Hvad er værst: at lægge bånd på sig selv og udøve selvcensur, fordi man ikke vil støde andre mennesker (her tænker jeg specifikt på muslimer, som bliver kede af det, hvis man laver billeder af Profeten Muhammed, "fred og velsignelse være med Ham") eller at man undlader at sige/udtale sig om/skrive bestemte ting af frygt for overvågning?
Jeg ved det ikke.
Jeg synes i bund og grund, det er noget pjat, at muslimer verden over bliver stødte over billeder af Muhammed, ligesom jeg synes, det er noget pjat, at nogle mennesker bliver veganere. Men det handler i høj grad om overbevisning og følelser, og uanset hvor meget jeg anstrenger mig, så forstår jeg ikke andre menneskers følelser. Jeg kan muligvis genkende noget, der ligner fra mig selv, men at vide præcis hvad den anden føler, det kan jeg ikke. Derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at servere kød- eller mælkemad for en veganer, og jeg kunne ikke finde på at lave et billede af Muhammed (på min husgavl). Det er der jo ingen grund til (og her vil jeg overhovedet ikke gå ind i den historik og de journalistiske overvejelser, der har ligget til grund for flere danske dagblades tryk af diverse kendte billeder).
Omvendt vil jeg have lov at sige, at jeg synes, det er noget pjat, uden risiko for at jeg bliver slået (ihjel) eller truet hermed.
Den anden del af problemet knytter sig til de afsløringer, der er kommet frem i den seneste tid om overvågning. Har man lov til at skrive 'Al-Qaeda', 'jihad' og 'bombe' på sin personlige blog uden risiko for at havne på en eller anden liste over mistænkelige personer?
Bevares, jeg har ingen planer om at begive mig ud i hellig krig, men jeg har omvendt heller ikke lyst til, at PET (eller andre - udenlandske - efterretningstjenester) giver sig til at snage i mit privatliv.
Og hvad hvis jeg en dag ønsker at få indrejsetilladelse til USA eller Israel eller et andet sted? Eller bare skal have en helt almindelig sikkerhedsgodkendelse (ikke at jeg kan forestille mig, at det blev nødvendigt, men man kan jo aldrig vide); har jeg så skudt mig selv i foden nu ved at skrive de tre ovennævnte begreber i kombination?
Jeg vil egentlig blæse på, om det er den danske (hhv. den norske for mig eget vedkommende) efterretningstjeneste eller det er en fremmed ditto, der overvåger mig. Jeg vil ikke overvåges! Jeg anerkender, at denne statslige overvågning finder sted for at beskytte borgerne, men jeg synes, det har taget overhånd. Livet er farligt. Dødsens farligt, faktisk. Vi skal alle dø en dag. Det er ikke et spørgsmål, om det kommer til at ske, det er bare 'the when and the how', der er interessant i den sammenhæng.
Man skal kæmpe for alt, hvad man har kært, det er jeg helt med på, og ytringsfrihed er mig både kært og vigtigt. Desværre kan de der maskiner, som angiveligt samler datamateriale og telekommunikation op, ikke skelne imellem det uskyldige og det farlige. Og så er min personlige holdning, at hvis man registrerer alt på grund af en lille mistanke, så er man så vidt jeg kan se på grænsen til at bryde med retsprincippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Og jeg an jo ikke vide, om PET giver sig til at læse min blog, følge min facebook-profil, min gmail-konto og mine bankforretninger, fordi jeg skriver 'jihad' og 'bombe' i samme sætning (nu to gange).
Men hvis de gør, kan de bare komme an!
Spørgsmålet er, om det er rimeligt at acceptere at lade sig overvåge i forsøget på at beskytte borgerne imod en totalitær og undertrykkende (og det, mener jeg, islam-isme er) overmagt, hvis det betyder at de samme borgere bliver overvåget af deres egne?
søndag den 15. december 2013
fredag den 6. september 2013
Der er rigtig mange ting i denne verden, jeg ikke forstår. Jeg forstår for eksempel ikke, hvordan et fly kan lette fra jorden, eller hvor stort universet er. Det har nok til dels en sammenhæng med, at jeg har det lidt vanskeligt med matematik og fysik, men jeg har det egentlig også fint med at vide, at andre ved mere om disse emner end jeg. Og så finder jeg i øvrigt stor fornøjelse i både at flyve (dels har det at gøre med "at rejse" men også med den kraftudvikling maskinen genererer i forbindelse med take off) og i at betragte en smuk stjernehimmel, også selvom principperne er en gåde for mig.
