Der er rigtig mange ting i denne verden, jeg ikke forstår. Jeg forstår for eksempel ikke, hvordan et fly kan lette fra jorden, eller hvor stort universet er. Det har nok til dels en sammenhæng med, at jeg har det lidt vanskeligt med matematik og fysik, men jeg har det egentlig også fint med at vide, at andre ved mere om disse emner end jeg. Og så finder jeg i øvrigt stor fornøjelse i både at flyve (dels har det at gøre med "at rejse" men også med den kraftudvikling maskinen genererer i forbindelse med take off) og i at betragte en smuk stjernehimmel, også selvom principperne er en gåde for mig.
Men samtidig er der andre emner, jeg ikke forstår, hvor min manglende indsigt bliver et irritationsmoment for mig. Det gælder for eksempel disse om øremærket barsel, om sexhandel, om offentlig vs. privat transport.
Alle disse emner, og flere til, har været oppe at vende hos den siddende danske regering, og alle er blevet droppet med mere eller mindre fornuftige forklaringer.
Nogle gange kan man godt få den tanke, at en del politikere tænker om borgerne (med hvis mandat de sidder på magten), at de ikke rigtig ved noget, og at de nok ikke opdager, at vi ikke gør det, vi havde aftalt.
Men borgerne opdager det. Jeg opdager det i hvert fald. Og jeg synes, det er både trist og dumt at droppe øremærket fædrebarsel. Jeg har jo ingen børn, og så skal man i almindelighed passe på, hvad man siger, men jeg vover pelsen: det kunne gøres på flere forskellige måder forskellige grader af til- og fravalg. Der behøver for så vidt ikke være tale om tvungen barsel til faren, men der kunne jo laven en 4-4-4-ordning: 4 måneder til moren, 4 måneder til faren og 4 måneder som kunne fordeles efter forgodtbefindende. Moren kan ikke tage farens barsel og omvendt, og hvis man ville tvinge faren til at tage sine 4 måneder, kunne man gøre det, men ellers kunne man jo også bare sige, at dersom de ikke bliver brugt, er de spildt, ligesom de 4 "frie" måneder ville eller kunne være det.
På denne måde - tror jeg - flere forældrepar ville kunne se fordelen i at lade den nye far tage en større del af barslen. Og det er da interessant, at de andre nordiske lande OG Tyskland alle har gode erfaringer med øremærket barsel, men den danske regering vil ikke røre ved det.
Se, det forstår jeg ikke.
Men jeg er jo heller ikke hverken politiker eller forælder :-)
fredag den 6. september 2013
tirsdag den 30. juli 2013
I Guds hus
Jeg gjorde mig nogle interessante observationer i kirken forleden nat.
De mange turister spurgte om alt fra "Har I et toilet, jeg kan låne?" ("Nej, desværre ikke, men prøv ovre i Glasmagasinet på den anden side af gaden"), "Har man lov at tage billeder i kirken?" ("Ja, så længe det er uden blitz, er det i orden"), "Er den norske kirke katolsk?" ("Nej, den norske kirke er lurthersk").
Hvordan bevæger man sig i et kirkerum? Er der ting, man må eller ikke må? Ting man skal?
Hvis man nogensinde kan komme i nærheden af at give svar på disse spørgsmål (fraregnet dem om låne-toiletter o.l.), så er man meget klog. Så er man nemlig inde ved kernen i forskellene imellem de forskellige kristne retninger.
Jeg tror egentlig, Vorherre er rimeligt ligeglad med, hvordan man bevæger sig i et kirkerum. Eller om man slår tre kors for sig eller bøjer knæ for alteret, inden man sætter sig ind på bænken.
Hvis man alligevel ikke tænker over bevægelsen i at slå kors for sig (hvis man gør det af rutine og ikke for at forberede sindet til mødet med Gud), kan det så ikke være ligemeget? Hvis man bøjer knæ, selvom man føler stor smerte ved det, og måske i virkeligheden skulle have haft en knæoperation for to år siden, mon så ikke Vorherre hellere så, at man brugte energien på noget andet?
Jeg tror det.
Så når jeg kommer i et kirkerum (det er desværre endnu ikke faldet i mit lod at besøge et helligt rum, der hører hjemme i en anden kultur end den kristne), så forsøger jeg at gøre, som de andre gør. Og så bevæger jeg mig i øvrigt frit. Jeg er ret sikker på, at dersom Vorherre er utilfreds med mig, så skal jeg tidsnok få det at vide. Og ellers er ritualerne jo bare menneskers værk.
