What to do?

Jeg var i kirken forleden aften, selvfølgelig i forbindelse med det frivillige arbejde, jeg har meldt mig til, og denne aften fik jeg et meget interessant indblik i min egen utilstrækkelighed (som ellers let drukner i selvgodhed og glemmes, når man giver sig af med ulønnet arbejde).

Vi havde denne aften temmelig mange besøgende; det mærkes, at foråret tager til, og sommeren nærmer sig, og turisterne igen begynde er færdes i byen, og der var flere gæster i den første time, end jeg nogensinde før har oplevet på en hel vagt.

Ganske kort tid efter min vagt var begyndt, kom en mand hen til mig og gjorde det klart, at han ønskede en samtale, så jeg rykkede ind på bænken. Og så snakkede han. I tre kvarter.

Heldigvis var alle gæster denne aften stille og rolige, så der var ikke noget i vejen for, at jeg kunne sidde og snakke med denne mand. Til sidst måtte jeg dog undskylde mig, for jeg kunne for det første ikke rumme mere, og for det andet fornemmede jeg, at samtalen gik i ring uden at komme ind til kernen.

Min kollega overtog samtalen kort efter, mens jeg holdt øje med resten af kirken og nussede rundt. Ret hurtigt blev det klart for mig, at min kollega formåede det, jeg ikke selv havde fået til, nemlig at få hul på den egentlige samtale med denne stakkels, ensomme mand. Deres stemmer var dæmpede, men det var tydeligt, at han græd.

Hvorfor var det, at jeg ikke kunne lykkes med denne samtale? Var det, fordi jeg stadig er rimeligt ny i denne opgave, og således ikke har lært mig de metoder og tricks, der skal til, for at løsne gæstens tungebånd? Var det min (forholdsvis) unge alder, der gjorde udslaget? -Manden var sidst i 30'erne, og kunne således potentielt være interessant for mig (min kollega var en lille smule mopset, fordi hun faktisk troede, jeg havde fået besøg af min kæreste), og på den måde kom relationen (i hvert fald for gæsten, det gjorde han klart for min kollega) til at handle om køn mere end om indhold.
Da han derimod genoptog samtalen med min kollega (som er rundt 60), var køn overhovedet ikke et emne, og det gav plads til noget andet nemlig den egentlige samtale.

I tillæg til dette har jeg også en fornemmelse af, at mit danske sprog kommer i vejen. Endnu en grund til at få skiftet det danske ud med det norske, når det er muligt – eller nødvendigt, men det er mindre vigtigt lige nu.

Spørgsmålet er nu, hvordan jeg kommer udenom denne ret åbenlyse forhindring, som jeg ikke har set tidligere? Jeg er jo ikke interesseret i at være kirkevært, hvis de gæster, der kommer til mig, ikke kommer frem med det, der virkelig trykker, fordi de "bare" ser en ung kvinde, og ikke et medmenneske der (omend kortvarigt) kan bære en del af byrden.

Omvendt kan jeg heller ikke lave om på mig selv eller skjule dele af mig selv, og jeg kan jo under alle omstændigheder ikke ændre det faktum, at jeg bare er i begyndelsen af 30'erne og således en ret ung kirkevært sammenlignet med mine kolleger.

What to do?
Det er annonceret fra koordinatorkontoret, at der vil blive afholdt medarbejdersamtaler i løbet af maj og juni, og her kommer jeg naturligvis til at tage dette op. Her ligger helt klart potentiale for personlig udvikling, som både kan være relevant i min kirkevært-funktion men også i mit fremtidige ergoterapeut-liv.
Det er godt at være livsglad og let om hjertet, det holder jeg fast i, men hvis min udstråling viser noget, der er uhensigtsmæssigt i sammenhængen, så skal jeg måske overveje, hvad det er, jeg viser verden, for ellers forhindrer jeg måske både mine gæster og mig selv i nye oplevelser og ny erkendelse.