Men samtidig er der andre emner, jeg ikke forstår, hvor min manglende indsigt bliver et irritationsmoment for mig. Det gælder for eksempel disse om øremærket barsel, om sexhandel, om offentlig vs. privat transport.
Alle disse emner, og flere til, har været oppe at vende hos den siddende danske regering, og alle er blevet droppet med mere eller mindre fornuftige forklaringer.
Nogle gange kan man godt få den tanke, at en del politikere tænker om borgerne (med hvis mandat de sidder på magten), at de ikke rigtig ved noget, og at de nok ikke opdager, at vi ikke gør det, vi havde aftalt.
Men borgerne opdager det. Jeg opdager det i hvert fald. Og jeg synes, det er både trist og dumt at droppe øremærket fædrebarsel. Jeg har jo ingen børn, og så skal man i almindelighed passe på, hvad man siger, men jeg vover pelsen: det kunne gøres på flere forskellige måder forskellige grader af til- og fravalg. Der behøver for så vidt ikke være tale om tvungen barsel til faren, men der kunne jo laven en 4-4-4-ordning: 4 måneder til moren, 4 måneder til faren og 4 måneder som kunne fordeles efter forgodtbefindende. Moren kan ikke tage farens barsel og omvendt, og hvis man ville tvinge faren til at tage sine 4 måneder, kunne man gøre det, men ellers kunne man jo også bare sige, at dersom de ikke bliver brugt, er de spildt, ligesom de 4 "frie" måneder ville eller kunne være det.
På denne måde - tror jeg - flere forældrepar ville kunne se fordelen i at lade den nye far tage en større del af barslen. Og det er da interessant, at de andre nordiske lande OG Tyskland alle har gode erfaringer med øremærket barsel, men den danske regering vil ikke røre ved det.
Se, det forstår jeg ikke.
Men jeg er jo heller ikke hverken politiker eller forælder :-)
Men samtidig er der andre emner, jeg ikke forstår, hvor min manglende indsigt bliver et irritationsmoment for mig. Det gælder for eksempel disse om øremærket barsel, om sexhandel, om offentlig vs. privat transport.
Alle disse emner, og flere til, har været oppe at vende hos den siddende danske regering, og alle er blevet droppet med mere eller mindre fornuftige forklaringer.
Nogle gange kan man godt få den tanke, at en del politikere tænker om borgerne (med hvis mandat de sidder på magten), at de ikke rigtig ved noget, og at de nok ikke opdager, at vi ikke gør det, vi havde aftalt.
Men borgerne opdager det. Jeg opdager det i hvert fald. Og jeg synes, det er både trist og dumt at droppe øremærket fædrebarsel. Jeg har jo ingen børn, og så skal man i almindelighed passe på, hvad man siger, men jeg vover pelsen: det kunne gøres på flere forskellige måder forskellige grader af til- og fravalg. Der behøver for så vidt ikke være tale om tvungen barsel til faren, men der kunne jo laven en 4-4-4-ordning: 4 måneder til moren, 4 måneder til faren og 4 måneder som kunne fordeles efter forgodtbefindende. Moren kan ikke tage farens barsel og omvendt, og hvis man ville tvinge faren til at tage sine 4 måneder, kunne man gøre det, men ellers kunne man jo også bare sige, at dersom de ikke bliver brugt, er de spildt, ligesom de 4 "frie" måneder ville eller kunne være det.
På denne måde - tror jeg - flere forældrepar ville kunne se fordelen i at lade den nye far tage en større del af barslen. Og det er da interessant, at de andre nordiske lande OG Tyskland alle har gode erfaringer med øremærket barsel, men den danske regering vil ikke røre ved det.
Se, det forstår jeg ikke.
Men jeg er jo heller ikke hverken politiker eller forælder :-)
tirsdag den 30. juli 2013
I Guds hus
Jeg gjorde mig nogle interessante observationer i kirken forleden nat.
