldt op igen (med nybagte boller og te, mums!), jeg sidder i sofaen, der er ro omkring mig, og pillerne virker. Og nu melder ensomheden sig. Nu, hvor de fysiske behov er dækket, bliver de sociale behov virkelige. For selvom jeg jo synes, det er fedt at kunne lukke døren til verden, så er jeg også et socialt væsen, og jeg trives i bund og grund bedst, når der er mennesker omkring mig.
På tre timer har jeg oplevet både 'alene' og 'ensom'. Og selvom det nok er sundt for mig og min personlige udvikling at være lidt ensom en gang iblandt, så glæder jeg mig til Winnie og Bailey i morgen, for hverken Winnie eller Bailey kan stå stille i tre minutter, så jeg får helt sikkert nok og vil glæde mig til at komme hjem til en stille lejlighed :-)
tirsdag den 1. november 2011
Plus og minus
Jeg bryder mig ikke om Kongehuset, det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, men forleden dag fik jeg alligevel et input, som fik min tro til at vakle:
Måske er det faktisk både godt og sundt for en nation at have en samlende figur, en slags national samvittighed, som ikke er politisk..? En præsident er jo politisk orienteret, men det er en monark ikke... På den måde kan det måske (trods alt) være meget fint med et kongehus.
Selvom det stadig er mig inderligt imod, at nogle mennesker kan fødes til privilegier, rettigheder og pligter, som almindelige borgere ikke nyder godt af/er underlagt. Det er fx fair nok, at der er repræsentationslokaler på Christiansborg og Amalienborg og alle andre -borg'e rundt omkring i Danmark (og Norge og Sverige og England og alle andre monarkier i verden), men der er næppe nogen - heller ikke monarken eller dennes familie - der har brug for en 500 m2-bolig!?
Jeg vil vove den påstand, at en stor del af disse boligarealer med fordel kunne brydes op i mindre parceller/lejligheder og udnyttes til almene boliger eller skæve boliger eller noget helt tredje.
Alt i alt er jeg fortsat ikke tilhænger af kongehuset, men der kunne nok komme til at mangle en moralsk rygrad i samfundet, hvis der ikke fandtes institutioner, som var frie af partipolitik. Noget, der er konstant, selvom magten skifter.
Nogle ville nok mene, at kirken kunne være en sådan samlende kraft (og det er jeg jo i princippet helt enig i), men i betragtning af den - ganske hurtigt - svindende opbakning kirken oplever, så er det måske heller ikke det sikreste sats...
Forslag modtages gerne, så jeg kan være ordentligt forberedt, når verden bli'r min :-)
Måske er det faktisk både godt og sundt for en nation at have en samlende figur, en slags national samvittighed, som ikke er politisk..? En præsident er jo politisk orienteret, men det er en monark ikke... På den måde kan det måske (trods alt) være meget fint med et kongehus.
Selvom det stadig er mig inderligt imod, at nogle mennesker kan fødes til privilegier, rettigheder og pligter, som almindelige borgere ikke nyder godt af/er underlagt. Det er fx fair nok, at der er repræsentationslokaler på Christiansborg og Amalienborg og alle andre -borg'e rundt omkring i Danmark (og Norge og Sverige og England og alle andre monarkier i verden), men der er næppe nogen - heller ikke monarken eller dennes familie - der har brug for en 500 m2-bolig!?
Jeg vil vove den påstand, at en stor del af disse boligarealer med fordel kunne brydes op i mindre parceller/lejligheder og udnyttes til almene boliger eller skæve boliger eller noget helt tredje.
Alt i alt er jeg fortsat ikke tilhænger af kongehuset, men der kunne nok komme til at mangle en moralsk rygrad i samfundet, hvis der ikke fandtes institutioner, som var frie af partipolitik. Noget, der er konstant, selvom magten skifter.
Nogle ville nok mene, at kirken kunne være en sådan samlende kraft (og det er jeg jo i princippet helt enig i), men i betragtning af den - ganske hurtigt - svindende opbakning kirken oplever, så er det måske heller ikke det sikreste sats...
Forslag modtages gerne, så jeg kan være ordentligt forberedt, når verden bli'r min :-)
onsdag den 26. oktober 2011
En ny hverdag
I dag har været min første dag i den nye lejlighed.
Jeg kom på arbejde i ordentlig tid, jeg har været ude og løbe (for søren, hvor har jeg savnet mine løbesko!), og nu sidder jeg med karrysuppen :-)
Desuden har jeg taget første skridt til at overvinde mig selv: jeg har talt norsk med en dame inde på Trafikanten, hvor jeg skulle købe et månedskort til bussen. Jeg har talt norsk!! Go me :-) Det kommer til at kræve overvindelse de næste mange gange, men nu ved jeg, at jeg kan, og det er en begyndelse.
Jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle cykle eller gå ned til bussen om morgenen, men når valget står mellem at holde fast i principperne og gå hjemmefra 6.30 eller være magelig og gå hjemmefra 6.45, så vinder mageligheden. Til gengæld er jeg så kommet i gang med at løbe igen, så det er okay at være magelig på morgenkvisten, synes jeg.
Og nu er det vist tid til strikketøjet :-)
Jeg kom på arbejde i ordentlig tid, jeg har været ude og løbe (for søren, hvor har jeg savnet mine løbesko!), og nu sidder jeg med karrysuppen :-)
Desuden har jeg taget første skridt til at overvinde mig selv: jeg har talt norsk med en dame inde på Trafikanten, hvor jeg skulle købe et månedskort til bussen. Jeg har talt norsk!! Go me :-) Det kommer til at kræve overvindelse de næste mange gange, men nu ved jeg, at jeg kan, og det er en begyndelse.
Jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle cykle eller gå ned til bussen om morgenen, men når valget står mellem at holde fast i principperne og gå hjemmefra 6.30 eller være magelig og gå hjemmefra 6.45, så vinder mageligheden. Til gengæld er jeg så kommet i gang med at løbe igen, så det er okay at være magelig på morgenkvisten, synes jeg.
Og nu er det vist tid til strikketøjet :-)
torsdag den 20. oktober 2011
En sjov balancegang
Jeg har opdaget noget interessant: man skal holde tungen lige i munden, når man dater mere end én fyr ad gangen. Men jeg kan faktisk godt finde ud af det. Og jeg synes, det er skidesjovt :-)
Der er rigtig mange dejlige mænd i Oslo, som godt gider at bruge deres tid på mig. Og - heldigvis for mig - har nordmændene ikke opdaget, at kvinder godt kan betale for deres egen kaffe/øl, når de går i byen. Så i denne uge har jeg drukket flere kopper kaffe og flere øl, og jeg har endnu kun betalt for en øl til hhv. mig selv og min date. Hvorefter han kvitterede med en øl til mig - man er vel en gentleman :-)
Og ugen er ikke slut endnu. Især har jeg en date på søndag, som jeg glæder mig rigtig meget til, men jeg har en fornemmelse af, at der kommer flere inden den tid.
Man skal selvfølgelig ikke sælge skindet etc., men jeg tror, det kommer til at holde stik.
Jeg kan kun sige: det er fedt at bo i Oslo!
Der er rigtig mange dejlige mænd i Oslo, som godt gider at bruge deres tid på mig. Og - heldigvis for mig - har nordmændene ikke opdaget, at kvinder godt kan betale for deres egen kaffe/øl, når de går i byen. Så i denne uge har jeg drukket flere kopper kaffe og flere øl, og jeg har endnu kun betalt for en øl til hhv. mig selv og min date. Hvorefter han kvitterede med en øl til mig - man er vel en gentleman :-)
Og ugen er ikke slut endnu. Især har jeg en date på søndag, som jeg glæder mig rigtig meget til, men jeg har en fornemmelse af, at der kommer flere inden den tid.
Man skal selvfølgelig ikke sælge skindet etc., men jeg tror, det kommer til at holde stik.
Jeg kan kun sige: det er fedt at bo i Oslo!
tirsdag den 11. oktober 2011
I går blev min far opereret. Det va r "bare" en ny hofte og som sådan et rutineindgreb, men jeg synes, der er meget langt til Danmark i disse dage. Han har det godt, og jeg har hørt fra ham flere gange, men det var ikke sjovt at sidde på arbejdet i går og vide, at nu ligger min far under kniven.
Min faglige viden siger mig - og har hele tiden gjort det, at han nok skal komme godt ud på den anden side, men mine følelser var altså lige lovligt nervøse :-)
I sidste uge snakkede jeg en dag lidt med en kollega, da vi havde fri om eftermiddagen. Vi var enige om, at der var vinter i luften den dag. Her til morgen cyklede jeg forbi en mand, som stod og skrabte rim af sine bilruder. I søndags faldt der sne på fjellet. Så meget, at de billister, der ikke havde fået skiftet til vinterdæk, havde seriøse problemer.
Jeg lider ikke af hjemlængsel, men Danmark føles langt borte i disse dage.
Min faglige viden siger mig - og har hele tiden gjort det, at han nok skal komme godt ud på den anden side, men mine følelser var altså lige lovligt nervøse :-)
I sidste uge snakkede jeg en dag lidt med en kollega, da vi havde fri om eftermiddagen. Vi var enige om, at der var vinter i luften den dag. Her til morgen cyklede jeg forbi en mand, som stod og skrabte rim af sine bilruder. I søndags faldt der sne på fjellet. Så meget, at de billister, der ikke havde fået skiftet til vinterdæk, havde seriøse problemer.
Jeg lider ikke af hjemlængsel, men Danmark føles langt borte i disse dage.
fredag den 7. oktober 2011
Når vennerne tænker på mig
Jeg elsker at få breve, postkort, pakker, gaver etc. med posten. Det er det fedeste (når der ikke er tale om rudekuvertre, forstås)! Når man står der med en uåbnet konvolut og ved, at der er historier og nyheder og tanker fra et andet menneske til mig indeni. Det er et lille øjeblik af himlen hver gang.
Jeg har fået brev fra min farmor i dag. Til trods for, at hun nærmer sig 90 med hastige skridt, klarer hun alligevel at skrive brev til barnebarnet i Oslo - tillige med en masse andre ting. Og jeg ved, at hun sender mig kærlige tanker hver dag.
(NB. Hvis nogen i familien læser dette her og har muligheden for det, vil I så ikke tage et print og give til den gamle dame? Tak.)
I sidste uge modtog jeg ikke mindre end to pakker fra min søster. 1) Fire dameblade af forskellig beskaffenhed, og jeg læser kun ganske lidt ad gangen, så de kan vare rigtig længe. Og 2) en kasse med mange, mange lakridser. Jeg ved ikke, hvilken der var bedst :-)
Pointen er, at jeg har en fornemmelse af, at selvom jeg har forladt familien og vennerne, og de er langt væk fra mig (for jeg er rigtig dårlig til at holde kontakten), så er jeg ikke langt væk fra dem. Og hver gang jeg får breve eller pakker, så ved jeg, at de har tænkt på mig i lang nok tid til faktisk at lade det komme til udtryk i et fysisk produkt.
I går holdt Lise fest for mig, selvom det bare var en torsdag aften. Hun inviterede min to danske veninder, Lina og Winnie, til at komme og spise. Så der blev dækket borg med de pæne tallerkener og sølvtøjet, og Lise lavede rejer til forret, elggryde med hjemmeplukkede svampe og hjemmerørte tyttebær og æblekage til dessert. Og det var skidehyggeligt. Og jeg skylder helt sikkert en omgang på den konto. Både til Lise og til universet, for der er tale om karma her, som skal tilbage i balance, og jeg er bagud nu.
Tænk engang at en dame som Lise, helt almindelig, åbner sit hjem og sin familie for en fremmed: "du kommer bare, og du må blive, så længe du har behov!", og så holder hun tilmed en fest for mig. Jeg er rørt dybt ind i sjælen.
Så i aften, når jeg går i seng, vil jeg sende en bøn til Vorherre med tak for venner og familie, som ikke glemmer mig, selvom jeg er langt væk.
De skal leve! Hip hip Hurra!!
Jeg har fået brev fra min farmor i dag. Til trods for, at hun nærmer sig 90 med hastige skridt, klarer hun alligevel at skrive brev til barnebarnet i Oslo - tillige med en masse andre ting. Og jeg ved, at hun sender mig kærlige tanker hver dag.
(NB. Hvis nogen i familien læser dette her og har muligheden for det, vil I så ikke tage et print og give til den gamle dame? Tak.)
I sidste uge modtog jeg ikke mindre end to pakker fra min søster. 1) Fire dameblade af forskellig beskaffenhed, og jeg læser kun ganske lidt ad gangen, så de kan vare rigtig længe. Og 2) en kasse med mange, mange lakridser. Jeg ved ikke, hvilken der var bedst :-)
Pointen er, at jeg har en fornemmelse af, at selvom jeg har forladt familien og vennerne, og de er langt væk fra mig (for jeg er rigtig dårlig til at holde kontakten), så er jeg ikke langt væk fra dem. Og hver gang jeg får breve eller pakker, så ved jeg, at de har tænkt på mig i lang nok tid til faktisk at lade det komme til udtryk i et fysisk produkt.
I går holdt Lise fest for mig, selvom det bare var en torsdag aften. Hun inviterede min to danske veninder, Lina og Winnie, til at komme og spise. Så der blev dækket borg med de pæne tallerkener og sølvtøjet, og Lise lavede rejer til forret, elggryde med hjemmeplukkede svampe og hjemmerørte tyttebær og æblekage til dessert. Og det var skidehyggeligt. Og jeg skylder helt sikkert en omgang på den konto. Både til Lise og til universet, for der er tale om karma her, som skal tilbage i balance, og jeg er bagud nu.
Tænk engang at en dame som Lise, helt almindelig, åbner sit hjem og sin familie for en fremmed: "du kommer bare, og du må blive, så længe du har behov!", og så holder hun tilmed en fest for mig. Jeg er rørt dybt ind i sjælen.
