Nu har jeg længe brugt utrolig meget tid og spalteplads på at skrive om alt det, jeg ikke forsår, og her kommer mere af samme skuffe - så er I advarede.
Jeg forstå ikke det moderne menneskes - og samfundets - trang til kontrol. Vi overvåger og kontollerer hinanden; politi og
efterretningstjenester får hele tiden udvidede beføjelser til at
kontrollere, at borgerne ikke er slemme imod hinanden. -Eller planlægger
at være det.
Vi laver regler for os selv, hvilke madvarer vi ikke har lov at spise (det skifter lidt, hvad der bliver lagt for had "netop nu", men sukker, mælkeprodukter og kulhydrater fra hvede, kartofler og ris er efterhånden klassikere), hvor meget vi skal træne (2x1 time/uge+7x½ time/uge), og hvor meget alkohol vi kan drikke uden at blive syge.
Den eneste vare, som bevisligt fører til årlige dødsfald i hundredetusindersklassen, tobak, er temmelig let at få fat i, og samtidig diskuterer politikerne fedt- og sukkerafgifter...
Og sundhedsvæsenet kontrollerer os - bogstavelig talt - i hoved og røv. Scanninger og screeninger, tests og undersøgelser bliver vi pisket igennem (de fleste er heldigvis frivillige!), for at vi kan forsikre os om, at "jeg ikke får demens", "mit foster ikke har Down's Syndrom" eller at "jeg ikke er disponeret for mammacancer".
Men hvad er det for en verden, vi skaber, hvor fejl ikke er en mulighed?
Jacob Birkler har skrevet denne glimrende kommentar, som jeg kun kan anbefale, at man læser:
http://www.etik.dk/artikel/498753:Klummen--Etisk-set--Formand-for-Det-Etiske-Raad--I-dag-taaler-vi-ikke-den-mindste-skavank?fb_action_ids=10151449715865306&fb_action_types=og.recommends&fb_source=timeline_og&action_object_map={%2210151449715865306%22%3A121964137984302}&action_type_map={%2210151449715865306%22%3A%22og.recommends%22}&action_ref_map=[]
-og at man tænker lidt over Katrine Lilleørs bemærkning: "En kultur skal måles på, hvordan den behandler dem, der falder udenfor de gængse normer."
Måske kunne vi alle sammen (undertegnede inklusiv) blive en lille smule bedre til at være åbne overfor det u-normale og skæve. For det er menneskeligt og helt almindelig, men måske lidt vanskeligt at tale om i en verden, hvor man helst skal være cool, med på beatet og have selvtilliden i orden. Ligesom alle de andre. Og endelig ikke på mailstream-måden...
Terror er nok den værste for for kontroltab; det ligger i ordet. Men terror kan komme ind i vores liv på mange måder; en selvmordsbombe er bare én af mange muligheder. At miste et barn, tror jeg, kan vække følelsen af terror i enhver forælder. Måske er det også derfor vi er så bange for de sygdomme, som ikke eller kun vanskeligt kan helbredes. Fordi de viser os, at vi ikke har kontrol på alting, selvom vi ønsker det.
Jeg har ikke noget at skjule: jeg planlægger ikke at placere sprængstoffer på offentlige steder eller slå folk (selv ikke dem, der er nogle fjolser) ihjel, det er ikke nogen hemmelighed, at min økonomi kunne se bedre ud, og det er da sandsynligt, at jeg med tiden udvikler en eller flere livsstilssygdom(me), men det er jo en del af livet, og jeg har intet som helst ønske om at blive overvåget, hverken på den ene eller den anden måde, heller ikke selvom det kan betyde, at jeg måske ikke lever, til jeg er 115.
"Jamen, det er jo den sikre død ikke at blive testet for cancer!" Tja... i min verden er al død sikker. Det er faktisk det eneste sikre...
Det må falde, som ikke kan stå. Også menneskelivet, herunder mit eget. Det ultimative mål for mennesket trang til kontrol er vel evigt liv, forestiller jeg mig. Men er det ønskværdigt?
Jeg tænker i hvert fald, at livet og døden hænger sammen, og at livet får (en del af) sin værdi fra det faktum, at det ikke er uendeligt.
Jeg har ikke noget akut dødsønske, men jeg forestiller mig, at skulle jeg blive ramt af en lastbil i morgen, så vil jeg kunne se mig selv i øjnene og sige: "Tja, så blev jeg så 32 år. Jeg skulle ønske mig, at jeg havde prøvet nogle flere ting (at bestige et bjerg, at fare vild i en skov, at blive mor, at vinde fem millioner i Lotto, at rejse til Sydøstasien og mange flere ting), men jeg gjorde det, jeg kunne, med det jeg havde, og det er også noget".
Så jeg rydder op i mit liv og gør mig klar til at dø. Så bliver jeg nemlig også klar til at leve med alle de fejl og skavanker, et menneskelig rummer.
