Altså... jeg synes ikke, børn skal flashe deres kønsorganer i skolegården, men jeg tror ikke, jeg kender nogen voksne, som ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af barneårene har leget "hvis jeg må se din, så må du se min". Alligevel har man bortvist (godt nok bare i en uge, men helt seriøst: bortvisning!?) et par otte-årige drenge for at vise tissemanden frem. Den kunne nok have været håndteret med mindre... drama. Måske kunne man tage en snak med dem (og måske forældrene?) om, hvad der passer sig i det offentlige rum?
For mange år siden arbejdede jeg på en institution (det hedder bo-form nu), hvor voksne med alvorlige psykiske udviklingshæmninger (det var så alvorligt, at jeg måtte fremvise en børne-attest for at kunne blive ansat) boede. Flere af beboerne kunne godt lide at lege med sig selv. Det mente man (og jeg er helt enig), at de selvfølgelig skulle havelov til og mulighed for (selvom hjernen måske ikke er helt med, reagerer kroppen stadig på hormonerne), så skulle det bare foregå i lejligheden og ikke i fælleslokalerne. Færdig-med-40, ikke så meget ballade.
Jeg behøver ikke se på andre menneskers seksualitet og seksualitets-liv, men det betyder vel ikke, at det skal forbydes eller ligge under for skam.
Når jeg går i svømmehallen, i fitnesscentret, på stranden eller hvor som helst jeg i øvrigt kan komme afsted med det, så kigger jeg da på andre menneskers kroppe, såvel kvinders som mænds. Det har jeg altid gjort, og jeg gør det stadigvæk. Jeg glor naturligvis ikke, men jeg kigger diskret og vurderer situationen. "Har hun større eller mindre bryster end mig?" eller "Hold da op, han har pæne ben! Heldige asen!"
For nylig så jeg en kvinde, som var lige så hvis og glat som en Botticelli-chik. I 2014. Det var da en spændende oplevelse, og det udvidede min forestilling om, hvordan et menneske kan se ud. Men det har da ingen-i-verden sammenhæng med min seksualitet, og jeg tvivler på, at kvinden oplevede det som krænkende (det ville i hvert fald både overraske mig og gøre mig meget ked af det).
Jeg kan godt forstå de forældre, som ønsker at beskytte deres børn imod misbrug og pædofili, men hallo! hvis vi bliver ved med at skærme børnene imod "den naturlige krop" og kun lader dem se det, de kan snige sig til på tankstationernes porno-hylder (og så nævner jeg overhovedet ikke de forældre, som er på nul-sukker/hvede/mælk/carbo-diæter ustandseligt!), og de aldrig ser forældrenes nøgne kroppe med hængemaver, strækmærker og hår på benene, så kan jeg da godt forstå, hvis ungerne udvikler et forkvaklet forhold til deres egen krop.
Og hvis de så heller ikke kan få lov til at kigge på hinanden, så bliver alle unge menneskers første virkelige møde med en fremmed krop det, de får på deres bryllupsnat. -Og det er ikke en scenarie, jeg skulle ønske for nogen.
Hvad blev der af den sunde fornuft? Siden hvornår er kroppen blevet så farlig?
Jeg beder til, at det snart vender.
onsdag den 26. november 2014
søndag den 25. maj 2014
Og hvorhen så? Jeg ved det ej
Nu er det lige på det sidste.
Jeg har tilbragt de forgangne seks uger i Danmark og er bare kommet tilbage til Oslo ganske kortvarigt for at pakke lejligheden sammen.
Det har irriteret mig at skulle foretage denne rejse, men nu kan jeg godt se fornuften (sådan er Livet/Vorherre/Skæbnen nogle gange klogere, end vi selv, og kan se nogle større sammenhænge), og det har været en god proces for mig at kunne afslutte over en længere periode.
Jeg er ved at pakke lejligheden i kasser. Smide de ting ud, som ikke er strengt nødvendige at tage med sydpå. Vurdere behovet for at bestille en iSEKK, som kan afhente de møbler, som har udtjent værnepligten og kan gå til de evige jagtmarker.