Så i aften, når jeg går i seng, vil jeg sende en bøn til Vorherre med tak for venner og familie, som ikke glemmer mig, selvom jeg er langt væk.
De skal leve! Hip hip Hurra!!
onsdag den 5. oktober 2011
Totalt ynke-hund
Jeg har hovedet fuldt af snot. Det er i selv selv træls nok. Men jeg har tilmed (sikkert fordi huden omkring næsen er blevet lidt slidt af de mange omgange kleenex) fået en lillebitte bums lige under den der hudfold, der adskiller de to næsebor. Og den gør ondt! Så jeg kan ikke engang komme til at tage den væk (selvfølgelig efter rigeligt sprit på hænderne og fingerspidserne forsvarligt dækket med toiletpapir.
Læg dertil en lille smule feber og endnu en date, som blev aflyst uden grund.
Jeg har rimeligt ondt af mig selv i dag :-(
Læg dertil en lille smule feber og endnu en date, som blev aflyst uden grund.
Jeg har rimeligt ondt af mig selv i dag :-(
søndag den 2. oktober 2011
R-E-S-P-E-K-T!!
Ih, hvor kan jeg altså blive træt langt ind i sjælen, når jeg hører (dvs. læser), hvordan folk i almindelighed argumenterer.
Jeg er en meget ivrig læser af Kathrine Lilleørs blog på Berlingske.dk. Jeg er sjældent enig med hende om teologiske emner - hun ligger noget til højre for mig både i forhold til tro og politik - men når det drejer sig om etiske og moralske emner, har hun min fulde sympati og opbakning.
Gårsdagens indlæg [http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2011/10/01/jyske-bank-det-sultne-afrika-plus-en-pave/] handler om de etiske overvejelser, man kunne ønske, erhvervslivet gjorde sig i jagten på profit. KL stiller det helt legitime spørgsmål: er det okay, at Jyske Bank (bland andet) spekulerer i handel med fødevarer, når FN sandsynliggør, at denne handel skaber en stor del af grunden for den fødevarekrise der opleves i Østafrika netop nu?
Tja, der er jo ingen tvivl om, at Jyske Bank, som alle andre virksomheder, skal overleve på det de er gode til, og JB er altså god til at handle med ting af værdi. Men når områdedirektør Erik Gadeberg vasker sine hænder og ikke vil vide af at denne handel ikke gør noget godt for den allerede eksisterende krise, så kommeterer KL på det, med det resultat, at hun bliver svinet til. Ganske mange af de læsere, som kommeneterer på KL's kommentar, argumenterer på en måde, der kun kan beskrives som 'uvidenskabelig'. Ganske mange af dem "svarer" på en måde, hvor de kun i begrænset omfang forholder sig til indholdet af det, KL siger, og i stedet latterliggør de hendes person. "så er det jo heldigt for Lilleør og de øvrige sidste dages helleige" eller hendes bemærkninger "skriger til himlem" (jeg har kopieret citaterne fra kommentarerne på KL's blog).
Jeg læste på Politikens hjemmeside i dag, at retorikforskere på universiteterne i Danmark er tiltagende bekymrede over, at flere (navngivne) politikere nu begynder at beskylde hinanden for at lyve. Hvad sker der lige for det!? Hvis din opponent ser ud til at vinde en diskussion, så find argumenter, der er bedre end hans, for dine har tydeligvis ikke været gode nok hidtil. Men lad være med at beskylde andre for at lyve, medmindre du har meget håndfaste beviser for det.
Jeg synes, jeg oplever en stigende tendens til, at alle - i offentlige såvel som private sammenhænge - benytter sig af det opgør med det, Fogh-administrationen kaldet 'smagsdommerne'. Jeg er enig i, at man ikke skal lade 'smagsdommere' af gøre, hvad der er godt og skidt, men jeg er ikke enig i, at man ikke behøver spørge dem til råds, som kan forvente at vide noget om en given sag. Lige pludselig er det blevet god tone at svine KL - som jo er præst, og derfor er vældig kvalificeret til at udtale sig om etik og moral - til på det groveste, bare fordi man ikke er enig med hende. Opgøret med smagsdommeriet har givetvis mange positive effekter, men det har helt sikkert haft den negative effekt, at respekten for eksperterne er svundet ind til nærmest ingenting. Janteloven råder. "Hvem tror hun, hun er? Sådan en lille præstesnude skal ikke komme her og fortælle mig, at det ikke er i orden at spekulere i fødevarepriser, bare fordi en flok negre ikke får mad et par dage!" Jo, hun skal! Det er faktisk det, hun er allerbedst til. Så hav lidt respekt for dem, der ved ting. Og find selv på et bedre argument, men lad være med at gå efter manden. Gå efter bolden og få selv respekt fra din opponent - måske følger der også selv-respekt med :-)
Jeg er en meget ivrig læser af Kathrine Lilleørs blog på Berlingske.dk. Jeg er sjældent enig med hende om teologiske emner - hun ligger noget til højre for mig både i forhold til tro og politik - men når det drejer sig om etiske og moralske emner, har hun min fulde sympati og opbakning.
Gårsdagens indlæg [http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2011/10/01/jyske-bank-det-sultne-afrika-plus-en-pave/] handler om de etiske overvejelser, man kunne ønske, erhvervslivet gjorde sig i jagten på profit. KL stiller det helt legitime spørgsmål: er det okay, at Jyske Bank (bland andet) spekulerer i handel med fødevarer, når FN sandsynliggør, at denne handel skaber en stor del af grunden for den fødevarekrise der opleves i Østafrika netop nu?
Tja, der er jo ingen tvivl om, at Jyske Bank, som alle andre virksomheder, skal overleve på det de er gode til, og JB er altså god til at handle med ting af værdi. Men når områdedirektør Erik Gadeberg vasker sine hænder og ikke vil vide af at denne handel ikke gør noget godt for den allerede eksisterende krise, så kommeterer KL på det, med det resultat, at hun bliver svinet til. Ganske mange af de læsere, som kommeneterer på KL's kommentar, argumenterer på en måde, der kun kan beskrives som 'uvidenskabelig'. Ganske mange af dem "svarer" på en måde, hvor de kun i begrænset omfang forholder sig til indholdet af det, KL siger, og i stedet latterliggør de hendes person. "så er det jo heldigt for Lilleør og de øvrige sidste dages helleige" eller hendes bemærkninger "skriger til himlem" (jeg har kopieret citaterne fra kommentarerne på KL's blog).
Jeg læste på Politikens hjemmeside i dag, at retorikforskere på universiteterne i Danmark er tiltagende bekymrede over, at flere (navngivne) politikere nu begynder at beskylde hinanden for at lyve. Hvad sker der lige for det!? Hvis din opponent ser ud til at vinde en diskussion, så find argumenter, der er bedre end hans, for dine har tydeligvis ikke været gode nok hidtil. Men lad være med at beskylde andre for at lyve, medmindre du har meget håndfaste beviser for det.
Jeg synes, jeg oplever en stigende tendens til, at alle - i offentlige såvel som private sammenhænge - benytter sig af det opgør med det, Fogh-administrationen kaldet 'smagsdommerne'. Jeg er enig i, at man ikke skal lade 'smagsdommere' af gøre, hvad der er godt og skidt, men jeg er ikke enig i, at man ikke behøver spørge dem til råds, som kan forvente at vide noget om en given sag. Lige pludselig er det blevet god tone at svine KL - som jo er præst, og derfor er vældig kvalificeret til at udtale sig om etik og moral - til på det groveste, bare fordi man ikke er enig med hende. Opgøret med smagsdommeriet har givetvis mange positive effekter, men det har helt sikkert haft den negative effekt, at respekten for eksperterne er svundet ind til nærmest ingenting. Janteloven råder. "Hvem tror hun, hun er? Sådan en lille præstesnude skal ikke komme her og fortælle mig, at det ikke er i orden at spekulere i fødevarepriser, bare fordi en flok negre ikke får mad et par dage!" Jo, hun skal! Det er faktisk det, hun er allerbedst til. Så hav lidt respekt for dem, der ved ting. Og find selv på et bedre argument, men lad være med at gå efter manden. Gå efter bolden og få selv respekt fra din opponent - måske følger der også selv-respekt med :-)
mandag den 26. september 2011
Man lærer, så længe man lever
Jeg udvikler mig lidt som min nu 20 måneder gamle niece - vi lærer begge to nye ord.
Jeg er ikke sikker på, at pigen selv kan gøre rede for de nye ord i forrådet, men jeg lærer: krokbolle (søpindsvin), vranglås (baglås), svær (stor/tung). Norsk har sådan nogle sjove ord. Og jeg er lidt glad for, at jeg ikke selv opsøgte krokbollen (jeg overvejede faktisk, om der måske kunne være en lille frokost-dessert i boksen), som lå i en plastboks i køleskabet. Lise pakkede den ud og viste mig den i morges; den var levende. Til de, som ikke har set et levende søpindsvin, så er det for det første fuldt af pigge. Denne her havde størrelse som en stor klemmentin, så piggene var vel ca. fem lange, og der har nok været 200 af dem og sylespidse. Munden (som muligvis også fungerer som udgang - hvad ved jeg om krokbollers anatomi?) er cirkelrund og sidder på undersiden. I kanten er en række pigge, 5-6 mm lange, og de bevægede sig!! Ligesom sådan et monster man ser i skrækfilm. Klamt, og så lige midt i havregrynene.
Og jeg er glad for, at jeg ikke åbnede for boksen selv; jeg havde forestillet mig noget med en sødet dej og masser af kanel, så jeg var nok blevet lidt forskrækket, hvis jeg havde åbnet op og fundet et levende søpindsvin i stedet.
Så lærte jeg også det. Og det gamle mundheld har i høj grad sin berettigelse endnu. Jeg lærer stadig noget. Men jeg synes faktisk også, man med rette kan vende det om: man lever, så længe man lærer. Det behøver jo ikke være verdensrevolutionerende (har I hørt, at CERN vist nok har fundet en partikel, der bevæger sig hurtigere end lyset!? Hvis det er sandt, er der en masse lovmæssigheder, som har været 'sandheden' i mange år, der står for fald...), men også bare nye, sjove ord og udtryk.
Hvis jeg nogensinde kommer til at åbne en kage-café, så skal der være en kanel-krokbolle som en del af sortimentet :-)
Jeg er ikke sikker på, at pigen selv kan gøre rede for de nye ord i forrådet, men jeg lærer: krokbolle (søpindsvin), vranglås (baglås), svær (stor/tung). Norsk har sådan nogle sjove ord. Og jeg er lidt glad for, at jeg ikke selv opsøgte krokbollen (jeg overvejede faktisk, om der måske kunne være en lille frokost-dessert i boksen), som lå i en plastboks i køleskabet. Lise pakkede den ud og viste mig den i morges; den var levende. Til de, som ikke har set et levende søpindsvin, så er det for det første fuldt af pigge. Denne her havde størrelse som en stor klemmentin, så piggene var vel ca. fem lange, og der har nok været 200 af dem og sylespidse. Munden (som muligvis også fungerer som udgang - hvad ved jeg om krokbollers anatomi?) er cirkelrund og sidder på undersiden. I kanten er en række pigge, 5-6 mm lange, og de bevægede sig!! Ligesom sådan et monster man ser i skrækfilm. Klamt, og så lige midt i havregrynene.
Og jeg er glad for, at jeg ikke åbnede for boksen selv; jeg havde forestillet mig noget med en sødet dej og masser af kanel, så jeg var nok blevet lidt forskrækket, hvis jeg havde åbnet op og fundet et levende søpindsvin i stedet.
Så lærte jeg også det. Og det gamle mundheld har i høj grad sin berettigelse endnu. Jeg lærer stadig noget. Men jeg synes faktisk også, man med rette kan vende det om: man lever, så længe man lærer. Det behøver jo ikke være verdensrevolutionerende (har I hørt, at CERN vist nok har fundet en partikel, der bevæger sig hurtigere end lyset!? Hvis det er sandt, er der en masse lovmæssigheder, som har været 'sandheden' i mange år, der står for fald...), men også bare nye, sjove ord og udtryk.
Hvis jeg nogensinde kommer til at åbne en kage-café, så skal der være en kanel-krokbolle som en del af sortimentet :-)
søndag den 25. september 2011
Nu med lejlighed
Jubii, jeg har fået tilbudt en lejlighed!! Efter at have været frygtelig frustreret tidligere på ugen over dette her visnings-system, man opererer med heroppe, kan jeg konstatere, at jeg efter ét (1) forsøg, har fået en lejlighed.
En rigtig dejlig, 2 værelser, køkken og stue i vinkel, komfur/køl/vaskemaskine er installeret, et lille rum til flyttekasser og overtøj. Og en rigtig sød udlejer-dame, som har haft et ungt par boende. De var der selvfølgelig, da jeg kiggede på lejligheden, og de så søde og glade ud (de var lige blevet gift, så det kunne man nok forvente), så jeg tror, de har været tilfredse med at bo til leje hos Marit.
Så det var en rigtig god dag i går, trods den aflyste date. Og jeg glæder mig til at flytte. Det har været fint at bo hos Lise, men jeg trænger til at få mit eget. Om tre uger :-)
En rigtig dejlig, 2 værelser, køkken og stue i vinkel, komfur/køl/vaskemaskine er installeret, et lille rum til flyttekasser og overtøj. Og en rigtig sød udlejer-dame, som har haft et ungt par boende. De var der selvfølgelig, da jeg kiggede på lejligheden, og de så søde og glade ud (de var lige blevet gift, så det kunne man nok forvente), så jeg tror, de har været tilfredse med at bo til leje hos Marit.
Så det var en rigtig god dag i går, trods den aflyste date. Og jeg glæder mig til at flytte. Det har været fint at bo hos Lise, men jeg trænger til at få mit eget. Om tre uger :-)
fredag den 23. september 2011
Min nye (gamle) bil
Jeg har fundet den bil, jeg vil have, hvis jeg 1) nogensinde kommer til at skal købe en bil, og 2) bliver så rig, at jeg får råd til at købe en smuk, gammel veteranbil.
