Min midlertidige adresse

Jeg kommer i tanker om, at det måske kunne være fint at skrive min adresse ned (det kunne jo så være, at der så kom post hjemmefra):
Ziva Møller
c/o Lise Landmark
Skogveien 128E
N-1369 Stabekk
Norge

Og så ønsker jeg mig følgende (ikke det hele på én gang, naturligvis, men bare en lille smule), hvis nogen skulle få lyst til at sende mig et brev:
Danske dameblade: Alt for Damerne, Femina, Woman
Lakridser: Salte sild og kattepoter (Katjes), saltbomber, soft piratos og domino (haribo), heksehyl og chokofanter (ja, jeg ved godt, det ikke er lakridser), blue jeans, vejskilte og den der pose, hvor der er forskellige lakridser i (pingvin).
Hurra for, at nordmændene laver fantastisk chokolade, for de kan ikke lave lakrids :-)

Efter to dage

Nu er jeg så ankommet til Oslo for et par dage siden, og jeg har - både i går og i dag - været inde i byen. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været på Skatteetaten (for at registrere mig som bosiddende i Norge) og ambassaden (for at stemme) i går, men jeg havde så travlt med at komme afsted, at jeg glemte mit pas, og så kan man selvsagt ikke få lov til ret meget af sådan noget officielt noget.
Jeg er i øvrigt blevet overrasket over, hvor mange ting og forhold man skal have styr på, selvom jeg "bare" flytter til Norge. På sin vis havde det nok været lettere at rejse til Grønland; så sørger min nye arbejdsgiver nemlig for alt i forbindelse med flytningen, nu skal jeg selv tænke tankerne.
Jeg har heldigvis den fordel, at en gammel veninde af min lillesøster er bosiddende heroppe, og hun har fra starten været utroligt hjælpsom, og hun er det stadig. -En kærlig tanke til Lina :-)
Selvom Norge ligner Danmark en hel del, så er der alligevel nogle ting, som er meget anderledes. Fx holder bilerne altid tilbage, hvis en fodgænger skal krydse kørebanen i et fodgængerfelt. Jeg tænker, reglerne er som de danske: at bilisten skal holde tilbage, men det er bare sjældent at opleve det i Danmark. Hertil kommer selvfølgelig alt det, der er vanskeligt at beskrive nøjagtigt. Lige så snart man kommer lidt udenfor centrum af Oslo, er langt de fleste huse af træ (mange ligner faktisk danske sommerhuse). Og så snakker de altså sjovt heroppe :-)
Jeg havde forestillet mig, at jeg ville få frygtelig hjemve, når jeg skulle rejse herop og ikke kende nogen, men det er faktisk ikke tilfældet - eller ikke som jeg havde frygtet, i hvert fald. Jeg er blevet taget utroligt godt imod af Lise, som har åbnet sit hjem for mig, så jeg næsten føler mig som en del af familien. Imponerende, at hun tager imod en fremmed uden forbehold. Og meget dejligt.
Og nu vil jeg sætte mig på terrassen og nyde sensommersolen - den lever nemlig også i Norge :-)

Det nye liv

Så er jeg kommet til Oslo, og her er meget dejligt. Jeg er helt vildt træt, men nu er jeg i det mindste ikke sulten mere. Lise og hendes (yngste) søn, Sverre, har taget meget godt imod mig, og jeg er sikker på, at jeg nok skal få det godt hos dem, selvom opholdet forhåbentligt ikke bliver så langt.
Dejligt at være fremme :-)

Når Vorherre lukker en dør...

