fredag den 21. december 2012

Nytårskur

2012 lakker mod enden, og det er tid til den årlige "og hvad kan vi så lære af det?"-dundertale til mig selv.
1) Jeg synes, det er helt okay at gå rundt i underbukser i sin egen have, og at naboerne skal tage og klappe i og finde på noget mere interessant at gå op i (andre menneskers bare maver er sgu da uinteressante), og jeg forstår ikke det hype der er. Faktisk bliver lidt forvirret.

2) Det er ikke okay at melde afbud på sit barns vegne til en børnefødselsdag hos en klassekammerat, hvis afbudet ikke handler om manglende mulighed for deltagelse, men derimod om at fødselsdagsbarnets mor er (åbenlyst) prostitueret (så længe det er lovligt at være prostitueret i Danmark skal de der snerpede forstadsforældre bare pakke sig!). Hvis pæne mennesker med parcelhus, bil og to årlige udlandsrejser ikke vil "røre ved" købesex, hvorfor er det så, at prostitution lever i bedste velgående? -Kunderne er jo derude et sted, og lur mig, om ikke en jævnt stor del kommer fra parcelhusene - det er jo trods alt her, de fleste mennesker lever. -Se i øvrigt http://www.information.dk/320059. Jeg får associationer til 50'ernes Suburbia, hvor ingen talte højt om homoseksualitet, men alle vidste, at det fandtes, selvom ingen ville indrømme det. Hvad er det for en forloren verden at leve i? Problemerne forsvinder jo ikke, selvom vi lader, som om det ikke findes eller - som forældrene ovenfor - benægter deres eksistens. "Mit barn skal i hvert fald ikke til fødselsdag hos hendes barn! Tænk hvis mit barn blev smittet med den der prostitutionsvirus!"
Hvorfor er det, at vi ikke tør indse, at prostitution er noget lort!? Vi hænger jo fast (med noget nær panisk angst) i, at sex er en menneskeret. Der er bare ingen af os, der ønsker for vores børn/børnebørn/niecer/nevøer, at de skal vælge prositution som levevej. Altså, jeg er forvirret...

3) At det sgu da er lidt underligt, at vi tillader mennesker med kromosomfejl (fx Downs Syndrom) at reproducere sig med 50% risiko for, at kromosomfejlen gives videre til barnet, men at vi ikke tillader halvsøskende at reproducere sig med hinanden, selvom der bare er 8-9% risiko for kromosomfejl hos barnet. Hvorfor er det, at vores (også min, det indrømmer jeg blankt) afsky vækkes for noget, som ikke har en reel, videnskabelig årsag, selvom vi tilstadighed henviser til risikoen for kromosomfejl... Er det bare mig, der er forvirret..?

4) "Ting" er ikke (og skal ikke være) vigtigt i mit liv, og derfor har jeg i år (som flere foregående år, men i år er det blevet tydeligt for mig, hvad årsagen er) meldt mig ud af gaveuddelingen og -modtagelsen; jeg forsøger at "finde ind til det, der gør livet allermest værd". Væk med alt det, der ikke er nødvendigt. En slags mental slankekur.
Og ja, det havde da været fedt med en Canada Goose-jakke eller en sommerferie ved en pool med en tyrkisfarvet drink i hånden, men det er ikke det, der giver mit liv værdi. Til gengæld giver det mit liv værdi at bruge nogle dage (slet ikke nok!) sammen med min lillebror på mine forældres terrasse eller en nat i ny og næ i Domkirken i Oslo til glæde for misbrugere, romaere og prostituerede (de er nemlig også mennesker, hvis nogen skulle være i tvivl).
Ting skaber støj i mit hoved, og det forhindrer mig i at se klart. Derfor skal det være slut med ting. Jeg har ryddet ud i mit tøjskab, jeg har frabedt mig julegaver (det er vel også bare rimeligt, når jeg ikke kommer til at give nogen andet end til de små piger - jubii, jeg skal holde jul med de små piger!!).
Vi snakker alle sammen om, at "easy living" er fedt, men det er bare federe, hvis man kan gå til yoga i det nye lækre sæt fra Kenzo, ikke. Forvirrende, ja bestemt.

Min konklusion er således: jeg vil ikke (og jeg forsøger ihærdigt at lade være, velvidende at jeg sjældent lykkes med mit forehavende) dømme, hvad der er rigtigt og forkert for andre mennesker, for jeg kan kun vide, hvad der er rigtigt og forkert for mig. Til gengæld kan jeg sige fra, når noget er i modstrib med, hvad der er rigtigt for mig (som eksempel: se julegavepunktet), så det gør jeg.
Jeg er forvirret over det hykleri, jeg oplever, for jeg synes jo ikke, det kan være så vanskeligt at være et ordentligt menneske. Og så må jeg jo afslutte med at gribe i egen barm og indrømme, at min definition af ordentlig, ikke nødvendigvis er det samme, som det min nabo opfatter som ordentligt. Imidlertid vil jeg forbeholde mig retten til at bede folk pakke sig ("Misse! Sig til ham, at han skal pakke sig! Sådan en mandsperson!"), og så skal jeg nok lade være med at blande mig i, om konen lukker øjnene for mandens besøg hos luderen henne om hjørnet.

Mit 2013 skal være ærligt. Ikke hudløst ærligt en diplomatisk ærligt. Ikke fattigt, men skåret ind til benet. Væk med støj og det overflødige.
Man kan godt sige ja og nej på en ordentlig måde. En (nær og meget savnet) veninde har ofte fortalt mig, at jeg kan være liiidt krads i mine udtalelser, så det vil jeg øve mig i ikke at være. Men jeg vil ikke holde kæft, bare fordi mine ideer og/eller udtalelser er upopulære.
Mindre pjat, mindre støj og mere alvor. Ikke af den kedelige slags, men af den ærlige slags.
Godt nytår til alle (og det er helt ærligt ment)!


onsdag den 7. november 2012

Money makes the world go 'round

Eller det vil sige: sex. Det er jo i virkeligheden det, vi alle sammen vil have. Det er derfor, vi gør os umage med at se ordentlige ud om morgenen, inden vi møder verden, det er derfor vi søger et nyt og bedre job, fordi det giver flere penge (som giver mere sex) og så videre.

Imidlertid synes jeg, at fokus er blevet en lille smule fordrejet efterhånden. Fokus er flyttet væk fra, at sex er sjovt og dejligt, men jo egentlig bare noget, der foregår imellem to (eller flere, hvis man er til den slags) mennesker.
Nu bliver vi bombarderet med, at det amerikanske Senat har fået sit første (åbent) homofile medlem (http://politiken.dk/udland/ECE1804818/senatet-faar-sit-foerste-aabent-erklaerede-homoseksuelle-medlem/), og at Helle Thorning-Schmidts mand måske og måske ikke er homo- eller bifil, og at det kan have en sammenhæng med hans skattepligt til Danmark (http://politiken.dk/politik/ECE1731824/thorning-afviser-homorygter-om-sin-mand-i-parrets-skattesag/). -Jeg mener at kunne erindre, at der for mange år siden var spekulationer i samme retning om Prins Henrik... De døde da vist heldigvis ud igen.