Man ser det for sig: en SAAB 92001 Prototype (chokolade/broncefarvet lak) triller elegangt op foran Ritz i Paris. Ud stiger yours truely iført en lækker creation i New Look-design og store solbriller :-)
Man ser det for sig: en SAAB 92001 Prototype (chokolade/broncefarvet lak) triller elegangt op foran Ritz i Paris. Ud stiger yours truely iført en lækker creation i New Look-design og store solbriller :-)
torsdag den 22. september 2011
Where ever I lay my hat...
Jeg forstår ikke det der med territorie. Hvad er det ved et bestemt sted, der får folk til at mene, at det er helligt - bogstavelig talt!? Det aktuelle issue er selvfølgelig koflikten i Israel/Palæstina. Men der af masser af (små såvel som store) eksempler: Christiania er som bekendt ikke en del af EU.
Hvad er det, der sker, når folk begynder at slå hinanden ihjel - eller "bare" terrorisere, afbrænde, voldtage, ekskludere etc. - andre mennesker, bare fordi de ser anderledes ud/tænker noget andet om verdens og samfundets opbygning/tror på Gud på en anden måde?
Hvorfor er det så vanskeligt for jøder at gå ind i Al-Aqsa-moskéen? Det er da for fanden den samme Gud, de henvender sig til.
Er det fordi, vi jo godt ved, at ritualerne adskiller sig, og at vi derfor kommer til at føle os en lille smule akavede, når vi ikke er helt sikre på, hvad der bliver sagt (på hebræisk/arabisk/latin/urdu - you name it. Og så risikerer man også at de andre rejser sig eller sætter sig eller lægger sig på knæ eller kysser hinanden, uden man selv kan følge med. I de kristne kirker får man mad af Gud. I hinduernes puja giver man mad og andre offergaver til guden. Og jøder og muslimer må ikke spise svinekød men gerne oksekød, som hinduerne ikke må spise.
Måske er det ikke så underligt, at vi ikke tør gå ind i andre bedehuse end dem, vi kender i forvejen, og hvor vi ved, hvad vi kan forvente at se. Men derfra og så til at slå folk ihjel, fordi de benytter et andet bedehus!?
Det er jord og sten, vi taler om. Er Gud ikke større end jord og sten? Min Gud er. Og derfor kunne jeg ikke forestille mig at komme til at hade et andet menneske så meget, at jeg ville ønske det dødt. Jeg vil vove den påstand, at der er plads nok i verden til os begge.
Jeg vil ikke afvise, at hvis nogen truede mig, så ville jeg nok kunne overtales til at sige, at Guds Søn ikke er min Frelser, men tanker er jo som bekendt toldfrie.
Min tro (og kærligheden og mine venskaber) følger mig, uanset hvor i verden jeg er. Måske er det derfor, jeg ikke er bange for at rejse ud. Og måske er det også derfor, jeg ikke forstår det der med territorie...
Hvad er det, der sker, når folk begynder at slå hinanden ihjel - eller "bare" terrorisere, afbrænde, voldtage, ekskludere etc. - andre mennesker, bare fordi de ser anderledes ud/tænker noget andet om verdens og samfundets opbygning/tror på Gud på en anden måde?
Hvorfor er det så vanskeligt for jøder at gå ind i Al-Aqsa-moskéen? Det er da for fanden den samme Gud, de henvender sig til.
Er det fordi, vi jo godt ved, at ritualerne adskiller sig, og at vi derfor kommer til at føle os en lille smule akavede, når vi ikke er helt sikre på, hvad der bliver sagt (på hebræisk/arabisk/latin/urdu - you name it. Og så risikerer man også at de andre rejser sig eller sætter sig eller lægger sig på knæ eller kysser hinanden, uden man selv kan følge med. I de kristne kirker får man mad af Gud. I hinduernes puja giver man mad og andre offergaver til guden. Og jøder og muslimer må ikke spise svinekød men gerne oksekød, som hinduerne ikke må spise.
Måske er det ikke så underligt, at vi ikke tør gå ind i andre bedehuse end dem, vi kender i forvejen, og hvor vi ved, hvad vi kan forvente at se. Men derfra og så til at slå folk ihjel, fordi de benytter et andet bedehus!?
Det er jord og sten, vi taler om. Er Gud ikke større end jord og sten? Min Gud er. Og derfor kunne jeg ikke forestille mig at komme til at hade et andet menneske så meget, at jeg ville ønske det dødt. Jeg vil vove den påstand, at der er plads nok i verden til os begge.
Jeg vil ikke afvise, at hvis nogen truede mig, så ville jeg nok kunne overtales til at sige, at Guds Søn ikke er min Frelser, men tanker er jo som bekendt toldfrie.
Min tro (og kærligheden og mine venskaber) følger mig, uanset hvor i verden jeg er. Måske er det derfor, jeg ikke er bange for at rejse ud. Og måske er det også derfor, jeg ikke forstår det der med territorie...
onsdag den 21. september 2011
Bare en lille, syg én...
Jeg leder efter en lejlighed. Det skulle jo ikke være så vanskeligt at finde i Oslo. Men systemet er lidt anderledes end i Danmark: der findes selvfølgelig hjemmesider, hvor man kan søge efter bolig, den mest brugte er finn.no, hvor man kan få alt (som i: alt), selv en kone. Her finder man så de lejligheder, som er interessante, så giver man besked til udlejer, hvis det er det man skal i det bestemte tilfælde og arrangerer en "visning" -ofte sammen med en stribe andre folk, og ellers møder man bare op på et i annoncen angivet tidspunkt til "visningen". Her medbringer man så en slags ansøgning, hvor man beskriver sig selv, og hertil et antal referencer, som jo har til hensigt at sige god for mig som lejer; jeg har fast arbejde, jeg er sød og omgængelig, det sædvanlige. Så udvælger udlejer i løbet af et par dage, hvem, man gerne vil have, skal bo i lejligheden, og vedkommende får så besked.
Jeg skulle på en visning i mandags (for to dage siden) i Konowsgate 37. Lidt længere henne, i nummer 39, var der også en visning, og damen, som havde lejligheden, var meget sød, hun var lige ankommet, da jeg kom hen ad gaden - hun havde ne lang liste med folk, så gerne ville se hendes lejlighed. Jeg mødte op i god tid, og kort efter kom en anden ung dame, som også skulle på visning i nummer 37. Og så kom der en tredje dame, som også skulle på visning i nummer 37. Men der kom aldrig nogen og viste os nummer 37, og vi prøvede endda at kontakte udlejer uden held. Så gik vi i stedet hen til nummer 39; her var ingen af visnings-deltagerne dukket op. Besynderligt system.
I dag skulle jeg så på en visning igen. jeg fortalte det til mine kolleger, og de bad om at få lov at se annoncen på finn.no. Men den var væk! Klog af skade havde jeg noteret alle detaljer ned og kunne derfor ringe til udleger og spørge, hvad søren der foregik, og den var selvfølgelig god nok: lejligheden var allerede afsat, og visningen var derfor aflyst! Fandens til sjov, det! Så nu er to af to visninger, jeg skulle på, gået i vasken. Jeg fik jo så heldigvis en 'ad bagvejen', men jeg er da noget forbeholden overfor denne søge-metode.
Forhåbentlig giver det snart et afkast, uanset hvor det så måtte komme fra. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan blive hos Lise, så længe jeg har behov for det, men hun vil også gerne af med mig igen. Det var aldrig en mulighed, at det skulle vare i mange måneder, dette her. Så der kunne godt lige komme en lille lejlighed til mig snart.
Kære Vorherre, det ville være meget dejligt, hvis du ville sørge for et andet sted at bo til mig. Jeg har brug for: stue, soveværelse, køkken, bad, vaskemaskine (fælles er helt fint) og cykelkælder. Helst ikke over 8.500/mrd, og gerne i cykelafstand fra centrum. Amen.
Jeg skulle på en visning i mandags (for to dage siden) i Konowsgate 37. Lidt længere henne, i nummer 39, var der også en visning, og damen, som havde lejligheden, var meget sød, hun var lige ankommet, da jeg kom hen ad gaden - hun havde ne lang liste med folk, så gerne ville se hendes lejlighed. Jeg mødte op i god tid, og kort efter kom en anden ung dame, som også skulle på visning i nummer 37. Og så kom der en tredje dame, som også skulle på visning i nummer 37. Men der kom aldrig nogen og viste os nummer 37, og vi prøvede endda at kontakte udlejer uden held. Så gik vi i stedet hen til nummer 39; her var ingen af visnings-deltagerne dukket op. Besynderligt system.
I dag skulle jeg så på en visning igen. jeg fortalte det til mine kolleger, og de bad om at få lov at se annoncen på finn.no. Men den var væk! Klog af skade havde jeg noteret alle detaljer ned og kunne derfor ringe til udleger og spørge, hvad søren der foregik, og den var selvfølgelig god nok: lejligheden var allerede afsat, og visningen var derfor aflyst! Fandens til sjov, det! Så nu er to af to visninger, jeg skulle på, gået i vasken. Jeg fik jo så heldigvis en 'ad bagvejen', men jeg er da noget forbeholden overfor denne søge-metode.
Forhåbentlig giver det snart et afkast, uanset hvor det så måtte komme fra. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan blive hos Lise, så længe jeg har behov for det, men hun vil også gerne af med mig igen. Det var aldrig en mulighed, at det skulle vare i mange måneder, dette her. Så der kunne godt lige komme en lille lejlighed til mig snart.
Kære Vorherre, det ville være meget dejligt, hvis du ville sørge for et andet sted at bo til mig. Jeg har brug for: stue, soveværelse, køkken, bad, vaskemaskine (fælles er helt fint) og cykelkælder. Helst ikke over 8.500/mrd, og gerne i cykelafstand fra centrum. Amen.
søndag den 18. september 2011
Dronningerunden
Kloge hoveder påstår, at folk (og herunder også yours truely) bliver mere konservative med alderen. Det er muligvis rigtigt, men der er ét punkt, hvor jeg nu med sikkerhed ved, at jeg bevæger mig i en anden retning: jeg få til stadighed sværere ved at forstå, hvad vi (som i: Danmaark) skal med et kongehus.
Jeg er altid gået vældig meget op i kulturhistorie, jeg kender en temmelig stor del af den danske sangskat (udenad), og jeg synes, kontinuitet er vigtigt for en fornuftig udvikling. Men det er mig dybt og inderligt imod, at mennesker kan fødes til en bestemt position og særlige privilegier i samfundet. Talent, engagement, klogskab og skønhed: ja. Fødsel: nej.
Jeg følger selvfølgelig med, når der er reportager i tv fra de store begivenheder i kongefamilien, og jeg løser også Se og Hørs 'Året i Kongehuset' med stor fornøjelse. Men det er altid med en vis distance. Det forekommer mig at være en slags Hollywood-kulisse, som er stillet op til glæde og underholdning for befolkningen i almindelighed.
Det må være et underligt pseudo-liv at føre. Kongefamilien er en del af samfundet, men på nogle helt særlige vilkår, som betyder andre pligter og andre rettigheder. Regenten skal være medlem af folkekirken. Til gengæld må vedkommende ikke stemme. Hvad er det nu for noget? De lever på overførselsindkomster, men de kan ikke tage del i demokratiet!?
Det er muligt, det betyder noget for danske virksomheder, at kongehuset gør et stort arbejde for at promovere Danmark ude i verden, men jeg er temmelig sikker på, at det godt kunne gøres på andre - billigere - måder.
Men nu har vi et kongehus, og jeg er klar over, hvilke enorme ressourcer det vil kræve at afvikle det. Det er lidt som med alkohol: hvis alkohol blev "opfundet" i dag, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det ville blive forbudt, eftersom de skadevirkninger, det påfører kroppen, er ganske betydelige selv ved et lille forbrug. Det samme gælder tobak. Men nu er alkohol (og tobak) opfundet for længst, og det er en stor del af vores kultur, så derfor kan vi ikke forbyde det. Sammenlingningen er selvfølgelig ikke liniær, der ville næppe blive tale om, at kongefamilien ville begynde at lege regenter i smug, hvis deres særstatus blev frataget dem (som man kunne forestille sig, at alkohol og tobak ville blive misbrugt), men jeg tror nok alligevel, det ville blive dyrere både økonomisk og menneskeligt - for ikke at tale om det enorme sår man ville påføre 'folkesjælen' - at tvinge kongefamilien til at tage almindelig lønjobs og sætte ejendommene ud i almindeligt udbud og til salg.
Derfor er det okay, at de er der. Men det er overhovedet ikke logisk for mig, at en familie, som gør alt, hvad de overhovedet kan for at syne så normale som muligt - aldrig bliver normale.
Jeg synes ærlig talt, det er lidt synd for dem. Og jeg forstår ikke, hvordan man kan være født til noget, som ingen andre, uanset hvor dygtige de måtte være, kan opnå. Jeg fatter det ikke.
Jeg er altid gået vældig meget op i kulturhistorie, jeg kender en temmelig stor del af den danske sangskat (udenad), og jeg synes, kontinuitet er vigtigt for en fornuftig udvikling. Men det er mig dybt og inderligt imod, at mennesker kan fødes til en bestemt position og særlige privilegier i samfundet. Talent, engagement, klogskab og skønhed: ja. Fødsel: nej.
Jeg følger selvfølgelig med, når der er reportager i tv fra de store begivenheder i kongefamilien, og jeg løser også Se og Hørs 'Året i Kongehuset' med stor fornøjelse. Men det er altid med en vis distance. Det forekommer mig at være en slags Hollywood-kulisse, som er stillet op til glæde og underholdning for befolkningen i almindelighed.
