EN bekendt af mig er af asiatisk afstamning, og hun er for nogen tid siden rejst til Korea for at studere på universitetet og for at møde sin koreanske familie. Det er meget interessant at følge hendes blog, for hendes beskrivelser er levende og morsomme og triste, og hendes oplevelser er meget forskellige fra mine.
Ja, vi har begge forladt hjemlandets trygge favn, men der hører lighederne også op.
Hun er rejst ud til en familie, som har taget imod hende med åbne arme. Til gengæld har hun yderst vanskeligt ved at kommunikere med dem.
Jeg er rejst ud, uden at have et fast netværk, men jeg har ingen problemer med at meddele mig til nogen eller forstå, hvad der bliver sagt til mig.

Derfor har jeg enormt stor respekt for det, hun gør. Hun er vokset op i en kultur, hvor hun er synligt forskellig fra langt de fleste; de asiatiske træk i hendes (smukke) ansigt lader sig ikke overse, og nu er hun rejst ud til et land og en kultur, hvor hun blender ind i mængden, så alle må forvente, at hun er en "lokal" - det er hun bare ikke. Og det må være så vanskeligt. Hvis alle omkring forventer, at man forstår alting (sprog, kultur,vaner, roller, gestik etc.), og alt bare er fremmed, så må det blive endnu mere vanskeligt, end det er for mig. -Og jeg synes, det er vanskeligt at forstå og begå mig i Norge, fordi jeg fokuserer på de små detaljer; jeg har jo de store linjer på plads

Så al magt til dem, der tør udfordre sig selv på så vanskelig en rejse!
Når jeg bliver Verdensleder, skal det være obligatorisk for alle mennesker at tage denne udfordring op; mig selv inklusiv. Så jeg er glad for, at den title alligevel ligger nogle år ude i fremtiden.

Vinterdage

Der sker noget interessant med mit bevægemønster, når der falder sne. Sne er jo i sig selv ganske dejligt (verden bliver så mærkværdigt stille i de første timer med nyfalden sne), men derudover bruger jeg simpelthen min krop anderledes, når der ligger sne på jorden/gaden/vejen.
Jeg bevæger mig en lille smule forsigtigt, for der kan jo være glat. Derfor er det også med stor undren, jeg næsten dagligt lader mig overhale af folk (primært mænd) i mit nabolag, når jeg er på vej til trikken: de kommer løbende. Når der ligger ti centimeter sne, og halvanden gang så meget is nedenunder, fordi sneen er trykket sammen, så kommer de springende. Og det er altid kun mig, der falder, aldrig dem.
Måske er det, fordi de er vokset op med det; de kender simpelthen sneen bedre end jeg.

Tillige hermed kan jeg mærke på mine muskler (især hoftebøjerne), at jeg bevæger mig anderledes. De var temmelig ømme i mange dage, efter den første sne faldt omkring nytår. Nu har jeg vænnet mig til det, men jeg kan stadig mærke, at jeg bevæger mig på en ny måde.

Jeg holder meget af vinteren. Det er dejligt at sidde i haven en sommereftermiddag med en kop te eller (endnu bedre) et glas kølig hvidvin, men jeg holder allermest af vinteren (tror jeg; jeg vil sikkert sige, at jeg elsker foråret, når vi er i april, og at efteråret er det dejligste, når vi er i september - sådan er jeg så vægelsindet).
Men jeg holder af kulden, den klare luft og de afdæmpede lyde. Måske er vinter i virkeligheden "min" årstid...

Ved nytåret

Det er 1. januar.
2012.
Nytår.
Et nyt år.

I går, da det var nytårsaften, og gode venner var samlet, skulle vi selvfølgelig se kongen. Han talte om de sædvanlige emner, og det var i sig selv jo både interessant og hyggeligt.
Men det virkeligt interessante (for mig) skete, da kongen have afsluttet sin tale, og NRK spillede nationalsangen (Ja, vi elsker dette landet), mens der blev vist billeder fra forskellige steder i Norge; "fjeld og li og fjord". Og der sad jeg i sofaen og tænkte: "for søren, hvor er mit land smukt". Mit land... Den lader vi lige stå et øjeblik.
"Mit land".

Ved nytår bliver jeg altid lidt vemodig, for det er vemodigt at skulle sige farvel, også selvom jeg godt ved, at der ikke er mere at komme efter. Og 2011 er jo slut, så der er ikke rigtig noget at gøre. Men det er også en velkommen til det nye, det uprøvede. Det, der venter forude. Som kan blive godt eller skidt, men helt sikkert mindeværdigt.
Mit 2012 skal (blandt andet) bruges på at finde mit selv i mit nye hjemland.
Mit land.