Altså... jeg synes ikke, børn skal flashe deres kønsorganer i skolegården, men jeg tror ikke, jeg kender nogen voksne, som ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af barneårene har leget "hvis jeg må se din, så må du se min". Alligevel har man bortvist (godt nok bare i en uge, men helt seriøst: bortvisning!?) et par otte-årige drenge for at vise tissemanden frem. Den kunne nok have været håndteret med mindre... drama. Måske kunne man tage en snak med dem (og måske forældrene?) om, hvad der passer sig i det offentlige rum?
For mange år siden arbejdede jeg på en institution (det hedder bo-form nu), hvor voksne med alvorlige psykiske udviklingshæmninger (det var så alvorligt, at jeg måtte fremvise en børne-attest for at kunne blive ansat) boede. Flere af beboerne kunne godt lide at lege med sig selv. Det mente man (og jeg er helt enig), at de selvfølgelig skulle havelov til og mulighed for (selvom hjernen måske ikke er helt med, reagerer kroppen stadig på hormonerne), så skulle det bare foregå i lejligheden og ikke i fælleslokalerne. Færdig-med-40, ikke så meget ballade.
Jeg behøver ikke se på andre menneskers seksualitet og seksualitets-liv, men det betyder vel ikke, at det skal forbydes eller ligge under for skam.
Når jeg går i svømmehallen, i fitnesscentret, på stranden eller hvor som helst jeg i øvrigt kan komme afsted med det, så kigger jeg da på andre menneskers kroppe, såvel kvinders som mænds. Det har jeg altid gjort, og jeg gør det stadigvæk. Jeg glor naturligvis ikke, men jeg kigger diskret og vurderer situationen. "Har hun større eller mindre bryster end mig?" eller "Hold da op, han har pæne ben! Heldige asen!"
For nylig så jeg en kvinde, som var lige så hvis og glat som en Botticelli-chik. I 2014. Det var da en spændende oplevelse, og det udvidede min forestilling om, hvordan et menneske kan se ud. Men det har da ingen-i-verden sammenhæng med min seksualitet, og jeg tvivler på, at kvinden oplevede det som krænkende (det ville i hvert fald både overraske mig og gøre mig meget ked af det).
Jeg kan godt forstå de forældre, som ønsker at beskytte deres børn imod misbrug og pædofili, men hallo! hvis vi bliver ved med at skærme børnene imod "den naturlige krop" og kun lader dem se det, de kan snige sig til på tankstationernes porno-hylder (og så nævner jeg overhovedet ikke de forældre, som er på nul-sukker/hvede/mælk/carbo-diæter ustandseligt!), og de aldrig ser forældrenes nøgne kroppe med hængemaver, strækmærker og hår på benene, så kan jeg da godt forstå, hvis ungerne udvikler et forkvaklet forhold til deres egen krop.
Og hvis de så heller ikke kan få lov til at kigge på hinanden, så bliver alle unge menneskers første virkelige møde med en fremmed krop det, de får på deres bryllupsnat. -Og det er ikke en scenarie, jeg skulle ønske for nogen.
Hvad blev der af den sunde fornuft? Siden hvornår er kroppen blevet så farlig?
Jeg beder til, at det snart vender.
onsdag den 26. november 2014
søndag den 25. maj 2014
Og hvorhen så? Jeg ved det ej
Nu er det lige på det sidste.
Jeg har tilbragt de forgangne seks uger i Danmark og er bare kommet tilbage til Oslo ganske kortvarigt for at pakke lejligheden sammen.
Det har irriteret mig at skulle foretage denne rejse, men nu kan jeg godt se fornuften (sådan er Livet/Vorherre/Skæbnen nogle gange klogere, end vi selv, og kan se nogle større sammenhænge), og det har været en god proces for mig at kunne afslutte over en længere periode.