De mange turister spurgte om alt fra "Har I et toilet, jeg kan låne?" ("Nej, desværre ikke, men prøv ovre i Glasmagasinet på den anden side af gaden"), "Har man lov at tage billeder i kirken?" ("Ja, så længe det er uden blitz, er det i orden"), "Er den norske kirke katolsk?" ("Nej, den norske kirke er lurthersk").
Hvordan bevæger man sig i et kirkerum? Er der ting, man må eller ikke må? Ting man skal?
Hvis man nogensinde kan komme i nærheden af at give svar på disse spørgsmål (fraregnet dem om låne-toiletter o.l.), så er man meget klog. Så er man nemlig inde ved kernen i forskellene imellem de forskellige kristne retninger.
Jeg tror egentlig, Vorherre er rimeligt ligeglad med, hvordan man bevæger sig i et kirkerum. Eller om man slår tre kors for sig eller bøjer knæ for alteret, inden man sætter sig ind på bænken.
Hvis man alligevel ikke tænker over bevægelsen i at slå kors for sig (hvis man gør det af rutine og ikke for at forberede sindet til mødet med Gud), kan det så ikke være ligemeget? Hvis man bøjer knæ, selvom man føler stor smerte ved det, og måske i virkeligheden skulle have haft en knæoperation for to år siden, mon så ikke Vorherre hellere så, at man brugte energien på noget andet?
Jeg tror det.
Så når jeg kommer i et kirkerum (det er desværre endnu ikke faldet i mit lod at besøge et helligt rum, der hører hjemme i en anden kultur end den kristne), så forsøger jeg at gøre, som de andre gør. Og så bevæger jeg mig i øvrigt frit. Jeg er ret sikker på, at dersom Vorherre er utilfreds med mig, så skal jeg tidsnok få det at vide. Og ellers er ritualerne jo bare menneskers værk.
Så kom,venner. Alt er gjort klar.
PS. Til gengæld bliver det interessant, når der kommer en flok buddhistmunke på besøg. De ved nemlig slet ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Og de ser meget forstyrrede ud, når orgelet sætter i. Men det er nok ikke så underligt, hvis den hellig-lyd, man er vant til, kommer fra små bækkener og mange messende stemmer. Jeg ville helt sikkert også finde et buddhist-tempel eksotisk. Så er det vel også okay, at de finder 'min kirke' eksotisk :-)
De mange turister spurgte om alt fra "Har I et toilet, jeg kan låne?" ("Nej, desværre ikke, men prøv ovre i Glasmagasinet på den anden side af gaden"), "Har man lov at tage billeder i kirken?" ("Ja, så længe det er uden blitz, er det i orden"), "Er den norske kirke katolsk?" ("Nej, den norske kirke er lurthersk").
Hvordan bevæger man sig i et kirkerum? Er der ting, man må eller ikke må? Ting man skal?
Hvis man nogensinde kan komme i nærheden af at give svar på disse spørgsmål (fraregnet dem om låne-toiletter o.l.), så er man meget klog. Så er man nemlig inde ved kernen i forskellene imellem de forskellige kristne retninger.
Jeg tror egentlig, Vorherre er rimeligt ligeglad med, hvordan man bevæger sig i et kirkerum. Eller om man slår tre kors for sig eller bøjer knæ for alteret, inden man sætter sig ind på bænken.
Hvis man alligevel ikke tænker over bevægelsen i at slå kors for sig (hvis man gør det af rutine og ikke for at forberede sindet til mødet med Gud), kan det så ikke være ligemeget? Hvis man bøjer knæ, selvom man føler stor smerte ved det, og måske i virkeligheden skulle have haft en knæoperation for to år siden, mon så ikke Vorherre hellere så, at man brugte energien på noget andet?
Jeg tror det.
Så når jeg kommer i et kirkerum (det er desværre endnu ikke faldet i mit lod at besøge et helligt rum, der hører hjemme i en anden kultur end den kristne), så forsøger jeg at gøre, som de andre gør. Og så bevæger jeg mig i øvrigt frit. Jeg er ret sikker på, at dersom Vorherre er utilfreds med mig, så skal jeg tidsnok få det at vide. Og ellers er ritualerne jo bare menneskers værk.
Så kom,venner. Alt er gjort klar.
