mandag den 26. september 2011

Man lærer, så længe man lever

Jeg udvikler mig lidt som min nu 20 måneder gamle niece - vi lærer begge to nye ord.
Jeg er ikke sikker på, at pigen selv kan gøre rede for de nye ord i forrådet, men jeg lærer: krokbolle (søpindsvin), vranglås (baglås), svær (stor/tung). Norsk har sådan nogle sjove ord. Og jeg er lidt glad for, at jeg ikke selv opsøgte krokbollen (jeg overvejede faktisk, om der måske kunne være en lille frokost-dessert i boksen), som lå i en plastboks i køleskabet. Lise pakkede den ud og viste mig den i morges; den var levende. Til de, som ikke har set et levende søpindsvin, så er det for det første fuldt af pigge. Denne her havde størrelse som en stor klemmentin, så piggene var vel ca. fem lange, og der har nok været 200 af dem og sylespidse. Munden (som muligvis også fungerer som udgang - hvad ved jeg om krokbollers anatomi?) er cirkelrund og sidder på undersiden. I kanten er en række pigge, 5-6 mm lange, og de bevægede sig!! Ligesom sådan et monster man ser i skrækfilm. Klamt, og så lige midt i havregrynene.
Og jeg er glad for, at jeg ikke åbnede for boksen selv; jeg havde forestillet mig noget med en sødet dej og masser af kanel, så jeg var nok blevet lidt forskrækket, hvis jeg havde åbnet op og fundet et levende søpindsvin i stedet.

Så lærte jeg også det. Og det gamle mundheld har i høj grad sin berettigelse endnu. Jeg lærer stadig noget. Men jeg synes faktisk også, man med rette kan vende det om: man lever, så længe man lærer. Det behøver jo ikke være verdensrevolutionerende (har I hørt, at CERN vist nok har fundet en partikel, der bevæger sig hurtigere end lyset!? Hvis det er sandt, er der en masse lovmæssigheder, som har været 'sandheden' i mange år, der står for fald...), men også bare nye, sjove ord og udtryk.
Hvis jeg nogensinde kommer til at åbne en kage-café, så skal der være en kanel-krokbolle som en del af sortimentet :-)

søndag den 25. september 2011

Nu med lejlighed

Jubii, jeg har fået tilbudt en lejlighed!! Efter at have været frygtelig frustreret tidligere på ugen over dette her visnings-system, man opererer med heroppe, kan jeg konstatere, at jeg efter ét (1) forsøg, har fået en lejlighed.
En rigtig dejlig, 2 værelser, køkken og stue i vinkel, komfur/køl/vaskemaskine er installeret, et lille rum til flyttekasser og overtøj. Og en rigtig sød udlejer-dame, som har haft et ungt par boende. De var der selvfølgelig, da jeg kiggede på lejligheden, og de så søde og glade ud (de var lige blevet gift, så det kunne man nok forvente), så jeg tror, de har været tilfredse med at bo til leje hos Marit.
Så det var en rigtig god dag i går, trods den aflyste date. Og jeg glæder mig til at flytte. Det har været fint at bo hos Lise, men jeg trænger til at få mit eget. Om tre uger :-)

fredag den 23. september 2011

Min nye (gamle) bil

Jeg har fundet den bil, jeg vil have, hvis jeg 1) nogensinde kommer til at skal købe en bil, og 2) bliver så rig, at jeg får råd til at købe en smuk, gammel veteranbil.

Man ser det for sig: en SAAB 92001 Prototype (chokolade/broncefarvet lak) triller elegangt op foran Ritz i Paris. Ud stiger yours truely iført en lækker creation i New Look-design og store solbriller :-)


torsdag den 22. september 2011

Where ever I lay my hat...

Jeg forstår ikke det der med territorie. Hvad er det ved et bestemt sted, der får folk til at mene, at det er helligt - bogstavelig talt!? Det aktuelle issue er selvfølgelig koflikten i Israel/Palæstina. Men der af masser af (små såvel som store) eksempler: Christiania er som bekendt ikke en del af EU.
Hvad er det, der sker, når folk begynder at slå hinanden ihjel - eller "bare" terrorisere, afbrænde, voldtage, ekskludere etc. - andre mennesker, bare fordi de ser anderledes ud/tænker noget andet om verdens og samfundets opbygning/tror på Gud på en anden måde?

Hvorfor er det så vanskeligt for jøder at gå ind i Al-Aqsa-moskéen? Det er da for fanden den samme Gud, de henvender sig til.