Jamen, kære venner, det er da uendelig ligegyldigt! Enten er Kinnock tilstrækkelig meget udenfor Danmark, eller han er for meget i Danmark til at kunne undgå den - det medgiver jeg - tunge skattebyrde, der ligger på de danske borgere. Men sig mig lige, hvorfor er det interessant, hvem manden knalder med?
Og hvis man læser Politikens artikel om det nye senatsmedlem, Tammy Baldwin, så vil man se, at der (i hvert fald i Politikens artikel så vel som http://en.wikipedia.org/wiki/Tammy_Baldwin - og jeg ved godt, at man ikke finder Sandheden hverken det ene eller det andet sted, men der er ikke meget, der peger på, at damen selv finder, at hendes seksuelle observans er af offentlig interesse) ikke er noget at spore i hendes politik om homofiles rettigheder men tvært imod sager, som har stor international betydning for ikke at tale om sygeforsikring til alle borgere i Guds Eget Land.

Der er sikkert masser af (konservative) republikanere, som vil græmme sig over, at man nu kan besætte et offentligt, lovgivende embede, selvom man er erklæret homofil, ligesom der er masser af mennesker, som (stadig) er sikre på, at - den nu genvalgte - preæsident for samme nation er muslim. Han er jo sort og hedder Hussein til mellemnavn.
Skal vo gætte på, om der er flere nye rekrutter til det amerikanske forsvar, efter "Don't ask, don't tell"-princippet blev afskaffet? Jeg tvivler ærlig talt.

Hvem man vælger at invitere ind under sin dyne, det vedkommer da ikke andre, eller hvad? Bliver man en dårligere murer af at være homofil? Næppe. Bliver man en bedre chef af ikke at være homofil? Næppe. Bliver man så et dårligere senatsmedlem, hvis man er homofil? Næppe heller. Og hvis Kinnock og Thorning-Schmidt er enige om, at han knalder med dem, han gider, når han er i Schweitz, og med konen når han er i Danmark, så er det vel deres sag.

"Sex er godt, sex er fedt, sex er sundt. Og det får hele verden til at snurre rundt!" Og så kan vi vel snart droppe det der dyne-løfteri, hva'?

søndag den 14. oktober 2012

For hvis skyld?

Jeg har været i kirke i dag. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på en (mere eller mindre) stilfærdig samtale med Vorherre, men i dag ville jeg faktisk hellere have været besøget i Hans hus foruden. Ikke fordi jeg ikke blev klogere, for det bliver jeg altid, når jeg går i kirke: enten bliver jeg bekræftet i, at mine egne opfattelser af verden er helt rigtige, retfærdige og i tråd med Vorherres vilje (og det er jo dejligt at kunne klappe sig selv på skulderen med den viden ;-)  ), og ellers bliver jeg provokeret til ny erkendelse.
I dag blev jeg provokeret.

En bekendt skrev (jeg tror, der var tale om, at han lånte et citat fra en anden) for nogen tid siden på Facebook noget i retning af: "Jeg er nede med Gud. -Det er Hans fanklub, jeg ikke kan fordrage!", og det kan jeg kun erklære mig enig i.

Dagens tekster og prædiken handlede om forholdet mellem mand og kvinde, og om hvorvidt det er tilladt at lade sig skille, hvis samlivet ikke viser sig at være lykken. Angiveligt er en flok farisærer (og dem kan vi jo ikke lide!) kommet til Jesus og har spurgt, om det er i orden for en mand at lade sig skille fra sin kone, sådan som moselovene tillader det (allerede her skriger mit feminist-hjerte højt, for hvorfor kan konen ikke lade sig skille fra manden!?). "Tja", svarede Jesus, "Gud har jo skabt manden og kvinden, for at de kan være sammen, og så har mennesker ikke lov at adskille dem". Nå. Så er skilsmisse altså ikke en mulighed, heller to årtusinder efter denne samtale skal have fundet sted.
Nej vel.

Imidlertid tror jeg, at der er to ting, man med fordel (og for at underbygge min egen påstand, naturligvis) kan tage betragtning:

1) Moselovene (og Biblen også) er skrevet på et tidspunkt, hvor familien var samfundets vigtigste institution. Et menneske uden familie havde ingen værdi i samfundet og intet tilhørsforhold. Tænk bare på historien om Jesus, der kommer tilbage til Nasareth: ingen vil vide af hans profetier, fordi alle kender ham som tømrerens søn: Jesus af Nasareth. I navnet alene ligger (beskrivelsen af) hans oprindelse. Så kunne folk vide, hvem han var og hvilken kasse han hørte til i. Min påstand er, at samfundet ville falde fuldstændigt fra hinanden, hvis mennesker kunne 'komme og gå' i ægteskabet, som det passede dem, så man var nødt til at forhindre denne mulighed. Det indiske kastesystem er et andet eksempel på menneskers kasse-tænkning.

2) Ægteskabet (på linje med alle andre samfundsinstitutioner) er menneskers værk. Det er en konstruktion, som mennesker har opfundet for at kunne skabe struktur og sammenhæng i fælleskabet. Jeg tror helt ærligt ikke, at Vorherre bekymrer sig, om mennesker lader sig velsigne, før de påbegynder at leve sammen, før barnet bliver "et medlem af Guds Kirkes fælleskab", eller før mennesker kan tage afsked med den, der ligger i kisten. Det er alt sammen ritualer, der er skabt af mennesker til mennesker. Fordi vi - med vores begrænsede kapacitet for at forstå sammenhængen - har brug for at sætte hinanden i bås med etiketter på, der fortæller, at "jeg er gift", "jeg er muslim", "jeg er ungarer".
Vorherre er - og det tror jeg oprigtigt på - flintrende ligeglad med, om et menneske har fået den sidste olie, før sjælen og livet forlader kroppen. Jeg tror ikke, sjælen er mindre velkommen i Guds Rige, hvis den afdøde ikke har bekendt sine synder for en præst før dødens indtræden. Og jeg tror ikke, Vorherre bekymrer sig for, om et par har fået en præsts velsignelse af deres samliv. Hvis to mennesker elsker hinanden, så er det da rigeligt.

Jeg har mange issues med Paulus (der kommer givetvis et indlæg om kvinders rettigheder ved lejlighed), men lige her har han fat i noget: Romerbrevet, 13,8: "Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven."

Jeg elsker Jesus. Ikke som jeg elsker mine venner, min familie, min(e) (fremtidige) mand (eller mænd), men som en slags bror, der tager vare på mig. En fremmed jeg aldrig har mødt, men alligevel erkender tilstedeværelsen af. Men jeg tror ogåå på menneskers frie vilje til at gøre det rigtige, såvel som viljen til at gøre det forkerte.
Og jeg lever i fuld tillid til den nåde, jeg må møde på den yderste dag, og som, jeg tror, alle mennekser uanset deres ugerninger, får del i. Jeg stoler på, at Vorherre er så stor og almægtig, at ingen af de forbrydelser, mennesker kan finde på at begå, er så store, at der ikke findes nåde for dem.
Jeg gør masser af ting og tænker masser af tanker, som er både egoistiske og sikkert også skadelige for andre. Men jeg gør det i forvisning om, at skulle de komme en straf til mig, så er det fair nok, så længe den kommer fra Gud, for Han ved bedre end mennesker.