PS. Til gengæld bliver det interessant, når der kommer en flok buddhistmunke på besøg. De ved nemlig slet ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Og de ser meget forstyrrede ud, når orgelet sætter i. Men det er nok ikke så underligt, hvis den hellig-lyd, man er vant til, kommer fra små bækkener og mange messende stemmer. Jeg ville helt sikkert også finde et buddhist-tempel eksotisk. Så er det vel også okay, at de finder 'min kirke' eksotisk :-)
søndag den 12. maj 2013
What to do?
Jeg var i kirken forleden aften, selvfølgelig i forbindelse med det frivillige arbejde, jeg har meldt mig til, og denne aften fik jeg et meget interessant indblik i min egen utilstrækkelighed (som ellers let drukner i selvgodhed og glemmes, når man giver sig af med ulønnet arbejde).
Vi havde denne aften temmelig mange besøgende; det mærkes, at foråret tager til, og sommeren nærmer sig, og turisterne igen begynde er færdes i byen, og der var flere gæster i den første time, end jeg nogensinde før har oplevet på en hel vagt.
Ganske kort tid efter min vagt var begyndt, kom en mand hen til mig og gjorde det klart, at han ønskede en samtale, så jeg rykkede ind på bænken. Og så snakkede han. I tre kvarter.
Heldigvis var alle gæster denne aften stille og rolige, så der var ikke noget i vejen for, at jeg kunne sidde og snakke med denne mand. Til sidst måtte jeg dog undskylde mig, for jeg kunne for det første ikke rumme mere, og for det andet fornemmede jeg, at samtalen gik i ring uden at komme ind til kernen.
Min kollega overtog samtalen kort efter, mens jeg holdt øje med resten af kirken og nussede rundt. Ret hurtigt blev det klart for mig, at min kollega formåede det, jeg ikke selv havde fået til, nemlig at få hul på den egentlige samtale med denne stakkels, ensomme mand. Deres stemmer var dæmpede, men det var tydeligt, at han græd.
Hvorfor var det, at jeg ikke kunne lykkes med denne samtale? Var det, fordi jeg stadig er rimeligt ny i denne opgave, og således ikke har lært mig de metoder og tricks, der skal til, for at løsne gæstens tungebånd? Var det min (forholdsvis) unge alder, der gjorde udslaget? -Manden var sidst i 30'erne, og kunne således potentielt være interessant for mig (min kollega var en lille smule mopset, fordi hun faktisk troede, jeg havde fået besøg af min kæreste), og på den måde kom relationen (i hvert fald for gæsten, det gjorde han klart for min kollega) til at handle om køn mere end om indhold.
Da han derimod genoptog samtalen med min kollega (som er rundt 60), var køn overhovedet ikke et emne, og det gav plads til noget andet nemlig den egentlige samtale.
Da han derimod genoptog samtalen med min kollega (som er rundt 60), var køn overhovedet ikke et emne, og det gav plads til noget andet nemlig den egentlige samtale.
I tillæg til dette har jeg også en fornemmelse af, at mit danske sprog kommer i vejen. Endnu en grund til at få skiftet det danske ud med det norske, når det er muligt – eller nødvendigt, men det er mindre vigtigt lige nu.
Spørgsmålet er nu, hvordan jeg kommer udenom denne ret åbenlyse forhindring, som jeg ikke har set tidligere? Jeg er jo ikke interesseret i at være kirkevært, hvis de gæster, der kommer til mig, ikke kommer frem med det, der virkelig trykker, fordi de "bare" ser en ung kvinde, og ikke et medmenneske der (omend kortvarigt) kan bære en del af byrden.
Omvendt kan jeg heller ikke lave om på mig selv eller skjule dele af mig selv, og jeg kan jo under alle omstændigheder ikke ændre det faktum, at jeg bare er i begyndelsen af 30'erne og således en ret ung kirkevært sammenlignet med mine kolleger.
What to do?
Det er annonceret fra koordinatorkontoret, at der vil blive afholdt medarbejdersamtaler i løbet af maj og juni, og her kommer jeg naturligvis til at tage dette op. Her ligger helt klart potentiale for personlig udvikling, som både kan være relevant i min kirkevært-funktion men også i mit fremtidige ergoterapeut-liv.
