Jeg havde besøg i forgårs af mine gode venner i Oslo. Det var en meget dejlig aften, med hygge og mad og en lille smule boblevand, naturligvis; skal der være fest, you know :-)
Jeg har virkelig tænkt over, hvad det er, jeg gerne vil lære af at være i Oslo, og jeg tror, jeg har fundet ud af det: jeg vil blive bedre til at give den gode karma videre.
Da jeg kom til Oslo for et år siden, kendte jeg bare en enkelt jævnaldrende kvinde meget overfladisk. Nu er hun - sammen med tre andre i forskellige aldre - blandt mine bedste venner. Jeg bliver til stadighed overrakset over den imødekommenhed, jeg oplevede, da jeg først kom her, og jeg vil virkelig ønske, at jeg kan give bare en smule af det tilbage. Ikke nødvendigvis til der, hvor det komme fra til mig, men tilbage til nogle andre. Så flere kan få glæde af al den glæde og venlighed og kærlighed, jeg er omgivet af.
Det er lidt smart at sige, at "med venner som jer behøver jeg ikke fjender". Jeg bryder mig ikke om det udtryk, det er... ondskabsfuldt. Men jeg vil alligevel lade mig inspirere af det, når jeg sætter ord på min taknemmelighed og tillid: "Med venner son disse frygter jeg ingen fjender".
fredag den 31. august 2012
lørdag den 25. august 2012
Når retsstaten er størst
Jeg er stolt af at bo i Norge. Jeg er stolt af at have valgt at bo i et land, der hylder retfærd i en grad, så det bliver muligt - ja, det eneste rigtige - at gøre sig større end den, der forbryder sig imod samfundet.
I går faldt der dom i sagen over Breiviks, der, som bekendt, terroriserede Oslo og Norge sidste sommer. Han er nu blevet dømt som terrorist. Ikke sindsyg, men terrorist. Han vidste udmærket, hvad han gjorde, og han var ikke på noget tidspunkt i forberedelserne eller udførelsen af sine ugerninger styret af "stemmerne i mit hoved".
I dag er der i NRK refereret fra mange udenlandske medier, som næsten alle spekulerer i, hvordan retssagen ville være fladet ud i deres respektive hjemlande. Tydeligst var den amerikanske freelancejournalist, som fortalte, at i Texas ville man ikke have overvejet muligheden for, at gerningsmanden ikke var sindssyg. Og man ville med stor sandsynlighed have givet ham dødsstraf. Ikke dette naive, nordiske pjat. "Jamen, alle mennesker fortjener jo en ny chance". Nej, ville svaret være, ikke når man har slået så mange mennesker ihjel med koldt blod. Så må man dø.
77 afsluttede menneskeliv. 21 år. Er de to lige?
Der spekuleres forståeligt nok i, om ABB kan løslades. Ikke lige med det samme, selvfølgelig, men engang. Nogle mener, at det ikke skal være en mulighed. At Norge egentlig helst skulle have idømt ham en livstidsstraf, som var en mulighed indtil for 30 år siden. Man kunne måske dømme ham med tilbagevirkende kraft, siger nogen.
Men nej, sådan fungerer et en retsstat jo ikke. I en retsstat bliver man dømt efter den til enhver tid gældende lov. Og loven giver (på nuværende tidspunkt) mulighed for forvaring i 21 år (det er altså temmelig længe!), som kan forlænges, hvis det skønnes at være det bedste. Så i realiteten kan ABB risikere at skulle sidde i Ila eller en anden sikker institution resten af sit liv. Han er bare 10 måneder ældre end jeg. Det er lidt skræmmende for mig at tænke på. At livet i praksis er forbi. Fra nu af kan jeg ikke komme på toilettet, uden at skulle bede om lov til at få låst døren op først...
Jeg må sige, at jeg gyser bare ved tanken.
Nogle gange kan jeg spørge mig selv: skal alle forbrydere have lov at leve? Er der ikke ugerninger, der er så slemme, at verden ville være et bedre sted uden denne mand (eller kvinde)? Og svaret er: jo, der er forbrydelser, som burde give den værst tænkelige straf. Men døden er endegyldig. Der er ingen vej tilbage. Der er ingen mulighed for at lade gerningsmanden (eller -kvinden) komme på bedre tanker. Og det er og har altid været essentielt i demokrati og kristendom (som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, men som dog begge er en del af mit rodnet), at alle skal have en mulighed for at komme tilbage til samfundet. Sig undskyld, lær af dine fejltagelser og lad være med at gøre det igen.
