Matrix

Kan man argumentere for, at alle tyskere, som levede under WW2, var nazister? Eller at alle borgere i Sovjetunionen var kommunister? Jeg tror det ikke, og jeg er slet ikke i tvivl om, at en masse mennesker (født før 1975) fra Tyskland og Østblokken ville blive meget kede af det, hvis man kom med en sådan påstand.
På samme måde forekommer det mig vanskeligt at se logikken i det argument, flere debattører og medier har hævdet på det sidste, at islam i sig bærer kimen til terror, hvorfor alle muslimer potentielt er terrorister. Jeg synes faktisk, det er ganske urimeligt at komme med en sådan påstand.
Det er ikke mere end 30 år siden, RAF i Tyskland terroriserede alt og alle, ETA i Baskerlandet laver til stadighed ballade, og det er først for nylig, der er faldet rimeligt ro på IRA. Hertil kommer de De Tamilske Tigre, Babar Khalsa og FARC.
Ja vist, det er langt den største andel af terrorren i verden, der har sit udspring i islam, men det betyder ikke, at alle terrorister er muslimer, ej heller at alle muslimer er terrorister. Heldigvis.

For nylig var jeg på Folkeuniversitet i selskab med min mor. En hel søndag var sat af til at høre et længere oplæg ved en af Aarhus Universitets professorer; i denne sammenhæng er emnet ikke vigtigt.
Det vigtige er, at han tydeligvis brændte for sit fag. Det lyste ud af ham, at han syntes, lingvistik (som var hans fag) var det fedeste i hele verden, og det var superspændende og meget inspirerende at høre ham fortælle om baskisk, piraha og finsk.
Jeg beundrer mennesker, som brænder for noget. Som formår at tænde bare en lille glød af deres egen begejstring i andre. Når emnet er lingvistik, er det jo fuldstændig harmløst, men i princippet er det vel ikke væsensforskelligt, om min mor og jeg var kommet hjem til vores respektive mænd og fortalte om ovennævnte verbumsbøjninger, talord og forskellene på sprog og dialekter, end om vi var kommet hjem og havde fortalt om Gud eller frihed eller noget helt tredje,
Det farlige opstår først, når vi kommer til den overbevisning 1) at vi selv ligger inde med Sandheden, 2) at det er i orden at slå folk ihjel, hvis de er uenige i Sandheden, 3) har midlerne (fx skydevåben) til at føre disse drab ud i livet.

Jeg har ofte denne diskussion med en nær ven, som bestemt ikke er enig i min opfattelse af, hvor farlig islam er, og jeg forsøgte således at stille en matrix op for ham forleden.
På den ene dimension har vi "gode handlinger" og "onde handlinger", på den anden dimension har vi "gode intentioner" og onde intentioner".
Hvis man har "gode intentioner" og udfører "gode handlinger", så er man et godt menneske, det tror jeg, de fleste er enige i. Men hvis man nu har gode intentioner, men er ond ved andre mennesker, er man så et ondt menneske? Eller hvis man (og her bliver det særligt interessant for mig, fordi min ven jo mener, at islam i sig selv er ond) har onde intentioner, men handler godt mod andre mennesker, er man så ond pr. definition, fordi udgangspunktet for den onde handling fx er muslimers pligt til at give almisser? Hvis almissen bruges til at skaffe boliger til hjemløse eller mad til mennesker i tørkeplagede områder af verden, er man så et ondt menneske?
Det er i hvert fald en diskussion værd, synes jeg, og jeg deltager med glæde i sådanne.

Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det gode vil sejre til sidst.
In the end everything will be alright. If it's not alright, it's not the end.
Og hvem ved, måske er det faktisk salafisterne, som har forstået hvad der er den rigtige vej at gå.
Jeg tror det ikke, og jeg vil kæmpe med næb og klør imod den verdensorden, de ønsker. Men jeg ved også, at alle mennesker skal dø, og jeg tror ikke vi bliver lykkeligere af at bilde os selv og hinanden ind, at vi kan overvåge og "krige" os ud af den risiko.