Det er godt at være livsglad og let om hjertet, det holder jeg fast i, men hvis min udstråling viser noget, der er uhensigtsmæssigt i sammenhængen, så skal jeg måske overveje, hvad det er, jeg viser verden, for ellers forhindrer jeg måske både mine gæster og mig selv i nye oplevelser og ny erkendelse.
Det er annonceret fra koordinatorkontoret, at der vil blive afholdt medarbejdersamtaler i løbet af maj og juni, og her kommer jeg naturligvis til at tage dette op. Her ligger helt klart potentiale for personlig udvikling, som både kan være relevant i min kirkevært-funktion men også i mit fremtidige ergoterapeut-liv.
Det er godt at være livsglad og let om hjertet, det holder jeg fast i, men hvis min udstråling viser noget, der er uhensigtsmæssigt i sammenhængen, så skal jeg måske overveje, hvad det er, jeg viser verden, for ellers forhindrer jeg måske både mine gæster og mig selv i nye oplevelser og ny erkendelse.
tirsdag den 19. februar 2013
Jeg - en skabsliberalist
Nu har jeg længe brugt utrolig meget tid og spalteplads på at skrive om alt det, jeg ikke forsår, og her kommer mere af samme skuffe - så er I advarede.
Jeg forstå ikke det moderne menneskes - og samfundets - trang til kontrol. Vi overvåger og kontollerer hinanden; politi og efterretningstjenester får hele tiden udvidede beføjelser til at kontrollere, at borgerne ikke er slemme imod hinanden. -Eller planlægger at være det.
Vi laver regler for os selv, hvilke madvarer vi ikke har lov at spise (det skifter lidt, hvad der bliver lagt for had "netop nu", men sukker, mælkeprodukter og kulhydrater fra hvede, kartofler og ris er efterhånden klassikere), hvor meget vi skal træne (2x1 time/uge+7x½ time/uge), og hvor meget alkohol vi kan drikke uden at blive syge.
Den eneste vare, som bevisligt fører til årlige dødsfald i hundredetusindersklassen, tobak, er temmelig let at få fat i, og samtidig diskuterer politikerne fedt- og sukkerafgifter...
Og sundhedsvæsenet kontrollerer os - bogstavelig talt - i hoved og røv. Scanninger og screeninger, tests og undersøgelser bliver vi pisket igennem (de fleste er heldigvis frivillige!), for at vi kan forsikre os om, at "jeg ikke får demens", "mit foster ikke har Down's Syndrom" eller at "jeg ikke er disponeret for mammacancer".
Men hvad er det for en verden, vi skaber, hvor fejl ikke er en mulighed?
Jacob Birkler har skrevet denne glimrende kommentar, som jeg kun kan anbefale, at man læser:
http://www.etik.dk/artikel/498753:Klummen--Etisk-set--Formand-for-Det-Etiske-Raad--I-dag-taaler-vi-ikke-den-mindste-skavank?fb_action_ids=10151449715865306&fb_action_types=og.recommends&fb_source=timeline_og&action_object_map={%2210151449715865306%22%3A121964137984302}&action_type_map={%2210151449715865306%22%3A%22og.recommends%22}&action_ref_map=[]
-og at man tænker lidt over Katrine Lilleørs bemærkning: "En kultur skal måles på, hvordan den behandler dem, der falder udenfor de gængse normer."
Måske kunne vi alle sammen (undertegnede inklusiv) blive en lille smule bedre til at være åbne overfor det u-normale og skæve. For det er menneskeligt og helt almindelig, men måske lidt vanskeligt at tale om i en verden, hvor man helst skal være cool, med på beatet og have selvtilliden i orden. Ligesom alle de andre. Og endelig ikke på mailstream-måden...
Terror er nok den værste for for kontroltab; det ligger i ordet. Men terror kan komme ind i vores liv på mange måder; en selvmordsbombe er bare én af mange muligheder. At miste et barn, tror jeg, kan vække følelsen af terror i enhver forælder. Måske er det også derfor vi er så bange for de sygdomme, som ikke eller kun vanskeligt kan helbredes. Fordi de viser os, at vi ikke har kontrol på alting, selvom vi ønsker det.