Jeg er ved at pakke lejligheden i kasser. Smide de ting ud, som ikke er strengt nødvendige at tage med sydpå. Vurdere behovet for at bestille en iSEKK, som kan afhente de møbler, som har udtjent værnepligten og kan gå til de evige jagtmarker.
Nogle mennesker siger, at det er godt at flytte, fordi man får ryddet op og skabt overblik over sit liv, når alting bliver skilt ad og pakket i kasser. Jeg kan ikke mene andet, end at sådanne mennesker må have triste og fattige liv, hvis disse kan rummes i et antal papkasser indkøbt til lejligheden i et byggemarked.
Mine ting kan være i kasser, men mit liv rummer mange gange mere, og at forsøge at dissekere det på baggrund af, hvad jeg vælger at tage med mig eller ej, det er næppe muligt. Det håber jeg i hvert fald inderligt.
Et nyt kapitel af mit liv venter i Danmark. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at indeholde, men jeg har en kraftig formodning om, at kærlighed, vin, (større) økonomisk uafhængighed, nyt arbejde, ny uddannelse og nye sorger og glæder ligger forude.
Min tid i Oslo var en afstikker fra den lige vej igennem livet, især karrieremæssigt men også på andre områder. Jeg kommer til at skulle forsvare bevidst at fravælge det fag, jeg er uddannet til, når jeg møder kommende arbejdsgivere, og jeg skal argumentere godt. Men jeg ved, at jeg er blevet en bedre, klogere og stærkere kvinde af denne rejse. Ville jeg gøre den om? Jeg ved det ikke, for opholdet har også bragt voldsomme frustrationer med sig, og det har - rent ud sagt - været pissehårdt til tider. Men det har også været en øjenåbner, og jeg ved mere nu, end jeg vidste for tre år siden.
Da jeg rykkede teltpælene op fraVestsjælland og flyttede til Oslo, var det med den tanke, at når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue. Nu vælger jeg selv at lukke døren (helt stille og med forventning om at komme tilbage en anden gang), men måske er det, fordi Gud har vist mig et åbent vindue, som lokker og lover. Meget. Tiden vil vise, om løfterne holder, men jeg kan ikke lade være med at følge den kalden. Og jeg glæder mig til at se, hvor vejen fører mig hen.
Se vejen går og går
Fra den begyndte ved min dør,
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når den større vej,
Som mange stier iler mod.
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.
-Men jeg har et kvalificeret gæt :-)
Jeg har tilbragt de forgangne seks uger i Danmark og er bare kommet tilbage til Oslo ganske kortvarigt for at pakke lejligheden sammen.
Det har irriteret mig at skulle foretage denne rejse, men nu kan jeg godt se fornuften (sådan er Livet/Vorherre/Skæbnen nogle gange klogere, end vi selv, og kan se nogle større sammenhænge), og det har været en god proces for mig at kunne afslutte over en længere periode.
Jeg er ved at pakke lejligheden i kasser. Smide de ting ud, som ikke er strengt nødvendige at tage med sydpå. Vurdere behovet for at bestille en iSEKK, som kan afhente de møbler, som har udtjent værnepligten og kan gå til de evige jagtmarker.
Nogle mennesker siger, at det er godt at flytte, fordi man får ryddet op og skabt overblik over sit liv, når alting bliver skilt ad og pakket i kasser. Jeg kan ikke mene andet, end at sådanne mennesker må have triste og fattige liv, hvis disse kan rummes i et antal papkasser indkøbt til lejligheden i et byggemarked.
Mine ting kan være i kasser, men mit liv rummer mange gange mere, og at forsøge at dissekere det på baggrund af, hvad jeg vælger at tage med mig eller ej, det er næppe muligt. Det håber jeg i hvert fald inderligt.
Et nyt kapitel af mit liv venter i Danmark. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at indeholde, men jeg har en kraftig formodning om, at kærlighed, vin, (større) økonomisk uafhængighed, nyt arbejde, ny uddannelse og nye sorger og glæder ligger forude.