Er det naivt? Uden tvivl. Men jeg vil hellere stå foran Sankt Peter, når min tid kommer og med fred i hjertet kunne sige, at jeg overlader straffen til andre. Jeg mener bestemt ikke, at det tilkommer mennesker at dømme om liv og død. Det er vi simpelthen ikke kloge nok til.
Hvis ikke vi lader tvivlen komme selv ugernningsmænd til gode, hvis ikke vi tror på det gode i mennesker, så er vi - og dermed retsstaten - ikke spor bedre end forbryderen.
Og derfor er jeg stolt af at bo i Norge. Breivik vendte sig imod sine egne, men Norge har vist, at voldsomme ugerninger ikke knækker retsstaten. Så der er håb om, at nordmændene kan tilgive. Ikke glemme, for det kommer aldrig til at ske. Men der kan vokse hud over det endnu åbne sår, og engang vil Norges blomsterdal igen stå i fuldt flor.
I går faldt der dom i sagen over Breiviks, der, som bekendt, terroriserede Oslo og Norge sidste sommer. Han er nu blevet dømt som terrorist. Ikke sindsyg, men terrorist. Han vidste udmærket, hvad han gjorde, og han var ikke på noget tidspunkt i forberedelserne eller udførelsen af sine ugerninger styret af "stemmerne i mit hoved".
I dag er der i NRK refereret fra mange udenlandske medier, som næsten alle spekulerer i, hvordan retssagen ville være fladet ud i deres respektive hjemlande. Tydeligst var den amerikanske freelancejournalist, som fortalte, at i Texas ville man ikke have overvejet muligheden for, at gerningsmanden ikke var sindssyg. Og man ville med stor sandsynlighed have givet ham dødsstraf. Ikke dette naive, nordiske pjat. "Jamen, alle mennesker fortjener jo en ny chance". Nej, ville svaret være, ikke når man har slået så mange mennesker ihjel med koldt blod. Så må man dø.
77 afsluttede menneskeliv. 21 år. Er de to lige?
Der spekuleres forståeligt nok i, om ABB kan løslades. Ikke lige med det samme, selvfølgelig, men engang. Nogle mener, at det ikke skal være en mulighed. At Norge egentlig helst skulle have idømt ham en livstidsstraf, som var en mulighed indtil for 30 år siden. Man kunne måske dømme ham med tilbagevirkende kraft, siger nogen.
Men nej, sådan fungerer et en retsstat jo ikke. I en retsstat bliver man dømt efter den til enhver tid gældende lov. Og loven giver (på nuværende tidspunkt) mulighed for forvaring i 21 år (det er altså temmelig længe!), som kan forlænges, hvis det skønnes at være det bedste. Så i realiteten kan ABB risikere at skulle sidde i Ila eller en anden sikker institution resten af sit liv. Han er bare 10 måneder ældre end jeg. Det er lidt skræmmende for mig at tænke på. At livet i praksis er forbi. Fra nu af kan jeg ikke komme på toilettet, uden at skulle bede om lov til at få låst døren op først...
Jeg må sige, at jeg gyser bare ved tanken.
Nogle gange kan jeg spørge mig selv: skal alle forbrydere have lov at leve? Er der ikke ugerninger, der er så slemme, at verden ville være et bedre sted uden denne mand (eller kvinde)? Og svaret er: jo, der er forbrydelser, som burde give den værst tænkelige straf. Men døden er endegyldig. Der er ingen vej tilbage. Der er ingen mulighed for at lade gerningsmanden (eller -kvinden) komme på bedre tanker. Og det er og har altid været essentielt i demokrati og kristendom (som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, men som dog begge er en del af mit rodnet), at alle skal have en mulighed for at komme tilbage til samfundet. Sig undskyld, lær af dine fejltagelser og lad være med at gøre det igen.
Er det naivt? Uden tvivl. Men jeg vil hellere stå foran Sankt Peter, når min tid kommer og med fred i hjertet kunne sige, at jeg overlader straffen til andre. Jeg mener bestemt ikke, at det tilkommer mennesker at dømme om liv og død. Det er vi simpelthen ikke kloge nok til.
Hvis ikke vi lader tvivlen komme selv ugernningsmænd til gode, hvis ikke vi tror på det gode i mennesker, så er vi - og dermed retsstaten - ikke spor bedre end forbryderen.
Og derfor er jeg stolt af at bo i Norge. Breivik vendte sig imod sine egne, men Norge har vist, at voldsomme ugerninger ikke knækker retsstaten. Så der er håb om, at nordmændene kan tilgive. Ikke glemme, for det kommer aldrig til at ske. Men der kan vokse hud over det endnu åbne sår, og engang vil Norges blomsterdal igen stå i fuldt flor.
Abonner på:
Opslag (Atom)