Jeg har ikke noget at skjule: jeg planlægger ikke at placere sprængstoffer på offentlige steder eller slå folk (selv ikke dem, der er nogle fjolser) ihjel, det er ikke nogen hemmelighed, at min økonomi kunne se bedre ud, og det er da sandsynligt, at jeg med tiden udvikler en eller flere livsstilssygdom(me), men det er jo en del af livet, og jeg har intet som helst ønske om at blive overvåget, hverken på den ene eller den anden måde, heller ikke selvom det kan betyde, at jeg måske ikke lever, til jeg er 115.
"Jamen, det er jo den sikre død ikke at blive testet for cancer!" Tja... i min verden er al død sikker. Det er faktisk det eneste sikre...
Det må falde, som ikke kan stå. Også menneskelivet, herunder mit eget. Det ultimative mål for mennesket trang til kontrol er vel evigt liv, forestiller jeg mig. Men er det ønskværdigt?
Jeg tænker i hvert fald, at livet og døden hænger sammen, og at livet får (en del af) sin værdi fra det faktum, at det ikke er uendeligt.
Jeg har ikke noget akut dødsønske, men jeg forestiller mig, at skulle jeg blive ramt af en lastbil i morgen, så vil jeg kunne se mig selv i øjnene og sige: "Tja, så blev jeg så 32 år. Jeg skulle ønske mig, at jeg havde prøvet nogle flere ting (at bestige et bjerg, at fare vild i en skov, at blive mor, at vinde fem millioner i Lotto, at rejse til Sydøstasien og mange flere ting), men jeg gjorde det, jeg kunne, med det jeg havde, og det er også noget".
Så jeg rydder op i mit liv og gør mig klar til at dø. Så bliver jeg nemlig også klar til at leve med alle de fejl og skavanker, et menneskelig rummer.
Jeg forstå ikke det moderne menneskes - og samfundets - trang til kontrol. Vi overvåger og kontollerer hinanden; politi og efterretningstjenester får hele tiden udvidede beføjelser til at kontrollere, at borgerne ikke er slemme imod hinanden. -Eller planlægger at være det.
Vi laver regler for os selv, hvilke madvarer vi ikke har lov at spise (det skifter lidt, hvad der bliver lagt for had "netop nu", men sukker, mælkeprodukter og kulhydrater fra hvede, kartofler og ris er efterhånden klassikere), hvor meget vi skal træne (2x1 time/uge+7x½ time/uge), og hvor meget alkohol vi kan drikke uden at blive syge.
Den eneste vare, som bevisligt fører til årlige dødsfald i hundredetusindersklassen, tobak, er temmelig let at få fat i, og samtidig diskuterer politikerne fedt- og sukkerafgifter...
Og sundhedsvæsenet kontrollerer os - bogstavelig talt - i hoved og røv. Scanninger og screeninger, tests og undersøgelser bliver vi pisket igennem (de fleste er heldigvis frivillige!), for at vi kan forsikre os om, at "jeg ikke får demens", "mit foster ikke har Down's Syndrom" eller at "jeg ikke er disponeret for mammacancer".
Men hvad er det for en verden, vi skaber, hvor fejl ikke er en mulighed?
Jacob Birkler har skrevet denne glimrende kommentar, som jeg kun kan anbefale, at man læser:
http://www.etik.dk/artikel/498753:Klummen--Etisk-set--Formand-for-Det-Etiske-Raad--I-dag-taaler-vi-ikke-den-mindste-skavank?fb_action_ids=10151449715865306&fb_action_types=og.recommends&fb_source=timeline_og&action_object_map={%2210151449715865306%22%3A121964137984302}&action_type_map={%2210151449715865306%22%3A%22og.recommends%22}&action_ref_map=[]
-og at man tænker lidt over Katrine Lilleørs bemærkning: "En kultur skal måles på, hvordan den behandler dem, der falder udenfor de gængse normer."
Måske kunne vi alle sammen (undertegnede inklusiv) blive en lille smule bedre til at være åbne overfor det u-normale og skæve. For det er menneskeligt og helt almindelig, men måske lidt vanskeligt at tale om i en verden, hvor man helst skal være cool, med på beatet og have selvtilliden i orden. Ligesom alle de andre. Og endelig ikke på mailstream-måden...