Jeg  vil citere Sarah Palin (som jeg - surprise! - også har en høne at plukke med): "Let's not pray that God is on our side. Let's pray that we're on Gods side".
Og lad os så glemme de smålige uoverensstemmelser, som alle sammen i bund og grund handler om, at nogle mennesker bare vælger at leve på en anden måde, end den der er rigtig for mig.
Ingen af os kan jo med sikkerhed vide, hvad Vorherre i virkeligheden ønskede, da Han skabte os, eller hvad Han ønsker i dag, for den sags skyld. Så måske skulle vi lade det være op til Ham at dømme om godt og ondt, rigtig og forkert. Så kunne vi jo - i stedet for at dømme hinanden - tage hinanden i hånden og gå ud og spise en is sammen :-)

Jeg vil afslutte denne citatrække med Politimester Bastians ord: "Man må ikke skade andre eller sætte livet til, og i øvrigt kan man gøre, som man vil!".

fredag den 31. august 2012

Til Oslo-gjengen

Jeg havde besøg i forgårs af mine gode venner i Oslo. Det var en meget dejlig aften, med hygge og mad og en lille smule boblevand, naturligvis; skal der være fest, you know :-)
Jeg har virkelig tænkt over, hvad det er, jeg gerne vil lære af at være i Oslo, og jeg tror, jeg har fundet ud af det: jeg vil blive bedre til at give den gode karma videre.

Da jeg kom til Oslo for et år siden, kendte jeg bare en enkelt jævnaldrende kvinde meget overfladisk. Nu er hun - sammen med tre andre i forskellige aldre - blandt mine bedste venner. Jeg bliver til stadighed overrakset over den imødekommenhed, jeg oplevede, da jeg først kom her, og jeg vil virkelig ønske, at jeg kan give bare en smule af det tilbage. Ikke nødvendigvis til der, hvor det komme fra til mig, men tilbage til nogle andre. Så flere kan få glæde af al den glæde og venlighed og kærlighed, jeg er omgivet af.

Det er lidt smart at sige, at "med venner som jer behøver jeg ikke fjender". Jeg bryder mig ikke om det udtryk, det er... ondskabsfuldt. Men jeg vil alligevel lade mig inspirere af det, når jeg sætter ord på min taknemmelighed og tillid: "Med venner son disse frygter jeg ingen fjender".

lørdag den 25. august 2012

Når retsstaten er størst

Jeg er stolt af at bo i Norge. Jeg er stolt af at have valgt at bo i et land, der hylder retfærd i en grad, så det bliver muligt - ja, det eneste rigtige - at gøre sig større end den, der forbryder sig imod samfundet.
I går faldt der dom i sagen over Breiviks, der, som bekendt, terroriserede Oslo og Norge sidste sommer. Han er nu blevet dømt som terrorist. Ikke sindsyg, men terrorist. Han vidste udmærket, hvad han gjorde, og han var ikke på noget tidspunkt i forberedelserne eller udførelsen af sine ugerninger styret af "stemmerne i mit hoved".

I dag er der i NRK refereret fra mange udenlandske medier, som næsten alle spekulerer i, hvordan retssagen  ville være fladet ud i deres respektive hjemlande. Tydeligst var den amerikanske freelancejournalist, som fortalte, at i Texas ville man ikke have overvejet muligheden for, at gerningsmanden ikke var sindssyg. Og man ville med stor sandsynlighed have givet ham dødsstraf. Ikke dette naive, nordiske pjat. "Jamen, alle mennesker fortjener jo en ny chance". Nej, ville svaret være, ikke når man har slået så mange mennesker ihjel med koldt blod. Så må man dø.

77 afsluttede menneskeliv. 21 år. Er de to lige?
Der spekuleres forståeligt nok i, om ABB kan løslades. Ikke lige med det samme, selvfølgelig, men engang. Nogle mener, at det ikke skal være en mulighed. At Norge egentlig helst skulle have idømt ham en livstidsstraf, som var en mulighed indtil for 30 år siden. Man kunne måske dømme ham med tilbagevirkende kraft, siger nogen.
Men nej, sådan fungerer et en retsstat jo ikke. I en retsstat bliver man dømt efter den til enhver tid gældende lov. Og loven giver (på nuværende tidspunkt) mulighed for forvaring i 21 år (det er altså temmelig længe!), som kan forlænges, hvis det skønnes at være det bedste. Så i realiteten kan ABB risikere at skulle sidde i Ila eller en anden sikker institution resten af sit liv. Han er bare 10 måneder ældre end jeg. Det er lidt skræmmende for mig at tænke på. At livet i praksis er forbi. Fra nu af kan jeg ikke komme på toilettet, uden at skulle bede om lov til at få låst døren op først...
Jeg må sige, at jeg gyser bare ved tanken.

Nogle gange kan jeg spørge mig selv: skal alle forbrydere have lov at leve? Er der ikke ugerninger, der er så slemme, at verden ville være et bedre sted uden denne mand (eller kvinde)? Og svaret er: jo, der er forbrydelser, som burde give den værst tænkelige straf. Men døden er endegyldig. Der er ingen vej tilbage. Der er ingen mulighed for at lade gerningsmanden (eller -kvinden) komme på bedre tanker. Og det er og har altid været essentielt i demokrati og kristendom (som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, men som dog begge er en del af mit rodnet), at alle skal have en mulighed for at komme tilbage til samfundet. Sig undskyld, lær af dine fejltagelser og lad være med at gøre det igen.
Er det naivt? Uden tvivl. Men jeg vil hellere stå foran Sankt Peter, når min tid kommer og med fred i hjertet kunne sige, at jeg overlader straffen til andre. Jeg mener bestemt ikke, at det tilkommer mennesker at dømme om liv og død. Det er vi simpelthen ikke kloge nok til.

Hvis ikke vi lader tvivlen komme selv ugernningsmænd til gode, hvis ikke vi tror på det gode i mennesker, så er vi - og dermed retsstaten - ikke spor bedre end forbryderen.
Og derfor er jeg stolt af at bo i Norge. Breivik vendte sig imod sine egne, men Norge har vist, at voldsomme ugerninger ikke knækker retsstaten. Så der er håb om, at nordmændene kan tilgive. Ikke glemme, for det kommer aldrig til at ske. Men der kan vokse hud over det endnu åbne sår, og engang vil Norges blomsterdal igen stå i fuldt flor.

onsdag den 18. juli 2012

Jeg begynder i morgen

Det er onsdag, klokken er halv seks, og jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle i fitnesscentret i dag, når jeg havde fri fra arbejde. I stedet endte jeg i sofaen med Matador (altså serien, ikke -Mix). Jeg undskylder mig med, at jeg jo var afsted i mandags, og at jeg - siden jeg meldte mig ind for fire uger siden - har holdt en frekvens på 3½ gang pr. uge. I dag er jeg bare træt. 
Det har været en stille uge indtil nu. To veninder er i Danmark, og den tredje har besøg af familien, så er der tid og rum til eftertanke. 