Nogle mennesker siger, at det er godt at flytte, fordi man får ryddet op og skabt overblik over sit liv, når alting bliver skilt ad og pakket i kasser. Jeg kan ikke mene andet, end at sådanne mennesker må have triste og fattige liv, hvis disse kan rummes i et antal papkasser indkøbt til lejligheden i et byggemarked.
Mine ting kan være i kasser, men mit liv rummer mange gange mere, og at forsøge at dissekere det på baggrund af, hvad jeg vælger at tage med mig eller ej, det er næppe muligt. Det håber jeg i hvert fald inderligt.
Et nyt kapitel af mit liv venter i Danmark. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at indeholde, men jeg har en kraftig formodning om, at kærlighed, vin, (større) økonomisk uafhængighed, nyt arbejde, ny uddannelse og nye sorger og glæder ligger forude.
Min tid i Oslo var en afstikker fra den lige vej igennem livet, især karrieremæssigt men også på andre områder. Jeg kommer til at skulle forsvare bevidst at fravælge det fag, jeg er uddannet til, når jeg møder kommende arbejdsgivere, og jeg skal argumentere godt. Men jeg ved, at jeg er blevet en bedre, klogere og stærkere kvinde af denne rejse. Ville jeg gøre den om? Jeg ved det ikke, for opholdet har også bragt voldsomme frustrationer med sig, og det har - rent ud sagt - været pissehårdt til tider. Men det har også været en øjenåbner, og jeg ved mere nu, end jeg vidste for tre år siden.
Da jeg rykkede teltpælene op fraVestsjælland og flyttede til Oslo, var det med den tanke, at når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue. Nu vælger jeg selv at lukke døren (helt stille og med forventning om at komme tilbage en anden gang), men måske er det, fordi Gud har vist mig et åbent vindue, som lokker og lover. Meget. Tiden vil vise, om løfterne holder, men jeg kan ikke lade være med at følge den kalden. Og jeg glæder mig til at se, hvor vejen fører mig hen.
Se vejen går og går
Fra den begyndte ved min dør,
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når den større vej,
Som mange stier iler mod.
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.
-Men jeg har et kvalificeret gæt :-)
Jeg har tilbragt de forgangne seks uger i Danmark og er bare kommet tilbage til Oslo ganske kortvarigt for at pakke lejligheden sammen.
Det har irriteret mig at skulle foretage denne rejse, men nu kan jeg godt se fornuften (sådan er Livet/Vorherre/Skæbnen nogle gange klogere, end vi selv, og kan se nogle større sammenhænge), og det har været en god proces for mig at kunne afslutte over en længere periode.
Jeg er ved at pakke lejligheden i kasser. Smide de ting ud, som ikke er strengt nødvendige at tage med sydpå. Vurdere behovet for at bestille en iSEKK, som kan afhente de møbler, som har udtjent værnepligten og kan gå til de evige jagtmarker.
Nogle mennesker siger, at det er godt at flytte, fordi man får ryddet op og skabt overblik over sit liv, når alting bliver skilt ad og pakket i kasser. Jeg kan ikke mene andet, end at sådanne mennesker må have triste og fattige liv, hvis disse kan rummes i et antal papkasser indkøbt til lejligheden i et byggemarked.
Mine ting kan være i kasser, men mit liv rummer mange gange mere, og at forsøge at dissekere det på baggrund af, hvad jeg vælger at tage med mig eller ej, det er næppe muligt. Det håber jeg i hvert fald inderligt.
Et nyt kapitel af mit liv venter i Danmark. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at indeholde, men jeg har en kraftig formodning om, at kærlighed, vin, (større) økonomisk uafhængighed, nyt arbejde, ny uddannelse og nye sorger og glæder ligger forude.
Min tid i Oslo var en afstikker fra den lige vej igennem livet, især karrieremæssigt men også på andre områder. Jeg kommer til at skulle forsvare bevidst at fravælge det fag, jeg er uddannet til, når jeg møder kommende arbejdsgivere, og jeg skal argumentere godt. Men jeg ved, at jeg er blevet en bedre, klogere og stærkere kvinde af denne rejse. Ville jeg gøre den om? Jeg ved det ikke, for opholdet har også bragt voldsomme frustrationer med sig, og det har - rent ud sagt - været pissehårdt til tider. Men det har også været en øjenåbner, og jeg ved mere nu, end jeg vidste for tre år siden.