Det må være et underligt pseudo-liv at føre. Kongefamilien er en del af samfundet, men på nogle helt særlige vilkår, som betyder andre pligter og andre rettigheder. Regenten skal være medlem af folkekirken. Til gengæld må vedkommende ikke stemme. Hvad er det nu for noget? De lever på overførselsindkomster, men de kan ikke tage del i demokratiet!?
Det er muligt, det betyder noget for danske virksomheder, at kongehuset gør et stort arbejde for at promovere Danmark ude i verden, men jeg er temmelig sikker på, at det godt kunne gøres på andre - billigere - måder.
Men nu har vi et kongehus, og jeg er klar over, hvilke enorme ressourcer det vil kræve at afvikle det. Det er lidt som med alkohol: hvis alkohol blev "opfundet" i dag, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det ville blive forbudt, eftersom de skadevirkninger, det påfører kroppen, er ganske betydelige selv ved et lille forbrug. Det samme gælder tobak. Men nu er alkohol (og tobak) opfundet for længst, og det er en stor del af vores kultur, så derfor kan vi ikke forbyde det. Sammenlingningen er selvfølgelig ikke liniær, der ville næppe blive tale om, at kongefamilien ville begynde at lege regenter i smug, hvis deres særstatus blev frataget dem (som man kunne forestille sig, at alkohol og tobak ville blive misbrugt), men jeg tror nok alligevel, det ville blive dyrere både økonomisk og menneskeligt - for ikke at tale om det enorme sår man ville påføre 'folkesjælen' - at tvinge kongefamilien til at tage almindelig lønjobs og sætte ejendommene ud i almindeligt udbud og til salg.
Derfor er det okay, at de er der. Men det er overhovedet ikke logisk for mig, at en familie, som gør alt, hvad de overhovedet kan for at syne så normale som muligt - aldrig bliver normale.
Jeg synes ærlig talt, det er lidt synd for dem. Og jeg forstår ikke, hvordan man kan være født til noget, som ingen andre, uanset hvor dygtige de måtte være, kan opnå. Jeg fatter det ikke.
lørdag den 17. september 2011
Når man mærker alderens trykken
Jeg har været ude på en meget lang gåtur i dag. Fra Frognerseter til Ullevålseter, hvor vi holdt pause og spiste kanelboller (som er en slags kanelsnegle, bare bedre), og derfra videre til Sognsvann. En tur på ca. 10 km, og hvis man ellers holder sig til vejen, er der ingen problemer. Party'et var imidlertid temmelig meget off road, og jeg tror, alle fik våde sko. Og vi var meget stille i t-banen på vejen hjem i forhold til, hvordan snakken gik, da vi var på vej op på fjellet. Og så var det endda den skånsomme tur, vi fik i dag.
Men det var en dejlig tur, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager den. Desuden skulle de servere en fabelagtigt god æblekage oppe på Frognerseteren, så mon ikke jeg kommer til at tage turen den anden vej engang snart? -Jeg tror det.
Vi var fire piger afsted, heriblandt en, jeg ikke kendte i forvejen. En norsk pige, som på et tidspunkt spurgte mig, om jeg var tilfreds med at bo i Norge. Og det kunne jeg jo kun svare bekræftende på, især i betragtning af at vi i det samme passerede den ene vidunderlige udsigt efter den anden. Uanset om man bryder sig om at være i Norge, og om man bryder sig om nordmændene, så er Norge et meget smukt land. Her er storslåede vidder og skønne udsigter, som kan tage pusten fra enhver.
Det er bare en skam, at man næsten er sikker på at få ondt overalt i kroppen, hvis man vil op og nyde udsigten :-)
Men det var en dejlig tur, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager den. Desuden skulle de servere en fabelagtigt god æblekage oppe på Frognerseteren, så mon ikke jeg kommer til at tage turen den anden vej engang snart? -Jeg tror det.
Vi var fire piger afsted, heriblandt en, jeg ikke kendte i forvejen. En norsk pige, som på et tidspunkt spurgte mig, om jeg var tilfreds med at bo i Norge. Og det kunne jeg jo kun svare bekræftende på, især i betragtning af at vi i det samme passerede den ene vidunderlige udsigt efter den anden. Uanset om man bryder sig om at være i Norge, og om man bryder sig om nordmændene, så er Norge et meget smukt land. Her er storslåede vidder og skønne udsigter, som kan tage pusten fra enhver.
Det er bare en skam, at man næsten er sikker på at få ondt overalt i kroppen, hvis man vil op og nyde udsigten :-)
fredag den 16. september 2011
Mulighede, rettigheder og pligter
Der er begyndt en ny tidsregning i dag. Danmark har oplevet at få en kvindelig statsminister. Nå ja, hun er jo ikke rigtig statsminister endnu, indtil videre er hun bare Kongelig Undersøger, men der kan vist ikke herske tvivl om, at det bare er et spørgsmål om tid, før titlen skiftes ud.
Jeg er meget godt tilfreds på mit køns vegne med, at en kvinde nu har nået den - i hvert fald officielt - mest magtfulde position i landet; jeg tror ikke, man skal undervurdere Mærsk eller en stribe departementschefer i de vigtigste ministerier, men alligevel. Det er en stor dag for ligestillingen. Ligesom det var det, den dag Barack Obama tiltrådte i USA. Det er en dør, der nu er vidt åben for kvinder, for mennesker med hud, der ikke er hudfarvet, og forhåbentlig vil det vise sig, at det også er en stor dag for hinduer, hoh-indianere, handicappede og homoseksuelle. Ligestilling. I betydningen lige rettigheder og muligheder.
Der har været talt en del om den meget høje valgdeltagelse, som har præget det nu overståede valg - med en deltagelsesprocent der nærmer sig 90 er det med rette, noget danskerne kan være stolte af. Det er en vigtig rettighed at kunne deltage i demokratiet. Derfor er jeg også stolt over at være borger i et land, hvor man ikke skal melde sig, for at blive stemmeberettiget, hvor man ikke mister sin stemme, selvom man forbryder sig mod samfundet, og hvor alle stemmer er lige vigtige. Men når det er sagt, synes jeg faktisk også, at man kan tale om stemmepligt. Jeg mener naturligvis ikke, at man skal tvinge borgerne til at stemme, men jeg mener, at hvis man ikke bruger sin ret til at stemme, så mister demokratiet sin berettigelse. Borgernes deltagelse er demokratiets livsnerve. Selv kunne jeg aldrig drømme om ikke at stemme. Jeg synes, det er skide hyggeligt at stemme, alle mennesker er i vældig godt humør, og jeg får altid sådan nogen sommerfugle i maven, lige så snart jeg har puttet min stemmeseddel ned i boksen; fik jeg nu sat krydset der, hvor jeg havde bestemt? Ja, siger jeg til mig selv, det var rigtig nok.
Når vi bruger vores stemme, er vi med til at forme samfundet. Og det er da det fedeste: at vi har muligheden for at påvirke hvilken retning, vi ønsker, samfundet skal udvikle sig i. Derfor er jeg vil jeg afslutte denne dags blogindlæg med at citere den Kongelige Undersøger: jeg ønsker mig et Danmark, hvor der er plads til frihed og fællesskab, og hvor solidaritet stadig er på mode. Ja tak :-)
Jeg er meget godt tilfreds på mit køns vegne med, at en kvinde nu har nået den - i hvert fald officielt - mest magtfulde position i landet; jeg tror ikke, man skal undervurdere Mærsk eller en stribe departementschefer i de vigtigste ministerier, men alligevel. Det er en stor dag for ligestillingen. Ligesom det var det, den dag Barack Obama tiltrådte i USA. Det er en dør, der nu er vidt åben for kvinder, for mennesker med hud, der ikke er hudfarvet, og forhåbentlig vil det vise sig, at det også er en stor dag for hinduer, hoh-indianere, handicappede og homoseksuelle. Ligestilling. I betydningen lige rettigheder og muligheder.
Der har været talt en del om den meget høje valgdeltagelse, som har præget det nu overståede valg - med en deltagelsesprocent der nærmer sig 90 er det med rette, noget danskerne kan være stolte af. Det er en vigtig rettighed at kunne deltage i demokratiet. Derfor er jeg også stolt over at være borger i et land, hvor man ikke skal melde sig, for at blive stemmeberettiget, hvor man ikke mister sin stemme, selvom man forbryder sig mod samfundet, og hvor alle stemmer er lige vigtige. Men når det er sagt, synes jeg faktisk også, at man kan tale om stemmepligt. Jeg mener naturligvis ikke, at man skal tvinge borgerne til at stemme, men jeg mener, at hvis man ikke bruger sin ret til at stemme, så mister demokratiet sin berettigelse. Borgernes deltagelse er demokratiets livsnerve. Selv kunne jeg aldrig drømme om ikke at stemme. Jeg synes, det er skide hyggeligt at stemme, alle mennesker er i vældig godt humør, og jeg får altid sådan nogen sommerfugle i maven, lige så snart jeg har puttet min stemmeseddel ned i boksen; fik jeg nu sat krydset der, hvor jeg havde bestemt? Ja, siger jeg til mig selv, det var rigtig nok.
Når vi bruger vores stemme, er vi med til at forme samfundet. Og det er da det fedeste: at vi har muligheden for at påvirke hvilken retning, vi ønsker, samfundet skal udvikle sig i. Derfor er jeg vil jeg afslutte denne dags blogindlæg med at citere den Kongelige Undersøger: jeg ønsker mig et Danmark, hvor der er plads til frihed og fællesskab, og hvor solidaritet stadig er på mode. Ja tak :-)
søndag den 11. september 2011
På sightseeing
Jeg var på sightseeing i går i Oslo. Helt alene i fire timer gik jeg rundt i byen og nød vejret (som var ualmindelig smukt - efter danske standarder). Høj sol, blå himmel, intet overtøj, dejligt :-)
Jeg var bl.a. omkring Operaen, som efter sigende skulle være helt speciel. Lise og hendes drenge har flere gange gange opfordret mig til at gå forbi og kigge på den. Og jeg må sige, den lever op til forventningerne og lidt til. For det første ligger den utrolig smukt ud til vandet, så der faktisk er mulighed for at gå ned og dyppe tæerne i pausen, hvis man skulle få lyst til det. For det andet er arkitekturen interessant; jeg tror måske, det er meningen, at den skal associere til fjeld og is (der ligger også sådan en mærkelig lille glas-ø ude i vandet, og jeg tror, den hører med til sceneriet) med store glaspartier. Nu var jeg jo ikke inde for at høre musik, men jeg var omkring toiletterne, og de var imponerenede! Lidt mørke ved første øjekast, men meget smukke - hvis man kan sige den slags om et "offentligt" toilet? Væggene var beklædt med små kakler (1,5x1,5 cm) med en marmorering, der lignede årerne i et træ og farven var glitrende et sted imellem guld og bronze. Meget smukt.
Jeg fik helt lyst til bare at blive derinde: "Tjener, kan jeg venligst bede om en café au lait, tak?"
Bagefter tog jeg til Grønland. Der er naturligvis ikke tale om øen, men derimod om den bydel i Oslo, som hedder Grønland, opkaldt efter de meget dejlige grønne områder omkring Akerselven. Her ligger shawarmabarer, afro-frisører og små butikker med mærkeligt nips side om side. Her bor de ugen og hippe, men (efter sigende) også dem, som synes det er sjovt at slå folk ned, når det er mørkt. Der har desværre været en del røverioverfald i dette område på det sidste, og det er lidt ærgerligt, for jeg kunne faktisk godt tænke mig at bo der, men jeg er ikke sikker på, jeg tør...
Da jeg havde gået rundt i Grønland i et stykke tid, begyndte jeg at blive sulten, og jeg kunne sådan set bare have gået ind og købt en kebab, men jeg havde bestemt, at jeg skulle gå på Peppes Pizza, som folk heroppe er helt vilde med: jeg tror faktisk, der er flere Peppes'er, end der er McDonalds'er. Så jeg fik mig en pizza med røget laks og rømmedressing (rømme minder om creme fraiche, men er knap så syrligt i smagen og meget lækkert).
Efter lunsj'en var det egentlig meningen, jeg skulle gå på universitetet (og bagefter igen på den Ben&Jerrys isbar, der ligger på Carl Johan), men jeg havde simpelthen så ondt i fødderne, at jeg ikke orkede mere, så jeg tog metroen hjem igen i forventning om, at jeg kunne sætte mig på teressen med en bog (jeg er begyndt at læse på norsk i håb om, at det kan bedre mine sprogkundskaber lidt), men da jeg kom hjem, var solen borte, og den forblev gemt bag skyerne resten af dagen, selvom det dog holdt tørt.
Efter aftensmaden (en rest af Lises lækre fiskegratin) gjorde jeg nogen for mig selv: jeg gi ud på terrassen og lavede solhilsen og forskellige andre yogaøvelser. Det var nok noget nær den perfekte afslutning på en rigtig dejlig dag i Oslo.
Og i dag overvejer jeg så, om jeg skal springe på cyklen og køre en lang tur, men det bliver ved overvejelserne lidt endnu, for det regner. På den der 'silende sommerregn'-måde, som man ofte (men ikke altid) oplever i Danmark. I Norge har de ikke det der støvregn. When it rains, it pours!
I stedet vil jeg måske bare blive herhjemme og nyde min ensomhed og se Stolthed og Fordom (den gode, gamle fra BBC, naturligvis), som jeg fandt på biblioteket forleden. Der er ingen, der som Mr. Darcy kan fordrive selv de tungeste mentale regnskyer :-)
Jeg var bl.a. omkring Operaen, som efter sigende skulle være helt speciel. Lise og hendes drenge har flere gange gange opfordret mig til at gå forbi og kigge på den. Og jeg må sige, den lever op til forventningerne og lidt til. For det første ligger den utrolig smukt ud til vandet, så der faktisk er mulighed for at gå ned og dyppe tæerne i pausen, hvis man skulle få lyst til det. For det andet er arkitekturen interessant; jeg tror måske, det er meningen, at den skal associere til fjeld og is (der ligger også sådan en mærkelig lille glas-ø ude i vandet, og jeg tror, den hører med til sceneriet) med store glaspartier. Nu var jeg jo ikke inde for at høre musik, men jeg var omkring toiletterne, og de var imponerenede! Lidt mørke ved første øjekast, men meget smukke - hvis man kan sige den slags om et "offentligt" toilet? Væggene var beklædt med små kakler (1,5x1,5 cm) med en marmorering, der lignede årerne i et træ og farven var glitrende et sted imellem guld og bronze. Meget smukt.