I dag tænker jeg på, hvad der er vigtigt i mit liv. Hvad jeg gerne vil bruge min tid på. Ikke hvad tiden skal gå med, men hvad jeg vil bruge den til. 
Det er jo et vanskeligt spørgsmål, for jeg kender - som så mange andre, vil jeg tro - til, at dagene glider i ét. At jeg kommer i tanker om, at jeg skal ringe til mine bedstemødre eller sende fødselsdagskort til en veninde eller være god ved mig selv og gå i fitnesscentret og bruge en halv time på løbebåndet efterfulgt af Solhilsen. 

I stedet ser jeg Matador. Så måske skal dagens lektie være: ikke slå mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke når, men i stedet blive bevidst om hvad jeg har brug for og være til stede i det. Så blev jeg alligevel klogere om onsdagen. 

Jeg har bare mig selv at tage hensyn til. Ingen mand, ingen børn, bare mig. Så måske skulle jeg øve mig i at fornemme, hvad jeg selv gerne vil bruge min tid på. Ikke forklare eller undskylde, hvis jeg gør noget, jeg tror, andre har en (negativ) mening om. Bare gøre det, jeg føler for.

Med måde i hvert fald. For hvis jeg altid bare skulle gøre det, jeg gerne vil, så gik jeg nok ikke på arbejde i morgen. Og det holder ikke rigtigt i længden... Fra i morgen vil jeg begynde på mit nye liv :-)

onsdag den 27. juni 2012

Familie - biologi eller...?

Det er sjovt, som der er nogle mennesker, foruden hvem min verden (og dermed Verden) ville være et fattigere og mindre farverigt sted. De mennesker, som altid bakker mig op, når jeg har brug for det, men som også fortæller mig sandheden om mig selv, selvom jeg ikke nødvendigvis har lyst til at høre den.
Sådan et menneske er Mette. Derfor har jeg nu fulgt en anden god venindes eksempel og inviteret Mette på besøg. Og heldigvis tog hun imod invitationen (ellers var jeg altså også blevet godt mopset!), og jeg glæder mig allerede.

Vi snakker ikke så ofte sammen, men hurra for Facebook, for der kan vi følge hinandens liv og hverdag. Og måske netop fordi jeg er langt væk fra familien og (mange af) vennerne, gør jeg ekstra meget ud af at følge dem der. Alligevel er det altid fedt at møde Mette, for hun kender mig, og jeg behøver sjældent bruge mange ord til at beskrive mine følelser eller en oplevelse (alligevel er der - selvfølgelig - hele tiden ord imellem os, men det er en anden snak).

Jeg har en gruppe på Facebook, som omfatter de venner, der er "så gode venner, at de faktisk er familie". Mette og min onkel Peter var de første til at komme i denne kasse.
For familie har ikke nødvendigvis noget med biologi at gøre :-)

søndag den 20. maj 2012

Et samlingspunkt

Forleden dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at fejre 17. maj i Oslo; for de, som ikke ved det, er 17. maj Norges nationaldag. Jeg var inviteret til brunch hos en venindes kollega, og alene det beskriver meget godt stemningen for dagen: der er altid plads til en til, for i dag er vi alle nordmænd! Alle nordmænd får et helt særligt blik, når talen falder på 17. maj. Og alle børn glæder sig til dagen. Der er ikke gaver involveret, som ved jul, og alligevel har dagen en særlig plads i hjerterne hos alle børn, der er opvokset i Norge. 17. maj  er jul uden stress og jag og gaveindkøb og økonomiske frustrationer. Måske netop derfor ser man frem til denne festdag med særlig forventning.
Tidligere på året havde jeg fået en gave af min gamle farmor, som var i Norge som ung pige i huset tilbage i årene lige efter krigen og gentagne gange siden: en sølje. En lille broche, som egentlig hører til bunad, den norske folkedragt. Jeg havde selvfølgelig fået den renset hos en guldsmed, så den kunne være klar til dagen.
Det regnede, da jeg gik hjemmefra. Øv, for jeg vidste jo, at mange - både voksne, børn og "russer" - skulle gå i tog og vinke til kongen. Men det klarede op, og da vi nåede frem til adressen, var vejret faktisk ganske godt. Og så var der ellers champagnebrunch til den helt store guldmedalje, mens solen skinnede mere og mere.

Til 17. maj tager man som minimum sit pæne tøj på, og hvis det er muligt, bruger man sin bunad, som er et udstyrsstykke af en anden verden. Ofte får man sin (netto-)bunad i konfirmationsgave af sine forældre, og så kan man så i de efterfølgende år tilføje flere og flere detaljer. En fuld bunad med alle dimser og alt tilbehør kan hurtigt komme til at koste på den tunge side af 60.000 kroner - eksklusiv smykkerne. Fyrene fortæller grinende, hvordan de i mange år fik én sølvknap i julegave; der skal bruges ca. 20 knapper til en hel dragt.
Desuden viser bunad, hvor man kommer fra. Enhver lille flække i bunden af en fjord har sin egen bunad, og kendere kan se på dragten og vide, hvor bæreren har sin oprindelse.
Dragten består for herrernes vedkommende af en skjorte, en vest, knæbukser, (uld-)sokker, uldjakke (af varierende længde) og sko, evt. en hat. For damernes vedkommende er det: skjorte, bærestykke/vest, skørt, (evt.)forklæde, jakke/kappe og evt. en lille hue eller et (snoet) bånd i håret. I alt ca. ti kilo uldtøj. Hertil kommer diverse genstande fx en taske til at fæste i bæltet (hvori kan man have sin mbiltelefon, pung, cigaretter; det var næppe det oprindelige formål, men det fungerer ganske godt), en lille kniv og så selvfølgelig smykkerne, som alle er sølv og ofte meget smukt forarbejdede. En dame fortalte, at det kan tage op til 1½ time at få hele dragten på... 

Efter brunchen gik Winnie og jeg ned forbi Slottet, fordi vi jo skulle vinke til kongen. Men eftersom kongen havde stået på balkonen og vinket uafbrudt i fire timer, var han gået ind for at spise (en velfortjent: han står der nemlig og vinker under hele toget) frokost med sin familie. Så det må blive næste år. I stedet gik vi ned og op igennem Karl Johan og beundrede de mange smukke bunad'er. De kommer i rigtig, rigtig mange variationer. Sorte, mørkeblå og lyseblå, mørke- og lysegrønne, røde, creme og orange. Og med et væld af broderier i alle regnbuens farver (som selvfølgelig er håndsyede). Hertil kommer de normænd, der falder lidt udenfor kategori, fx de to unge piger med mørk hud og tørklæder om håret. Også de bar bunad. I sandhed et stærkt bevis på, at Breivik og hans ligesindede tager grundigt fejl :-)
Det sidste billede viser selvfølgelig Karl Johan. Der var ikke helt så mange mennesker, da Winnie og jeg kom dertil, men der var mange!


