mandag den 3. august 2015

Om uenighed

Hjemme hos mig diskuterer vi rigtig meget. Vigtige emner.
Skal Folkekirken også i fremtiden have førsteret i det danske samfund? Hvilke fordele og ulemper er der ved en organisationsstruktur, hvor ingen enkeltmand kan tale på kirkens vegne (som man ser det i den katolske kirke)? Har kirken overhovedet en berettigelse i det morderne samfund?
Er det nok, at der er formel ligestilling imellem mænd og kvinder? Hvilke mikro- og makro-forandringer kunne man forestille sig, ville skabe positive forandringer? Skal staten blande sig i, hvordan familierne planlægger hverdagen og økonomien?
Hvem har ansvaret for de mange millioner mennesker, der er på flugt i verden? Hvor mange er mange nok? Hvad skal der ske med alle dem, vi ikke kan redde? Hvad gør det ved os selv, at vi fravælger at hjælpe?
Hvem har ansvaret for menneskers sundhed? Hvis staten skal betale for behandlingen, skal staten så også træde til, når mennesker foretager usunde valg, som leder til sygdom?

Vi diskuterer også emner, som ikke har hverken nationalt eller globalt udsyn; er det i orden, at de planter, vi har i haven, bare er til pynt og ikke kan spises? Behøver man at spise kød hver dag? Hvor ofte skal der støvsuges?

Der er ingen lette svar, uanset om det er spørgsmål i gruppe et eller to, der er oppe.

For nylig diskuterede jeg med en af min mands venner. Emnet var ligestilling, og hvilke kulturelle forventninger, der er til mænd hhv. kvinder.
Min mand er politisk aktiv, og diskussionen startede ud med, at jeg erklærede, at jeg ikke ville stemme på ham, selvom jeg havde haft muligheden (hvad jeg ikke havde, for da han var på valg, var jeg udrejst af Danmark og havde været det så længe, at min stemmeret var bortfaldet).
Denne ven af min mand var noget fortørnet over, at jeg kunne undlade at støtte med min demokratiske stemme. Imidlertid var han ikke i tvivl om, at dersom han egen kæreste var opstillet til et valg for et parti, han ikke var enig med, så ville han ikke stemme på hende.
Han kunne godt selv se skismaet, og han kunne ikke redegøre for logikken, men jeg kunne heller ikke få ham til at indrømme, at han tog fejl.
Han mente altså, at fordi jeg er en kvinde, er jeg (biologisk? kulturelt? moralsk? -jeg ved ikke, hvilken af disse, der er aktuel - måske er det en helt fjerde mulighed) forpligtet til at støtte min mand, men den samme forpligtelse gælder ikke for mænd.
Det er jo pudsigt.

Når en voksen mand med sin fornufts fulde brug kan have den slags forventninger til kvinder, og samtidig mene at han ikke selv er forpligtet på samme måde, så er det - blandt andet - med til at stoppe kvinderne i at udfolde deres potentiale.

Jeg forsøger at navigere i at støtte min mands ambitioner, som jeg bedst kan, uden at gå på kompromis med det faktum at han ønsker en anden udvikling for verden, end det jeg ønsker. Det er ikke enkelt, og det kræver nogle gange massive mængder vin, før vi når til noget, der bare minder om enighed. Det er ikke kommet til smækkende døre endnu. Måske var det et forsøg værd. Make up-sex skulle være godt, hører jeg.
I øvrigt har han vidst det fra starten: jeg sympatistemmer ikke. Til gengæld forventer jeg heller ikke, at han altid er enig med mig.