Er det fordi, vi jo godt ved, at ritualerne adskiller sig, og at vi derfor kommer til at føle os en lille smule akavede, når vi ikke er helt sikre på, hvad der bliver sagt (på hebræisk/arabisk/latin/urdu - you name it. Og så risikerer man også at de andre rejser sig eller sætter sig eller lægger sig på knæ eller kysser hinanden, uden man selv kan følge med. I de kristne kirker får man mad af Gud. I hinduernes puja giver man mad og andre offergaver til guden. Og jøder og muslimer må ikke spise svinekød men gerne oksekød, som hinduerne ikke må spise.

Måske er det ikke så underligt, at vi ikke tør gå ind i andre bedehuse end dem, vi kender i forvejen, og hvor vi ved, hvad vi kan forvente at se. Men derfra og så til at slå folk ihjel, fordi de benytter et andet bedehus!?
Det er jord og sten, vi taler om. Er Gud ikke større end jord og sten? Min Gud er. Og derfor kunne jeg ikke forestille mig at komme til at hade et andet menneske så meget, at jeg ville ønske det dødt. Jeg vil vove den påstand, at der er plads nok i verden til os begge.
Jeg vil ikke afvise, at hvis nogen truede mig, så ville jeg nok kunne overtales til at sige, at Guds Søn ikke er min Frelser, men tanker er jo som bekendt toldfrie.
Min tro (og kærligheden og mine venskaber) følger mig, uanset hvor i verden jeg er. Måske er det derfor, jeg ikke er bange for at rejse ud. Og måske er det også derfor, jeg ikke forstår det der med territorie...

onsdag den 21. september 2011

Bare en lille, syg én...

Jeg leder efter en lejlighed. Det skulle jo ikke være så vanskeligt at finde i Oslo. Men systemet er lidt anderledes end i Danmark: der findes selvfølgelig hjemmesider, hvor man kan søge efter bolig, den mest brugte er finn.no, hvor man kan få alt (som i: alt), selv en kone. Her finder man så de lejligheder, som er interessante, så giver man besked til udlejer, hvis det er det man skal i det bestemte tilfælde og arrangerer en "visning" -ofte sammen med en stribe andre folk, og ellers møder man bare op på et i annoncen angivet tidspunkt til "visningen". Her medbringer man så en slags ansøgning, hvor man beskriver sig selv, og hertil et antal referencer, som jo har til hensigt at sige god for mig som lejer; jeg har fast arbejde, jeg er sød og omgængelig, det sædvanlige. Så udvælger udlejer i løbet af et par dage, hvem, man gerne vil have, skal bo i lejligheden, og vedkommende får så besked.
Jeg skulle på en visning i mandags (for to dage siden) i Konowsgate 37. Lidt længere henne, i nummer 39, var der også en visning, og damen, som havde lejligheden, var meget sød, hun var lige ankommet, da jeg kom hen ad gaden - hun havde ne lang liste med folk, så gerne ville se hendes lejlighed. Jeg mødte op i god tid, og kort efter kom en anden ung dame, som også skulle på visning i nummer 37. Og så kom der en tredje dame, som også skulle på visning i nummer 37. Men der kom aldrig nogen og viste os nummer 37, og vi prøvede endda at kontakte udlejer uden held. Så gik vi i stedet hen til nummer 39; her var ingen af visnings-deltagerne dukket op. Besynderligt system.
I dag skulle jeg så på en visning igen. jeg fortalte det til mine kolleger, og de bad om at få lov at se annoncen på finn.no. Men den var væk! Klog af skade havde jeg noteret alle detaljer ned og kunne derfor ringe til udleger og spørge, hvad søren der foregik, og den var selvfølgelig god nok: lejligheden var allerede afsat, og visningen var derfor aflyst! Fandens til sjov, det! Så nu er to af to visninger, jeg skulle på, gået i vasken. Jeg fik jo så heldigvis en 'ad bagvejen', men jeg er da noget forbeholden overfor denne søge-metode.
Forhåbentlig giver det snart et afkast, uanset hvor det så måtte komme fra. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan blive hos Lise, så længe jeg har behov for det, men hun vil også gerne af med mig igen. Det var aldrig en mulighed, at det skulle vare i mange måneder, dette her. Så der kunne godt lige komme en lille lejlighed til mig snart.
Kære Vorherre, det ville være meget dejligt, hvis du ville sørge for et andet sted at bo til mig. Jeg har brug for: stue, soveværelse, køkken, bad, vaskemaskine (fælles er helt fint) og cykelkælder. Helst ikke over 8.500/mrd, og gerne i cykelafstand fra centrum. Amen.