Jeg skulle ønske, at flere mennesker gjorde noget, de virkelig brændte for. At der var flere mennesker, som evnede at begejstre og tænde lyset i andre. Som forstod at gribe verden, fostre vilde planer og stille store spørgsmål.
En del af disse ville givetvis komme til at spørge om (og sandsynligvis plædere for) ting, jeg ikke ville kunne se fornuften i, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at verden ville blive et bedre sted, hvis vi hver især mærkede verden og deltog i den.

Om uenighed

Hjemme hos mig diskuterer vi rigtig meget. Vigtige emner.
Skal Folkekirken også i fremtiden have førsteret i det danske samfund? Hvilke fordele og ulemper er der ved en organisationsstruktur, hvor ingen enkeltmand kan tale på kirkens vegne (som man ser det i den katolske kirke)? Har kirken overhovedet en berettigelse i det morderne samfund?
Er det nok, at der er formel ligestilling imellem mænd og kvinder? Hvilke mikro- og makro-forandringer kunne man forestille sig, ville skabe positive forandringer? Skal staten blande sig i, hvordan familierne planlægger hverdagen og økonomien?
Hvem har ansvaret for de mange millioner mennesker, der er på flugt i verden? Hvor mange er mange nok? Hvad skal der ske med alle dem, vi ikke kan redde? Hvad gør det ved os selv, at vi fravælger at hjælpe?
Hvem har ansvaret for menneskers sundhed? Hvis staten skal betale for behandlingen, skal staten så også træde til, når mennesker foretager usunde valg, som leder til sygdom?

Vi diskuterer også emner, som ikke har hverken nationalt eller globalt udsyn; er det i orden, at de planter, vi har i haven, bare er til pynt og ikke kan spises? Behøver man at spise kød hver dag? Hvor ofte skal der støvsuges?

Der er ingen lette svar, uanset om det er spørgsmål i gruppe et eller to, der er oppe.

For nylig diskuterede jeg med en af min mands venner. Emnet var ligestilling, og hvilke kulturelle forventninger, der er til mænd hhv. kvinder.
Min mand er politisk aktiv, og diskussionen startede ud med, at jeg erklærede, at jeg ikke ville stemme på ham, selvom jeg havde haft muligheden (hvad jeg ikke havde, for da han var på valg, var jeg udrejst af Danmark og havde været det så længe, at min stemmeret var bortfaldet).
Denne ven af min mand var noget fortørnet over, at jeg kunne undlade at støtte med min demokratiske stemme. Imidlertid var han ikke i tvivl om, at dersom han egen kæreste var opstillet til et valg for et parti, han ikke var enig med, så ville han ikke stemme på hende.
Han kunne godt selv se skismaet, og han kunne ikke redegøre for logikken, men jeg kunne heller ikke få ham til at indrømme, at han tog fejl.
Han mente altså, at fordi jeg er en kvinde, er jeg (biologisk? kulturelt? moralsk? -jeg ved ikke, hvilken af disse, der er aktuel - måske er det en helt fjerde mulighed) forpligtet til at støtte min mand, men den samme forpligtelse gælder ikke for mænd.
Det er jo pudsigt.

Når en voksen mand med sin fornufts fulde brug kan have den slags forventninger til kvinder, og samtidig mene at han ikke selv er forpligtet på samme måde, så er det - blandt andet - med til at stoppe kvinderne i at udfolde deres potentiale.

Jeg forsøger at navigere i at støtte min mands ambitioner, som jeg bedst kan, uden at gå på kompromis med det faktum at han ønsker en anden udvikling for verden, end det jeg ønsker. Det er ikke enkelt, og det kræver nogle gange massive mængder vin, før vi når til noget, der bare minder om enighed. Det er ikke kommet til smækkende døre endnu. Måske var det et forsøg værd. Make up-sex skulle være godt, hører jeg.
I øvrigt har han vidst det fra starten: jeg sympatistemmer ikke. Til gengæld forventer jeg heller ikke, at han altid er enig med mig.