Jeg fik helt lyst til bare at blive derinde: "Tjener, kan jeg venligst bede om en café au lait, tak?"
Bagefter tog jeg til Grønland. Der er naturligvis ikke tale om øen, men derimod om den bydel i Oslo, som hedder Grønland, opkaldt efter de meget dejlige grønne områder omkring Akerselven. Her ligger shawarmabarer, afro-frisører og små butikker med mærkeligt nips side om side. Her bor de ugen og hippe, men (efter sigende) også dem, som synes det er sjovt at slå folk ned, når det er mørkt. Der har desværre været en del røverioverfald i dette område på det sidste, og det er lidt ærgerligt, for jeg kunne faktisk godt tænke mig at bo der, men jeg er ikke sikker på, jeg tør...
Da jeg havde gået rundt i Grønland i et stykke tid, begyndte jeg at blive sulten, og jeg kunne sådan set bare have gået ind og købt en kebab, men jeg havde bestemt, at jeg skulle gå på Peppes Pizza, som folk heroppe er helt vilde med: jeg tror faktisk, der er flere Peppes'er, end der er McDonalds'er. Så jeg fik mig en pizza med røget laks og rømmedressing (rømme minder om creme fraiche, men er knap så syrligt i smagen og meget lækkert).
Efter lunsj'en var det egentlig meningen, jeg skulle gå på universitetet (og bagefter igen på den Ben&Jerrys isbar, der ligger på Carl Johan), men jeg havde simpelthen så ondt i fødderne, at jeg ikke orkede mere, så jeg tog metroen hjem igen i forventning om, at jeg kunne sætte mig på teressen med en bog (jeg er begyndt at læse på norsk i håb om, at det kan bedre mine sprogkundskaber lidt), men da jeg kom hjem, var solen borte, og den forblev gemt bag skyerne resten af dagen, selvom det dog holdt tørt.
Efter aftensmaden (en rest af Lises lækre fiskegratin) gjorde jeg nogen for mig selv: jeg gi ud på terrassen og lavede solhilsen og forskellige andre yogaøvelser. Det var nok noget nær den perfekte afslutning på en rigtig dejlig dag i Oslo.
Og i dag overvejer jeg så, om jeg skal springe på cyklen og køre en lang tur, men det bliver ved overvejelserne lidt endnu, for det regner. På den der 'silende sommerregn'-måde, som man ofte (men ikke altid) oplever i Danmark. I Norge har de ikke det der støvregn. When it rains, it pours!
I stedet vil jeg måske bare blive herhjemme og nyde min ensomhed og se Stolthed og Fordom (den gode, gamle fra BBC, naturligvis), som jeg fandt på biblioteket forleden. Der er ingen, der som Mr. Darcy kan fordrive selv de tungeste mentale regnskyer :-)
onsdag den 7. september 2011
Karrierevalg i Norge
Jeg får så mange komplimenter for tiden. I lørdags mødte jeg en mand, som mente, at jeg var en 'dejlig dame'; jeg har godt nok mistanke om, at han var temmelig beruset, så jeg ved ikke om det tæller i virkeligheden, men det var da rart at høre alligevel. Og i dag sagde en af mine kolleger, at hun var meget imponeret over, hvor god jeg var til at snakke med kunderne i telefonen, og hun mente bestemt, at jeg måtte have erfaring inderfor kundeservice. -Hvad jeg jo ikke har, jeg er bare et naturtalent :-)
Og så er der noget interessant i Norge. Jeg har aldrig været i USA (og har egentlig heller ikke lyst til det), men jeg har en fornemmelse af, at Norge på mange måder ligner: der er et enormt behov for at vise, at man kan noget. Måske fordi samfundsstrukturen er mere liberalistisk opbbygget med en højere grad af brugerbetaling på services, som i Danmark er gratis (fx går rigtig mange unge mennesker på private buisness colleges), og derfor har nordmændene et stort behov for at vise, hvad de kan, og hvad de har. Jeg er fx blevet bekendt med indeståendet på mindst to af Lises tre sønners opsparingskonto'er. Og det ville man jo aldrig afsløre i Danmark, og da slet ikke overfor en relativt fremmed. Og de går vældig meget op i karriere, og hvad der kan fremme karrieren.
Eller måske er det bare den familie, jeg er havnet i, det ved jeg jo ikke. Men det er da interessant at et samfund, som ligger så nær ved det danske på rigtig mange områder (geografisk, socialt, historisk etc.) alligevel er så forskelligt... :-)
Og så er jeg faktisk begyndt at sætte pris på mit nye arbejde. Det er dejligt at høre, at kunderne er glade for en dansktalende medarbejder, og jeg ved, at jeg giver dem god service, og så er det faktisk også hyggeligt at sidde sammen med de andre damer (eller piger, eller hvad de nu er). Vi begynder at kende hinanden, og det hjælper selvfølgelig også på det. Jeg holder nu stadig fast i, at jeg skal evaluere om et år, og hvis det er en mulighed, så skal jeg have mig et ergojob, for jeg tror ikke, kundeservice er godt for ergokarrieren i det lange løb.
Jeg tænker imidlertid også, at det nok er meget godt for min norske ergokarriere, at jeg giver mig tid til at lære sproget, for det er jeg altså ikke vældig god til. Og jeg er sikker på, det er en fordel at kunne sproget, når jeg skal til at samarbejde med læger og sygeplejersker eller pædagoger eller en helt tredje gruppe, for ikke at tale om patienter eller børnehavebørn eller andre, som måske har mere end almindelig vanskeligt ved at kommunikere (med én, som taler underligt aka. dansk). Så jeg skal øve mig i at tale norsk.
Jeg vil ikke undskylde mig, men jeg tror, andre kan have det lettere: når man kommer til et fremmed land, lærer man jo at tale sproget, når man er tvunget til det, men det er jeg aldrig. Selv på mit arbejde er jeg jo ansat til at tale dansk (til forskel fra mange andre, som er tvunget til at tale norsk på arbejdspladsen og så kan vælge frit efter arbejdstidens ophør). Så jeg kan sikkert godt tale norsk (eller noget, der ligner) med kollegerne, men det virker på en måde også åndsvagt.
Og så er der noget interessant i Norge. Jeg har aldrig været i USA (og har egentlig heller ikke lyst til det), men jeg har en fornemmelse af, at Norge på mange måder ligner: der er et enormt behov for at vise, at man kan noget. Måske fordi samfundsstrukturen er mere liberalistisk opbbygget med en højere grad af brugerbetaling på services, som i Danmark er gratis (fx går rigtig mange unge mennesker på private buisness colleges), og derfor har nordmændene et stort behov for at vise, hvad de kan, og hvad de har. Jeg er fx blevet bekendt med indeståendet på mindst to af Lises tre sønners opsparingskonto'er. Og det ville man jo aldrig afsløre i Danmark, og da slet ikke overfor en relativt fremmed. Og de går vældig meget op i karriere, og hvad der kan fremme karrieren.
Eller måske er det bare den familie, jeg er havnet i, det ved jeg jo ikke. Men det er da interessant at et samfund, som ligger så nær ved det danske på rigtig mange områder (geografisk, socialt, historisk etc.) alligevel er så forskelligt... :-)
mandag den 5. september 2011
Ligt retfærdighed, tak
I dag er det officiel flagdag i Danmark. Der er ikke så mange, der ved det, men man har besluttet, at det skal markeres, at der er masser af mennesker, der risikerer liv og førlighed i kampen for demokrati og menneskeret.
Så langt er jeg enig. Jeg synes, det er helt fint - ja, faktisk påkrævet - at vi hylder de mennesker, der er med til at gøre verden til et bedre sted, ingen tvivl om det.
Men hvad med alle dem, der bruger deres tid og liv på at hjælpe andre? Her tænker jeg på sygeplejesker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politibetjentene og andre, som måske nok arbejder, fordi det skal man jo (for at have råd til at holde fri), men som ofte tager jobbet med hjem (inde i hovedet), fordi masser af problematikker fra hverdagen (på arbejdet) kan være næsten umulige at slippe? Alle dem, som bliver udsat for trusler eller direkte vold, som må se til, når de ikke er i stand til at udføre arbejdet, som de ønsker, fordi ressourcerne er knappe, som brænder ud, fordi der til sidst ikke er mere at give af?
Hvorfor er der ikke nogen på Borgen, som synes, det er vigtigt at hædre disse mennesker? De sætter nok ikke livet på spil i samme grad som soldaterne i Afghannistan (måske med undtagelse af betjentene på Nørrebro), men de kan umuligt være mindre vigtige end soldaterne.
Alle dem, der tager imod medborgerne - store som små - med ønsket om den bedst mulige behandling og/eller hjælp. 'Så løber vi bare lidt hurtigere'. Men de får ikke nogen flagdag. De ønsker det sikkert heller ikke, hvis man spørger dem. Bare lidt anerkendelse for det store stykke arbejde, de faktisk gør, men som forsvinder i mediernes stadigt dårligere omtale af folkeskole og hospitalsvæsen.
Hvor er vores flagdag?
Så langt er jeg enig. Jeg synes, det er helt fint - ja, faktisk påkrævet - at vi hylder de mennesker, der er med til at gøre verden til et bedre sted, ingen tvivl om det.
Men hvad med alle dem, der bruger deres tid og liv på at hjælpe andre? Her tænker jeg på sygeplejesker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politibetjentene og andre, som måske nok arbejder, fordi det skal man jo (for at have råd til at holde fri), men som ofte tager jobbet med hjem (inde i hovedet), fordi masser af problematikker fra hverdagen (på arbejdet) kan være næsten umulige at slippe? Alle dem, som bliver udsat for trusler eller direkte vold, som må se til, når de ikke er i stand til at udføre arbejdet, som de ønsker, fordi ressourcerne er knappe, som brænder ud, fordi der til sidst ikke er mere at give af?
Hvorfor er der ikke nogen på Borgen, som synes, det er vigtigt at hædre disse mennesker? De sætter nok ikke livet på spil i samme grad som soldaterne i Afghannistan (måske med undtagelse af betjentene på Nørrebro), men de kan umuligt være mindre vigtige end soldaterne.
Alle dem, der tager imod medborgerne - store som små - med ønsket om den bedst mulige behandling og/eller hjælp. 'Så løber vi bare lidt hurtigere'. Men de får ikke nogen flagdag. De ønsker det sikkert heller ikke, hvis man spørger dem. Bare lidt anerkendelse for det store stykke arbejde, de faktisk gør, men som forsvinder i mediernes stadigt dårligere omtale af folkeskole og hospitalsvæsen.
Hvor er vores flagdag?
En stor mundfuld
I dag har jeg haft den første oversætter opgave på arbejdet. Et PowerPoint show, som skulle oversættes fra norsk til dansk. Det lyder jo let, og jeg hoppede da også i stolen af glæde, da jeg blev spurgt, om jeg havde tid (jeg vil bare gerne væk fra de der skide telefoner), men hold da op hvor var det svært! I hvert fald sværere, end jeg havde forventet. Jeg synes jo, jeg har en rimelig god fornemmelse af sproget, så jeg kan uden (nævneværdige) problemer føre en samtale, men lige pludselig skulle jeg jo kende det danske ord for 'direktesalg' og vide, om bonus får 'ss' i flertal (det gør det). Sådan nogle ting, som jeg jo ikke plejer at være opmærksom på, men som lige pludselig er vigtigt, fordi der er andre, som skal bruge, det jeg laver, og hvis jeg ikke gør det ordentligt, så er der næppe nogen lang tålmodighed fra chefen ('sjef' på norsk).
Men det var faktisk også fedt at få udfordret de små grå; jeg havde ellers frygtet, at alle arbejdsdage ville blive som i fredags, hvor jeg bare sad ved computeren og ændrede kundestatusser og sådan noget. Det er heldigvis ikke tilfældet, så måske kan jeg gå hen og blive helt glad for mit job, selvom jeg holder fast i, at det skal være midlertidigt.
Jeg er ergoterapeut i hjertet :-)
Men det var faktisk også fedt at få udfordret de små grå; jeg havde ellers frygtet, at alle arbejdsdage ville blive som i fredags, hvor jeg bare sad ved computeren og ændrede kundestatusser og sådan noget. Det er heldigvis ikke tilfældet, så måske kan jeg gå hen og blive helt glad for mit job, selvom jeg holder fast i, at det skal være midlertidigt.
Jeg er ergoterapeut i hjertet :-)
fredag den 2. september 2011
Det nye arbejde
Jeg har haft den første dag på arbejdet. Det var dejligt at komme i gang, men jeg bliver næppe nogensinde DiamondPresident Leder (en af de mange titler, man bruger for at at få folk til at sælge flere hudplejeprodukter og mere kosttilskud til deres venner; en af de få, som har denne titel tjener over 100.000 NOK/mrd!!) i EQology-systemet. Jeg har brugt en del tid i dag på at læse præsentationsmaterialet (som jeg jo skal oversætte fra norsk til dansk lige om lidt) i dag, og hvis man skal tro, hvad de skriver, så bliver man både smuk, klog og rig af det. Måske kan man endda skaffe World Peace?
Nej, helt ærligt, jeg tror faktisk, det er nogle fine produkter. De er bæredygtigt fremstillet af naturlige råvarer, og produceres kun indenfor Europa.