søndag den 18. september 2011

Dronningerunden

Kloge hoveder påstår, at folk (og herunder også yours truely) bliver mere konservative med alderen. Det er muligvis rigtigt, men der er ét punkt, hvor jeg nu med sikkerhed ved, at jeg bevæger mig i en anden retning: jeg få til stadighed sværere ved at forstå, hvad vi (som i: Danmaark) skal med et kongehus.

Jeg er altid gået vældig meget op i kulturhistorie, jeg kender en temmelig stor del af den danske sangskat (udenad), og jeg synes, kontinuitet er vigtigt for en fornuftig udvikling. Men det er mig dybt og inderligt imod, at mennesker kan fødes til en bestemt position og særlige privilegier i samfundet. Talent, engagement, klogskab og skønhed: ja. Fødsel: nej.

Jeg følger selvfølgelig med, når der er reportager i tv fra de store begivenheder i kongefamilien, og jeg løser også Se og Hørs 'Året i Kongehuset' med stor fornøjelse. Men det er altid med en vis distance. Det forekommer mig at være en slags Hollywood-kulisse, som er stillet op til glæde og underholdning for befolkningen i almindelighed.
Det må være et underligt pseudo-liv at føre. Kongefamilien er en del af samfundet, men på nogle helt særlige vilkår, som betyder andre pligter og andre rettigheder. Regenten skal være medlem af folkekirken. Til gengæld må vedkommende ikke stemme. Hvad er det nu for noget? De lever på overførselsindkomster, men de kan ikke tage del i demokratiet!?

Det er muligt, det betyder noget for danske virksomheder, at kongehuset gør et stort arbejde for at promovere Danmark ude i verden, men jeg er temmelig sikker på, at det godt kunne gøres på andre - billigere - måder.

Men nu har vi et kongehus, og jeg er klar over, hvilke enorme ressourcer det vil kræve at afvikle det. Det er lidt som med alkohol: hvis alkohol blev "opfundet" i dag, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det ville blive forbudt, eftersom de skadevirkninger, det påfører kroppen, er ganske betydelige selv ved et lille forbrug. Det samme gælder tobak. Men nu er alkohol (og tobak) opfundet for længst, og det er en stor del af vores kultur, så derfor kan vi ikke forbyde det. Sammenlingningen er selvfølgelig ikke liniær, der ville næppe blive tale om, at kongefamilien ville begynde at lege regenter i smug, hvis deres særstatus blev frataget dem (som man kunne forestille sig, at alkohol og tobak ville blive misbrugt), men jeg tror nok alligevel, det ville blive dyrere både økonomisk og menneskeligt - for ikke at tale om det enorme sår man ville påføre 'folkesjælen' - at tvinge kongefamilien til at tage almindelig lønjobs og sætte ejendommene ud i almindeligt udbud og til salg.
Derfor er det okay, at de er der. Men det er overhovedet ikke logisk for mig, at en familie, som gør alt, hvad de overhovedet kan for at syne så normale som muligt - aldrig bliver normale.
Jeg synes ærlig talt, det er lidt synd for dem. Og jeg forstår ikke, hvordan man kan være født til noget, som ingen andre, uanset hvor dygtige de måtte være, kan opnå. Jeg fatter det ikke.

lørdag den 17. september 2011

Når man mærker alderens trykken

Jeg har været ude på en meget lang gåtur i dag. Fra Frognerseter til Ullevålseter, hvor vi holdt pause og spiste kanelboller (som er en slags kanelsnegle, bare bedre), og derfra videre til Sognsvann. En tur på ca. 10 km, og hvis man ellers holder sig til vejen, er der ingen problemer. Party'et var imidlertid temmelig meget off road, og jeg tror, alle fik våde sko. Og vi var meget stille i t-banen på vejen hjem i forhold til, hvordan snakken gik, da vi var på vej op på fjellet. Og så var det endda den skånsomme tur, vi fik i dag.
Men det var en dejlig tur, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager den. Desuden skulle de servere en fabelagtigt god æblekage oppe på Frognerseteren, så mon ikke jeg kommer til at tage turen den anden vej engang snart? -Jeg tror det.

