Om at skylde på karma-kontoen

Det er juleaften, klokken er 18.45. Jeg er alene.
Jeg ved, at min familie nu - i flere "omgange - sidder bænket om bordet og nyder julemiddagen, mens de skåler med hinaden og smiler og griner og snakker.
Det er okay. Jeg er okay. Jeg savner familien, ja, men jeg savner ikke julen.
Jeg er troende kristen, jeg planlægger at skulle til midnatsgudstjeneste kl. 23 (eller sikkert lidt før, for jeg vil altså helst have en siddeplads), når Domkirken åbner dørene. Men jeg savner ikke det julestress, jeg normalt lider under (se blogindlæg fra 12. december).

Jeg har fået julegaver sendt med posten. De fleste (fra min mor, min far og veninden) er blevet åbnet, efterhånden som jeg har modtaget dem, men dem fra min søster måtte jeg først åbne julemorgen, bestemte jeg. Fordi jeg vidste, at jeg ville komme til at sidde og tude, hvis jeg skulle åbne dem på det tidspunkt, hvor alle andre også skulle åbne julegaver. Men jeg kunne - selvfølgelig! - ikke vente, så da det var blevet mørkt (man er vel lidt ortodoks, trods alt), og gaverne havde stået der og grinet af mig alt for længe, bestemte jeg, at nu var det tid. Og selvfølgelig gav jeg mig til at tude, allerede inden jeg havde fundet saksen frem. Og så tudede jeg mig ellers igennem billeder af niecerne, Anne Linnets Bedste, fine armbånd, kunst-print, en bog og en veelgørenhedsgave (foruden selvfølgelig snolder og dameblade).
"Gaverne kan ikke byttes", sotd der på det medfølgende julekort. Som om jeg nogensinde kunne drømme om at bytte dem (nu tuder jeg igen)!

Gaverne fra min søster er altid helt rigtige. Af en eller anden grund gennemskuer hun altid, hvad jeg  har brug for (eller hvad jeg ønsker mig), ofte inden jeg selv ved det, og det har hun også gjort i år.
Gaverne fra hende har altid en særlig betydning for mig, fordi jeg ved, at hun lægger sin sjæl i det. Hun finder gaver, som minder mig om, at jeg har et særligt bånd til hende. Hun er min søster.

Jeg har netop modtaget en sms. Hvem sender sms'er juleaften - jeg mener, det er der da inden, der har tid til! Jo. Min søsters mand. Som altid husker at sende en melding, når jeg har allermest brug for det. Selvom jeg ikke selv ved, at det er tilfældet. Som husker at komme hen og giv mig det knus, jeg trænger så voldsomt til. Han er en mand af få ord, men de er velvalgte, når de kommer.

Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal bringe ligevægt på karma-kontoen med disse to mennesker. Jeg bliver aldrig rig, så jeg kommer aldrig til at kunne give dem en lækker rejse i sølvbryllupsgave. Jeg får - sandsynligvis - aldrig børn, så jeg vil ikke kunne skrive i mit testamente, at jeg stoler nok på dem til at passe på mine unger, hvis jeg selv skulle få en utidig afgang fra denne verden.
Tak er kun et fattigt ord, men jeg håber, I alligevel ved, hvor glad og taknemmelig jeg er, for det I gør for mig.

Det er lidt underligt at sidde alene juleaften. Men det er ikke ubetinget en dårlig eller ubehagelig følelse. Bare anderledes og uvant.
Næste år skal jeg gøre noget mere for, at jeg ikke er alene, men det kommer næppe til at betyde, at jeg rejser til Danmark i juledagene. Snarere kommer det til at betyde, at jeg vil engagere mig endnu mere i velgørende arbejde. Med min søster og hendes mand som forbilleder. Måske det kan bringe til smule indkomst til min karma-konto. Også selvom det bliver ad omveje.