Da jeg rykkede teltpælene op fraVestsjælland og flyttede til Oslo, var det med den tanke, at når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue. Nu vælger jeg selv at lukke døren (helt stille og med forventning om at komme tilbage en anden gang), men måske er det, fordi Gud har vist mig et åbent vindue, som lokker og lover. Meget. Tiden vil vise, om løfterne holder, men jeg kan ikke lade være med at følge den kalden. Og jeg glæder mig til at se, hvor vejen fører mig hen.
Se vejen går og går
Fra den begyndte ved min dør,
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når den større vej,
Som mange stier iler mod.
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.
-Men jeg har et kvalificeret gæt :-)
mandag den 3. februar 2014
Familie - biologi eller...? vol. II
Jeg har tre forældre og fire søskende. Sådan er jeg så privilegeret.
Årsagen er, at mine forældre ikke kunne blive ved med at leve sammen. Måske holdt den ene op med at elske den anden, måske holdt de begge op med at elske hinanden. Jeg ved det ikke med sikkerhed, og selvom jeg har spurgt forsigtigt igennem årene, er jeg i virkeligheden nok ikke tilstrækkeligt nysgerrig til at søge efter et helt klart svar.
Uanset forlod min mor min far og indledte et forhold til en anden mand; min søster og jeg flyttede med i det nye arrangement. Jeg var fem år, min søster var tre. Jeg ved ikke, om man kan tale om en lykkelig skilsmisse, men jeg har ikke oplevet, at mine (tre) forældre har skændtes eller været slemme ved hinanden i forbindelse eller i tiden efter skilsmissen. Tværtimod har jeg oplevet mine forskellige familie-"dele" være utroligt venlige og imødekommende, når det har været på sin plads. Der har aldrig været problemer i forbindelse med fødselsdage, konfirmationer eller andre lignende begivenheder (hvor alle forældre og bedsteforældre deltog i det omfang, de havde mulighed), og jul og nytår var (indtil vi blev store nok til at vælge selv) fastlagt på forhånd: jul hos mor og nytår hos far, omvendt året efter. Ikke så meget ballade dér.
Med tiden blev min familie udvidet med to mindre brødre, som min mor og min bonusfar fik sammen. Den første kom til verden, da jeg var ni år gammel, den anden, da jeg var 12.
Ingen af de to er overhovedet mindre "min bror", end min søster er "min søster", og jeg priser mig dagligt lykkelig for mine tre søskende (selvom de ofte er nogle snotunger og dumme i nakken og sådan noget - stadigvæk), ligesom jeg priser mig lykkelig for at have ikke bare to men tre forældre.
De er alle tre meget forskellige, og på hver sin vis har de hjulpet mig til at finde min plads i verden, og selvom jeg ikke altid (i en længere periode faktisk ganske sjældent)har været enig med dem, så er de - på sin vis - ganske kloge mennesker :-)
Der har i den seneste tid været skrevet en del i medierne om hel-, halv- og "pap"-(åh, hvor jeg hader det udtryk!!)-søskende. Psykologer og andre fine folk har kloget sig på, hvor vanskeligt det er for børn at finde deres plads i familien, når man hele tiden skal forholde sig til andre børn og relationer. Måske er mit forhold til mine søskende så fint, netop fordi der ikke har været tale om, at vi skulle dele hinanden med andre. Vi var os fire, og der kom ikke andre børn ind i familien fra min bonusfars tidligere forhold, ligesom min biologiske far ikke siden har fået børn. "Fremmede" ville givetvis have kompliceret forholdene, men eftersom der ikke har været nogle fremmede, har det ikke været et issue.
Jeg har flere gange i min opvækst oplevet, at vi søskende, når vi havde været adskilt i længere tid fx i forbindelse med min og min søsters ferier med vores far, havde et enormt behov for at være sammen med vores brødre. Ikke at vi egentlig savnede dem (eller jeg var i hvert fald ikke bevidst om et eventuelt savn dengang), men når vi kom hjem, endte vi altid med at sidde på ét af værelserne alle fire. Og lege med legoklodser eller læse tegneserier eller noget. Vi snakkede ikke nødvendigvis sammen, vi var bare sammen.