Så kom,venner. Alt er gjort klar.
PS. Til gengæld bliver det interessant, når der kommer en flok buddhistmunke på besøg. De ved nemlig slet ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Og de ser meget forstyrrede ud, når orgelet sætter i. Men det er nok ikke så underligt, hvis den hellig-lyd, man er vant til, kommer fra små bækkener og mange messende stemmer. Jeg ville helt sikkert også finde et buddhist-tempel eksotisk. Så er det vel også okay, at de finder 'min kirke' eksotisk :-)

søndag den 12. maj 2013
What to do?
Jeg var i kirken forleden aften, selvfølgelig i forbindelse med det frivillige arbejde, jeg har meldt mig til, og denne aften fik jeg et meget interessant indblik i min egen utilstrækkelighed (som ellers let drukner i selvgodhed og glemmes, når man giver sig af med ulønnet arbejde).
Vi havde denne aften temmelig mange besøgende; det mærkes, at foråret tager til, og sommeren nærmer sig, og turisterne igen begynde er færdes i byen, og der var flere gæster i den første time, end jeg nogensinde før har oplevet på en hel vagt.
Ganske kort tid efter min vagt var begyndt, kom en mand hen til mig og gjorde det klart, at han ønskede en samtale, så jeg rykkede ind på bænken. Og så snakkede han. I tre kvarter.
Heldigvis var alle gæster denne aften stille og rolige, så der var ikke noget i vejen for, at jeg kunne sidde og snakke med denne mand. Til sidst måtte jeg dog undskylde mig, for jeg kunne for det første ikke rumme mere, og for det andet fornemmede jeg, at samtalen gik i ring uden at komme ind til kernen.
Min kollega overtog samtalen kort efter, mens jeg holdt øje med resten af kirken og nussede rundt. Ret hurtigt blev det klart for mig, at min kollega formåede det, jeg ikke selv havde fået til, nemlig at få hul på den egentlige samtale med denne stakkels, ensomme mand. Deres stemmer var dæmpede, men det var tydeligt, at han græd.
Hvorfor var det, at jeg ikke kunne lykkes med denne samtale? Var det, fordi jeg stadig er rimeligt ny i denne opgave, og således ikke har lært mig de metoder og tricks, der skal til, for at løsne gæstens tungebånd? Var det min (forholdsvis) unge alder, der gjorde udslaget? -Manden var sidst i 30'erne, og kunne således potentielt være interessant for mig (min kollega var en lille smule mopset, fordi hun faktisk troede, jeg havde fået besøg af min kæreste), og på den måde kom relationen (i hvert fald for gæsten, det gjorde han klart for min kollega) til at handle om køn mere end om indhold.
Da han derimod genoptog samtalen med min kollega (som er rundt 60), var køn overhovedet ikke et emne, og det gav plads til noget andet nemlig den egentlige samtale.

I tillæg til dette har jeg også en fornemmelse af, at mit danske sprog kommer i vejen. Endnu en grund til at få skiftet det danske ud med det norske, når det er muligt – eller nødvendigt, men det er mindre vigtigt lige nu.
Spørgsmålet er nu, hvordan jeg kommer udenom denne ret åbenlyse forhindring, som jeg ikke har set tidligere? Jeg er jo ikke interesseret i at være kirkevært, hvis de gæster, der kommer til mig, ikke kommer frem med det, der virkelig trykker, fordi de "bare" ser en ung kvinde, og ikke et medmenneske der (omend kortvarigt) kan bære en del af byrden.
Omvendt kan jeg heller ikke lave om på mig selv eller skjule dele af mig selv, og jeg kan jo under alle omstændigheder ikke ændre det faktum, at jeg bare er i begyndelsen af 30'erne og således en ret ung kirkevært sammenlignet med mine kolleger.
What to do?
Det er annonceret fra koordinatorkontoret, at der vil blive afholdt medarbejdersamtaler i løbet af maj og juni, og her kommer jeg naturligvis til at tage dette op. Her ligger helt klart potentiale for personlig udvikling, som både kan være relevant i min kirkevært-funktion men også i mit fremtidige ergoterapeut-liv.
Det er godt at være livsglad og let om hjertet, det holder jeg fast i, men hvis min udstråling viser noget, der er uhensigtsmæssigt i sammenhængen, så skal jeg måske overveje, hvad det er, jeg viser verden, for ellers forhindrer jeg måske både mine gæster og mig selv i nye oplevelser og ny erkendelse.

