At gøre status

Jeg har nogle ting, jeg lige er nødt til at gøre status over:

Fasten
Jeg har i år forsøgt mig med et "projekt", som jeg har luret på i flere år: at faste. Nu er jeg jo lidt små-religiøs anlagt, så det forekom mig at den i kirken fastlagte fastetid (altså tiden imellem fastelavn og påske, var ideel til formålet. Jeg havde store planer om mindre af alt det usunde, jeg fylder i hovedet, men allerede efter ret kort tid (faktisk kun få timer, og det er jo ikke meget, når fasten varer i 40 dage+ fem søndage) måtte jeg indse, at jeg altså er en "nyder". Og så kom den dårlige samvittighed. Sort og tung.
Lige indtil en gammel studieveninde skrev til mig på facebook, at det jo ikke handler om, hvad jeg lader være med at spise og gøre. Det handler om det, jeg gør i stedet for. Når jeg får lyst til noget af det, som fasten "forbyder", så erkend fristelsen men gør noget andet. Ring til en veninde, send en sød/glad/god sms, bed en bøn etc.
Og det virker!
Det har betydet, at jeg ikke har tabt mig (som jeg ellers i min lykkerus forud for projektets begyndelse havde visualiseret), men at jeg er blevet opmærksom på mine handlinger og impulser, og jeg er blevet præsenteret for en strategi til at reagere anderledes og mere hensigtsmæssigt, til glæde for mig selv og forhåbentlig også for andre. Så tak til Laura :-)

Overraskelsen I
Jeg har en gammel mormor, som er ved at blive temmelig dement. Det gør det vanskeligt for mig at være sammen med hende, for jeg husker hende, fra jeg var barn som en energisk dame, der fik noget fra hånden. En rigtig 50'er-husmor, som altid kunne klare en kop kaffe til uventede gæster.
Nu kan hun dårlig gå de 2½ meter fra lænestolen og hen til døren på plejehjemsstuen, og en tyve minutters samtale indeholder ofte tre gentagelser af det samme emne. Det er hårdt at være vidne til.
Min i fredags havde jeg en hurra-oplevelse sammen med hende: Hun havde tilsyneladende haft besøg f min mor dagen forinden, og det kom hun i tanker om, mens hun sad og bladrede i et ugeblad og kom frem til kryds og tværs-siderne. De to var nemlig begyndt på en kryds og tværs sammen, men de var ikke blevet færdige. Så vi gjorde den færdig sammen, hu og jeg, og det er de bedst tre kvarter jeg har haft med hende i flere år! Det var pisse-hyggeligt, og vi grinede, efterhånden som vi gennemskuede at lampetten på stegepanden jo var en pandelampe, og det grædende kaffekrus var en tudekop.
Det, der var et pligtbesøg fra starten, blev til en superhyggelig eftermiddag, og jeg gik derfor med solskin i hjertet.

Overraskelsen II
Min rigtig gode veninde skal giftes om ganske kort tid, og i den forbindelse skulle hun selvfølgelig have en polster-fest. Hun havde planlagt besøg af familie og venner i weekenden, fordi hun også lige er blevet færdig med sin uddannelse, så der måtte laves en masse hemmelige aftaler med både kæresten og familien, fordi planerne jo skulle ændres uden hendes vidende.
Jeg var selvfølgelig også inviteret til færdigfesten, men jeg havde sagt, at jeg kunne ikke komme med begrundelse i økonomi.
Overraskelsen var derfor dobbelt, da huset blev invaderet lørdag morgen (klokken halv otte, puha!) af en flok syngende damer, herunder mig selv. Og hun blev - heldigvis - glædeligt overrasket og lod sig villigt føre med rundt til diverse aktiviteter. Og det var en formidabel dag for alle deltagende, tror jeg. Men så var vi også trætte kl. halv elleve, så det var godt, der kom flere - friske - gæster kl. syv.
Tak til alle for en dejlig dag :-)