Efter jeg forlod barndomshjemmet, har jeg haft en lang periode, hvor jeg ikke har set mine brødre vældig meget. Der har været flere årsager hertil, men efterhånden er vi ved at finde hinanden igen. Måske fordi jeg er ved at vende tilbage til mine rødder, måske fordi de er ved at blive voksne (de er meget stor forskel på at være 13 og 23, men måske mindre forskel på at være 23 og 33? -Sådan oplever jeg det i hvert fald).
Min søster har altid været en klippe i mit liv. Da hun mødte sin (dejlige!) mand og skulle fejre jul sammen med hans familie og ikke sammen med mig, var det langt værre for mig, end alle de år, hvor jeg ikke var sammen med enten min mor eller min far. For igennem alt dette havde min søster altid været ved min side. Til gengæld forærede hun mig en storebror, da hun mødte sin mand, og på den måde blev (den del af) familien komplet.
Hvad er familie? Bare biologi?
Min egen, private regnbuefamilie. Den er slet ikke kompliceret, men den er meget, meget dejlig, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal genforenes med den. Igen. Og igen.
Jeg tror, at familie er de mennesker, man føler sig forbundet med. Det omfatter for mit vedkommende flere end de ovennævnte (fx i meget høj grad mine to vidunderlige, kloge, forfærdelige, elskelige niecer) for ikke at nævne faster, onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældre og alle de mennesker, jeg holder af, men som jeg ikke er beslægtede med enten biologisk eller socialt.
De der mener, at en familie skal bestå af far, mor og børn, de skulle tage og komme til pinsefrokost i Bønnerup. Så kan man nemlig selv få syn for sagen. Her kan man nemlig finde skatten for enden af regnbuen.
Årsagen er, at mine forældre ikke kunne blive ved med at leve sammen. Måske holdt den ene op med at elske den anden, måske holdt de begge op med at elske hinanden. Jeg ved det ikke med sikkerhed, og selvom jeg har spurgt forsigtigt igennem årene, er jeg i virkeligheden nok ikke tilstrækkeligt nysgerrig til at søge efter et helt klart svar.
Uanset forlod min mor min far og indledte et forhold til en anden mand; min søster og jeg flyttede med i det nye arrangement. Jeg var fem år, min søster var tre. Jeg ved ikke, om man kan tale om en lykkelig skilsmisse, men jeg har ikke oplevet, at mine (tre) forældre har skændtes eller været slemme ved hinanden i forbindelse eller i tiden efter skilsmissen. Tværtimod har jeg oplevet mine forskellige familie-"dele" være utroligt venlige og imødekommende, når det har været på sin plads. Der har aldrig været problemer i forbindelse med fødselsdage, konfirmationer eller andre lignende begivenheder (hvor alle forældre og bedsteforældre deltog i det omfang, de havde mulighed), og jul og nytår var (indtil vi blev store nok til at vælge selv) fastlagt på forhånd: jul hos mor og nytår hos far, omvendt året efter. Ikke så meget ballade dér.
Med tiden blev min familie udvidet med to mindre brødre, som min mor og min bonusfar fik sammen. Den første kom til verden, da jeg var ni år gammel, den anden, da jeg var 12.
Ingen af de to er overhovedet mindre "min bror", end min søster er "min søster", og jeg priser mig dagligt lykkelig for mine tre søskende (selvom de ofte er nogle snotunger og dumme i nakken og sådan noget - stadigvæk), ligesom jeg priser mig lykkelig for at have ikke bare to men tre forældre.
De er alle tre meget forskellige, og på hver sin vis har de hjulpet mig til at finde min plads i verden, og selvom jeg ikke altid (i en længere periode faktisk ganske sjældent)har været enig med dem, så er de - på sin vis - ganske kloge mennesker :-)
Der har i den seneste tid været skrevet en del i medierne om hel-, halv- og "pap"-(åh, hvor jeg hader det udtryk!!)-søskende. Psykologer og andre fine folk har kloget sig på, hvor vanskeligt det er for børn at finde deres plads i familien, når man hele tiden skal forholde sig til andre børn og relationer. Måske er mit forhold til mine søskende så fint, netop fordi der ikke har været tale om, at vi skulle dele hinanden med andre. Vi var os fire, og der kom ikke andre børn ind i familien fra min bonusfars tidligere forhold, ligesom min biologiske far ikke siden har fået børn. "Fremmede" ville givetvis have kompliceret forholdene, men eftersom der ikke har været nogle fremmede, har det ikke været et issue.