tirsdag den 19. februar 2013
Jeg - en skabsliberalist
Nu har jeg længe brugt utrolig meget tid og spalteplads på at skrive om alt det, jeg ikke forsår, og her kommer mere af samme skuffe - så er I advarede.
Jeg forstå ikke det moderne menneskes - og samfundets - trang til kontrol. Vi overvåger og kontollerer hinanden; politi og efterretningstjenester får hele tiden udvidede beføjelser til at kontrollere, at borgerne ikke er slemme imod hinanden. -Eller planlægger at være det.
Vi laver regler for os selv, hvilke madvarer vi ikke har lov at spise (det skifter lidt, hvad der bliver lagt for had "netop nu", men sukker, mælkeprodukter og kulhydrater fra hvede, kartofler og ris er efterhånden klassikere), hvor meget vi skal træne (2x1 time/uge+7x½ time/uge), og hvor meget alkohol vi kan drikke uden at blive syge.
Den eneste vare, som bevisligt fører til årlige dødsfald i hundredetusindersklassen, tobak, er temmelig let at få fat i, og samtidig diskuterer politikerne fedt- og sukkerafgifter...
Og sundhedsvæsenet kontrollerer os - bogstavelig talt - i hoved og røv. Scanninger og screeninger, tests og undersøgelser bliver vi pisket igennem (de fleste er heldigvis frivillige!), for at vi kan forsikre os om, at "jeg ikke får demens", "mit foster ikke har Down's Syndrom" eller at "jeg ikke er disponeret for mammacancer".
Men hvad er det for en verden, vi skaber, hvor fejl ikke er en mulighed?
Jacob Birkler har skrevet denne glimrende kommentar, som jeg kun kan anbefale, at man læser:
http://www.etik.dk/artikel/498753:Klummen--Etisk-set--Formand-for-Det-Etiske-Raad--I-dag-taaler-vi-ikke-den-mindste-skavank?fb_action_ids=10151449715865306&fb_action_types=og.recommends&fb_source=timeline_og&action_object_map={%2210151449715865306%22%3A121964137984302}&action_type_map={%2210151449715865306%22%3A%22og.recommends%22}&action_ref_map=[]
-og at man tænker lidt over Katrine Lilleørs bemærkning: "En kultur skal måles på, hvordan den behandler dem, der falder udenfor de gængse normer."
Måske kunne vi alle sammen (undertegnede inklusiv) blive en lille smule bedre til at være åbne overfor det u-normale og skæve. For det er menneskeligt og helt almindelig, men måske lidt vanskeligt at tale om i en verden, hvor man helst skal være cool, med på beatet og have selvtilliden i orden. Ligesom alle de andre. Og endelig ikke på mailstream-måden...
Terror er nok den værste for for kontroltab; det ligger i ordet. Men terror kan komme ind i vores liv på mange måder; en selvmordsbombe er bare én af mange muligheder. At miste et barn, tror jeg, kan vække følelsen af terror i enhver forælder. Måske er det også derfor vi er så bange for de sygdomme, som ikke eller kun vanskeligt kan helbredes. Fordi de viser os, at vi ikke har kontrol på alting, selvom vi ønsker det.
Jeg har ikke noget at skjule: jeg planlægger ikke at placere sprængstoffer på offentlige steder eller slå folk (selv ikke dem, der er nogle fjolser) ihjel, det er ikke nogen hemmelighed, at min økonomi kunne se bedre ud, og det er da sandsynligt, at jeg med tiden udvikler en eller flere livsstilssygdom(me), men det er jo en del af livet, og jeg har intet som helst ønske om at blive overvåget, hverken på den ene eller den anden måde, heller ikke selvom det kan betyde, at jeg måske ikke lever, til jeg er 115.
"Jamen, det er jo den sikre død ikke at blive testet for cancer!" Tja... i min verden er al død sikker. Det er faktisk det eneste sikre...
Det må falde, som ikke kan stå. Også menneskelivet, herunder mit eget. Det ultimative mål for mennesket trang til kontrol er vel evigt liv, forestiller jeg mig. Men er det ønskværdigt?
Jeg tænker i hvert fald, at livet og døden hænger sammen, og at livet får (en del af) sin værdi fra det faktum, at det ikke er uendeligt.
