Luksus og det ingen gider

I dag har en ven af mig delt et billede på Facebook, som stillede følgende spørgsmål (jeg har forholdt mig rimeligt frit til citatet): "Når mennesker med lave indkomster nedlægger arbejdet i protest, foretages indgreb og lovgivningen bliver strammet. Begrundelsen er, at det arbejde, der udføres (eller i dette tilfælde: ikke udføres) er livsvigtigt. Men hvorfor er livsvigtigt arbejde lavtlønnet?"

Se, det er jo et rigtig godt spørgsmål. Hvorfor er det livsvigtige arbejde, som udføres i vores samfund (fx sosu-arbejde og renovations-arbejde) ikke lønnet på niveau med en ansat i bankverdenen?
Er det ikke lige så vigtigt for vores fællesskab, at omsorgs- og oprydningsopgaverne bliver løst, som at det er muligt at låne penge til huskøb?

Når jeg taler med mennesker i min omgangskreds om dette, bliver det tydeligt, hvordan de hver især orienterer sig politisk. Hvis man - som jeg - hører til i det røde segment (og her må læseren tilgive, at jeg ikke er fuldstændigt hjemme i de traditionelle segment-farver), er man i bedste fald indigneret. I værste fald er man direkte vred og taler om revolution og borgerløn.

I det blå segment er det helt i orden, at nogle mennesker tjener mindre end andre, fordi arbejdskraftens værdi fastsættes af markedet, og markedet værdisætter "at tørre røv" betydeligt lavere end "at finansiere ejendomsenvisteringer".

Jeg undrer mig i al stilfærdighed, for det er at vende behovspyramiden på hovedet. Det, som er bærende for samfundet, er uvæsentligt i markedets øjne; det som er luksus (og jeg mener, huskøb er en luksus) er værdifuldt.

Men sjovt nok er det, ingen (eller få) gider gøre, kun værd en ganske lille del af vores fælles kasses indhold. Burde det ikke være sådan, at udbud og efterspørgsel fulgtes ad? Så når en opgave, vi alle sammen gerne vil have løst, ikke kan løses af ret mange (fordi kun et fåtal faktisk gider løse den), så stiger prisen?
Det er meget underligt.