Afslutningen
Under lørdagens aktiviteter skulle vi bl.a. spille fodbold i en hoppeborg med elastikker, som begrænsede bevægeligheden og trak os tilbage, hvis vi kom for langt frem, om taljen. Det var rigtig sjovt og ganske udfordrende, konditionsniveauet taget i betragtning.
I kampens hede kom jeg til at sparke en modspiller (undskyld Tabita) overskinnebenet, og det gjorde herre-ondt både på hende og mig.
Som timerne gik blev min fod mere og mere øm, og da jeg fik strømperne af om aftenen, var den også blevet blå, og jeg kunne dårligt gå på den. Jeg besluttede derfor at tage på skadestuen søndag formiddag, så jeg kunne få ro i sjælen; jeg kunne ikke overskue at skulle tage hjem til Oslo og gå på arbejde mandag morgen med en fod, der nærmest ikke kunne være inde i skoen.
Så (den meget søde, høje, unge) læge kiggede på den og fik taget nogle røngtenbilleder af den, og han kunne heldigvis konstatere, at den ikke var brækket.
Og måske (læs: sandsynligvis) er der tale om selv-suggetion, for nu, syv-otte timer efter jeg forlod skadestuen er tåen kun meget moderat øm, og jeg kan gå normalt. Den er næppe hudfarvet igen, men det kommer i løbet af et par dage, det er jeg sikker på :-)

Så jeg fløj hjem i højt humør omend på vågeblus rent energimæssigt, og nød - som altid - flyveturen. Jeg elsker den der følelse, der kommer til mig, når flyet varmer motorerne op, og jeg bliver trykket tilbage i sædet, mens maskinen buldrer ud af startbanen. Og i ét sekund slipper vi jorden:
Ladies and gentlemen: we are airborne! Enjoy :-)

Glædelig kampdag!

Det er i dag d. 8. marts, den dato til hvilken der sædvanligvis refereres som "Kvindernes Internationale Kampdag". Bevares, der er stadig brug for kvindekamp. Der er ikke lige løn for lige arbejde, traditionelle kvindefag er lavere lønnet, end ditto mandefag, kvinder går stadig på pension med en gennemstitligt betydeligt lavere pension, bl.a. fordi det stadig er kvinderne, der tager langt det meste barsel og barnets første (og anden og tredje) sygedag etc.

Alligevel synes jeg, det ville klæde os - moderne, veluddannede, selvstændige kvinder - at løfte blikket lidt op. At tage bjælken ud af vort eget øje, før vi begynder at hjælpe vore søstre med splinten (jvf. den velkendte historie som sjovt nok også har et betydeligt mere maskulint udtryk i den oprindelige version).
Der er kvinder, som ikke kan få lov at tage en uddannelse, som ikke har råderet over egen krop, herregud, i Saudi Arabien er det forbudt for kvinder at køre bil!

Hertil kommer, at der er mange grupper i vores samfund, som har det betydeligt sværere ved at deltage aktivt i det, vi normalt anser som en menneskeret: at arbejde. At have en meningsfuld beskæftigelse at stå op til hver dag, at være en del af en gruppe, hvor det betyder noget, om man kommer eller ej, og hvor gruppens (for-)mål besværliggøres, hvis man ikke deltager.
Jeg taler selvfølgelig om de medborgere, der kæmper mod diverse forhindringer: psykisk eller fysisk sygdom, eller "bare" et system der er for firkantet til at kunne favne de fleste (om ikke alle). Et system der tillader en flygtning at bidrage positivt til samfundet i stedet for at være spærret inde på et center.
Eller de homoseksuelle som ikke kan få Vorherres velsignelse af deres kærlighed på lige fod med alle andre.

Så i stedet for at diskutere, om denne eller hin er den bedste/rigtige moderrolle og hvor mange kvinder, der bør være i en virksomhedsbestyrelse, skulle vi så ikke i stedet hjælpe de tusindvis af undertrykte grupper ude i verden (og ja, kvinderne er også med i den pulje!)?
Vi kunne jo lægge pres på vore politikere, så de - i stedet for at snakke - faktisk satte gang i sanktioner mod de regeringer i Afrika, som tillader omskæring af kvinder, mod Iran som forfølger de homoseksuelle, og mod os selv så vi fik skabt et samfund, hvor der også er plads til en ny kollega, selvom hun har meget fremskreden gigt og kun kan arbejde tre timer hveranden dag, eller ha, der hører stemmer og en gang imellem er nødt til at trække sig tilbage for at få dem til at dæmpe sig lidt.
Måske ville vi faktisk alle sammen blive lidt rigere, hvis vi så ud over vores egen næsetip.
"My way" er ikke nødvendigvis the only way.

Glædelig kampdag!