Jeg har ikke noget akut dødsønske, men jeg forestiller mig, at skulle jeg blive ramt af en lastbil i morgen, så vil jeg kunne se mig selv i øjnene og sige: "Tja, så blev jeg så 32 år. Jeg skulle ønske mig, at jeg havde prøvet nogle flere ting (at bestige et bjerg, at fare vild i en skov, at blive mor, at vinde fem millioner i Lotto, at rejse til Sydøstasien og mange flere ting), men jeg gjorde det, jeg kunne, med det jeg havde, og det er også noget".
Så jeg rydder op i mit liv og gør mig klar til at dø. Så bliver jeg nemlig også klar til at leve med alle de fejl og skavanker, et menneskelig rummer.

torsdag den 17. januar 2013
Vi alene vide!
Hvorfor er det, at nogle mennesker synes, at "jeg kender Sandheden"..? Sædvanligvis følger (desværre) konklusionen: "-og derfor skal du leve på den rigtige - aka. min - måde"
Jeg har lige læst en artikel (http://www.religion.dk/artikel/494265:Laeserne-debatterer--Laeser--Guder-er-noget--vi-selv-opfinder), hvor en dame - lidt hånligt nedladende - agiterer for, at religion er opium for folket. Det sysnpunkt er jeg jo som bekendt ikke enig i, men denne dame mener vist nok, at fordi hun ikke tror på Vorherre (eller noget andet, der er større end hende selv), så skal ingen gøre det. Det provokerer mig voldsomt, og jeg har yderst vanskeligt ved at se, hvordan det - princippielt - adskiller sig fra idéen om en stat, der bygger på et religiøst grundlag (på den måde er kommunisme og sharia-lovgivning nærmest brødre). Heraf følger forfølgelse af præster eller andre gudsformidlere, tvangsdåb (hvis magthaverne er kristne), korstog og abortforbud og ganske mange andre ubehageligheder. Begge veje er lige farlige, tror jeg, for begge veje vil i den yderste konsekvens føre til et totalitært system, religiøst eller politisk, det gør ikke rigtig nogen forskel.
Hvordan bliver man en bedre underviser/sagsbehandler/læge/politimand/find-selv-på-flere af at skjule sit religiøse tilhørsforhold? Det er et mysterium for mig. Jeg synes jo netop, at hvis man på forhånd ved, hvad man har med at gøre, så er det betydeligt lettere at forholde sig til (naturligvis med stor risiko for, at fordommene kommer til at påvirke mine tanker om dette menneske).
Jeg tror på Gud, men jeg er også bevidst om, at andre mennesker kan have andre meninger om den sag (min ene far, for eksempel). Men det gør dem jo ikke til dårlige mennesker, og det betyder ikke, at jeg opfatter dem som mindre intelligente, og jeg får bestemt ikke lyst til at tvivnge nogen til at omvende sig.
Jeg tror, at mennesker bliver lykkeligere af at bygge ting op sammen (en mening jeg har til fælles med min anden far), og jeg har respekt for mennesker, som tænker selv.
Jeg tror. Men ikke blindt.
Jeg dømmer. Men jeg fordømmer ikke (og jeg forsøger under alle omstændigheder at holde mine meninger om andre mennskers valg for mig selv).
Mine valg og min tro fungerer for mig, men der er jo ikke en ligefrem proportional sammehæng til naboen, kollegaen eller borgmesteren... Verden er ikke 'My way or the highway'.
Kunne vi ikke bare blive en lille smule mere rummelige og give plads til dem, der synes noget andet. Ikke håne eller latterliggøre, bare fordi vi kan.
Jeg vil afslutte denne svada med en kort filmdialog imellem en kristen pige og en midaldrende muslimsk mand (hun er "hudfarvet", han er brun):
LP: "Did God paint you?"
M: "Sertainly!"
LP: "Why?"
M: "Because Allah loves womdrous variety!"
-og mon ikke det gælder både farve, form og sind?

fredag den 21. december 2012
Nytårskur
2012 lakker mod enden, og det er tid til den årlige "og hvad kan vi så lære af det?"-dundertale til mig selv.
1) Jeg synes, det er helt okay at gå rundt i underbukser i sin egen have, og at naboerne skal tage og klappe i og finde på noget mere interessant at gå op i (andre menneskers bare maver er sgu da uinteressante), og jeg forstår ikke det hype der er. Faktisk bliver lidt forvirret.