Vi var fire piger afsted, heriblandt en, jeg ikke kendte i forvejen. En norsk pige, som på et tidspunkt spurgte mig, om jeg var tilfreds med at bo i Norge. Og det kunne jeg jo kun svare bekræftende på, især i betragtning af at vi i det samme passerede den ene vidunderlige udsigt efter den anden. Uanset om man bryder sig om at være i Norge, og om man bryder sig om nordmændene, så er Norge et meget smukt land. Her er storslåede vidder og skønne udsigter, som kan tage pusten fra enhver.

Det er bare en skam, at man næsten er sikker på at få ondt overalt i kroppen, hvis man vil op og nyde udsigten :-)

fredag den 16. september 2011

Mulighede, rettigheder og pligter

Der er begyndt en ny tidsregning i dag. Danmark har oplevet at få en kvindelig statsminister. Nå ja, hun er jo ikke rigtig statsminister endnu, indtil videre er hun bare  Kongelig Undersøger, men der kan vist ikke herske tvivl om, at det bare er et spørgsmål om tid, før titlen skiftes ud.

Jeg er meget godt tilfreds på mit køns vegne med, at en kvinde nu har nået den - i hvert fald officielt - mest magtfulde position i landet; jeg tror ikke, man skal undervurdere Mærsk eller en stribe departementschefer i de vigtigste ministerier, men alligevel. Det er en stor dag for ligestillingen. Ligesom det var det, den dag Barack Obama tiltrådte i USA. Det er en dør, der nu er vidt åben for kvinder, for mennesker med hud, der ikke er hudfarvet, og forhåbentlig vil det vise sig, at det også er en stor dag for hinduer, hoh-indianere, handicappede og homoseksuelle. Ligestilling. I betydningen lige rettigheder og muligheder.

Der har været talt en del om den meget høje valgdeltagelse, som har præget det nu overståede valg - med en deltagelsesprocent der nærmer sig 90 er det med rette, noget danskerne kan være stolte af. Det er en vigtig rettighed at kunne deltage i demokratiet. Derfor er jeg også stolt over at være borger i et land, hvor man ikke skal melde sig, for at blive stemmeberettiget, hvor man ikke mister sin stemme, selvom man forbryder sig mod samfundet, og hvor alle stemmer er lige vigtige. Men når det er sagt, synes jeg faktisk også, at man kan tale om stemmepligt. Jeg mener naturligvis ikke, at man skal tvinge borgerne til at stemme, men jeg mener, at hvis man ikke bruger sin ret til at stemme, så mister demokratiet sin berettigelse. Borgernes deltagelse er demokratiets livsnerve. Selv kunne jeg aldrig drømme om ikke at stemme. Jeg synes, det er skide hyggeligt at stemme, alle mennesker er i vældig godt humør, og jeg får altid sådan nogen sommerfugle i maven, lige så snart jeg har puttet min stemmeseddel ned i boksen; fik jeg nu sat krydset der, hvor jeg havde bestemt? Ja, siger jeg til mig selv, det var rigtig nok.

Når vi bruger vores stemme, er vi med til at forme samfundet. Og det er da det fedeste: at vi har muligheden for at påvirke hvilken retning, vi ønsker, samfundet skal udvikle sig i. Derfor er jeg vil jeg afslutte denne dags blogindlæg med at citere den Kongelige Undersøger: jeg ønsker mig et Danmark, hvor der er plads til frihed og fællesskab, og hvor solidaritet stadig er på mode. Ja tak :-)

søndag den 11. september 2011

På sightseeing

Jeg var på sightseeing i går i Oslo. Helt alene i fire timer gik jeg rundt i byen og nød vejret (som var ualmindelig smukt - efter danske standarder). Høj sol, blå himmel, intet overtøj, dejligt :-)
Jeg var bl.a. omkring Operaen, som efter sigende skulle være helt speciel. Lise og hendes drenge har flere gange gange opfordret mig til at gå forbi og kigge på den. Og jeg må sige, den lever op til forventningerne og lidt til. For det første ligger den utrolig smukt ud til vandet, så der faktisk er mulighed for at gå ned og dyppe tæerne i pausen, hvis man skulle få lyst til det. For det andet er arkitekturen interessant; jeg tror måske, det er meningen, at den skal associere til fjeld og is (der ligger også sådan en mærkelig lille glas-ø ude i vandet, og jeg tror, den hører med til sceneriet) med store glaspartier. Nu var jeg jo ikke inde for at høre musik, men jeg var omkring toiletterne, og de var imponerenede! Lidt mørke ved første øjekast, men meget smukke - hvis man kan sige den slags om et "offentligt" toilet? Væggene var beklædt med små kakler (1,5x1,5 cm) med en marmorering, der lignede årerne i et træ og farven var glitrende et sted imellem guld og bronze. Meget smukt.
Jeg fik helt lyst til bare at blive derinde: "Tjener, kan jeg venligst bede om en café au lait, tak?"