Jeg har forsøgt at finde nogle billeder, der viser de smukke dragter, men det er vanskeligt; der er ligesom ikke rigtig noget, der kommer tæt nok på virkeligheden. Måske er det, fordi dragterne gør sig bedst i bevægelse. Måske er det, fordi de bare er smukkere, når bærerne også går med det norske flag. Måske er det, fordi jeg ikke kan lægge den tanke fra mig, at i Danmark er det ikke almindeligt at gå med folkedragt. Men det er det i Norge; her tager man sin bunad på til store fester, fx bryllup (hvis man har en bunad, ville det nærmset være utænkeligt ikke at bære den, når man bliver gift!), runde fødselsdage, jul og selvfølgelig til 17. maj. Og man bærer den med stolthed!
Jeg kunne godt ønske, at der i Danmark havde været en begivenhed som denne i min barndom. En fælles national begivenhed, som alle kunne samles om. En dag, hvor man fejrer sit land og glæden og stoltheden over at tilhøre denne nation - men stoltheden må endelig ikke forveksles med nationalisme, for det er der bestemt ikke tale om!
Måske hænger den ivrige fejring af nationaldagen sammen med Norges forholdsvis unge alder som selvstændig nation (Norge frigjorde sig fra Danmark i 1814 og har således mindre end 200 år på bagen). Måske har det at gøre med, at Norge på mange måder stadig er temmelig isoleret fra den omgivende verden. Måske har nordmændene bare fundet den perfekte balance imellem oprigtig glæde og stolthed på den ene side og selvtilfredshed og nationalisme på den anden.
Der er ingen tvivl om, at på 17. maj er alle velkomne, for i hjertet er vi alle nordmænd uanset nationalitet.
I øvrigt vil jeg afslutningsvis tilføje, at i 2013 falder 17. maj på en fredag, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at tage en forlænget weekend og opleve denne herlige festdag :-)













mandag den 14. maj 2012

Ode til ensomheden

Jeg havde en besynderlig oplevelse forleden dag, da jeg var til en meget nær venindes bryllup. Lige pludselig så jeg et billede af mig selv (inde i mit hoved), i en ring af de unge kvinder, jeg omgiver mig med; min søster, mine (studie-) veninder og de unge kvinder i min familie. Og alle sammen er de nu gift/i et forhold/har børn/venter børn.

Jeg ønsker ikke mit liv anderledes, end det er. Jeg savner ikke en mand i mit liv (eller... jo, men ikke sådan én der vil involveres i mine beslutninger og sådan, han skal bare være der, når jeg... ja, I forstår nok, hvad jeg mener), men det er alligevel en mærkelig følelse at være den eneste af alle de 9-10 kvinder, jeg sammenligner mig selv med, som ikke har "pakken". Det giver en vis følelse af ensomhed.

Jeg spurgte en gammel ven, om der er noget galt med mig, siden jeg tilsyneladende ikke kan finde ud af det der "familie-halløj". "Ja!", svarede han. "Der er helt sikkert noget galt med dig". Men han sagde det med et glimt i øjet, og jeg ved godt, at han ikke synes, der er noget galt med mig. Men jeg er altså lidt udenfor kategori, og det er vanskeligt, kan jeg godt afsløre. Det kræver både mod og viljestyrke at gøre noget andet end det, alle andre gør, og jeg skal virkelig holde tungen lige i munden.
Hvad er det, jeg vil? Hvad vil jeg, at mit liv skal indeholde? Gør jeg det, jeg virkelig har lyst til? Hvorfor eller hvorfor ikke? Har jeg et eller flere mål? Og kan jeg eventuelt kombinere de forskellige mål? Og hvad hvis jeg ikke kan; skal jeg så til at prioritere dem? Og hvad er så vigtigst? Og hvad nu, hvis jeg vælger forkert? Hvad nu, hvis jeg opdager om 10 år, at jeg er helt vildt ensom, og jeg vil gerne have en mand, der vil tage del i og spørges til råds om mine beslutninger, og som synes, jeg skal være en del af hans beslutninger ("nej, det er jo vores beslutninger, skat")? Og måske hopper og springer mine æggestokke og vil bare lave en hel stribe unger LIGE NU!! - hvad så?

En god ven sagde engang til mig: "Man skal gøre det, der er det rigtige nu. Måske er det noget andet, der er rigtigt i morgen, og så skal man gøre det." Så det gør jeg. Jeg gør det, der er rigtigt for mig nu. Og hvis det viser sig i morgen eller om 10 år, at det var et fejlskøn, så må jeg jo vurdere mine muligheder på ny og tage en ny beslutning baseret på det nye vidensgrundlag.

Jeg vil gerne dedikere foråret 2012 til at gøre det, der føles helt rigtigt for mig. Også selvom jeg er nødt til at svømme modstrøms som den eneste :-)

lørdag den 21. april 2012

Når man lærer en vigtig - og gratis - lektie

Jeg har været ved frisøren i dag. Det er luksus i hverdagen, og jeg gør det alt for sjældent, især i betragtning af at det i dag viste sig at være gratis, fordi jeg sad model for en elev.
Jeg har fået en helt klassisk, skulderlang page, det er der sådan set ikke noget interessant ved. Det interessante er, at han glattede mit hår, da han vær færdig med at klippe mig.
Så nu har jeg hår, der "hænger lige ned".
Jeg har altid syntes - og gør det stadig - at helt glat silkehår er meget smukt. Og som alle piger og kvinder (og sikkert også mænd) drømmer jeg om alt det, jeg ikke har: glat hår, krøllet hår, rødt hår, gyldent hår, langt hår, kort hår, you name it.
Men nu ved jeg, at jeg allerhelst vil have det hår, jeg har. Det er sjovt at prøve at have glat hår, men det passer ikke til mig. Måske er jeg bare ikke klassisk nok til at kunne bære en klassisk page. Så dagens lektie er: jeg er allermest glad for det, jeg har :-)

torsdag den 19. april 2012

En helts endeligt

Jeg bliver altså lidt harm, når jeg læser nyheder på diverse hjemmesider. Mærsk er død. Ja, i betragtning af hans høje alder, kommer det jo ikke rigtig som en overraskelse, at han nok befandt sig i sit livs efterår. Forleden kunne vi på aftenposten.no læse om den "kontorversielle" rigmands endeligt, og i dag kan flere netmedier afsløre, at der nu bliver et stort hul i finanskassen hos en af Danmarks mest velhavende kommuner. Men det kan da for pokker heller ikke komme bag på Gentofte Kommune, at Hr. Møller (ej, det hedder min far!) nok sang på sidste vers, så måske de med fordel kunne have sat kommuneskatten lidt op - ½ procent havde nok været rigeligt - og lagt lidt til side, så de nu slap for at klage over, at der forsvinder 150 mill. fra budgettet; det er angiveligt, hvad Mærsk bidrog med i kommuneskat.

Ja ja, manden er død. Det kan jo ske for selv den bedste, så kom nu videre venner. Ja ja, han var en ildsjæl og foregangsmand i dansk erhvervsliv, men han sad tungt på de oliemillioner, der ligger ude i Nordsøen, jeg vil vædde med, at han har fået et betragteligt nedslag i selskabsskatten, da han forærede danskerne en ny opera, og han lod sig titulere "Hr. Møller". Det er #¤&¤#&/)#/" lige ved, at vi lige så godt kunne omtale (det er heldigvis aldrig faldet i mit lod at skulle tiltale ham) "Majestæten"!
Han var særlig. Et enestående menneske. Men hey: alle mennesker er særlige. Alle mennesker er enestående! Og jeg ser ikke nogen omtaler i de inden- så vel som udenlandske medier af Lise Nielsen, mangeårig sygeplejerske ved Hospice Mors (både personen og stedet er naturligvis opdigtet). "Lise var utrolig vellidt af både patienter, pårørende og kolleger. Der var aldrig noget, der var for småt, og Lise havde altid tid til at tale med en døende gæst. I sit mangeårige virke var Lise til stadighed et forbillede for alle, hun kom i kontakt med, og vi vil mindes Lises gavmilde og rolige væsen, når hun på lørdag bisættes fra Nykøbing Kirke. Hvis alle de kærlige tanker, Lise igennem tiden har hjulpet vore gæster på vej med, kan vendes, så vil vi nu gøre det og dermed sikre Lise en fredfyldt rejse ind i døden."

