Sprog, erkendelse og integration

Jeg var en del af en meget spændende samtale i går: hvorfor er det vigtigt at lære sig sproget - og bruge det! - når man flytter til et fremmed land?
Jeg tror, det er vigtigt, fordi der sker en integration, når man bruger et andet sprog. Selvom de fleste af danskerne efterhånden har accepteret, at Prins Henrik ikke taler dansk (hvis han på nogen måde kan slippe for det), så ser vi alligevel lidt ned på ham for det. Han er jo ikke rigtig dansker.

Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg skal blive i Norge resten af mit liv, men jeg vil bestemt gøre, hvad jeg kan for at fremme min egen integration. Og her kommer sproget ind. Der sker noget, når man skal formulere sig på et fremmed sprog. Man er på sin vis (i hvert fald til en vis grad) nødt til at adoptere den nye kulturs måde at tænke på, hvis man har et ønske om at kunne formulere sig mest muligt præcist.
Jeg lærer til stadighed nye ord og udtryk (det er meget morsomt, især når jeg kan se, at mine norske venner også selv bliver opmærksomme på betydningen af ord og vendinger), og jeg bliver hele tiden mere bevidst om min egen uformåen, når jeg - fortsat - kun taler dansk.

Der er et link imellem erkendelse og sprog. Det er dobbelt, tror jeg.
1) man kan ikke erkende noget, man ikke har ord for, og
2) der findes ikke ord for noget, ingen mennesker har erkendt.
For at jeg kan lære at begribe den norske kultur og blive fuldstændigt integreret, er jeg således nødt til at lære mig sproget. Men omvendt kan jeg også kun lære sproget (og lære at bruge det korrekt), hvis jeg kan begribe kulturen. Det er jo kompliceret, dette her.

Jeg må have en skæringsdato. En god veninde fortæller, at hun satte denne skæring for sig selv i forbindelse med et jobskifte; fra dag ét snakker jeg norsk!. Og eftersom jeg jo leder - forsigtigt - efter et nyt job, kunne det godt være, jeg skulle eftergøre dette nummer.

Det er ikke sikkert, jeg nogen sinde bliver forvekslet med en "indfødt", men hvis jeg ikke arbejder med til at sproget, kommer det med sikkerhed aldrig til at ske. Og så vil der sandsynligvis være ting i mit nye hjemland, jeg vil gå glip af, simpelthen fordi jeg ikke kan erkende dem på grund af manglende sprogkundskaber. Og det ville da være ærgerligt.

I begge ender af et kontinuum

Jeg har brugt en del tid på det seneste på at filosofere over dette her med at være alene. Jeg husker en skoleopgave, jeg - og resten af klassen - fik engang: vi skulle skrive en dansk stil om ensomhed. En af mine klassekammerater beskrev forholdet til sin lillebror. Vi vidste alle sammen godt, at de havde et noget anspændt forhold, det var ingen hemmelighed, men jeg blev alligevel overrasket, da hun beskrev en verden, som lillebroren ikke var en del af.
Alle vi andre, mig selv inklusiv, beskrev en verden uden venner og netværk, og alle beskrivelser var forfærdeligt deprimerende (og banale, som man nok kan forestille sig, den slags er, når det er tweens, de står for arbejdet), og jeg syntes denne pige var helt vildt sej, fordi hun havde en dimension af "alene", som jeg ikke havde fanget (og hun havde bare én bror, jeg har trods alt tre søskende!).
Jeg har aldrig glemt det, og nu er det alligevel 18-20 år, siden det fandt sted. Men jeg har også lært efterhånden, at der er stor forskel på at være alene (som min klassekammerat beskrev det) og at være ensom (som opgaven lød på).

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være alene. Men der er (ofte) en hårfin grænse til ensomheden, og jeg krydsende den i dag: da jeg havde fri fra arbejde, glædede jeg mig til at komme hjem til mig selv. Jeg havde afsluttet arbejdsdagen med et telefonopkald, der - endelig efter gentagne forsøg - lykkedes til UG og lidt mere. En kunde havde brug for vejledning, og hun havde bedt mig ringe op kl. halv fire (jeg havde fortalt hende, at min arbejdsdag sluttede kl. fire. Så da vi havde talt sammen i 38 minutter (og jeg jo faktisk havde fået fri), måtte jeg simpelthen afbryde hende og sige, at jeg nok skulle følge op på hendes spørgsmål på mandag, men nu gik jeg altså hjem.
Jeg var træt, blodsukkeret var helt i bund, den søde mand havde ikke sendt en melding, og jeg havde en drønende hovedpine. Jeg skulle bare hjem og være mig selv.
Nu er jeg så hjemme. Sukkerdepoterne er fyldt op igen (med nybagte boller og te, mums!), jeg sidder i sofaen, der er ro omkring mig, og pillerne virker. Og nu melder ensomheden sig. Nu, hvor de fysiske behov er dækket, bliver de sociale behov virkelige. For selvom jeg jo synes, det er fedt at kunne lukke døren til verden, så er jeg også et socialt væsen, og jeg trives i bund og grund bedst, når der er mennesker omkring mig.

På tre timer har jeg oplevet både 'alene' og 'ensom'. Og selvom det nok er sundt for mig og min personlige udvikling at være lidt ensom en gang iblandt, så glæder jeg mig til Winnie og Bailey i morgen, for hverken Winnie eller Bailey kan stå stille i tre minutter, så jeg får helt sikkert nok og vil glæde mig til at komme hjem til en stille lejlighed :-)

Plus og minus

Jeg bryder mig ikke om Kongehuset, det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, men forleden dag fik jeg alligevel et input, som fik min tro til at vakle:
Måske er det faktisk både godt og sundt for en nation at have en samlende figur, en slags national samvittighed, som ikke er politisk..? En præsident er jo politisk orienteret, men det er en monark ikke... På den måde kan det måske (trods alt) være meget fint med et kongehus.
Selvom det stadig er mig inderligt imod, at nogle mennesker kan fødes til privilegier, rettigheder og pligter, som almindelige borgere ikke nyder godt af/er underlagt. Det er fx fair nok, at der er repræsentationslokaler på Christiansborg og Amalienborg og alle andre -borg'e rundt omkring i Danmark (og Norge og Sverige og England og alle andre monarkier i verden), men der er næppe nogen - heller ikke monarken eller dennes familie - der har brug for en 500 m2-bolig!?
Jeg vil vove den påstand, at en stor del af disse boligarealer med fordel kunne brydes op i mindre parceller/lejligheder og udnyttes til almene boliger eller skæve boliger eller noget helt tredje.
Alt i alt er jeg fortsat ikke tilhænger af kongehuset, men der kunne nok komme til at mangle en moralsk rygrad i samfundet, hvis der ikke fandtes institutioner, som var frie af partipolitik. Noget, der er konstant, selvom magten skifter.
Nogle ville nok mene, at kirken kunne være en sådan samlende kraft (og det er jeg jo i princippet helt enig i), men i betragtning af den - ganske hurtigt - svindende opbakning kirken oplever, så er det måske heller ikke det sikreste sats...
Forslag modtages gerne, så jeg kan være ordentligt forberedt, når verden bli'r min :-)