Hvorfor er det, at nogle mennesker synes, at "jeg kender Sandheden"..? Sædvanligvis følger (desværre) konklusionen: "-og derfor skal du leve på den rigtige - aka. min - måde"
Jeg har lige læst en artikel (http://www.religion.dk/artikel/494265:Laeserne-debatterer--Laeser--Guder-er-noget--vi-selv-opfinder), hvor en dame - lidt hånligt nedladende - agiterer for, at religion er opium for folket. Det sysnpunkt er jeg jo som bekendt ikke enig i, men denne dame mener vist nok, at fordi hun ikke tror på Vorherre (eller noget andet, der er større end hende selv), så skal ingen gøre det. Det provokerer mig voldsomt, og jeg har yderst vanskeligt ved at se, hvordan det - princippielt - adskiller sig fra idéen om en stat, der bygger på et religiøst grundlag (på den måde er kommunisme og sharia-lovgivning nærmest brødre). Heraf følger forfølgelse af præster eller andre gudsformidlere, tvangsdåb (hvis magthaverne er kristne), korstog og abortforbud og ganske mange andre ubehageligheder. Begge veje er lige farlige, tror jeg, for begge veje vil i den yderste konsekvens føre til et totalitært system, religiøst eller politisk, det gør ikke rigtig nogen forskel.
Hvordan bliver man en bedre underviser/sagsbehandler/læge/politimand/find-selv-på-flere af at skjule sit religiøse tilhørsforhold? Det er et mysterium for mig. Jeg synes jo netop, at hvis man på forhånd ved, hvad man har med at gøre, så er det betydeligt lettere at forholde sig til (naturligvis med stor risiko for, at fordommene kommer til at påvirke mine tanker om dette menneske).
Jeg tror på Gud, men jeg er også bevidst om, at andre mennesker kan have andre meninger om den sag (min ene far, for eksempel). Men det gør dem jo ikke til dårlige mennesker, og det betyder ikke, at jeg opfatter dem som mindre intelligente, og jeg får bestemt ikke lyst til at tvivnge nogen til at omvende sig.
Jeg tror, at mennesker bliver lykkeligere af at bygge ting op sammen (en mening jeg har til fælles med min anden far), og jeg har respekt for mennesker, som tænker selv.
Jeg tror. Men ikke blindt.
Jeg dømmer. Men jeg fordømmer ikke (og jeg forsøger under alle omstændigheder at holde mine meninger om andre mennskers valg for mig selv).
Mine valg og min tro fungerer for mig, men der er jo ikke en ligefrem proportional sammehæng til naboen, kollegaen eller borgmesteren... Verden er ikke 'My way or the highway'.
Kunne vi ikke bare blive en lille smule mere rummelige og give plads til dem, der synes noget andet. Ikke håne eller latterliggøre, bare fordi vi kan.
Jeg vil afslutte denne svada med en kort filmdialog imellem en kristen pige og en midaldrende muslimsk mand (hun er "hudfarvet", han er brun):
LP: "Did God paint you?"
M: "Sertainly!"
LP: "Why?"
M: "Because Allah loves womdrous variety!"
-og mon ikke det gælder både farve, form og sind?