At finde ind til det, der betyder noget

Jeg lever nu med konsekvensen af min beslutning om at flytte til Norge: jeg kommer ikke til Danmark i julen og nytåret. Det har egentlig ikke været en vanskelig beslutning at tage, for mulighederne er mildt sagt begrænsede, men ikke desto mindre er resultatet, at jeg altså kommer til at holde en noget alternativ jul i år. Det er ikke helt på plads, hvad jeg skal, men det kommer forhåbentlig i løbet af få dage.

Jeg oplever imidlertid noget interessant: jeg har yderst vanskeligt ved at finde julestemningen frem. Alt dette her man altid siger: "det handler jo ikke om det materielle, men om at man er sammen med de mennesker, man holder af" betyder, at min "jul" er flyttet tre uger frem til midten af januar. Der skal jeg nemlig til Danmark for at deltage i Julies dåb. I den forbindelse har jeg så besluttet at bevilge mig selv en lille ferie, så jeg kan få hilst på venner og familie. Og dér er min julestemning at finde.

Det er jo der, jeg skal være sammen med de mennesker, jeg holder af. Min familie (og i særdeleshed de to niecer, den ene min guddatter, og den anden som jeg ikke har mødt endnu, fordi hun jo blev født ganske kort tid efter, jeg flyttede) og mine venner.
Og jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften. Så jeg har fået tre ugers ekstra adventstid. Det er ikke så ringe endda, når bare det er noget godt, man venter på.

Det er en gammel sandhed, at det kan være nødvendigt at træde et skridt tilbage for at kunne se det store billede, men det tror jeg faktisk, at jeg (til dels) kan nu: jeg er ikke ramt af julestress. Jeg kan gå rundt i Oslo og ikke lade mig påvirke af folk, der maser og skubber for at komme foran i køen. For jeg har fundet det, det gør mit liv allermest værd, og det er ikke julegaver.

Hjem, kære Hjem

Hvad er det, der skaber et hjem?
For nogen år siden flyttede jeg sammen med Mette (og nej, vi var IKKE kærester!). Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, men da vi på et tidspunkt - efter nogle måneder - blev enige om, at vi skulle have en fastnettelefon og fik en sådan installeret, så blev Fredensgade lige pludselig et hjem for mig.

Senere har jeg fundet ud af, hvad jeg gør, når jeg kommer et nyt sted. Selvfølgelig går jeg rundt i gaderne og kigger på mennesker og vinduer, smager på den lokale mad, forsøger at tale sproget, det sædvanlige. Men noget af det, der giver mig en følelse af at høre til, er adgangen til det lokale bibliotek.
Masser af mennesker kan bo i lang tid - mange år - på det samme sted, og aldrig komme på biblioteket. Men det er noget af det første, jeg gør, når jeg er færdig med at flytte ind: jeg får lavet et lånerkort.

Jeg er ikke en læsehest på den måde, at jeg kan sidde i timevis på læsesalen og pløje den ene roman igennem efter den anden. Men jeg nyder at bruge biblioteket, og jeg kommer der gerne på ugentlig basis. Her har jeg adgang til verdenslitteraturen, film, musik, tidsskrifter: viden i så store mængder, at det må tage pusten fra de fleste. Jeg kommer aldrig til at arbejde mig igennem det hele, og det er okay. Faktisk har jeg en tendens til at låne de samme titler om og om igen. BBC's Stolthed og Fordom er en klassiker på mit lånerkort.

Men nu er jeg jo flyttet til et fremmed land, og jeg synes, jeg i den forbindelse har en vis forpligtelse til at gøre mig bekendt med Norges litteratur (og filmskat?). Ibsen, Hamsun og Asbjørnsen&Moe venter på mig. Og når jeg er færdig med det, er det Mellemøsten, det gælder. Tusind og én Nat. Måske Koranen, Hvem ved?
Det ligger alt sammen og venter på mig på Det Deichmanske Bibliotek i Oslo :-)