Min tid i Oslo var en afstikker fra den lige vej igennem livet, især karrieremæssigt men også på andre områder. Jeg kommer til at skulle forsvare bevidst at fravælge det fag, jeg er uddannet til, når jeg møder kommende arbejdsgivere, og jeg skal argumentere godt. Men jeg ved, at jeg er blevet en bedre, klogere og stærkere kvinde af denne rejse. Ville jeg gøre den om? Jeg ved det ikke, for opholdet har også bragt voldsomme frustrationer med sig, og det har - rent ud sagt - været pissehårdt til tider. Men det har også været en øjenåbner, og jeg ved mere nu, end jeg vidste for tre år siden.
Da jeg rykkede teltpælene op fraVestsjælland og flyttede til Oslo, var det med den tanke, at når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue. Nu vælger jeg selv at lukke døren (helt stille og med forventning om at komme tilbage en anden gang), men måske er det, fordi Gud har vist mig et åbent vindue, som lokker og lover. Meget. Tiden vil vise, om løfterne holder, men jeg kan ikke lade være med at følge den kalden. Og jeg glæder mig til at se, hvor vejen fører mig hen.
Se vejen går og går
Fra den begyndte ved min dør,
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når den større vej,
Som mange stier iler mod.
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.
-Men jeg har et kvalificeret gæt :-)
mandag den 3. februar 2014
Familie - biologi eller...? vol. II
Jeg har tre forældre og fire søskende. Sådan er jeg så privilegeret.
Årsagen er, at mine forældre ikke kunne blive ved med at leve sammen. Måske holdt den ene op med at elske den anden, måske holdt de begge op med at elske hinanden. Jeg ved det ikke med sikkerhed, og selvom jeg har spurgt forsigtigt igennem årene, er jeg i virkeligheden nok ikke tilstrækkeligt nysgerrig til at søge efter et helt klart svar.
Uanset forlod min mor min far og indledte et forhold til en anden mand; min søster og jeg flyttede med i det nye arrangement. Jeg var fem år, min søster var tre. Jeg ved ikke, om man kan tale om en lykkelig skilsmisse, men jeg har ikke oplevet, at mine (tre) forældre har skændtes eller været slemme ved hinanden i forbindelse eller i tiden efter skilsmissen. Tværtimod har jeg oplevet mine forskellige familie-"dele" være utroligt venlige og imødekommende, når det har været på sin plads. Der har aldrig været problemer i forbindelse med fødselsdage, konfirmationer eller andre lignende begivenheder (hvor alle forældre og bedsteforældre deltog i det omfang, de havde mulighed), og jul og nytår var (indtil vi blev store nok til at vælge selv) fastlagt på forhånd: jul hos mor og nytår hos far, omvendt året efter. Ikke så meget ballade dér.
Med tiden blev min familie udvidet med to mindre brødre, som min mor og min bonusfar fik sammen. Den første kom til verden, da jeg var ni år gammel, den anden, da jeg var 12.
Ingen af de to er overhovedet mindre "min bror", end min søster er "min søster", og jeg priser mig dagligt lykkelig for mine tre søskende (selvom de ofte er nogle snotunger og dumme i nakken og sådan noget - stadigvæk), ligesom jeg priser mig lykkelig for at have ikke bare to men tre forældre.
De er alle tre meget forskellige, og på hver sin vis har de hjulpet mig til at finde min plads i verden, og selvom jeg ikke altid (i en længere periode faktisk ganske sjældent)har været enig med dem, så er de - på sin vis - ganske kloge mennesker :-)
Der har i den seneste tid været skrevet en del i medierne om hel-, halv- og "pap"-(åh, hvor jeg hader det udtryk!!)-søskende. Psykologer og andre fine folk har kloget sig på, hvor vanskeligt det er for børn at finde deres plads i familien, når man hele tiden skal forholde sig til andre børn og relationer. Måske er mit forhold til mine søskende så fint, netop fordi der ikke har været tale om, at vi skulle dele hinanden med andre. Vi var os fire, og der kom ikke andre børn ind i familien fra min bonusfars tidligere forhold, ligesom min biologiske far ikke siden har fået børn. "Fremmede" ville givetvis have kompliceret forholdene, men eftersom der ikke har været nogle fremmede, har det ikke været et issue.