Jeg er ergoterapeut i hjertet, men indtil der kommer et fedt ergo-job til mig i Oslo, så kan jeg godt vejlede kunderne og oversætte hjemmesiden hos EQology. Det er fint nok, men det bliver aldrig min karriere. -Faktisk er det røvkedeligt at sidde på et kontor :-)
Ja ja, det kunne jeg jo nok have forudset. Måske skulle jeg bede Lise (madmor) om at sige fra (no), hvis der kommer en ergo-stilling på hendes skole? Det kunne være lurt (no), og jeg vil gerne arbejde sammen med Lise, hun er snill (no) :-)
Nej, helt ærligt, jeg tror faktisk, det er nogle fine produkter. De er bæredygtigt fremstillet af naturlige råvarer, og produceres kun indenfor Europa.
Jeg er ergoterapeut i hjertet, men indtil der kommer et fedt ergo-job til mig i Oslo, så kan jeg godt vejlede kunderne og oversætte hjemmesiden hos EQology. Det er fint nok, men det bliver aldrig min karriere. -Faktisk er det røvkedeligt at sidde på et kontor :-)
Ja ja, det kunne jeg jo nok have forudset. Måske skulle jeg bede Lise (madmor) om at sige fra (no), hvis der kommer en ergo-stilling på hendes skole? Det kunne være lurt (no), og jeg vil gerne arbejde sammen med Lise, hun er snill (no) :-)
torsdag den 1. september 2011
Den lille forskel
Vandet smager underligt heroppe. Sådan lidt af jord-agtigt. Og så er farverne på en måde klarere. Otto Mortensen må ha' været i Norge på Østlandet, da han skrev "Septembers himmel er så blå", for det er den virkeligt heroppe. Den grønne farve i græsset er næsten fluocerende. Luften er klar, selvom jeg kun er 15 km fra Oslo centrum. Og så holder bilerne tilbage for fodgængerne, og man må cykle på golfbanen. Mærkværdigt...
Hertil (og i forlængelse heraf) kommer selvfølgelig den forskel der sker med mig, både bevist og ubevist for mig. For der er helt sikkert sket en forandring med mig på de få dage, jeg har været her. Sandsynligvis vil der ikke være tale om en permanent forandring, hvis jeg rejser hjem i næste uge, men jeg er fx begyndt at høre en norsk stemme inde i hovedet, selvom det er en dansk tekst, jeg sidder med. Jeg er også begyndt at svare "bare hyggeligt" (og rulle på r'erne) i stedet for "det var så lidt".
Jeg gætter på, at de forandringer, der sker med mig, uden jeg opdager det, vil vise sig at være de permanente. Dem der også vil hænge ved, selvom jeg skulle forlade Norge engang i fremtiden. Og der er givetvis ikke tale om forandringer, jeg ikke også ville kunne opleve, hvis jeg var rejst til Ungarn eller Argentina, for jeg tror mere det handler om at få udvidet horisonten og udfordret fordommene, end det handler om "Ziva i Norge".
Så der er mange forskelle. Både indenfor og udenfor mig, og flere, som sker i mig udenfor min kontrol. Og det er jo dem, der er de virkeligt interessante :-)
Hertil (og i forlængelse heraf) kommer selvfølgelig den forskel der sker med mig, både bevist og ubevist for mig. For der er helt sikkert sket en forandring med mig på de få dage, jeg har været her. Sandsynligvis vil der ikke være tale om en permanent forandring, hvis jeg rejser hjem i næste uge, men jeg er fx begyndt at høre en norsk stemme inde i hovedet, selvom det er en dansk tekst, jeg sidder med. Jeg er også begyndt at svare "bare hyggeligt" (og rulle på r'erne) i stedet for "det var så lidt".
Jeg gætter på, at de forandringer, der sker med mig, uden jeg opdager det, vil vise sig at være de permanente. Dem der også vil hænge ved, selvom jeg skulle forlade Norge engang i fremtiden. Og der er givetvis ikke tale om forandringer, jeg ikke også ville kunne opleve, hvis jeg var rejst til Ungarn eller Argentina, for jeg tror mere det handler om at få udvidet horisonten og udfordret fordommene, end det handler om "Ziva i Norge".
Så der er mange forskelle. Både indenfor og udenfor mig, og flere, som sker i mig udenfor min kontrol. Og det er jo dem, der er de virkeligt interessante :-)
onsdag den 31. august 2011
Min midlertidige adresse
Jeg kommer i tanker om, at det måske kunne være fint at skrive min adresse ned (det kunne jo så være, at der så kom post hjemmefra):
Ziva Møller
c/o Lise Landmark
Skogveien 128E
N-1369 Stabekk
Norge
Og så ønsker jeg mig følgende (ikke det hele på én gang, naturligvis, men bare en lille smule), hvis nogen skulle få lyst til at sende mig et brev:
Danske dameblade: Alt for Damerne, Femina, Woman
Lakridser: Salte sild og kattepoter (Katjes), saltbomber, soft piratos og domino (haribo), heksehyl og chokofanter (ja, jeg ved godt, det ikke er lakridser), blue jeans, vejskilte og den der pose, hvor der er forskellige lakridser i (pingvin).
Hurra for, at nordmændene laver fantastisk chokolade, for de kan ikke lave lakrids :-)
Ziva Møller
c/o Lise Landmark
Skogveien 128E
N-1369 Stabekk
Norge
Og så ønsker jeg mig følgende (ikke det hele på én gang, naturligvis, men bare en lille smule), hvis nogen skulle få lyst til at sende mig et brev:
Danske dameblade: Alt for Damerne, Femina, Woman
Lakridser: Salte sild og kattepoter (Katjes), saltbomber, soft piratos og domino (haribo), heksehyl og chokofanter (ja, jeg ved godt, det ikke er lakridser), blue jeans, vejskilte og den der pose, hvor der er forskellige lakridser i (pingvin).
Hurra for, at nordmændene laver fantastisk chokolade, for de kan ikke lave lakrids :-)
Efter to dage
Nu er jeg så ankommet til Oslo for et par dage siden, og jeg har - både i går og i dag - været inde i byen. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været på Skatteetaten (for at registrere mig som bosiddende i Norge) og ambassaden (for at stemme) i går, men jeg havde så travlt med at komme afsted, at jeg glemte mit pas, og så kan man selvsagt ikke få lov til ret meget af sådan noget officielt noget.
Jeg er i øvrigt blevet overrasket over, hvor mange ting og forhold man skal have styr på, selvom jeg "bare" flytter til Norge. På sin vis havde det nok været lettere at rejse til Grønland; så sørger min nye arbejdsgiver nemlig for alt i forbindelse med flytningen, nu skal jeg selv tænke tankerne.
Jeg har heldigvis den fordel, at en gammel veninde af min lillesøster er bosiddende heroppe, og hun har fra starten været utroligt hjælpsom, og hun er det stadig. -En kærlig tanke til Lina :-)
Selvom Norge ligner Danmark en hel del, så er der alligevel nogle ting, som er meget anderledes. Fx holder bilerne altid tilbage, hvis en fodgænger skal krydse kørebanen i et fodgængerfelt. Jeg tænker, reglerne er som de danske: at bilisten skal holde tilbage, men det er bare sjældent at opleve det i Danmark. Hertil kommer selvfølgelig alt det, der er vanskeligt at beskrive nøjagtigt. Lige så snart man kommer lidt udenfor centrum af Oslo, er langt de fleste huse af træ (mange ligner faktisk danske sommerhuse). Og så snakker de altså sjovt heroppe :-)
Jeg havde forestillet mig, at jeg ville få frygtelig hjemve, når jeg skulle rejse herop og ikke kende nogen, men det er faktisk ikke tilfældet - eller ikke som jeg havde frygtet, i hvert fald. Jeg er blevet taget utroligt godt imod af Lise, som har åbnet sit hjem for mig, så jeg næsten føler mig som en del af familien. Imponerende, at hun tager imod en fremmed uden forbehold. Og meget dejligt.
Og nu vil jeg sætte mig på terrassen og nyde sensommersolen - den lever nemlig også i Norge :-)
Jeg er i øvrigt blevet overrasket over, hvor mange ting og forhold man skal have styr på, selvom jeg "bare" flytter til Norge. På sin vis havde det nok været lettere at rejse til Grønland; så sørger min nye arbejdsgiver nemlig for alt i forbindelse med flytningen, nu skal jeg selv tænke tankerne.
Jeg har heldigvis den fordel, at en gammel veninde af min lillesøster er bosiddende heroppe, og hun har fra starten været utroligt hjælpsom, og hun er det stadig. -En kærlig tanke til Lina :-)
Selvom Norge ligner Danmark en hel del, så er der alligevel nogle ting, som er meget anderledes. Fx holder bilerne altid tilbage, hvis en fodgænger skal krydse kørebanen i et fodgængerfelt. Jeg tænker, reglerne er som de danske: at bilisten skal holde tilbage, men det er bare sjældent at opleve det i Danmark. Hertil kommer selvfølgelig alt det, der er vanskeligt at beskrive nøjagtigt. Lige så snart man kommer lidt udenfor centrum af Oslo, er langt de fleste huse af træ (mange ligner faktisk danske sommerhuse). Og så snakker de altså sjovt heroppe :-)
Jeg havde forestillet mig, at jeg ville få frygtelig hjemve, når jeg skulle rejse herop og ikke kende nogen, men det er faktisk ikke tilfældet - eller ikke som jeg havde frygtet, i hvert fald. Jeg er blevet taget utroligt godt imod af Lise, som har åbnet sit hjem for mig, så jeg næsten føler mig som en del af familien. Imponerende, at hun tager imod en fremmed uden forbehold. Og meget dejligt.
Og nu vil jeg sætte mig på terrassen og nyde sensommersolen - den lever nemlig også i Norge :-)
mandag den 29. august 2011
Det nye liv
Så er jeg kommet til Oslo, og her er meget dejligt. Jeg er helt vildt træt, men nu er jeg i det mindste ikke sulten mere. Lise og hendes (yngste) søn, Sverre, har taget meget godt imod mig, og jeg er sikker på, at jeg nok skal få det godt hos dem, selvom opholdet forhåbentligt ikke bliver så langt.
Dejligt at være fremme :-)
Dejligt at være fremme :-)
torsdag den 25. august 2011
Når Vorherre lukker en dør...
Det er dejligt at vide - eller i hvert fald at tro - at Vorherre åbner et vindue, når han lukker en dør.
I dag er jeg for alvor begyndt at sige farvel til alle mine søde og dejlige kolleger på Plejecenter Antvorskov. Jeg har først sidste arbejdsdag i morgen, men eftersom det er en arbejdsplads, hvor de fleste har skiftende arbejdstider, så kan jeg ikke være sikker på at møde alle i morgen, og derfor har jeg været nødt til at sige farvel til et par stykker allerede i dag.
Det er ikke sjovt. Især ikke, fordi jeg er en 'tuder'. Bare tanken om morgendagens afsked'er kalder tårerne frem. Det er forfærdeligt. Det var jo aldrig PA, jeg ville forlade, det var den geografiske placering, jeg havde givet mig selv, som var helt forkert. Desværre kan jeg ikke putte PA i lommen og tage huset med beboere og personale med til Oslo. For så havde jeg gjort det.
Det bliver helt sikkert med sorg i hjertet, at jeg møder op på arbejde i morgen. Men så er det meget dejligt at vide, at det er den eneste dag i den tid, jeg har været ansat der, at det er sket. Alle andre morgener har jeg (når jeg er kommet mig over trangen til bare at sove en time mere) glædet mig til at komme på arbejde.
Men jeg glæder mig også til mit nye job - og liv - i Oslo. Og det er derfor jeg kan tro, at Vorherre har et åbent vindue til mig et sted. Måske er det Oslo, måske er det noget andet. Men min lykke ligger gemt derude et sted, og jeg skal nok finde den, det er jeg ikke i tvivl om.
Så tak for dansen, PA, det var en udsøgt fornøjelse!
I dag er jeg for alvor begyndt at sige farvel til alle mine søde og dejlige kolleger på Plejecenter Antvorskov. Jeg har først sidste arbejdsdag i morgen, men eftersom det er en arbejdsplads, hvor de fleste har skiftende arbejdstider, så kan jeg ikke være sikker på at møde alle i morgen, og derfor har jeg været nødt til at sige farvel til et par stykker allerede i dag.
Det er ikke sjovt. Især ikke, fordi jeg er en 'tuder'. Bare tanken om morgendagens afsked'er kalder tårerne frem. Det er forfærdeligt. Det var jo aldrig PA, jeg ville forlade, det var den geografiske placering, jeg havde givet mig selv, som var helt forkert. Desværre kan jeg ikke putte PA i lommen og tage huset med beboere og personale med til Oslo. For så havde jeg gjort det.
Det bliver helt sikkert med sorg i hjertet, at jeg møder op på arbejde i morgen. Men så er det meget dejligt at vide, at det er den eneste dag i den tid, jeg har været ansat der, at det er sket. Alle andre morgener har jeg (når jeg er kommet mig over trangen til bare at sove en time mere) glædet mig til at komme på arbejde.
Men jeg glæder mig også til mit nye job - og liv - i Oslo. Og det er derfor jeg kan tro, at Vorherre har et åbent vindue til mig et sted. Måske er det Oslo, måske er det noget andet. Men min lykke ligger gemt derude et sted, og jeg skal nok finde den, det er jeg ikke i tvivl om.
Så tak for dansen, PA, det var en udsøgt fornøjelse!
tirsdag den 23. august 2011
Lad den der er ren, kaste den første sten!
Nu bliver jeg nødt til at ændre fokus for min blog; tiden vil vise, om det nye fokus hænger ved, eller jeg må ændre det tilbage til at være en offentlig dagbog.
Sagen er den, at jeg bliver voldsomt ophidset over de tre præster i Kristkirken, som ikke vil vie fraskilte. Hvad fanden sker der?? Det er lovligt at blive skildt i Danmark, og det er lovligt at indgå et nyt ægteskab med kirkens velsignelse! Så kan præsten da ikke stå ved alteret og sige: "det vil jeg altså ikke være med til." Grosbøl i Taarbæk Kirke blev fritaget for tjeneste og siden opsagt, fordi han ikke troede på Gud. Hvis det er en mulighed at fyre ham, er det så ikke også en mulighed at bede de præster, som selv mener at vide, hvordan loven kan fortolkes, om at danne en frimenighed?
