Man har da lov at håbe...

Jeg tror, jeg har fundet det job, jeg ønsker mig allermest i verden... Ansøgningsfrist om tre dage. Har booket computer på biblioteket, så jeg kan skrive i Word. Kalliope (muse for heltedigtning) må gerne komme nu, tak :-)

Fremtiden

Nu overvejer jeg igen at søge et job i Grønland. Der er en - tilsyneladende - meget spændende stilling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk; måske var det noget for mig...
Jeg har naturligvis spurgt mine gode og nære venner til råds, og alle er kommet med fornuftige og ærlige svar. Og alle svar er naturligvis med i mine overvejelser om, hvad jeg tror, jeg selv kan gøre for at bringe en ønskværdig fremtid nærmere. Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at moralen er: jeg tager ikke altid de rigtig/fornuftige/kloge beslutninger, men jeg kommer altid ud på den anden side med gode minder. Og mon ikke også Grønland kan bidrage på denne konto? Jeg tror det :-)

Når man vælger

Så blev det alligevel ikke Grønland. Jeg blev - meget direkte og meget overraskende - bedt om at blive hjemme. Drømmen om Grønland og om at rejse ud i verden i det hele taget er bestemt ikke død, den er bare lagt på hylden for nu. Måske finder jeg den frem igen ved en senere lejlighed, alene eller i selskab med mennesker jeg holder af.
Beslutningen har selvfølgelig givet noget blandede reaktioner, de fleste forudsigelige, men der var også nogle i blandt som jeg ikke havde set komme. Og det er vel egentlig meget fedt at have venner, som tør at sige højt, hvad mange sikkert bare tænker og netop undlader at sige, fordi de er bange for den reaktion, der kunne risikere at komme tilbage.
Jeg ved ikke endnu, om bloggen skal leve eller dø. Det vil tiden vise, ligesom jeg også med tiden vil finde ud af, om det var den rigtige beslutning at følge hjertet, selvom det ikke nødvendigvis er det fornuftige.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden...

...men lige pludselig kan man blive mindet om alt det - og alle dem, der ikke skal med ud på den lange rejse...

Alt det jeg forlader...

Jeg har været utroligt glad for det arbejde og den arbejdsplads, jeg nu er på vej til at forlade. Jeg bliver hele tiden præsenteret for nye, spændende (og svære) opgaver, og jeg er egentlig skide ked af at skulle væk herfra. Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig vanvittigt til at komme til Grønland, men det er også med et vist (læs: kæmpe!!) vemod, at jeg siger farvel til kolleger og en organisation som har givet mig utallige sjove/gode/lærerige/inspirerende/trælse/fede oplevelser.
Ærgeligt, at man ikke både kan blæse og have mel i munden...