Bagefter tog jeg til Grønland. Der er naturligvis ikke tale om øen, men derimod om den bydel i Oslo, som hedder Grønland, opkaldt efter de meget dejlige grønne områder omkring Akerselven. Her ligger shawarmabarer, afro-frisører og små butikker med mærkeligt nips side om side. Her bor de ugen og hippe, men (efter sigende) også dem, som synes det er sjovt at slå folk ned, når det er mørkt. Der har desværre været en del røverioverfald i dette område på det sidste, og det er lidt ærgerligt, for jeg kunne faktisk godt tænke mig at bo der, men jeg er ikke sikker på, jeg tør...

Da jeg havde gået rundt i Grønland i et stykke tid, begyndte jeg at blive sulten, og jeg kunne sådan set bare have gået ind og købt en kebab, men jeg havde bestemt, at jeg skulle gå på Peppes Pizza, som folk heroppe er helt vilde med: jeg tror faktisk, der er flere Peppes'er, end der er McDonalds'er. Så jeg fik mig en pizza med røget laks og rømmedressing (rømme minder om creme fraiche, men er knap så syrligt i smagen og meget lækkert).

Efter lunsj'en var det egentlig meningen, jeg skulle gå på universitetet (og bagefter igen på den Ben&Jerrys isbar, der ligger på Carl Johan), men jeg havde simpelthen så ondt i fødderne, at jeg ikke orkede mere, så jeg tog metroen hjem igen i forventning om, at jeg kunne sætte mig på teressen med en bog (jeg er begyndt at læse på norsk i håb om, at det kan bedre mine sprogkundskaber lidt), men da jeg kom hjem, var solen borte, og den forblev gemt bag skyerne resten af dagen, selvom det dog holdt tørt.

Efter aftensmaden (en rest af Lises lækre fiskegratin) gjorde jeg nogen for mig selv: jeg gi ud på terrassen og lavede solhilsen og forskellige andre yogaøvelser. Det var nok noget nær den perfekte afslutning på en rigtig dejlig dag i Oslo.
Og i dag overvejer jeg så, om jeg skal springe på cyklen og køre en lang tur, men det bliver ved overvejelserne lidt endnu, for det regner. På den der 'silende sommerregn'-måde, som man ofte (men ikke altid) oplever i Danmark. I Norge har de ikke det der støvregn. When it rains, it pours!
I stedet vil jeg måske bare blive herhjemme og nyde min ensomhed og se Stolthed og Fordom (den gode, gamle fra BBC, naturligvis), som jeg fandt på biblioteket forleden. Der er ingen, der som Mr. Darcy kan fordrive selv de tungeste mentale regnskyer :-)

onsdag den 7. september 2011

Karrierevalg i Norge

Jeg får så mange komplimenter for tiden. I lørdags mødte jeg en mand, som mente, at jeg var en 'dejlig dame'; jeg har godt nok mistanke om, at han var temmelig beruset, så jeg ved ikke om det tæller i virkeligheden, men det var da rart at høre alligevel. Og i dag sagde en af mine kolleger, at hun var meget imponeret over, hvor god jeg var til at snakke med kunderne i telefonen, og hun mente bestemt, at jeg måtte have erfaring inderfor kundeservice. -Hvad jeg jo ikke har, jeg er bare et naturtalent :-)

Og så er jeg faktisk begyndt at sætte pris på mit nye arbejde. Det er dejligt at høre, at kunderne er glade for en dansktalende medarbejder, og jeg ved, at jeg giver dem god service, og så er det faktisk også hyggeligt at sidde sammen med de andre damer (eller piger, eller hvad de nu er). Vi begynder at kende hinanden, og det hjælper selvfølgelig  også på det. Jeg holder nu stadig fast i, at jeg skal evaluere om et år, og hvis det er en mulighed, så skal jeg have mig et ergojob, for jeg tror ikke, kundeservice er godt for ergokarrieren i det lange løb.