Jeg ønsker en (folke-)kirke, som har plads til alle på lige vilkår: de homoseksuelle (hvornår bliver der der ligeret for dem, så de også kan få en kirkelig vielse?), de der ikke kommer i kirken andet end til jul, og de fraskilte som har indset, at 'til døden skiller jer ad' ikke altid er lykken.
Hvorfor er det så vanskeligt for mennesker at sige til sig selv: Okay, de vælger en anden måde at leve på, end jeg ville gøre, OG FRED VÆRE MED DET!? Man bliver ikke et dårligt menneske, fordi man erkender sin begrænsning(-er). Man bliver ikke et dårligt menneske, fordi man vælger at leve et andet liv, end det der virkede for fem eller femten år siden. Man bliver til gengæld et bedre menneske, hvis man tager bjælken ud af sit eget øje, før man forsøger at fjerne splinten fra sin brors.
Det menneske (præst eller lægmand), der mener sig ren, kan jo kaste den første sten på de fraskilte. De fraskildte har i det mindste erkendt - for Gud og mennesker - at de elskede, men kærligheden holdt ikke evigt. Ja, jer er en synder, men jeg har talt med Gud om det i enrum, og så skal andre mennesker f*** ikke fortælle mig, at de ikke vil hjælpe mig til kærligheden på ny!!
Åh, jeg blir så gal!
Sagen er den, at jeg bliver voldsomt ophidset over de tre præster i Kristkirken, som ikke vil vie fraskilte. Hvad fanden sker der?? Det er lovligt at blive skildt i Danmark, og det er lovligt at indgå et nyt ægteskab med kirkens velsignelse! Så kan præsten da ikke stå ved alteret og sige: "det vil jeg altså ikke være med til." Grosbøl i Taarbæk Kirke blev fritaget for tjeneste og siden opsagt, fordi han ikke troede på Gud. Hvis det er en mulighed at fyre ham, er det så ikke også en mulighed at bede de præster, som selv mener at vide, hvordan loven kan fortolkes, om at danne en frimenighed?
Jeg ønsker en (folke-)kirke, som har plads til alle på lige vilkår: de homoseksuelle (hvornår bliver der der ligeret for dem, så de også kan få en kirkelig vielse?), de der ikke kommer i kirken andet end til jul, og de fraskilte som har indset, at 'til døden skiller jer ad' ikke altid er lykken.
Hvorfor er det så vanskeligt for mennesker at sige til sig selv: Okay, de vælger en anden måde at leve på, end jeg ville gøre, OG FRED VÆRE MED DET!? Man bliver ikke et dårligt menneske, fordi man erkender sin begrænsning(-er). Man bliver ikke et dårligt menneske, fordi man vælger at leve et andet liv, end det der virkede for fem eller femten år siden. Man bliver til gengæld et bedre menneske, hvis man tager bjælken ud af sit eget øje, før man forsøger at fjerne splinten fra sin brors.
Det menneske (præst eller lægmand), der mener sig ren, kan jo kaste den første sten på de fraskilte. De fraskildte har i det mindste erkendt - for Gud og mennesker - at de elskede, men kærligheden holdt ikke evigt. Ja, jer er en synder, men jeg har talt med Gud om det i enrum, og så skal andre mennesker f*** ikke fortælle mig, at de ikke vil hjælpe mig til kærligheden på ny!!
Åh, jeg blir så gal!
mandag den 22. august 2011
Med det ene ben ude...
Jeg er kommet hjem efter en god uges ferie i forskellige dele af landet. Eller rettere: jeg er tilbage. For efter det er blevet officielt, at jeg skal rejse, og især efterhånden som afrejsedagen nærmer sig med stadigt hastigere skridt, føles mit pit på Kalundborgvej bare ikke hjemligt mere.
Jeg kender masser af mennesker på min egen alder, som, når de skal besøge forældrene, siger: "jeg skal hjem". Jeg har aldrig rigtig forstået det udtryk, for mit hjem har altid været der, hvor jeg boede på det pågældende tidspunkt - og har den hjemlige følelse, jeg har forbundet med mit barndomshjem, altid været meget begrænset.
Hertil kommer, at de steder, jeg ellers har kunnet karakterisere som "hjemlige", ikke eksisterer længere som en mulighed. Min far er flyttet til et nyt sted, som jeg ikke kender (og han har i øvrigt ikke rigtig plads til at få besøg af mig), og min søster og hendes mand er flyttet (de har masser af plads, men stedet føles bare ikke hjemligt for mig endnu). Så alt i alt er jeg temmelig rodløs i disse dage. På den måde er det godt, at jeg står med det ene ben i Oslo. Planerne er langt, og billetten er bestilt. Men følelsen af hjem viser sig næppe, før jeg får et permanent sted at bo. Før jeg får et liv i Oslo. Jeg tror nok, det skal gå rimelig hurtigt, i hvert fald med det sidste, men jeg længes efter den der ro der ligger i at vide, at man hører til et sted. For lige nu hører jeg ikke rigtig til nogen steder, og det er f**** hårdt.
Der er givetvis nogle eksistentielle issues her, men dem kan jeg altså ikke gennemskue lige nu... :-)
Jeg kender masser af mennesker på min egen alder, som, når de skal besøge forældrene, siger: "jeg skal hjem". Jeg har aldrig rigtig forstået det udtryk, for mit hjem har altid været der, hvor jeg boede på det pågældende tidspunkt - og har den hjemlige følelse, jeg har forbundet med mit barndomshjem, altid været meget begrænset.
Hertil kommer, at de steder, jeg ellers har kunnet karakterisere som "hjemlige", ikke eksisterer længere som en mulighed. Min far er flyttet til et nyt sted, som jeg ikke kender (og han har i øvrigt ikke rigtig plads til at få besøg af mig), og min søster og hendes mand er flyttet (de har masser af plads, men stedet føles bare ikke hjemligt for mig endnu). Så alt i alt er jeg temmelig rodløs i disse dage. På den måde er det godt, at jeg står med det ene ben i Oslo. Planerne er langt, og billetten er bestilt. Men følelsen af hjem viser sig næppe, før jeg får et permanent sted at bo. Før jeg får et liv i Oslo. Jeg tror nok, det skal gå rimelig hurtigt, i hvert fald med det sidste, men jeg længes efter den der ro der ligger i at vide, at man hører til et sted. For lige nu hører jeg ikke rigtig til nogen steder, og det er f**** hårdt.
Der er givetvis nogle eksistentielle issues her, men dem kan jeg altså ikke gennemskue lige nu... :-)
tirsdag den 9. august 2011
Basta
Nu er der så småt ved at komme styr på alle de løse ender, jeg mener at have haft i forbindelse med min kommende afrejse til Norge. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle af sted, men jeg er - ærlig talt - også ved at skide en hel hær af snemænd ved tanken om at skulle starte et helt nyt liv i et fremmed land. En af mine kolleger kom i går og fortalte, at hendes 14-årige datter slet ikke kunne forstå, at jeg kunne finde på at ville forlade Danmark (i en bisætning blev det nævnt, at pigen selv drømmer om at blive au pair :-) )
I morgen skal jeg på skattekontoret og høre, om det er noget, jeg skal være opmærksom på, inden jeg rejser. Og jeg skal have kontaktet den danske ambassade i Norge og høre dem om det samme.
Og så har jeg aftalt de første praktisk detaljer omkring flytningen med min far. Og jeg er ved at arrangere afskeds-weekenden i det jyske. Når den er overstået, skal jeg bare hjem og pakke mine ting sammen.
Det er sjovt, som man kan gå og spænde ben for sig selv og ikke turde leve sine drømme ud. Jeg har rigtig mange gange tænkt: 'hvor kunne det være dejligt, hvis... men det er jo ikke en mulighed.' Hvorfor ikke? Verden er vel ikke mere firkantet, end vi gør den til. Hvad forhindrer mig i at gøre det, jeg drømmer om? Og hvordan kommer jeg udenom disse forhindringer? -Og så er det dét, jeg gør, så mine drømme kan blive til virkelighed.
Det lyder så nemt, når man siger det, men sandheden er jo, at det er skidesvært at gøre i virkeligheden. Og det ved jeg godt, jeg har prøvet det selv. Den anden del af sandheden er så, at jeg vil ikke - som i ALDRIG MERE!! - lade mig begrænse af '...men det er jo ikke en mulighed.' Basta :-)
I morgen skal jeg på skattekontoret og høre, om det er noget, jeg skal være opmærksom på, inden jeg rejser. Og jeg skal have kontaktet den danske ambassade i Norge og høre dem om det samme.
Og så har jeg aftalt de første praktisk detaljer omkring flytningen med min far. Og jeg er ved at arrangere afskeds-weekenden i det jyske. Når den er overstået, skal jeg bare hjem og pakke mine ting sammen.
Det er sjovt, som man kan gå og spænde ben for sig selv og ikke turde leve sine drømme ud. Jeg har rigtig mange gange tænkt: 'hvor kunne det være dejligt, hvis... men det er jo ikke en mulighed.' Hvorfor ikke? Verden er vel ikke mere firkantet, end vi gør den til. Hvad forhindrer mig i at gøre det, jeg drømmer om? Og hvordan kommer jeg udenom disse forhindringer? -Og så er det dét, jeg gør, så mine drømme kan blive til virkelighed.
Det lyder så nemt, når man siger det, men sandheden er jo, at det er skidesvært at gøre i virkeligheden. Og det ved jeg godt, jeg har prøvet det selv. Den anden del af sandheden er så, at jeg vil ikke - som i ALDRIG MERE!! - lade mig begrænse af '...men det er jo ikke en mulighed.' Basta :-)
mandag den 8. august 2011
Sayonara
Jeg er lige så stille ved at sige farvel. Og det er ikke, fordi det egentlig er nødvendigt endnu, men mentalt er jeg ved at tage afsked. Både med de mennesker, jeg holder af (og som jeg kommer til at savne), men også med de steder, der har betydet noget for mig.
I weekenden var jeg i Århus og mødtes med nogle veninder. Det var rigtig dejligt men samtidig også en en smule vemodigt. Det gør både ondt og godt at sige farvel, for der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at komme væk fra det liv, som ikke har mere at give mig. Så dagens morale må være (med citat af Pippi Langstrømpe): "Det var hyggeligt, at du kom, men det var hyggeligere, at du gik!" Tak for dansen :-)
I weekenden var jeg i Århus og mødtes med nogle veninder. Det var rigtig dejligt men samtidig også en en smule vemodigt. Det gør både ondt og godt at sige farvel, for der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at komme væk fra det liv, som ikke har mere at give mig. Så dagens morale må være (med citat af Pippi Langstrømpe): "Det var hyggeligt, at du kom, men det var hyggeligere, at du gik!" Tak for dansen :-)
mandag den 1. august 2011
Nu er der ingen vej tilbage: Marie, som jeg bor hos, har fundet en anden lejer, så jeg skal være ude af mit værelse senest 31. august. Det er jeg også, men det gav alligevel lige et ryk i hjertet, for nu kan jeg ligepludselig ikke selv styre det: nu er det andre, der afgør, at jeg skal finde et andet sted at være (hvis jeg skulle fortryde Projekt Oslo, hvad jeg ikke gør).
Jeg tror, jeg vil ud og købe mig et par nye sko snart... jeg synes, jeg trænger...
Jeg tror, jeg vil ud og købe mig et par nye sko snart... jeg synes, jeg trænger...
søndag den 31. juli 2011
Angsten lurer - time will tell
Da jeg startede planlægningen af denne rejse, som viste sig at føre mod Oslo, regnede jeg jo med, at jeg egentlig skulle til Grønland. Grønland har den store fordel, at der undervises i dansk i skolerne, at der stilles tolke til rådighed, hvis kommunikationen mellem "systemet" (og mig, som systemets repræsentant) ikke fungerer, og at alle (danskere) er langt væk hjemmefra og derfor har brug for det fællesskab der er.
I Oslo er jeg ikke nær så langt væk hjemmefra, og alle de andre er hjemme. Så hvad nu hvis de ikke kan lide mig? -Jeg synes selv, jeg er rimeligt flink og omgængelig, men hvad nu hvis...? Hvad nu hvis jeg ikke får nogen venner? -Jeg plejer at kunne skabe mig et netværk, og Danmark er trods alt ikke så langt væk, men hvad nu hvis...? Og hvad nu, hvis jeg ikke forstår, hvad de siger? -Jeg har været i Tromsø (Nordnorge) i tre måneder for få år siden, og det gik fint, men hvad nu hvis...?
Og så har jeg slet ikke nævnt problemerne med at finde er permanent sted at bo; hvordan jeg skal få mine møbler med derop; hvad sker der, hvis jeg får brug for at kunne rejse hjem (sygdom, dødsfald i familien etc.); hvordan fungerer det der med skat, når man bor og arbejder i et fremmed land; hvad dækker sygesikringen; virker mine egne forsikringer i Norge? Alle disse spørgsmål og flere til skal jeg have svar på. Og jeg er heldigvis rimeligt cool, så jeg kan godt leve med en masse måske'er, men der er trods alt nogle formelle ting, jeg skal have styr på, inden jeg rejser eller umiddelbart efter ankomsten, og hvordan kan jeg skelne? Måske er det på tide at opsøge professionel hjælp :-)
Under alle omstændigheder vil jeg - på trods af, at angsten lurer lige om hjørnet - ikke opgive drømmen. Jeg tror på, at man kun er så modig som de farlige situationer, man tør konfrontere.