Det er dejligt at vide - eller i hvert fald at tro - at Vorherre åbner et vindue, når han lukker en dør.
I dag er jeg for alvor begyndt at sige farvel til alle mine søde og dejlige kolleger på Plejecenter Antvorskov. Jeg har først sidste arbejdsdag i morgen, men eftersom det er en arbejdsplads, hvor de fleste har skiftende arbejdstider, så kan jeg ikke være sikker på at møde alle i morgen, og derfor har jeg været nødt til at sige farvel til et par stykker allerede i dag.
Det er ikke sjovt. Især ikke, fordi jeg er en 'tuder'. Bare tanken om morgendagens afsked'er kalder tårerne frem. Det er forfærdeligt. Det var jo aldrig PA, jeg ville forlade, det var den geografiske placering, jeg havde givet mig selv, som var helt forkert. Desværre kan jeg ikke putte PA i lommen og tage huset med beboere og personale med til Oslo. For så havde jeg gjort det.
Det bliver helt sikkert med sorg i hjertet, at jeg møder op på arbejde i morgen. Men så er det meget dejligt at vide, at det er den eneste dag i den tid, jeg har været ansat der, at det er sket. Alle andre morgener har jeg (når jeg er kommet mig over trangen til bare at sove en time mere) glædet mig til at komme på arbejde.

Men jeg glæder mig også til mit nye job - og liv - i Oslo. Og det er derfor jeg kan tro, at Vorherre har et åbent vindue til mig et sted. Måske er det Oslo, måske er det noget andet. Men min lykke ligger gemt derude et sted, og jeg skal nok finde den, det er jeg ikke i tvivl om.
Så tak for dansen, PA, det var en udsøgt fornøjelse!

Lad den der er ren, kaste den første sten!

Nu bliver jeg nødt til at ændre fokus for min blog; tiden vil vise, om det nye fokus hænger ved, eller jeg må ændre det tilbage til at være en offentlig dagbog.
Sagen er den, at jeg bliver voldsomt ophidset over de tre præster i Kristkirken, som ikke vil vie fraskilte. Hvad fanden sker der?? Det er lovligt at blive skildt i Danmark, og det er lovligt at indgå et nyt ægteskab med kirkens velsignelse! Så kan præsten da ikke stå ved alteret og sige: "det vil jeg altså ikke være med til." Grosbøl i Taarbæk Kirke blev fritaget for tjeneste og siden opsagt, fordi han ikke troede på Gud. Hvis det er en mulighed at fyre ham, er det så ikke også en mulighed at bede de præster, som selv mener at vide, hvordan loven kan fortolkes, om at danne en frimenighed?
Jeg ønsker en (folke-)kirke, som har plads til alle på lige vilkår: de homoseksuelle (hvornår bliver der der ligeret for dem, så de også kan få en kirkelig vielse?), de der ikke kommer i kirken andet end til jul, og de fraskilte som har indset, at 'til døden skiller jer ad' ikke altid er lykken.
Hvorfor er det så vanskeligt for mennesker at sige til sig selv: Okay, de vælger en anden måde at leve på, end jeg ville gøre, OG FRED VÆRE MED DET!? Man bliver ikke et dårligt menneske, fordi man erkender sin begrænsning(-er). Man bliver ikke et dårligt menneske, fordi man vælger at leve et andet liv, end det der virkede for fem eller femten år siden. Man bliver til gengæld et bedre menneske, hvis man tager bjælken ud af sit eget øje, før man forsøger at fjerne splinten fra sin brors.
Det menneske (præst eller lægmand), der mener sig ren, kan jo kaste den første sten på de fraskilte. De fraskildte har i det mindste erkendt - for Gud og mennesker - at de elskede, men kærligheden holdt ikke evigt. Ja, jer er en synder, men jeg har talt med Gud om det i enrum, og så skal andre mennesker f*** ikke fortælle mig, at de ikke vil hjælpe mig til kærligheden på ny!!
Åh, jeg blir så gal!

Med det ene ben ude...