Hver dag dør mennesker, der er noget særligt. Man bliver altså ikke særlig, bare fordi man bidrager med 1½ mill. i kommunekassen. Men hverdagens helte får ingen omtale.

søndag den 8. april 2012

Påskenat

Jeg var i kirke i går aftes, til midnatsmesse i anledning af påsken.
Det er Påskedag nu, jeg har sovet, men følelserne er stadig lige meget i oprør.
Da jeg kom til kirken, var der mørkt. Helt mørkt, og jeg blev i tvivl, om jeg havde taget fejl; måske var det ikke i Domkirken, måske var det i Trefoldighed, der skulle være messe? Men der stod nogle folk udenfor, og dørene var åbne, så jeg gik ind. Det er vanskeligt at finde en siddeplads, når man ingenting kan se, men det har måske sine fordele, for jeg kom til at sidde sammen med et godt voksent par, to mænd (som sandsynligvis var kærester) og en tyk mand med snoet overskæg og en ualmindeligt flot tenorstemme. Hvis der havde været lys i kirken, var jeg sikkert end med at sidde i den ene ende af en bænk med mindst to meter til den næste kirke-gæst: hurra for mørket i rummet :-)

Og så begyndte det. Bag os, nede ved indgangen, sang en kvinde - eller skreg hun? - "De har tatt min herre bort fra graven. Jeg letter etter ham, men fant ham ikke. Jeg vet ikke hvor de har lagt ham!" Det foregik som vekselsang med kirkens blandede kor, og det var hjerteskærende. Stykket var skrevet af Trond Kverno, og jeg husker at være stødt på hans navn før, selvom jeg ikke husker hvor; men det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg møder ham!
Kvinden stemme steg og faldt, hendes ensomhed og desperation voksede, efterhånden som hun fandt ud af, at der ikke var nogen, der vidste hvor hendes herres krop var henne.
Og pludselig blev der stille. Havde hun givet op? Eller var hun bare gået et andet sted hen for at søge?
Men så sang en mand: "Hvorfor søger I blandt de døde?" Og så kom lyset, en enkelt flamme, som langsomt bredte sig op igennem rummet, i takt med, at præsten og koret (og alle de frivillige, for dem er der mange af ved en gudstjeneste i den norske kirke) bevægede sig op mod altret.
Vi havde alle sammen fået et lille lys, og alle fik vi vores flamme fra de store påskelys, der bevægede sig igennem mørket - det er jo helt romantisk :-)

Herefter forløb gudstjenesten som vanligt (salmer, læsninger, prædiken, nadver, etc.) helt frem til afslutningen, hvor præst og kor forlod kirken, mens alle sang nr. 187 i den norske samlebog: Deg være ære" - som alle tilsyneladende kunne udenad.
Og ude foran kirken dannedes en halvcirkel, hvor vi stod og sang omkvædet (jeg har jo heldigvis sunget i kor, så jeg fangede rimelig hurtigt tekst og melodi) "Deg være ære, Herre over dødens makt! Evig skal Døden være, Kristus underlagt.", indtil alle var kommet ud af kirken. Vi ønskede hinanden glædelig påske, og de (heriblandt jeg), som ikke gad tage lyset med hjem, fandt et sted imellem stenene ved det lille mindesmærke, der er udenfor kirken (til minde om 22. juli, måske?), hvor påskelyset kunne brænde for dem, vi tænker på og savner.

Så da klokken var halv et, og jeg gik hjem, var jeg godt træt. Men det var det hele værd :-)
Glædelig påske til alle.

søndag den 25. marts 2012

At gøre status

Jeg har nogle ting, jeg lige er nødt til at gøre status over:

Fasten
Jeg har i år forsøgt mig med et "projekt", som jeg har luret på i flere år: at faste. Nu er jeg jo lidt små-religiøs anlagt, så det forekom mig at den i kirken fastlagte fastetid (altså tiden imellem fastelavn og påske, var ideel til formålet. Jeg havde store planer om mindre af alt det usunde, jeg fylder i hovedet, men allerede efter ret kort tid (faktisk kun få timer, og det er jo ikke meget, når fasten varer i 40 dage+ fem søndage) måtte jeg indse, at jeg altså er en "nyder". Og så kom den dårlige samvittighed. Sort og tung.
Lige indtil en gammel studieveninde skrev til mig på facebook, at det jo ikke handler om, hvad jeg lader være med at spise og gøre. Det handler om det, jeg gør i stedet for. Når jeg får lyst til noget af det, som fasten "forbyder", så erkend fristelsen men gør noget andet. Ring til en veninde, send en sød/glad/god sms, bed en bøn etc.
Og det virker!
Det har betydet, at jeg ikke har tabt mig (som jeg ellers i min lykkerus forud for projektets begyndelse havde visualiseret), men at jeg er blevet opmærksom på mine handlinger og impulser, og jeg er blevet præsenteret for en strategi til at reagere anderledes og mere hensigtsmæssigt, til glæde for mig selv og forhåbentlig også for andre. Så tak til Laura :-)

Overraskelsen I
Jeg har en gammel mormor, som er ved at blive temmelig dement. Det gør det vanskeligt for mig at være sammen med hende, for jeg husker hende, fra jeg var barn som en energisk dame, der fik noget fra hånden. En rigtig 50'er-husmor, som altid kunne klare en kop kaffe til uventede gæster.
Nu kan hun dårlig gå de 2½ meter fra lænestolen og hen til døren på plejehjemsstuen, og en tyve minutters samtale indeholder ofte tre gentagelser af det samme emne. Det er hårdt at være vidne til.
Min i fredags havde jeg en hurra-oplevelse sammen med hende: Hun havde tilsyneladende haft besøg f min mor dagen forinden, og det kom hun i tanker om, mens hun sad og bladrede i et ugeblad og kom frem til kryds og tværs-siderne. De to var nemlig begyndt på en kryds og tværs sammen, men de var ikke blevet færdige. Så vi gjorde den færdig sammen, hu og jeg, og det er de bedst tre kvarter jeg har haft med hende i flere år! Det var pisse-hyggeligt, og vi grinede, efterhånden som vi gennemskuede at lampetten på stegepanden jo var en pandelampe, og det grædende kaffekrus var en tudekop.
Det, der var et pligtbesøg fra starten, blev til en superhyggelig eftermiddag, og jeg gik derfor med solskin i hjertet.