2) Det er ikke okay at melde afbud på sit barns vegne til en børnefødselsdag hos en klassekammerat, hvis afbudet ikke handler om manglende mulighed for deltagelse, men derimod om at fødselsdagsbarnets mor er (åbenlyst) prostitueret (så længe det er lovligt at være prostitueret i Danmark skal de der snerpede forstadsforældre bare pakke sig!). Hvis pæne mennesker med parcelhus, bil og to årlige udlandsrejser ikke vil "røre ved" købesex, hvorfor er det så, at prostitution lever i bedste velgående? -Kunderne er jo derude et sted, og lur mig, om ikke en jævnt stor del kommer fra parcelhusene - det er jo trods alt her, de fleste mennesker lever. -Se i øvrigt http://www.information.dk/320059. Jeg får associationer til 50'ernes Suburbia, hvor ingen talte højt om homoseksualitet, men alle vidste, at det fandtes, selvom ingen ville indrømme det. Hvad er det for en forloren verden at leve i? Problemerne forsvinder jo ikke, selvom vi lader, som om det ikke findes eller - som forældrene ovenfor - benægter deres eksistens. "Mit barn skal i hvert fald ikke til fødselsdag hos hendes barn! Tænk hvis mit barn blev smittet med den der prostitutionsvirus!"
Hvorfor er det, at vi ikke tør indse, at prostitution er noget lort!? Vi hænger jo fast (med noget nær panisk angst) i, at sex er en menneskeret. Der er bare ingen af os, der ønsker for vores børn/børnebørn/niecer/nevøer, at de skal vælge prositution som levevej. Altså, jeg er forvirret...
3) At det sgu da er lidt underligt, at vi tillader mennesker med kromosomfejl (fx Downs Syndrom) at reproducere sig med 50% risiko for, at kromosomfejlen gives videre til barnet, men at vi ikke tillader halvsøskende at reproducere sig med hinanden, selvom der bare er 8-9% risiko for kromosomfejl hos barnet. Hvorfor er det, at vores (også min, det indrømmer jeg blankt) afsky vækkes for noget, som ikke har en reel, videnskabelig årsag, selvom vi tilstadighed henviser til risikoen for kromosomfejl... Er det bare mig, der er forvirret..?
4) "Ting" er ikke (og skal ikke være) vigtigt i mit liv, og derfor har jeg i år (som flere foregående år, men i år er det blevet tydeligt for mig, hvad årsagen er) meldt mig ud af gaveuddelingen og -modtagelsen; jeg forsøger at "finde ind til det, der gør livet allermest værd". Væk med alt det, der ikke er nødvendigt. En slags mental slankekur.
Og ja, det havde da været fedt med en Canada Goose-jakke eller en sommerferie ved en pool med en tyrkisfarvet drink i hånden, men det er ikke det, der giver mit liv værdi. Til gengæld giver det mit liv værdi at bruge nogle dage (slet ikke nok!) sammen med min lillebror på mine forældres terrasse eller en nat i ny og næ i Domkirken i Oslo til glæde for misbrugere, romaere og prostituerede (de er nemlig også mennesker, hvis nogen skulle være i tvivl).
Ting skaber støj i mit hoved, og det forhindrer mig i at se klart. Derfor skal det være slut med ting. Jeg har ryddet ud i mit tøjskab, jeg har frabedt mig julegaver (det er vel også bare rimeligt, når jeg ikke kommer til at give nogen andet end til de små piger - jubii, jeg skal holde jul med de små piger!!).
Vi snakker alle sammen om, at "easy living" er fedt, men det er bare federe, hvis man kan gå til yoga i det nye lækre sæt fra Kenzo, ikke. Forvirrende, ja bestemt.
Min konklusion er således: jeg vil ikke (og jeg forsøger ihærdigt at lade være, velvidende at jeg sjældent lykkes med mit forehavende) dømme, hvad der er rigtigt og forkert for andre mennesker, for jeg kan kun vide, hvad der er rigtigt og forkert for mig. Til gengæld kan jeg sige fra, når noget er i modstrib med, hvad der er rigtigt for mig (som eksempel: se julegavepunktet), så det gør jeg.
Jeg er forvirret over det hykleri, jeg oplever, for jeg synes jo ikke, det kan være så vanskeligt at være et ordentligt menneske. Og så må jeg jo afslutte med at gribe i egen barm og indrømme, at min definition af ordentlig, ikke nødvendigvis er det samme, som det min nabo opfatter som ordentligt. Imidlertid vil jeg forbeholde mig retten til at bede folk pakke sig ("Misse! Sig til ham, at han skal pakke sig! Sådan en mandsperson!"), og så skal jeg nok lade være med at blande mig i, om konen lukker øjnene for mandens besøg hos luderen henne om hjørnet.