Jeg er kommet hjem efter en god uges ferie i forskellige dele af landet. Eller rettere: jeg er tilbage. For efter det er blevet officielt, at jeg skal rejse, og især efterhånden som afrejsedagen nærmer sig med stadigt hastigere skridt, føles mit pit på Kalundborgvej bare ikke hjemligt mere.
Jeg kender masser af mennesker på min egen alder, som, når de skal besøge forældrene, siger: "jeg skal hjem". Jeg har aldrig rigtig forstået det udtryk, for mit hjem har altid været der, hvor jeg boede på det pågældende tidspunkt - og har den hjemlige følelse, jeg har forbundet med mit barndomshjem, altid været meget begrænset.
Hertil kommer, at de steder, jeg ellers har kunnet karakterisere som "hjemlige", ikke eksisterer længere som en mulighed. Min far er flyttet til et nyt sted, som jeg ikke kender (og han har i øvrigt ikke rigtig plads til at få besøg af mig), og min søster og hendes mand er flyttet (de har masser af plads, men stedet føles bare ikke hjemligt for mig endnu). Så alt i alt er jeg temmelig rodløs i disse dage. På den måde er det godt, at jeg står med det ene ben i Oslo. Planerne er langt, og billetten er bestilt. Men følelsen af hjem viser sig næppe, før jeg får et permanent sted at bo. Før jeg får et liv i Oslo. Jeg tror nok, det skal gå rimelig hurtigt, i hvert fald med det sidste, men jeg længes efter den der ro der ligger i at vide, at man hører til et sted. For lige nu hører jeg ikke rigtig til nogen steder, og det er f**** hårdt.
Der er givetvis nogle eksistentielle issues her, men dem kan jeg altså ikke gennemskue lige nu... :-)

Basta

Nu er der så småt ved at komme styr på alle de løse ender, jeg mener at have haft i forbindelse med min kommende afrejse til Norge. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle af sted, men jeg er - ærlig talt - også ved at skide en hel hær af snemænd ved tanken om at skulle starte et helt nyt liv i et fremmed land. En af mine kolleger kom i går og fortalte, at hendes 14-årige datter slet ikke kunne forstå, at jeg kunne finde på at ville forlade Danmark (i en bisætning blev det nævnt, at pigen selv drømmer om at blive au pair :-)   )
I morgen skal jeg på skattekontoret og høre, om det er noget, jeg skal være opmærksom på, inden jeg rejser. Og jeg skal have kontaktet den danske ambassade i Norge og høre dem om det samme.
Og så har jeg aftalt de første praktisk detaljer omkring flytningen med min far. Og jeg er ved at arrangere afskeds-weekenden i det jyske. Når den er overstået, skal jeg bare hjem og pakke mine ting sammen.

Det er sjovt, som man kan gå og spænde ben for sig selv og ikke turde leve sine drømme ud. Jeg har rigtig mange gange tænkt: 'hvor kunne det være dejligt, hvis... men det er jo ikke en mulighed.' Hvorfor ikke? Verden er vel ikke mere firkantet, end vi gør den til. Hvad forhindrer mig i at gøre det, jeg drømmer om? Og hvordan kommer jeg udenom disse forhindringer? -Og så er det dét, jeg gør, så mine drømme kan blive til virkelighed.
Det lyder så nemt, når man siger det, men sandheden er jo, at det er skidesvært at gøre i virkeligheden. Og det ved jeg godt, jeg har prøvet det selv. Den anden del af sandheden er så, at jeg vil ikke - som i ALDRIG MERE!! - lade mig begrænse af '...men det er jo ikke en mulighed.' Basta :-)

Sayonara

Jeg er lige så stille ved at sige farvel. Og det er ikke, fordi det egentlig er nødvendigt endnu, men mentalt er jeg ved at tage afsked. Både med de mennesker, jeg holder af (og som jeg kommer til at savne), men også med de steder, der har betydet noget for mig.
I weekenden var jeg i Århus og mødtes med nogle veninder. Det var rigtig dejligt men samtidig også en en smule vemodigt. Det gør både ondt og godt at sige farvel, for der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at komme væk fra det liv, som ikke har mere at give mig. Så dagens morale må være (med citat af Pippi Langstrømpe): "Det var hyggeligt, at du kom, men det var hyggeligere, at du gik!" Tak for dansen :-)

Nu er der ingen vej tilbage: Marie, som jeg bor hos, har fundet en anden lejer, så jeg skal være ude af mit værelse senest 31. august. Det er jeg også, men det gav alligevel lige et ryk i hjertet, for nu kan jeg ligepludselig ikke selv styre det: nu er det andre, der afgør, at jeg skal finde et andet sted at være (hvis jeg skulle fortryde Projekt Oslo, hvad jeg ikke gør).
Jeg tror, jeg vil ud og købe mig et par nye sko snart... jeg synes, jeg trænger...