Angsten lurer - time will tell

Da jeg startede planlægningen af denne rejse, som viste sig at føre mod Oslo, regnede jeg jo med, at jeg egentlig skulle til Grønland. Grønland har den store fordel, at der undervises i dansk i skolerne, at der stilles tolke til rådighed, hvis kommunikationen mellem "systemet" (og mig, som systemets repræsentant) ikke fungerer, og at alle (danskere) er langt væk hjemmefra og derfor har brug for det fællesskab der er.
I Oslo er jeg ikke nær så langt væk hjemmefra, og alle de andre er hjemme. Så hvad nu hvis de ikke kan lide mig? -Jeg synes selv, jeg er rimeligt flink og omgængelig, men hvad nu hvis...? Hvad nu hvis jeg ikke får nogen venner? -Jeg plejer at kunne skabe mig et netværk, og Danmark er trods alt ikke så langt væk, men hvad nu hvis...? Og hvad nu, hvis jeg ikke forstår, hvad de siger? -Jeg har været i Tromsø (Nordnorge) i tre måneder for få år siden, og det gik fint, men hvad nu hvis...?
Og så har jeg slet ikke nævnt problemerne med at finde er permanent sted at bo; hvordan jeg skal få mine møbler med derop; hvad sker der, hvis jeg får brug for at kunne rejse hjem (sygdom, dødsfald i familien etc.); hvordan fungerer det der med skat, når man bor og arbejder i et fremmed land; hvad dækker sygesikringen; virker mine egne forsikringer i Norge? Alle disse spørgsmål og flere til skal jeg have svar på. Og jeg er heldigvis rimeligt cool, så jeg kan godt leve med en masse måske'er, men der er trods alt nogle formelle ting, jeg skal have styr på, inden jeg rejser eller umiddelbart efter ankomsten, og hvordan kan jeg skelne? Måske er det på tide at opsøge professionel hjælp :-)
Under alle omstændigheder vil jeg - på trods af, at angsten lurer lige om hjørnet - ikke opgive drømmen. Jeg tror på, at man kun er så modig som de farlige situationer, man tør konfrontere.
Jeg vil ikke være en kylling, så jeg forsøger at se min frygt i øjnene (hvilket er temmelig svært, når jeg ikke rigtig ved, hvad jeg er/skal være bange for). Og det væsentligste af alle spørgsmål: bliver jeg lykkelig (i Norge), det kan jeg jo ikke få svar på på forhånd alligevel.

Det blev noget andet, end jeg havde regnet med :-)

Ja ja, så blev det ikke Grønland i denne omgang, det blev Oslo. Det er ikke noget dårligt alternativ, hvis nogen skulle spørge mig :-)
Jeg har en utroligt sød og hjælpsom bekendt, der har formidlet kontakten til et job, som jeg har sagt ja til i dag.
Så nu gælder det. Nu flytter jeg til et andet land om en måneds tid. Det er lidt vildt at tænke på og også spøjst, fordi det faktisk er meget mere besværligt at flytte til Norge, end det er at flytte til Grønland.
Heldigvis har jeg folk omkring mig, som gerne vil hjælpe, og det er rigtig meget værd. Og jeg har fået annonceret det første besøg af en meget god veninde; det glæder jeg mig allerede til. Så på den måde er det helt sikkert en fordel at være i Norge frem for Grønland: det er både fysisk og mentalt (og økonomisk) "tættere" på. Så det er nemmere for mig at komme til Danmark på ferie, og det er nemmere for familie og venner at komme på besøg hos mig.
Og hvem ved, hvilke store oplevelser der venter...? Jeg glæder mig.

De rigtige spørgsmål

Jeg troede, at jeg havde fundet alle svarene, men det viste sig, at det havde jeg ikke. Der var i hvert fald ikke enighed om, hvad svaret var. Eller måske var der enighed, jeg ville bare ikke indse det...
Eller måske stillede jeg snarere de forkerte spørgsmål. Så måske skal min rejse (hvor den så end komme til at føre mig hen) egentlig handle om at få stillet de(t) rigtige spørgsmål.
Og så er der jo det indledende spørgsmål: kan man stille sig selv store eksistentielle spørgsmål? Er der ikke en vis risiko for, at hvis man gør det - og altså undlader at inddrage andre(s) betragtninger i besvarelsen - så går man glip af en masse potentielt fornuftige og relevante elementer, som det kan være vanskeligt at gennemskue på egen hånd?
Derfor vil jeg (forsøge at) rejse ud i verden og få andre mennesker, fra fremmede lande og kulturer, til at stille mig disse spørgsmål, og med lidt held kan jeg måske få kogt det ned til noget, der kan ende med et enkelt svar, der afslutter denne evige søgen efter Sandheden...

Overvejelser

Nå, nu har jeg jo ansøgt om et job som arbejdsmiljøkonsulent, og jeg tror faktisk, jeg har en rigtig god chance for at få jobbet. Det er jo lovende, på sin vis :-)
Og der er ingen tvivl om, at jeg vil have rigtig godt af at komme af sted, både fagligt og personligt. Imidlertid er jeg blevet meget opmærksom på, hvad jeg eventuelt kommer til at efterlade herhjemme. Er det et godt nok argument for at blive hjemme? Hvis det ikke var mig selv, der (måske) skulle af sted, ville jeg sige nej, det er ikke et godt nok argument. Men jeg har jo følelser i klemme...
Nå, der er stadig to uger til jeg kan forvente at komme til samtale, så jeg har masser af tid til at få følelserne på plads. Og alle disse spekulationer forudsætter jo, at jeg rent faktisk får mulighed for at komme af sted. Man har jo lov at håbe :-)