Jeg har flere gange i min opvækst oplevet, at vi søskende, når vi havde været adskilt i længere tid fx i forbindelse med min og min søsters ferier med vores far, havde et enormt behov for at være sammen med vores brødre. Ikke at vi egentlig savnede dem (eller jeg var i hvert fald ikke bevidst om et eventuelt savn dengang), men når vi kom hjem, endte vi altid med at sidde på ét af værelserne alle fire. Og lege med legoklodser eller læse tegneserier eller noget. Vi snakkede ikke nødvendigvis sammen, vi var bare sammen.
Efter jeg forlod barndomshjemmet, har jeg haft en lang periode, hvor jeg ikke har set mine brødre vældig meget. Der har været flere årsager hertil, men efterhånden er vi ved at finde hinanden igen. Måske fordi jeg er ved at vende tilbage til mine rødder, måske fordi de er ved at blive voksne (de er meget stor forskel på at være 13 og 23, men måske mindre forskel på at være 23 og 33? -Sådan oplever jeg det i hvert fald).
Min søster har altid været en klippe i mit liv. Da hun mødte sin (dejlige!) mand og skulle fejre jul sammen med hans familie og ikke sammen med mig, var det langt værre for mig, end alle de år, hvor jeg ikke var sammen med enten min mor eller min far. For igennem alt dette havde min søster altid været ved min side. Til gengæld forærede hun mig en storebror, da hun mødte sin mand, og på den måde blev (den del af) familien komplet.
Hvad er familie? Bare biologi?
Min egen, private regnbuefamilie. Den er slet ikke kompliceret, men den er meget, meget dejlig, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal genforenes med den. Igen. Og igen.
Jeg tror, at familie er de mennesker, man føler sig forbundet med. Det omfatter for mit vedkommende flere end de ovennævnte (fx i meget høj grad mine to vidunderlige, kloge, forfærdelige, elskelige niecer) for ikke at nævne faster, onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældre og alle de mennesker, jeg holder af, men som jeg ikke er beslægtede med enten biologisk eller socialt.
De der mener, at en familie skal bestå af far, mor og børn, de skulle tage og komme til pinsefrokost i Bønnerup. Så kan man nemlig selv få syn for sagen. Her kan man nemlig finde skatten for enden af regnbuen.
Årsagen er, at mine forældre ikke kunne blive ved med at leve sammen. Måske holdt den ene op med at elske den anden, måske holdt de begge op med at elske hinanden. Jeg ved det ikke med sikkerhed, og selvom jeg har spurgt forsigtigt igennem årene, er jeg i virkeligheden nok ikke tilstrækkeligt nysgerrig til at søge efter et helt klart svar.
Uanset forlod min mor min far og indledte et forhold til en anden mand; min søster og jeg flyttede med i det nye arrangement. Jeg var fem år, min søster var tre. Jeg ved ikke, om man kan tale om en lykkelig skilsmisse, men jeg har ikke oplevet, at mine (tre) forældre har skændtes eller været slemme ved hinanden i forbindelse eller i tiden efter skilsmissen. Tværtimod har jeg oplevet mine forskellige familie-"dele" være utroligt venlige og imødekommende, når det har været på sin plads. Der har aldrig været problemer i forbindelse med fødselsdage, konfirmationer eller andre lignende begivenheder (hvor alle forældre og bedsteforældre deltog i det omfang, de havde mulighed), og jul og nytår var (indtil vi blev store nok til at vælge selv) fastlagt på forhånd: jul hos mor og nytår hos far, omvendt året efter. Ikke så meget ballade dér.