Jeg vil ikke være en kylling, så jeg forsøger at se min frygt i øjnene (hvilket er temmelig svært, når jeg ikke rigtig ved, hvad jeg er/skal være bange for). Og det væsentligste af alle spørgsmål: bliver jeg lykkelig (i Norge), det kan jeg jo ikke få svar på på forhånd alligevel.
I Oslo er jeg ikke nær så langt væk hjemmefra, og alle de andre er hjemme. Så hvad nu hvis de ikke kan lide mig? -Jeg synes selv, jeg er rimeligt flink og omgængelig, men hvad nu hvis...? Hvad nu hvis jeg ikke får nogen venner? -Jeg plejer at kunne skabe mig et netværk, og Danmark er trods alt ikke så langt væk, men hvad nu hvis...? Og hvad nu, hvis jeg ikke forstår, hvad de siger? -Jeg har været i Tromsø (Nordnorge) i tre måneder for få år siden, og det gik fint, men hvad nu hvis...?
Og så har jeg slet ikke nævnt problemerne med at finde er permanent sted at bo; hvordan jeg skal få mine møbler med derop; hvad sker der, hvis jeg får brug for at kunne rejse hjem (sygdom, dødsfald i familien etc.); hvordan fungerer det der med skat, når man bor og arbejder i et fremmed land; hvad dækker sygesikringen; virker mine egne forsikringer i Norge? Alle disse spørgsmål og flere til skal jeg have svar på. Og jeg er heldigvis rimeligt cool, så jeg kan godt leve med en masse måske'er, men der er trods alt nogle formelle ting, jeg skal have styr på, inden jeg rejser eller umiddelbart efter ankomsten, og hvordan kan jeg skelne? Måske er det på tide at opsøge professionel hjælp :-)
Under alle omstændigheder vil jeg - på trods af, at angsten lurer lige om hjørnet - ikke opgive drømmen. Jeg tror på, at man kun er så modig som de farlige situationer, man tør konfrontere.
Jeg vil ikke være en kylling, så jeg forsøger at se min frygt i øjnene (hvilket er temmelig svært, når jeg ikke rigtig ved, hvad jeg er/skal være bange for). Og det væsentligste af alle spørgsmål: bliver jeg lykkelig (i Norge), det kan jeg jo ikke få svar på på forhånd alligevel.
torsdag den 28. juli 2011
Det blev noget andet, end jeg havde regnet med :-)
Ja ja, så blev det ikke Grønland i denne omgang, det blev Oslo. Det er ikke noget dårligt alternativ, hvis nogen skulle spørge mig :-)
Jeg har en utroligt sød og hjælpsom bekendt, der har formidlet kontakten til et job, som jeg har sagt ja til i dag.
Så nu gælder det. Nu flytter jeg til et andet land om en måneds tid. Det er lidt vildt at tænke på og også spøjst, fordi det faktisk er meget mere besværligt at flytte til Norge, end det er at flytte til Grønland.
Heldigvis har jeg folk omkring mig, som gerne vil hjælpe, og det er rigtig meget værd. Og jeg har fået annonceret det første besøg af en meget god veninde; det glæder jeg mig allerede til. Så på den måde er det helt sikkert en fordel at være i Norge frem for Grønland: det er både fysisk og mentalt (og økonomisk) "tættere" på. Så det er nemmere for mig at komme til Danmark på ferie, og det er nemmere for familie og venner at komme på besøg hos mig.
Og hvem ved, hvilke store oplevelser der venter...? Jeg glæder mig.
Jeg har en utroligt sød og hjælpsom bekendt, der har formidlet kontakten til et job, som jeg har sagt ja til i dag.
Så nu gælder det. Nu flytter jeg til et andet land om en måneds tid. Det er lidt vildt at tænke på og også spøjst, fordi det faktisk er meget mere besværligt at flytte til Norge, end det er at flytte til Grønland.
Heldigvis har jeg folk omkring mig, som gerne vil hjælpe, og det er rigtig meget værd. Og jeg har fået annonceret det første besøg af en meget god veninde; det glæder jeg mig allerede til. Så på den måde er det helt sikkert en fordel at være i Norge frem for Grønland: det er både fysisk og mentalt (og økonomisk) "tættere" på. Så det er nemmere for mig at komme til Danmark på ferie, og det er nemmere for familie og venner at komme på besøg hos mig.
Og hvem ved, hvilke store oplevelser der venter...? Jeg glæder mig.
onsdag den 20. juli 2011
De rigtige spørgsmål
Jeg troede, at jeg havde fundet alle svarene, men det viste sig, at det havde jeg ikke. Der var i hvert fald ikke enighed om, hvad svaret var. Eller måske var der enighed, jeg ville bare ikke indse det...
Eller måske stillede jeg snarere de forkerte spørgsmål. Så måske skal min rejse (hvor den så end komme til at føre mig hen) egentlig handle om at få stillet de(t) rigtige spørgsmål.
Og så er der jo det indledende spørgsmål: kan man stille sig selv store eksistentielle spørgsmål? Er der ikke en vis risiko for, at hvis man gør det - og altså undlader at inddrage andre(s) betragtninger i besvarelsen - så går man glip af en masse potentielt fornuftige og relevante elementer, som det kan være vanskeligt at gennemskue på egen hånd?
Derfor vil jeg (forsøge at) rejse ud i verden og få andre mennesker, fra fremmede lande og kulturer, til at stille mig disse spørgsmål, og med lidt held kan jeg måske få kogt det ned til noget, der kan ende med et enkelt svar, der afslutter denne evige søgen efter Sandheden...
Eller måske stillede jeg snarere de forkerte spørgsmål. Så måske skal min rejse (hvor den så end komme til at føre mig hen) egentlig handle om at få stillet de(t) rigtige spørgsmål.
Og så er der jo det indledende spørgsmål: kan man stille sig selv store eksistentielle spørgsmål? Er der ikke en vis risiko for, at hvis man gør det - og altså undlader at inddrage andre(s) betragtninger i besvarelsen - så går man glip af en masse potentielt fornuftige og relevante elementer, som det kan være vanskeligt at gennemskue på egen hånd?
Derfor vil jeg (forsøge at) rejse ud i verden og få andre mennesker, fra fremmede lande og kulturer, til at stille mig disse spørgsmål, og med lidt held kan jeg måske få kogt det ned til noget, der kan ende med et enkelt svar, der afslutter denne evige søgen efter Sandheden...
onsdag den 6. juli 2011
Overvejelser
Nå, nu har jeg jo ansøgt om et job som arbejdsmiljøkonsulent, og jeg tror faktisk, jeg har en rigtig god chance for at få jobbet. Det er jo lovende, på sin vis :-)
Og der er ingen tvivl om, at jeg vil have rigtig godt af at komme af sted, både fagligt og personligt. Imidlertid er jeg blevet meget opmærksom på, hvad jeg eventuelt kommer til at efterlade herhjemme. Er det et godt nok argument for at blive hjemme? Hvis det ikke var mig selv, der (måske) skulle af sted, ville jeg sige nej, det er ikke et godt nok argument. Men jeg har jo følelser i klemme...
Nå, der er stadig to uger til jeg kan forvente at komme til samtale, så jeg har masser af tid til at få følelserne på plads. Og alle disse spekulationer forudsætter jo, at jeg rent faktisk får mulighed for at komme af sted. Man har jo lov at håbe :-)
Og der er ingen tvivl om, at jeg vil have rigtig godt af at komme af sted, både fagligt og personligt. Imidlertid er jeg blevet meget opmærksom på, hvad jeg eventuelt kommer til at efterlade herhjemme. Er det et godt nok argument for at blive hjemme? Hvis det ikke var mig selv, der (måske) skulle af sted, ville jeg sige nej, det er ikke et godt nok argument. Men jeg har jo følelser i klemme...
Nå, der er stadig to uger til jeg kan forvente at komme til samtale, så jeg har masser af tid til at få følelserne på plads. Og alle disse spekulationer forudsætter jo, at jeg rent faktisk får mulighed for at komme af sted. Man har jo lov at håbe :-)
søndag den 26. juni 2011
Man har da lov at håbe...
Jeg tror, jeg har fundet det job, jeg ønsker mig allermest i verden... Ansøgningsfrist om tre dage. Har booket computer på biblioteket, så jeg kan skrive i Word. Kalliope (muse for heltedigtning) må gerne komme nu, tak :-)
søndag den 19. juni 2011
Fremtiden
Nu overvejer jeg igen at søge et job i Grønland. Der er en - tilsyneladende - meget spændende stilling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk; måske var det noget for mig...
Jeg har naturligvis spurgt mine gode og nære venner til råds, og alle er kommet med fornuftige og ærlige svar. Og alle svar er naturligvis med i mine overvejelser om, hvad jeg tror, jeg selv kan gøre for at bringe en ønskværdig fremtid nærmere. Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at moralen er: jeg tager ikke altid de rigtig/fornuftige/kloge beslutninger, men jeg kommer altid ud på den anden side med gode minder. Og mon ikke også Grønland kan bidrage på denne konto? Jeg tror det :-)
Jeg har naturligvis spurgt mine gode og nære venner til råds, og alle er kommet med fornuftige og ærlige svar. Og alle svar er naturligvis med i mine overvejelser om, hvad jeg tror, jeg selv kan gøre for at bringe en ønskværdig fremtid nærmere. Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at moralen er: jeg tager ikke altid de rigtig/fornuftige/kloge beslutninger, men jeg kommer altid ud på den anden side med gode minder. Og mon ikke også Grønland kan bidrage på denne konto? Jeg tror det :-)
torsdag den 9. juni 2011
Når man vælger
Så blev det alligevel ikke Grønland. Jeg blev - meget direkte og meget overraskende - bedt om at blive hjemme. Drømmen om Grønland og om at rejse ud i verden i det hele taget er bestemt ikke død, den er bare lagt på hylden for nu. Måske finder jeg den frem igen ved en senere lejlighed, alene eller i selskab med mennesker jeg holder af.
Beslutningen har selvfølgelig givet noget blandede reaktioner, de fleste forudsigelige, men der var også nogle i blandt som jeg ikke havde set komme. Og det er vel egentlig meget fedt at have venner, som tør at sige højt, hvad mange sikkert bare tænker og netop undlader at sige, fordi de er bange for den reaktion, der kunne risikere at komme tilbage.
Jeg ved ikke endnu, om bloggen skal leve eller dø. Det vil tiden vise, ligesom jeg også med tiden vil finde ud af, om det var den rigtige beslutning at følge hjertet, selvom det ikke nødvendigvis er det fornuftige.
Beslutningen har selvfølgelig givet noget blandede reaktioner, de fleste forudsigelige, men der var også nogle i blandt som jeg ikke havde set komme. Og det er vel egentlig meget fedt at have venner, som tør at sige højt, hvad mange sikkert bare tænker og netop undlader at sige, fordi de er bange for den reaktion, der kunne risikere at komme tilbage.
Jeg ved ikke endnu, om bloggen skal leve eller dø. Det vil tiden vise, ligesom jeg også med tiden vil finde ud af, om det var den rigtige beslutning at følge hjertet, selvom det ikke nødvendigvis er det fornuftige.
fredag den 3. juni 2011
Man kan ikke både blæse og have mel i munden...
...men lige pludselig kan man blive mindet om alt det - og alle dem, der ikke skal med ud på den lange rejse...
onsdag den 1. juni 2011
Alt det jeg forlader...
Jeg har været utroligt glad for det arbejde og den arbejdsplads, jeg nu er på vej til at forlade. Jeg bliver hele tiden præsenteret for nye, spændende (og svære) opgaver, og jeg er egentlig skide ked af at skulle væk herfra. Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig vanvittigt til at komme til Grønland, men det er også med et vist (læs: kæmpe!!) vemod, at jeg siger farvel til kolleger og en organisation som har givet mig utallige sjove/gode/lærerige/inspirerende/trælse/fede oplevelser.
Ærgeligt, at man ikke både kan blæse og have mel i munden...
Ærgeligt, at man ikke både kan blæse og have mel i munden...
mandag den 30. maj 2011
-32 dage
Jeg har søgt og fået job i Qaqortoq, aka Julianehåb, med start om en måned. De, som har set Nissebanden i Grønland for mange år siden, vil måske huske, at Lunte på et tidspunkt fortæller, at 'ajuungilaq' betyder noget i retning af 'det er godt/dejligt/udmærket', og jeg synes, det er et passende navn til denne rejse.
Dette bliver min dagbogs-blog om afrejsen til og hverdagen i Grønland (så slipper jeg nemlig i nogen grad for at sende 117 mails med forskellige formuleringer over det samme emne til nogen, som måske ikke gider læse det - her skal I selv opsøge historierne) . Her vil jeg fortælle om små og store oplevelser i det høje Nord, og hvis jeg kan finde ud af det, kommer der også billeder til at illustrere mine beskrivelser.
Dagens titel viser selvfølgelig hen til en bestemt dato, nemlig 1. juli, hvor jeg påbegynder arbejdet. Egentlig ville jeg gerne have brugt afrejsedagen som pejlemærke, men den ligger endnu ikke fast.
Alle er naturligvis velkomne til at kommentere og stille forslag til indholdet, og jeg glæder mig til at dele indholdet af min rejse med jer :-)
Dette bliver min dagbogs-blog om afrejsen til og hverdagen i Grønland (så slipper jeg nemlig i nogen grad for at sende 117 mails med forskellige formuleringer over det samme emne til nogen, som måske ikke gider læse det - her skal I selv opsøge historierne) . Her vil jeg fortælle om små og store oplevelser i det høje Nord, og hvis jeg kan finde ud af det, kommer der også billeder til at illustrere mine beskrivelser.
Dagens titel viser selvfølgelig hen til en bestemt dato, nemlig 1. juli, hvor jeg påbegynder arbejdet. Egentlig ville jeg gerne have brugt afrejsedagen som pejlemærke, men den ligger endnu ikke fast.
Alle er naturligvis velkomne til at kommentere og stille forslag til indholdet, og jeg glæder mig til at dele indholdet af min rejse med jer :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)