Jeg tænker imidlertid også, at det nok er meget godt for min norske ergokarriere, at jeg giver mig tid til at lære sproget, for det er jeg altså ikke vældig god til. Og jeg er sikker på, det er en fordel at kunne sproget, når jeg skal til at samarbejde med læger og sygeplejersker eller pædagoger eller en helt tredje gruppe, for ikke at tale om patienter eller børnehavebørn eller andre, som måske har mere end almindelig vanskeligt ved at kommunikere (med én, som taler underligt aka. dansk). Så jeg skal øve mig i at tale norsk.

Jeg vil ikke undskylde mig, men jeg tror, andre kan have det lettere: når man kommer til et fremmed land, lærer man jo at tale sproget, når man er tvunget til det, men det er jeg aldrig. Selv på mit arbejde er jeg jo ansat til at tale dansk (til forskel fra mange andre, som er tvunget til at tale norsk på arbejdspladsen og så kan vælge frit efter arbejdstidens ophør). Så jeg kan sikkert godt tale norsk (eller noget, der ligner) med kollegerne, men det virker på en måde også åndsvagt. 

Og så er der noget interessant i Norge. Jeg har aldrig været i USA (og har egentlig heller ikke lyst til det), men jeg har en fornemmelse af, at Norge på mange måder ligner: der er et enormt behov for at vise, at man kan noget. Måske fordi samfundsstrukturen er mere liberalistisk opbbygget med en højere grad af brugerbetaling på services, som i Danmark er gratis (fx går rigtig mange unge mennesker på private buisness colleges), og derfor har nordmændene et stort behov for at vise, hvad de kan, og hvad de har. Jeg er fx blevet bekendt med indeståendet på mindst to af Lises tre sønners opsparingskonto'er. Og det ville man jo aldrig afsløre i Danmark, og da slet ikke overfor en relativt fremmed. Og de går vældig meget op i karriere, og hvad der kan fremme karrieren.
Eller måske er det bare den familie, jeg er havnet i, det ved jeg jo ikke. Men det er da interessant at et samfund, som ligger så nær ved det danske på rigtig mange områder (geografisk, socialt, historisk etc.) alligevel er så forskelligt...  :-)

mandag den 5. september 2011

Ligt retfærdighed, tak

I dag er det officiel flagdag i Danmark. Der er ikke så mange, der ved det, men man har besluttet, at det skal markeres, at der er masser af mennesker, der risikerer liv og førlighed i kampen for demokrati og menneskeret.
Så langt er jeg enig. Jeg synes, det er helt fint - ja, faktisk påkrævet - at vi hylder de mennesker, der er med til at gøre verden til et bedre sted, ingen tvivl om det.
Men hvad med alle dem, der bruger deres tid og liv på at hjælpe andre? Her tænker jeg på sygeplejesker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politibetjentene og andre, som måske nok arbejder, fordi det skal man jo (for at have råd til at holde fri), men som ofte tager jobbet med hjem (inde i hovedet), fordi masser af problematikker fra hverdagen (på arbejdet) kan være næsten umulige at slippe? Alle dem, som bliver udsat for trusler eller direkte vold, som må se til, når de ikke er i stand til at udføre arbejdet, som de ønsker, fordi ressourcerne er knappe, som brænder ud, fordi der til sidst ikke er mere at give af?
Hvorfor er der ikke nogen på Borgen, som synes, det er vigtigt at hædre disse mennesker? De sætter nok ikke livet på spil i samme grad som soldaterne i Afghannistan (måske med undtagelse af betjentene på Nørrebro), men de kan umuligt være mindre vigtige end soldaterne.
Alle dem, der tager imod medborgerne - store som små - med ønsket om den bedst mulige behandling og/eller hjælp. 'Så løber vi bare lidt hurtigere'. Men de får ikke nogen flagdag. De ønsker det sikkert heller ikke, hvis man spørger dem. Bare lidt anerkendelse for det store stykke arbejde, de faktisk gør, men som forsvinder i mediernes stadigt dårligere omtale af folkeskole og hospitalsvæsen.
Hvor er vores flagdag?