Jeg har flere gange i min opvækst oplevet, at vi søskende, når vi havde været adskilt i længere tid fx i forbindelse med min og min søsters ferier med vores far, havde et enormt behov for at være sammen med vores brødre. Ikke at vi egentlig savnede dem (eller jeg var i hvert fald ikke bevidst om et eventuelt savn dengang), men når vi kom hjem, endte vi altid med at sidde på ét af værelserne alle fire. Og lege med legoklodser eller læse tegneserier eller noget. Vi snakkede ikke nødvendigvis sammen, vi var bare sammen.
Efter jeg forlod barndomshjemmet, har jeg haft en lang periode, hvor jeg ikke har set mine brødre vældig meget. Der har været flere årsager hertil, men efterhånden er vi ved at finde hinanden igen. Måske fordi jeg er ved at vende tilbage til mine rødder, måske fordi de er ved at blive voksne (de er meget stor forskel på at være 13 og 23, men måske mindre forskel på at være 23 og 33? -Sådan oplever jeg det i hvert fald).
Min søster har altid været en klippe i mit liv. Da hun mødte sin (dejlige!) mand og skulle fejre jul sammen med hans familie og ikke sammen med mig, var det langt værre for mig, end alle de år, hvor jeg ikke var sammen med enten min mor eller min far. For igennem alt dette havde min søster altid været ved min side. Til gengæld forærede hun mig en storebror, da hun mødte sin mand, og på den måde blev (den del af) familien komplet.
Hvad er familie? Bare biologi?
Min egen, private regnbuefamilie. Den er slet ikke kompliceret, men den er meget, meget dejlig, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal genforenes med den. Igen. Og igen.
Jeg tror, at familie er de mennesker, man føler sig forbundet med. Det omfatter for mit vedkommende flere end de ovennævnte (fx i meget høj grad mine to vidunderlige, kloge, forfærdelige, elskelige niecer) for ikke at nævne faster, onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældre og alle de mennesker, jeg holder af, men som jeg ikke er beslægtede med enten biologisk eller socialt.
De der mener, at en familie skal bestå af far, mor og børn, de skulle tage og komme til pinsefrokost i Bønnerup. Så kan man nemlig selv få syn for sagen. Her kan man nemlig finde skatten for enden af regnbuen.
søndag den 15. december 2013
Pest eller kolera?
Hvad er værst: at lægge bånd på sig selv og udøve selvcensur, fordi man ikke vil støde andre mennesker (her tænker jeg specifikt på muslimer, som bliver kede af det, hvis man laver billeder af Profeten Muhammed, "fred og velsignelse være med Ham") eller at man undlader at sige/udtale sig om/skrive bestemte ting af frygt for overvågning?
Jeg ved det ikke.
Jeg synes i bund og grund, det er noget pjat, at muslimer verden over bliver stødte over billeder af Muhammed, ligesom jeg synes, det er noget pjat, at nogle mennesker bliver veganere. Men det handler i høj grad om overbevisning og følelser, og uanset hvor meget jeg anstrenger mig, så forstår jeg ikke andre menneskers følelser. Jeg kan muligvis genkende noget, der ligner fra mig selv, men at vide præcis hvad den anden føler, det kan jeg ikke. Derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at servere kød- eller mælkemad for en veganer, og jeg kunne ikke finde på at lave et billede af Muhammed (på min husgavl). Det er der jo ingen grund til (og her vil jeg overhovedet ikke gå ind i den historik og de journalistiske overvejelser, der har ligget til grund for flere danske dagblades tryk af diverse kendte billeder).
Omvendt vil jeg have lov at sige, at jeg synes, det er noget pjat, uden risiko for at jeg bliver slået (ihjel) eller truet hermed.
Den anden del af problemet knytter sig til de afsløringer, der er kommet frem i den seneste tid om overvågning. Har man lov til at skrive 'Al-Qaeda', 'jihad' og 'bombe' på sin personlige blog uden risiko for at havne på en eller anden liste over mistænkelige personer?