Overraskelsen II
Min rigtig gode veninde skal giftes om ganske kort tid, og i den forbindelse skulle hun selvfølgelig have en polster-fest. Hun havde planlagt besøg af familie og venner i weekenden, fordi hun også lige er blevet færdig med sin uddannelse, så der måtte laves en masse hemmelige aftaler med både kæresten og familien, fordi planerne jo skulle ændres uden hendes vidende.
Jeg var selvfølgelig også inviteret til færdigfesten, men jeg havde sagt, at jeg kunne ikke komme med begrundelse i økonomi.
Overraskelsen var derfor dobbelt, da huset blev invaderet lørdag morgen (klokken halv otte, puha!) af en flok syngende damer, herunder mig selv. Og hun blev - heldigvis - glædeligt overrasket og lod sig villigt føre med rundt til diverse aktiviteter. Og det var en formidabel dag for alle deltagende, tror jeg. Men så var vi også trætte kl. halv elleve, så det var godt, der kom flere - friske - gæster kl. syv.
Tak til alle for en dejlig dag :-)

Afslutningen
Under lørdagens aktiviteter skulle vi bl.a. spille fodbold i en hoppeborg med elastikker, som begrænsede bevægeligheden og trak os tilbage, hvis vi kom for langt frem, om taljen. Det var rigtig sjovt og ganske udfordrende, konditionsniveauet taget i betragtning.
I kampens hede kom jeg til at sparke en modspiller (undskyld Tabita) overskinnebenet, og det gjorde herre-ondt både på hende og mig.
Som timerne gik blev min fod mere og mere øm, og da jeg fik strømperne af om aftenen, var den også blevet blå, og jeg kunne dårligt gå på den. Jeg besluttede derfor at tage på skadestuen søndag formiddag, så jeg kunne få ro i sjælen; jeg kunne ikke overskue at skulle tage hjem til Oslo og gå på arbejde mandag morgen med en fod, der nærmest ikke kunne være inde i skoen.
Så (den meget søde, høje, unge) læge kiggede på den og fik taget nogle røngtenbilleder af den, og han kunne heldigvis konstatere, at den ikke var brækket.
Og måske (læs: sandsynligvis) er der tale om selv-suggetion, for nu, syv-otte timer efter jeg forlod skadestuen er tåen kun meget moderat øm, og jeg kan gå normalt. Den er næppe hudfarvet igen, men det kommer i løbet af et par dage, det er jeg sikker på :-)

Så jeg fløj hjem i højt humør omend på vågeblus rent energimæssigt, og nød - som altid - flyveturen. Jeg elsker den der følelse, der kommer til mig, når flyet varmer motorerne op, og jeg bliver trykket tilbage i sædet, mens maskinen buldrer ud af startbanen. Og i ét sekund slipper vi jorden:
Ladies and gentlemen: we are airborne! Enjoy :-)

torsdag den 8. marts 2012

Glædelig kampdag!

Det er i dag d. 8. marts, den dato til hvilken der sædvanligvis refereres som "Kvindernes Internationale Kampdag". Bevares, der er stadig brug for kvindekamp. Der er ikke lige løn for lige arbejde, traditionelle kvindefag er lavere lønnet, end ditto mandefag, kvinder går stadig på pension med en gennemstitligt betydeligt lavere pension, bl.a. fordi det stadig er kvinderne, der tager langt det meste barsel og barnets første (og anden og tredje) sygedag etc.

Alligevel synes jeg, det ville klæde os - moderne, veluddannede, selvstændige kvinder - at løfte blikket lidt op. At tage bjælken ud af vort eget øje, før vi begynder at hjælpe vore søstre med splinten (jvf. den velkendte historie som sjovt nok også har et betydeligt mere maskulint udtryk i den oprindelige version).
Der er kvinder, som ikke kan få lov at tage en uddannelse, som ikke har råderet over egen krop, herregud, i Saudi Arabien er det forbudt for kvinder at køre bil!

Hertil kommer, at der er mange grupper i vores samfund, som har det betydeligt sværere ved at deltage aktivt i det, vi normalt anser som en menneskeret: at arbejde. At have en meningsfuld beskæftigelse at stå op til hver dag, at være en del af en gruppe, hvor det betyder noget, om man kommer eller ej, og hvor gruppens (for-)mål besværliggøres, hvis man ikke deltager.
Jeg taler selvfølgelig om de medborgere, der kæmper mod diverse forhindringer: psykisk eller fysisk sygdom, eller "bare" et system der er for firkantet til at kunne favne de fleste (om ikke alle). Et system der tillader en flygtning at bidrage positivt til samfundet i stedet for at være spærret inde på et center.
Eller de homoseksuelle som ikke kan få Vorherres velsignelse af deres kærlighed på lige fod med alle andre.

Så i stedet for at diskutere, om denne eller hin er den bedste/rigtige moderrolle og hvor mange kvinder, der bør være i en virksomhedsbestyrelse, skulle vi så ikke i stedet hjælpe de tusindvis af undertrykte grupper ude i verden (og ja, kvinderne er også med i den pulje!)?
Vi kunne jo lægge pres på vore politikere, så de - i stedet for at snakke - faktisk satte gang i sanktioner mod de regeringer i Afrika, som tillader omskæring af kvinder, mod Iran som forfølger de homoseksuelle, og mod os selv så vi fik skabt et samfund, hvor der også er plads til en ny kollega, selvom hun har meget fremskreden gigt og kun kan arbejde tre timer hveranden dag, eller ha, der hører stemmer og en gang imellem er nødt til at trække sig tilbage for at få dem til at dæmpe sig lidt.
Måske ville vi faktisk alle sammen blive lidt rigere, hvis vi så ud over vores egen næsetip.
"My way" er ikke nødvendigvis the only way.

Glædelig kampdag!

tirsdag den 14. februar 2012

Sammenhængskraft

Jeg har haft besøg fra Danmark. Det var dejligt.
Det var for det første rigtig hyggeligt at have besøg af Jeppe og Pia, som er ualmindeligt hyggelige mennesker. Men det var også dejligt, fordi jeg nu har fået en slags ro i sjælen i mit nye liv/hjem. Jeg havde brug for at få koblet Danmark og Oslo sammen, og det er sket nu. Danmark føles ikke så langt væk, og jeg ved, at nogle mennesker nu har et billede af mig i Oslo, så det føles ikke som ferie (så meget) mere.
Afslutningsvis skal det også tilføjes, at det var også rigtig dejligt, da mine gæster rejste igen, for hold da op! hvor har der været meget lyd i min sædvanligvis stille lejlighed. Som Pippi ville formulere det: "Det var hyggeligt at du kom, og det var - også, ikke mere - hyggeligt, at du gik."
Jeg har tidlegere blogget om dette med at være alene (http://ajuungilaq.blogspot.com/search?updated-max=2011-11-27T09:26:00-08:00&max-results=7), og jeg synes stadig, det er helt vildt dejligt at være omgivet af mennesker, men jeg synes også, det er dejligt, når der er stille omkring mig.

Hvorfor var det, jeg rejste til Oslo?
Fordi jeg trængte til nye eventyr, ja, men også fordi jeg havde brug for en forklaring - ikke en undskyldning, men en forklaring - på, hvorfor jeg ikke altid kan være med til alting.
Jeg holder meget af min familie og mine venner, og jeg savner jer alle. Men det er vanskeligt for mig at sige nej, når jeg bliver inviteret. Ofte er det slet ikke en mulighed at sige nej, selvom der slet ikke foreligger en officiel invitation. Så kan det være bekvemt at kunne gemme sig bag "jeg har simpelthen ikke råd til flybilletten".
På den måde er Oslo tilpas langt væk. Jeg kan gøre det, jeg simpelthen ikke kan lade være med (uanset om det er noget, jeg skal, fordi det skal man, eller det er fordi jeg bare har helt vildt meget lyst), og jeg kan samtidig sige "ved I hvad, venner, jeg vil skidegerne komme, men jeg har bare ikke tusind eller femtenhundrede kroner til det lige nu".