En stor mundfuld

I dag har jeg haft den første oversætter opgave på arbejdet. Et PowerPoint show, som skulle oversættes fra norsk til dansk. Det lyder jo let, og jeg hoppede da også i stolen af glæde, da jeg blev spurgt, om jeg havde tid (jeg vil bare gerne væk fra de der skide telefoner), men hold da op hvor var det svært! I hvert fald sværere, end jeg havde forventet. Jeg synes jo, jeg har en rimelig god fornemmelse af sproget, så jeg kan uden (nævneværdige) problemer føre en samtale, men lige pludselig skulle jeg jo kende det danske ord for 'direktesalg' og vide, om bonus får 'ss' i flertal (det gør det). Sådan nogle ting, som jeg jo ikke plejer at være opmærksom på, men som lige pludselig er vigtigt, fordi der er andre, som skal bruge, det jeg laver, og hvis jeg ikke gør det ordentligt, så er der næppe nogen lang tålmodighed fra chefen ('sjef' på norsk).
Men det var faktisk også fedt at få udfordret de små grå; jeg havde ellers frygtet, at alle arbejdsdage ville blive som i fredags, hvor jeg bare sad ved computeren og ændrede kundestatusser og sådan noget. Det er heldigvis ikke tilfældet, så måske kan jeg gå hen og blive helt glad for mit job, selvom jeg holder fast i, at det skal være midlertidigt.
Jeg er ergoterapeut i hjertet :-)

fredag den 2. september 2011

Det nye arbejde

Jeg har haft den første dag på arbejdet. Det var dejligt at komme i gang, men jeg bliver næppe nogensinde DiamondPresident Leder (en af de mange titler, man bruger for at at få folk til at sælge flere hudplejeprodukter og mere kosttilskud til deres venner; en af de få, som har denne titel tjener over 100.000 NOK/mrd!!) i EQology-systemet. Jeg har brugt en del tid i dag på at læse præsentationsmaterialet (som jeg jo skal oversætte fra norsk til dansk lige om lidt) i dag, og hvis man skal tro, hvad de skriver, så bliver man både smuk, klog og rig af det. Måske kan man endda skaffe World Peace?
Nej, helt ærligt, jeg tror faktisk, det er nogle fine produkter. De er bæredygtigt fremstillet af naturlige råvarer, og produceres kun indenfor Europa.
Jeg er ergoterapeut i hjertet, men indtil der kommer et fedt ergo-job til mig i Oslo, så kan jeg godt vejlede kunderne og oversætte hjemmesiden hos EQology. Det er fint nok, men det bliver aldrig min karriere. -Faktisk er det røvkedeligt at sidde på et kontor :-)

Ja ja, det kunne jeg jo nok have forudset. Måske skulle jeg bede Lise (madmor) om at sige fra (no), hvis der kommer en ergo-stilling på hendes skole? Det kunne være lurt (no), og jeg vil gerne arbejde sammen med Lise, hun er snill (no)  :-)

torsdag den 1. september 2011

Den lille forskel

Vandet smager underligt heroppe. Sådan lidt af jord-agtigt. Og så er farverne på en måde klarere. Otto Mortensen må ha' været i Norge på Østlandet, da han skrev "Septembers himmel er så blå", for det er den virkeligt heroppe. Den grønne farve i græsset er næsten fluocerende. Luften er klar, selvom jeg kun er 15 km fra Oslo centrum. Og så holder bilerne tilbage for fodgængerne, og man må cykle på golfbanen. Mærkværdigt...
Hertil (og i forlængelse heraf) kommer selvfølgelig den forskel der sker med mig, både bevist og ubevist for mig. For der er helt sikkert sket en forandring med mig på de få dage, jeg har været her. Sandsynligvis vil der ikke være tale om en permanent forandring, hvis jeg rejser hjem i næste uge, men jeg er fx begyndt at høre en norsk stemme inde i hovedet, selvom det er en dansk tekst, jeg sidder med. Jeg er også begyndt at svare "bare hyggeligt" (og rulle på r'erne) i stedet for "det var så lidt".
Jeg gætter på, at de forandringer, der sker med mig, uden jeg opdager det, vil vise sig at være de permanente. Dem der også vil hænge ved, selvom jeg skulle forlade Norge engang i fremtiden. Og der er givetvis ikke tale om forandringer, jeg ikke også ville kunne opleve, hvis jeg var rejst til Ungarn eller Argentina, for jeg tror mere det handler om at få udvidet horisonten og udfordret fordommene, end det handler om "Ziva i Norge".
Så der er mange forskelle. Både indenfor og udenfor mig, og flere, som sker i mig udenfor min kontrol. Og det er jo dem, der er de virkeligt interessante :-)