Med tiden blev min familie udvidet med to mindre brødre, som min mor og min bonusfar fik sammen. Den første kom til verden, da jeg var ni år gammel, den anden, da jeg var 12.
Ingen af de to er overhovedet mindre "min bror", end min søster er "min søster", og jeg priser mig dagligt lykkelig for mine tre søskende (selvom de ofte er nogle snotunger og dumme i nakken og sådan noget - stadigvæk), ligesom jeg priser mig lykkelig for at have ikke bare to men tre forældre.
De er alle tre meget forskellige, og på hver sin vis har de hjulpet mig til at finde min plads i verden, og selvom jeg ikke altid (i en længere periode faktisk ganske sjældent)har været enig med dem, så er de - på sin vis - ganske kloge mennesker :-)
Der har i den seneste tid været skrevet en del i medierne om hel-, halv- og "pap"-(åh, hvor jeg hader det udtryk!!)-søskende. Psykologer og andre fine folk har kloget sig på, hvor vanskeligt det er for børn at finde deres plads i familien, når man hele tiden skal forholde sig til andre børn og relationer. Måske er mit forhold til mine søskende så fint, netop fordi der ikke har været tale om, at vi skulle dele hinanden med andre. Vi var os fire, og der kom ikke andre børn ind i familien fra min bonusfars tidligere forhold, ligesom min biologiske far ikke siden har fået børn. "Fremmede" ville givetvis have kompliceret forholdene, men eftersom der ikke har været nogle fremmede, har det ikke været et issue.
Jeg har flere gange i min opvækst oplevet, at vi søskende, når vi havde været adskilt i længere tid fx i forbindelse med min og min søsters ferier med vores far, havde et enormt behov for at være sammen med vores brødre. Ikke at vi egentlig savnede dem (eller jeg var i hvert fald ikke bevidst om et eventuelt savn dengang), men når vi kom hjem, endte vi altid med at sidde på ét af værelserne alle fire. Og lege med legoklodser eller læse tegneserier eller noget. Vi snakkede ikke nødvendigvis sammen, vi var bare sammen.
Efter jeg forlod barndomshjemmet, har jeg haft en lang periode, hvor jeg ikke har set mine brødre vældig meget. Der har været flere årsager hertil, men efterhånden er vi ved at finde hinanden igen. Måske fordi jeg er ved at vende tilbage til mine rødder, måske fordi de er ved at blive voksne (de er meget stor forskel på at være 13 og 23, men måske mindre forskel på at være 23 og 33? -Sådan oplever jeg det i hvert fald).
Min søster har altid været en klippe i mit liv. Da hun mødte sin (dejlige!) mand og skulle fejre jul sammen med hans familie og ikke sammen med mig, var det langt værre for mig, end alle de år, hvor jeg ikke var sammen med enten min mor eller min far. For igennem alt dette havde min søster altid været ved min side. Til gengæld forærede hun mig en storebror, da hun mødte sin mand, og på den måde blev (den del af) familien komplet.
Hvad er familie? Bare biologi?
Min egen, private regnbuefamilie. Den er slet ikke kompliceret, men den er meget, meget dejlig, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal genforenes med den. Igen. Og igen.
Jeg tror, at familie er de mennesker, man føler sig forbundet med. Det omfatter for mit vedkommende flere end de ovennævnte (fx i meget høj grad mine to vidunderlige, kloge, forfærdelige, elskelige niecer) for ikke at nævne faster, onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældre og alle de mennesker, jeg holder af, men som jeg ikke er beslægtede med enten biologisk eller socialt.
De der mener, at en familie skal bestå af far, mor og børn, de skulle tage og komme til pinsefrokost i Bønnerup. Så kan man nemlig selv få syn for sagen. Her kan man nemlig finde skatten for enden af regnbuen.
Abonner på:
Opslag (Atom)