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det opleves i Danmark, at jeg sjældent viser mig, men jeg ved med mig selv, at når jeg kommer til Danmark, så er det faktisk, fordi jeg har lyst til det. For det koster (mindst) 1.000 kroner, hver gang jeg skal sydpå. Det koster fly- eller færgerejser frem og tilbage, det koster togrejser, fordi min familie bor spredt i landet, og det koster lommepenge. Og det koster, fordi jeg ikke har ferie med løn, så jeg betaler selv mine fridage, når jeg ikke kan gå på arbejde.
Så jeg må prioritere. Jeg prioriterer det, jeg synes er allervigtigst. Og hvis venner og familie i Danmark synes, de ser mig for lidt, så kan jeg kun opfordre til, at man får købt sig en billet til Oslo. J&P vil kunne bekræfte, at det er muligt for mig at have besøg af to voksne. Hvis der kommer flere gæster på én gang, skal der nok en anden løsning til, men det kan vi også finde ud af. Jeg skal bare vide det nogle dage i forvejen, så jeg kan nå at finde en løsning.

Men jeg advarer: jeg er lidt rodet. Ikke så meget at jeg roder, for mit hjem er - rimelig - ryddeligt, men jeg er et rodehoved. Fx var jeg sikker på, at Jeppe og Pia ankom fem kvarter senere, end de egentlig gjorde. Så jeg nåede ikke at forberede aftensmad, og jeg ankom senere på togstationen, end de gjorde. Ikke nogen succesfuld start på det allerførste besøg.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om J&P syntes, jeg var rodet i weekenden (jeg måtte svare "det ved jeg ikke" temmelig mange gange...), men mig bekendt kom de da hjem i god behold. Og jeg lever også stadig, så mon ikke, det alligevel har været okay?

Det var vigtigt for mig at få skabt dette link imellem Oslo og Danmark. Jeg har ikke denne ferie-fornemmelse i samme grad, som jeg havde for en uge siden, og det er J&P's fortjeneste, alene fordi de kom.
Nu venter jeg bare på, at de næste gæster skal melde deres ankomst, og alle er velkomne :-)

søndag den 29. januar 2012

EN bekendt af mig er af asiatisk afstamning, og hun er for nogen tid siden rejst til Korea for at studere på universitetet og for at møde sin koreanske familie. Det er meget interessant at følge hendes blog, for hendes beskrivelser er levende og morsomme og triste, og hendes oplevelser er meget forskellige fra mine.
Ja, vi har begge forladt hjemlandets trygge favn, men der hører lighederne også op.
Hun er rejst ud til en familie, som har taget imod hende med åbne arme. Til gengæld har hun yderst vanskeligt ved at kommunikere med dem.
Jeg er rejst ud, uden at have et fast netværk, men jeg har ingen problemer med at meddele mig til nogen eller forstå, hvad der bliver sagt til mig.

Derfor har jeg enormt stor respekt for det, hun gør. Hun er vokset op i en kultur, hvor hun er synligt forskellig fra langt de fleste; de asiatiske træk i hendes (smukke) ansigt lader sig ikke overse, og nu er hun rejst ud til et land og en kultur, hvor hun blender ind i mængden, så alle må forvente, at hun er en "lokal" - det er hun bare ikke. Og det må være så vanskeligt. Hvis alle omkring forventer, at man forstår alting (sprog, kultur,vaner, roller, gestik etc.), og alt bare er fremmed, så må det blive endnu mere vanskeligt, end det er for mig. -Og jeg synes, det er vanskeligt at forstå og begå mig i Norge, fordi jeg fokuserer på de små detaljer; jeg har jo de store linjer på plads

Så al magt til dem, der tør udfordre sig selv på så vanskelig en rejse!
Når jeg bliver Verdensleder, skal det være obligatorisk for alle mennesker at tage denne udfordring op; mig selv inklusiv. Så jeg er glad for, at den title alligevel ligger nogle år ude i fremtiden.

tirsdag den 24. januar 2012

Vinterdage

Der sker noget interessant med mit bevægemønster, når der falder sne. Sne er jo i sig selv ganske dejligt (verden bliver så mærkværdigt stille i de første timer med nyfalden sne), men derudover bruger jeg simpelthen min krop anderledes, når der ligger sne på jorden/gaden/vejen.
Jeg bevæger mig en lille smule forsigtigt, for der kan jo være glat. Derfor er det også med stor undren, jeg næsten dagligt lader mig overhale af folk (primært mænd) i mit nabolag, når jeg er på vej til trikken: de kommer løbende. Når der ligger ti centimeter sne, og halvanden gang så meget is nedenunder, fordi sneen er trykket sammen, så kommer de springende. Og det er altid kun mig, der falder, aldrig dem.
Måske er det, fordi de er vokset op med det; de kender simpelthen sneen bedre end jeg.

Tillige hermed kan jeg mærke på mine muskler (især hoftebøjerne), at jeg bevæger mig anderledes. De var temmelig ømme i mange dage, efter den første sne faldt omkring nytår. Nu har jeg vænnet mig til det, men jeg kan stadig mærke, at jeg bevæger mig på en ny måde.

Jeg holder meget af vinteren. Det er dejligt at sidde i haven en sommereftermiddag med en kop te eller (endnu bedre) et glas kølig hvidvin, men jeg holder allermest af vinteren (tror jeg; jeg vil sikkert sige, at jeg elsker foråret, når vi er i april, og at efteråret er det dejligste, når vi er i september - sådan er jeg så vægelsindet).
Men jeg holder af kulden, den klare luft og de afdæmpede lyde. Måske er vinter i virkeligheden "min" årstid...

søndag den 1. januar 2012

Ved nytåret

Det er 1. januar.
2012.
Nytår.
Et nyt år.

I går, da det var nytårsaften, og gode venner var samlet, skulle vi selvfølgelig se kongen. Han talte om de sædvanlige emner, og det var i sig selv jo både interessant og hyggeligt.
Men det virkeligt interessante (for mig) skete, da kongen have afsluttet sin tale, og NRK spillede nationalsangen (Ja, vi elsker dette landet), mens der blev vist billeder fra forskellige steder i Norge; "fjeld og li og fjord". Og der sad jeg i sofaen og tænkte: "for søren, hvor er mit land smukt". Mit land... Den lader vi lige stå et øjeblik.
"Mit land".

Ved nytår bliver jeg altid lidt vemodig, for det er vemodigt at skulle sige farvel, også selvom jeg godt ved, at der ikke er mere at komme efter. Og 2011 er jo slut, så der er ikke rigtig noget at gøre. Men det er også en velkommen til det nye, det uprøvede. Det, der venter forude. Som kan blive godt eller skidt, men helt sikkert mindeværdigt.
Mit 2012 skal (blandt andet) bruges på at finde mit selv i mit nye hjemland.
Mit land.