Bevares, jeg har ingen planer om at begive mig ud i hellig krig, men jeg har omvendt heller ikke lyst til, at PET (eller andre - udenlandske - efterretningstjenester) giver sig til at snage i mit privatliv.
Og hvad hvis jeg en dag ønsker at få indrejsetilladelse til USA eller Israel eller et andet sted? Eller bare skal have en helt almindelig sikkerhedsgodkendelse (ikke at jeg kan forestille mig, at det blev nødvendigt, men man kan jo aldrig vide); har jeg så skudt mig selv i foden nu ved at skrive de tre ovennævnte begreber i kombination?
Jeg vil egentlig blæse på, om det er den danske (hhv. den norske for mig eget vedkommende) efterretningstjeneste eller det er en fremmed ditto, der overvåger mig. Jeg vil ikke overvåges! Jeg anerkender, at denne statslige overvågning finder sted for at beskytte borgerne, men jeg synes, det har taget overhånd. Livet er farligt. Dødsens farligt, faktisk. Vi skal alle dø en dag. Det er ikke et spørgsmål, om det kommer til at ske, det er bare 'the when and the how', der er interessant i den sammenhæng.
Man skal kæmpe for alt, hvad man har kært, det er jeg helt med på, og ytringsfrihed er mig både kært og vigtigt. Desværre kan de der maskiner, som angiveligt samler datamateriale og telekommunikation op, ikke skelne imellem det uskyldige og det farlige. Og så er min personlige holdning, at hvis man registrerer alt på grund af en lille mistanke, så er man så vidt jeg kan se på grænsen til at bryde med retsprincippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Og jeg an jo ikke vide, om PET giver sig til at læse min blog, følge min facebook-profil, min gmail-konto og mine bankforretninger, fordi jeg skriver 'jihad' og 'bombe' i samme sætning (nu to gange).
Men hvis de gør, kan de bare komme an!
Spørgsmålet er, om det er rimeligt at acceptere at lade sig overvåge i forsøget på at beskytte borgerne imod en totalitær og undertrykkende (og det, mener jeg, islam-isme er) overmagt, hvis det betyder at de samme borgere bliver overvåget af deres egne?
Jeg ved det ikke.
Jeg synes i bund og grund, det er noget pjat, at muslimer verden over bliver stødte over billeder af Muhammed, ligesom jeg synes, det er noget pjat, at nogle mennesker bliver veganere. Men det handler i høj grad om overbevisning og følelser, og uanset hvor meget jeg anstrenger mig, så forstår jeg ikke andre menneskers følelser. Jeg kan muligvis genkende noget, der ligner fra mig selv, men at vide præcis hvad den anden føler, det kan jeg ikke. Derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at servere kød- eller mælkemad for en veganer, og jeg kunne ikke finde på at lave et billede af Muhammed (på min husgavl). Det er der jo ingen grund til (og her vil jeg overhovedet ikke gå ind i den historik og de journalistiske overvejelser, der har ligget til grund for flere danske dagblades tryk af diverse kendte billeder).
Omvendt vil jeg have lov at sige, at jeg synes, det er noget pjat, uden risiko for at jeg bliver slået (ihjel) eller truet hermed.
Den anden del af problemet knytter sig til de afsløringer, der er kommet frem i den seneste tid om overvågning. Har man lov til at skrive 'Al-Qaeda', 'jihad' og 'bombe' på sin personlige blog uden risiko for at havne på en eller anden liste over mistænkelige personer?
Bevares, jeg har ingen planer om at begive mig ud i hellig krig, men jeg har omvendt heller ikke lyst til, at PET (eller andre - udenlandske - efterretningstjenester) giver sig til at snage i mit privatliv.
Og hvad hvis jeg en dag ønsker at få indrejsetilladelse til USA eller Israel eller et andet sted? Eller bare skal have en helt almindelig sikkerhedsgodkendelse (ikke at jeg kan forestille mig, at det blev nødvendigt, men man kan jo aldrig vide); har jeg så skudt mig selv i foden nu ved at skrive de tre ovennævnte begreber i kombination?