Mit 2013 skal være ærligt. Ikke hudløst ærligt en diplomatisk ærligt. Ikke fattigt, men skåret ind til benet. Væk med støj og det overflødige.
Man kan godt sige ja og nej på en ordentlig måde. En (nær og meget savnet) veninde har ofte fortalt mig, at jeg kan være liiidt krads i mine udtalelser, så det vil jeg øve mig i ikke at være. Men jeg vil ikke holde kæft, bare fordi mine ideer og/eller udtalelser er upopulære.
Mindre pjat, mindre støj og mere alvor. Ikke af den kedelige slags, men af den ærlige slags.
Godt nytår til alle (og det er helt ærligt ment)!

onsdag den 7. november 2012
Money makes the world go 'round
Eller det vil sige: sex. Det er jo i virkeligheden det, vi alle sammen vil have. Det er derfor, vi gør os umage med at se ordentlige ud om morgenen, inden vi møder verden, det er derfor vi søger et nyt og bedre job, fordi det giver flere penge (som giver mere sex) og så videre.
Imidlertid synes jeg, at fokus er blevet en lille smule fordrejet efterhånden. Fokus er flyttet væk fra, at sex er sjovt og dejligt, men jo egentlig bare noget, der foregår imellem to (eller flere, hvis man er til den slags) mennesker.
Nu bliver vi bombarderet med, at det amerikanske Senat har fået sit første (åbent) homofile medlem (http://politiken.dk/udland/ECE1804818/senatet-faar-sit-foerste-aabent-erklaerede-homoseksuelle-medlem/), og at Helle Thorning-Schmidts mand måske og måske ikke er homo- eller bifil, og at det kan have en sammenhæng med hans skattepligt til Danmark (http://politiken.dk/politik/ECE1731824/thorning-afviser-homorygter-om-sin-mand-i-parrets-skattesag/). -Jeg mener at kunne erindre, at der for mange år siden var spekulationer i samme retning om Prins Henrik... De døde da vist heldigvis ud igen.
Jamen, kære venner, det er da uendelig ligegyldigt! Enten er Kinnock tilstrækkelig meget udenfor Danmark, eller han er for meget i Danmark til at kunne undgå den - det medgiver jeg - tunge skattebyrde, der ligger på de danske borgere. Men sig mig lige, hvorfor er det interessant, hvem manden knalder med?
Og hvis man læser Politikens artikel om det nye senatsmedlem, Tammy Baldwin, så vil man se, at der (i hvert fald i Politikens artikel så vel som http://en.wikipedia.org/wiki/Tammy_Baldwin - og jeg ved godt, at man ikke finder Sandheden hverken det ene eller det andet sted, men der er ikke meget, der peger på, at damen selv finder, at hendes seksuelle observans er af offentlig interesse) ikke er noget at spore i hendes politik om homofiles rettigheder men tvært imod sager, som har stor international betydning for ikke at tale om sygeforsikring til alle borgere i Guds Eget Land.
Der er sikkert masser af (konservative) republikanere, som vil græmme sig over, at man nu kan besætte et offentligt, lovgivende embede, selvom man er erklæret homofil, ligesom der er masser af mennesker, som (stadig) er sikre på, at - den nu genvalgte - preæsident for samme nation er muslim. Han er jo sort og hedder Hussein til mellemnavn.
Skal vo gætte på, om der er flere nye rekrutter til det amerikanske forsvar, efter "Don't ask, don't tell"-princippet blev afskaffet? Jeg tvivler ærlig talt.
Hvem man vælger at invitere ind under sin dyne, det vedkommer da ikke andre, eller hvad? Bliver man en dårligere murer af at være homofil? Næppe. Bliver man en bedre chef af ikke at være homofil? Næppe. Bliver man så et dårligere senatsmedlem, hvis man er homofil? Næppe heller. Og hvis Kinnock og Thorning-Schmidt er enige om, at han knalder med dem, han gider, når han er i Schweitz, og med konen når han er i Danmark, så er det vel deres sag.
"Sex er godt, sex er fedt, sex er sundt. Og det får hele verden til at snurre rundt!" Og så kan vi vel snart droppe det der dyne-løfteri, hva'?

Abonner på:
Opslag (Atom)