De rigtige spørgsmål

Jeg troede, at jeg havde fundet alle svarene, men det viste sig, at det havde jeg ikke. Der var i hvert fald ikke enighed om, hvad svaret var. Eller måske var der enighed, jeg ville bare ikke indse det...
Eller måske stillede jeg snarere de forkerte spørgsmål. Så måske skal min rejse (hvor den så end komme til at føre mig hen) egentlig handle om at få stillet de(t) rigtige spørgsmål.
Og så er der jo det indledende spørgsmål: kan man stille sig selv store eksistentielle spørgsmål? Er der ikke en vis risiko for, at hvis man gør det - og altså undlader at inddrage andre(s) betragtninger i besvarelsen - så går man glip af en masse potentielt fornuftige og relevante elementer, som det kan være vanskeligt at gennemskue på egen hånd?
Derfor vil jeg (forsøge at) rejse ud i verden og få andre mennesker, fra fremmede lande og kulturer, til at stille mig disse spørgsmål, og med lidt held kan jeg måske få kogt det ned til noget, der kan ende med et enkelt svar, der afslutter denne evige søgen efter Sandheden...

Overvejelser

Nå, nu har jeg jo ansøgt om et job som arbejdsmiljøkonsulent, og jeg tror faktisk, jeg har en rigtig god chance for at få jobbet. Det er jo lovende, på sin vis :-)
Og der er ingen tvivl om, at jeg vil have rigtig godt af at komme af sted, både fagligt og personligt. Imidlertid er jeg blevet meget opmærksom på, hvad jeg eventuelt kommer til at efterlade herhjemme. Er det et godt nok argument for at blive hjemme? Hvis det ikke var mig selv, der (måske) skulle af sted, ville jeg sige nej, det er ikke et godt nok argument. Men jeg har jo følelser i klemme...
Nå, der er stadig to uger til jeg kan forvente at komme til samtale, så jeg har masser af tid til at få følelserne på plads. Og alle disse spekulationer forudsætter jo, at jeg rent faktisk får mulighed for at komme af sted. Man har jo lov at håbe :-)

Man har da lov at håbe...

Jeg tror, jeg har fundet det job, jeg ønsker mig allermest i verden... Ansøgningsfrist om tre dage. Har booket computer på biblioteket, så jeg kan skrive i Word. Kalliope (muse for heltedigtning) må gerne komme nu, tak :-)

Fremtiden

Nu overvejer jeg igen at søge et job i Grønland. Der er en - tilsyneladende - meget spændende stilling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk; måske var det noget for mig...
Jeg har naturligvis spurgt mine gode og nære venner til råds, og alle er kommet med fornuftige og ærlige svar. Og alle svar er naturligvis med i mine overvejelser om, hvad jeg tror, jeg selv kan gøre for at bringe en ønskværdig fremtid nærmere. Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at moralen er: jeg tager ikke altid de rigtig/fornuftige/kloge beslutninger, men jeg kommer altid ud på den anden side med gode minder. Og mon ikke også Grønland kan bidrage på denne konto? Jeg tror det :-)

Når man vælger

Så blev det alligevel ikke Grønland. Jeg blev - meget direkte og meget overraskende - bedt om at blive hjemme. Drømmen om Grønland og om at rejse ud i verden i det hele taget er bestemt ikke død, den er bare lagt på hylden for nu. Måske finder jeg den frem igen ved en senere lejlighed, alene eller i selskab med mennesker jeg holder af.
Beslutningen har selvfølgelig givet noget blandede reaktioner, de fleste forudsigelige, men der var også nogle i blandt som jeg ikke havde set komme. Og det er vel egentlig meget fedt at have venner, som tør at sige højt, hvad mange sikkert bare tænker og netop undlader at sige, fordi de er bange for den reaktion, der kunne risikere at komme tilbage.
Jeg ved ikke endnu, om bloggen skal leve eller dø. Det vil tiden vise, ligesom jeg også med tiden vil finde ud af, om det var den rigtige beslutning at følge hjertet, selvom det ikke nødvendigvis er det fornuftige.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden...

...men lige pludselig kan man blive mindet om alt det - og alle dem, der ikke skal med ud på den lange rejse...

Alt det jeg forlader...

Jeg har været utroligt glad for det arbejde og den arbejdsplads, jeg nu er på vej til at forlade. Jeg bliver hele tiden præsenteret for nye, spændende (og svære) opgaver, og jeg er egentlig skide ked af at skulle væk herfra. Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig vanvittigt til at komme til Grønland, men det er også med et vist (læs: kæmpe!!) vemod, at jeg siger farvel til kolleger og en organisation som har givet mig utallige sjove/gode/lærerige/inspirerende/trælse/fede oplevelser.
Ærgeligt, at man ikke både kan blæse og have mel i munden...