Jeg har tre forældre og fire søskende. Sådan er jeg så privilegeret.
Årsagen er, at mine forældre ikke kunne blive ved med at leve sammen. Måske holdt den ene op med at elske den anden, måske holdt de begge op med at elske hinanden. Jeg ved det ikke med sikkerhed, og selvom jeg har spurgt forsigtigt igennem årene, er jeg i virkeligheden nok ikke tilstrækkeligt nysgerrig til at søge efter et helt klart svar.
Uanset forlod min mor min far og indledte et forhold til en anden mand; min søster og jeg flyttede med i det nye arrangement. Jeg var fem år, min søster var tre. Jeg ved ikke, om man kan tale om en lykkelig skilsmisse, men jeg har ikke oplevet, at mine (tre) forældre har skændtes eller været slemme ved hinanden i forbindelse eller i tiden efter skilsmissen. Tværtimod har jeg oplevet mine forskellige familie-"dele" være utroligt venlige og imødekommende, når det har været på sin plads. Der har aldrig været problemer i forbindelse med fødselsdage, konfirmationer eller andre lignende begivenheder (hvor alle forældre og bedsteforældre deltog i det omfang, de havde mulighed), og jul og nytår var (indtil vi blev store nok til at vælge selv) fastlagt på forhånd: jul hos mor og nytår hos far, omvendt året efter. Ikke så meget ballade dér.
Med tiden blev min familie udvidet med to mindre brødre, som min mor og min bonusfar fik sammen. Den første kom til verden, da jeg var ni år gammel, den anden, da jeg var 12.
Ingen af de to er overhovedet mindre "min bror", end min søster er "min søster", og jeg priser mig dagligt lykkelig for mine tre søskende (selvom de ofte er nogle snotunger og dumme i nakken og sådan noget - stadigvæk), ligesom jeg priser mig lykkelig for at have ikke bare to men tre forældre.
De er alle tre meget forskellige, og på hver sin vis har de hjulpet mig til at finde min plads i verden, og selvom jeg ikke altid (i en længere periode faktisk ganske sjældent)har været enig med dem, så er de - på sin vis - ganske kloge mennesker :-)
Der har i den seneste tid været skrevet en del i medierne om hel-, halv- og "pap"-(åh, hvor jeg hader det udtryk!!)-søskende. Psykologer og andre fine folk har kloget sig på, hvor vanskeligt det er for børn at finde deres plads i familien, når man hele tiden skal forholde sig til andre børn og relationer. Måske er mit forhold til mine søskende så fint, netop fordi der ikke har været tale om, at vi skulle dele hinanden med andre. Vi var os fire, og der kom ikke andre børn ind i familien fra min bonusfars tidligere forhold, ligesom min biologiske far ikke siden har fået børn. "Fremmede" ville givetvis have kompliceret forholdene, men eftersom der ikke har været nogle fremmede, har det ikke været et issue.
Jeg har flere gange i min opvækst oplevet, at vi søskende, når vi havde været adskilt i længere tid fx i forbindelse med min og min søsters ferier med vores far, havde et enormt behov for at være sammen med vores brødre. Ikke at vi egentlig savnede dem (eller jeg var i hvert fald ikke bevidst om et eventuelt savn dengang), men når vi kom hjem, endte vi altid med at sidde på ét af værelserne alle fire. Og lege med legoklodser eller læse tegneserier eller noget. Vi snakkede ikke nødvendigvis sammen, vi var bare sammen.
Efter jeg forlod barndomshjemmet, har jeg haft en lang periode, hvor jeg ikke har set mine brødre vældig meget. Der har været flere årsager hertil, men efterhånden er vi ved at finde hinanden igen. Måske fordi jeg er ved at vende tilbage til mine rødder, måske fordi de er ved at blive voksne (de er meget stor forskel på at være 13 og 23, men måske mindre forskel på at være 23 og 33? -Sådan oplever jeg det i hvert fald).
Min søster har altid været en klippe i mit liv. Da hun mødte sin (dejlige!) mand og skulle fejre jul sammen med hans familie og ikke sammen med mig, var det langt værre for mig, end alle de år, hvor jeg ikke var sammen med enten min mor eller min far. For igennem alt dette havde min søster altid været ved min side. Til gengæld forærede hun mig en storebror, da hun mødte sin mand, og på den måde blev (den del af) familien komplet.
Hvad er familie? Bare biologi?
Min egen, private regnbuefamilie. Den er slet ikke kompliceret, men den er meget, meget dejlig, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal genforenes med den. Igen. Og igen.
Jeg tror, at familie er de mennesker, man føler sig forbundet med. Det omfatter for mit vedkommende flere end de ovennævnte (fx i meget høj grad mine to vidunderlige, kloge, forfærdelige, elskelige niecer) for ikke at nævne faster, onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældre og alle de mennesker, jeg holder af, men som jeg ikke er beslægtede med enten biologisk eller socialt.
De der mener, at en familie skal bestå af far, mor og børn, de skulle tage og komme til pinsefrokost i Bønnerup. Så kan man nemlig selv få syn for sagen. Her kan man nemlig finde skatten for enden af regnbuen.
