2012 lakker mod enden, og det er tid til den årlige "og hvad kan vi så lære af det?"-dundertale til mig selv.
1) Jeg synes, det er helt okay at gå rundt i underbukser i sin egen have, og at naboerne skal tage og klappe i og finde på noget mere interessant at gå op i (andre menneskers bare maver er sgu da uinteressante), og jeg forstår ikke det hype der er. Faktisk bliver lidt forvirret.
2) Det er ikke okay at melde afbud på sit barns vegne til en børnefødselsdag hos en klassekammerat, hvis afbudet ikke handler om manglende mulighed for deltagelse, men derimod om at fødselsdagsbarnets mor er (åbenlyst) prostitueret (så længe det er lovligt at være prostitueret i Danmark skal de der snerpede forstadsforældre bare pakke sig!). Hvis pæne mennesker med parcelhus, bil og to årlige udlandsrejser ikke vil "røre ved" købesex, hvorfor er det så, at prostitution lever i bedste velgående? -Kunderne er jo derude et sted, og lur mig, om ikke en jævnt stor del kommer fra parcelhusene - det er jo trods alt her, de fleste mennesker lever. -Se i øvrigt http://www.information.dk/320059. Jeg får associationer til 50'ernes Suburbia, hvor ingen talte højt om homoseksualitet, men alle vidste, at det fandtes, selvom ingen ville indrømme det. Hvad er det for en forloren verden at leve i? Problemerne forsvinder jo ikke, selvom vi lader, som om det ikke findes eller - som forældrene ovenfor - benægter deres eksistens. "Mit barn skal i hvert fald ikke til fødselsdag hos hendes barn! Tænk hvis mit barn blev smittet med den der prostitutionsvirus!"
Hvorfor er det, at vi ikke tør indse, at prostitution er noget lort!? Vi hænger jo fast (med noget nær panisk angst) i, at sex er en menneskeret. Der er bare ingen af os, der ønsker for vores børn/børnebørn/niecer/nevøer, at de skal vælge prositution som levevej. Altså, jeg er forvirret...
3) At det sgu da er lidt underligt, at vi tillader mennesker med kromosomfejl (fx Downs Syndrom) at reproducere sig med 50% risiko for, at kromosomfejlen gives videre til barnet, men at vi ikke tillader halvsøskende at reproducere sig med hinanden, selvom der bare er 8-9% risiko for kromosomfejl hos barnet. Hvorfor er det, at vores (også min, det indrømmer jeg blankt) afsky vækkes for noget, som ikke har en reel, videnskabelig årsag, selvom vi tilstadighed henviser til risikoen for kromosomfejl... Er det bare mig, der er forvirret..?
4) "Ting" er ikke (og skal ikke være) vigtigt i mit liv, og derfor har jeg i år (som flere foregående år, men i år er det blevet tydeligt for mig, hvad årsagen er) meldt mig ud af gaveuddelingen og -modtagelsen; jeg forsøger at "finde ind til det, der gør livet allermest værd". Væk med alt det, der ikke er nødvendigt. En slags mental slankekur.
Og ja, det havde da været fedt med en Canada Goose-jakke eller en sommerferie ved en pool med en tyrkisfarvet drink i hånden, men det er ikke det, der giver mit liv værdi. Til gengæld giver det mit liv værdi at bruge nogle dage (slet ikke nok!) sammen med min lillebror på mine forældres terrasse eller en nat i ny og næ i Domkirken i Oslo til glæde for misbrugere, romaere og prostituerede (de er nemlig også mennesker, hvis nogen skulle være i tvivl).
Ting skaber støj i mit hoved, og det forhindrer mig i at se klart. Derfor skal det være slut med ting. Jeg har ryddet ud i mit tøjskab, jeg har frabedt mig julegaver (det er vel også bare rimeligt, når jeg ikke kommer til at give nogen andet end til de små piger - jubii, jeg skal holde jul med de små piger!!).
Vi snakker alle sammen om, at "easy living" er fedt, men det er bare federe, hvis man kan gå til yoga i det nye lækre sæt fra Kenzo, ikke. Forvirrende, ja bestemt.
Min konklusion er således: jeg vil ikke (og jeg forsøger ihærdigt at lade være, velvidende at jeg sjældent lykkes med mit forehavende) dømme, hvad der er rigtigt og forkert for andre mennesker, for jeg kan kun vide, hvad der er rigtigt og forkert for mig. Til gengæld kan jeg sige fra, når noget er i modstrib med, hvad der er rigtigt for mig (som eksempel: se julegavepunktet), så det gør jeg.
Jeg er forvirret over det hykleri, jeg oplever, for jeg synes jo ikke, det kan være så vanskeligt at være et ordentligt menneske. Og så må jeg jo afslutte med at gribe i egen barm og indrømme, at min definition af ordentlig, ikke nødvendigvis er det samme, som det min nabo opfatter som ordentligt. Imidlertid vil jeg forbeholde mig retten til at bede folk pakke sig ("Misse! Sig til ham, at han skal pakke sig! Sådan en mandsperson!"), og så skal jeg nok lade være med at blande mig i, om konen lukker øjnene for mandens besøg hos luderen henne om hjørnet.
Mit 2013 skal være ærligt. Ikke hudløst ærligt en diplomatisk ærligt. Ikke fattigt, men skåret ind til benet. Væk med støj og det overflødige.
Man kan godt sige ja og nej på en ordentlig måde. En (nær og meget savnet) veninde har ofte fortalt mig, at jeg kan være liiidt krads i mine udtalelser, så det vil jeg øve mig i ikke at være. Men jeg vil ikke holde kæft, bare fordi mine ideer og/eller udtalelser er upopulære.
Mindre pjat, mindre støj og mere alvor. Ikke af den kedelige slags, men af den ærlige slags.
Godt nytår til alle (og det er helt ærligt ment)!