Terror er nok den værste for for kontroltab; det ligger i ordet. Men terror kan komme ind i vores liv på mange måder; en selvmordsbombe er bare én af mange muligheder. At miste et barn, tror jeg, kan vække følelsen af terror i enhver forælder. Måske er det også derfor vi er så bange for de sygdomme, som ikke eller kun vanskeligt kan helbredes. Fordi de viser os, at vi ikke har kontrol på alting, selvom vi ønsker det.
Jeg har ikke noget at skjule: jeg planlægger ikke at placere sprængstoffer på offentlige steder eller slå folk (selv ikke dem, der er nogle fjolser) ihjel, det er ikke nogen hemmelighed, at min økonomi kunne se bedre ud, og det er da sandsynligt, at jeg med tiden udvikler en eller flere livsstilssygdom(me), men det er jo en del af livet, og jeg har intet som helst ønske om at blive overvåget, hverken på den ene eller den anden måde, heller ikke selvom det kan betyde, at jeg måske ikke lever, til jeg er 115.
"Jamen, det er jo den sikre død ikke at blive testet for cancer!" Tja... i min verden er al død sikker. Det er faktisk det eneste sikre...
Det må falde, som ikke kan stå. Også menneskelivet, herunder mit eget. Det ultimative mål for mennesket trang til kontrol er vel evigt liv, forestiller jeg mig. Men er det ønskværdigt?
Jeg tænker i hvert fald, at livet og døden hænger sammen, og at livet får (en del af) sin værdi fra det faktum, at det ikke er uendeligt.
Jeg har ikke noget akut dødsønske, men jeg forestiller mig, at skulle jeg blive ramt af en lastbil i morgen, så vil jeg kunne se mig selv i øjnene og sige: "Tja, så blev jeg så 32 år. Jeg skulle ønske mig, at jeg havde prøvet nogle flere ting (at bestige et bjerg, at fare vild i en skov, at blive mor, at vinde fem millioner i Lotto, at rejse til Sydøstasien og mange flere ting), men jeg gjorde det, jeg kunne, med det jeg havde, og det er også noget".
Så jeg rydder op i mit liv og gør mig klar til at dø. Så bliver jeg nemlig også klar til at leve med alle de fejl og skavanker, et menneskelig rummer.
torsdag den 17. januar 2013
Vi alene vide!
Hvorfor er det, at nogle mennesker synes, at "jeg kender Sandheden"..? Sædvanligvis følger (desværre) konklusionen: "-og derfor skal du leve på den rigtige - aka. min - måde"
Jeg har lige læst en artikel (http://www.religion.dk/artikel/494265:Laeserne-debatterer--Laeser--Guder-er-noget--vi-selv-opfinder), hvor en dame - lidt hånligt nedladende - agiterer for, at religion er opium for folket. Det sysnpunkt er jeg jo som bekendt ikke enig i, men denne dame mener vist nok, at fordi hun ikke tror på Vorherre (eller noget andet, der er større end hende selv), så skal ingen gøre det. Det provokerer mig voldsomt, og jeg har yderst vanskeligt ved at se, hvordan det - princippielt - adskiller sig fra idéen om en stat, der bygger på et religiøst grundlag (på den måde er kommunisme og sharia-lovgivning nærmest brødre). Heraf følger forfølgelse af præster eller andre gudsformidlere, tvangsdåb (hvis magthaverne er kristne), korstog og abortforbud og ganske mange andre ubehageligheder. Begge veje er lige farlige, tror jeg, for begge veje vil i den yderste konsekvens føre til et totalitært system, religiøst eller politisk, det gør ikke rigtig nogen forskel.
Hvordan bliver man en bedre underviser/sagsbehandler/læge/politimand/find-selv-på-flere af at skjule sit religiøse tilhørsforhold? Det er et mysterium for mig. Jeg synes jo netop, at hvis man på forhånd ved, hvad man har med at gøre, så er det betydeligt lettere at forholde sig til (naturligvis med stor risiko for, at fordommene kommer til at påvirke mine tanker om dette menneske).
Jeg tror på Gud, men jeg er også bevidst om, at andre mennesker kan have andre meninger om den sag (min ene far, for eksempel). Men det gør dem jo ikke til dårlige mennesker, og det betyder ikke, at jeg opfatter dem som mindre intelligente, og jeg får bestemt ikke lyst til at tvivnge nogen til at omvende sig.
Jeg tror, at mennesker bliver lykkeligere af at bygge ting op sammen (en mening jeg har til fælles med min anden far), og jeg har respekt for mennesker, som tænker selv.
Jeg tror. Men ikke blindt.
Jeg dømmer. Men jeg fordømmer ikke (og jeg forsøger under alle omstændigheder at holde mine meninger om andre mennskers valg for mig selv).
Mine valg og min tro fungerer for mig, men der er jo ikke en ligefrem proportional sammehæng til naboen, kollegaen eller borgmesteren... Verden er ikke 'My way or the highway'.
Kunne vi ikke bare blive en lille smule mere rummelige og give plads til dem, der synes noget andet. Ikke håne eller latterliggøre, bare fordi vi kan.
Jeg vil afslutte denne svada med en kort filmdialog imellem en kristen pige og en midaldrende muslimsk mand (hun er "hudfarvet", han er brun):
LP: "Did God paint you?"
M: "Sertainly!"
LP: "Why?"
M: "Because Allah loves womdrous variety!"
-og mon ikke det gælder både farve, form og sind?
Jeg har lige læst en artikel (http://www.religion.dk/artikel/494265:Laeserne-debatterer--Laeser--Guder-er-noget--vi-selv-opfinder), hvor en dame - lidt hånligt nedladende - agiterer for, at religion er opium for folket. Det sysnpunkt er jeg jo som bekendt ikke enig i, men denne dame mener vist nok, at fordi hun ikke tror på Vorherre (eller noget andet, der er større end hende selv), så skal ingen gøre det. Det provokerer mig voldsomt, og jeg har yderst vanskeligt ved at se, hvordan det - princippielt - adskiller sig fra idéen om en stat, der bygger på et religiøst grundlag (på den måde er kommunisme og sharia-lovgivning nærmest brødre). Heraf følger forfølgelse af præster eller andre gudsformidlere, tvangsdåb (hvis magthaverne er kristne), korstog og abortforbud og ganske mange andre ubehageligheder. Begge veje er lige farlige, tror jeg, for begge veje vil i den yderste konsekvens føre til et totalitært system, religiøst eller politisk, det gør ikke rigtig nogen forskel.
Hvordan bliver man en bedre underviser/sagsbehandler/læge/politimand/find-selv-på-flere af at skjule sit religiøse tilhørsforhold? Det er et mysterium for mig. Jeg synes jo netop, at hvis man på forhånd ved, hvad man har med at gøre, så er det betydeligt lettere at forholde sig til (naturligvis med stor risiko for, at fordommene kommer til at påvirke mine tanker om dette menneske).
Jeg tror på Gud, men jeg er også bevidst om, at andre mennesker kan have andre meninger om den sag (min ene far, for eksempel). Men det gør dem jo ikke til dårlige mennesker, og det betyder ikke, at jeg opfatter dem som mindre intelligente, og jeg får bestemt ikke lyst til at tvivnge nogen til at omvende sig.
Jeg tror, at mennesker bliver lykkeligere af at bygge ting op sammen (en mening jeg har til fælles med min anden far), og jeg har respekt for mennesker, som tænker selv.
Jeg tror. Men ikke blindt.
Jeg dømmer. Men jeg fordømmer ikke (og jeg forsøger under alle omstændigheder at holde mine meninger om andre mennskers valg for mig selv).
Mine valg og min tro fungerer for mig, men der er jo ikke en ligefrem proportional sammehæng til naboen, kollegaen eller borgmesteren... Verden er ikke 'My way or the highway'.
Kunne vi ikke bare blive en lille smule mere rummelige og give plads til dem, der synes noget andet. Ikke håne eller latterliggøre, bare fordi vi kan.
Jeg vil afslutte denne svada med en kort filmdialog imellem en kristen pige og en midaldrende muslimsk mand (hun er "hudfarvet", han er brun):
LP: "Did God paint you?"
M: "Sertainly!"
LP: "Why?"
M: "Because Allah loves womdrous variety!"
-og mon ikke det gælder både farve, form og sind?
Abonner på:
Opslag (Atom)