Jeg vil egentlig blæse på, om det er den danske (hhv. den norske for mig eget vedkommende) efterretningstjeneste eller det er en fremmed ditto, der overvåger mig. Jeg vil ikke overvåges! Jeg anerkender, at denne statslige overvågning finder sted for at beskytte borgerne, men jeg synes, det har taget overhånd. Livet er farligt. Dødsens farligt, faktisk. Vi skal alle dø en dag. Det er ikke et spørgsmål, om det kommer til at ske, det er bare 'the when and the how', der er interessant i den sammenhæng.
Man skal kæmpe for alt, hvad man har kært, det er jeg helt med på, og ytringsfrihed er mig både kært og vigtigt. Desværre kan de der maskiner, som angiveligt samler datamateriale og telekommunikation op, ikke skelne imellem det uskyldige og det farlige. Og så er min personlige holdning, at hvis man registrerer alt på grund af en lille mistanke, så er man så vidt jeg kan se på grænsen til at bryde med retsprincippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Og jeg an jo ikke vide, om PET giver sig til at læse min blog, følge min facebook-profil, min gmail-konto og mine bankforretninger, fordi jeg skriver 'jihad' og 'bombe' i samme sætning (nu to gange).
Men hvis de gør, kan de bare komme an!
Spørgsmålet er, om det er rimeligt at acceptere at lade sig overvåge i forsøget på at beskytte borgerne imod en totalitær og undertrykkende (og det, mener jeg, islam-isme er) overmagt, hvis det betyder at de samme borgere bliver overvåget af deres egne?
fredag den 6. september 2013
Der er rigtig mange ting i denne verden, jeg ikke forstår. Jeg forstår for eksempel ikke, hvordan et fly kan lette fra jorden, eller hvor stort universet er. Det har nok til dels en sammenhæng med, at jeg har det lidt vanskeligt med matematik og fysik, men jeg har det egentlig også fint med at vide, at andre ved mere om disse emner end jeg. Og så finder jeg i øvrigt stor fornøjelse i både at flyve (dels har det at gøre med "at rejse" men også med den kraftudvikling maskinen genererer i forbindelse med take off) og i at betragte en smuk stjernehimmel, også selvom principperne er en gåde for mig.
Men samtidig er der andre emner, jeg ikke forstår, hvor min manglende indsigt bliver et irritationsmoment for mig. Det gælder for eksempel disse om øremærket barsel, om sexhandel, om offentlig vs. privat transport.
Alle disse emner, og flere til, har været oppe at vende hos den siddende danske regering, og alle er blevet droppet med mere eller mindre fornuftige forklaringer.
Nogle gange kan man godt få den tanke, at en del politikere tænker om borgerne (med hvis mandat de sidder på magten), at de ikke rigtig ved noget, og at de nok ikke opdager, at vi ikke gør det, vi havde aftalt.
Men borgerne opdager det. Jeg opdager det i hvert fald. Og jeg synes, det er både trist og dumt at droppe øremærket fædrebarsel. Jeg har jo ingen børn, og så skal man i almindelighed passe på, hvad man siger, men jeg vover pelsen: det kunne gøres på flere forskellige måder forskellige grader af til- og fravalg. Der behøver for så vidt ikke være tale om tvungen barsel til faren, men der kunne jo laven en 4-4-4-ordning: 4 måneder til moren, 4 måneder til faren og 4 måneder som kunne fordeles efter forgodtbefindende. Moren kan ikke tage farens barsel og omvendt, og hvis man ville tvinge faren til at tage sine 4 måneder, kunne man gøre det, men ellers kunne man jo også bare sige, at dersom de ikke bliver brugt, er de spildt, ligesom de 4 "frie" måneder ville eller kunne være det.
På denne måde - tror jeg - flere forældrepar ville kunne se fordelen i at lade den nye far tage en større del af barslen. Og det er da interessant, at de andre nordiske lande OG Tyskland alle har gode erfaringer med øremærket barsel, men den danske regering vil ikke røre ved det.
Se, det forstår jeg ikke.
Men jeg er jo heller ikke hverken politiker eller forælder :-)
Men samtidig er der andre emner, jeg ikke forstår, hvor min manglende indsigt bliver et irritationsmoment for mig. Det gælder for eksempel disse om øremærket barsel, om sexhandel, om offentlig vs. privat transport.
Alle disse emner, og flere til, har været oppe at vende hos den siddende danske regering, og alle er blevet droppet med mere eller mindre fornuftige forklaringer.
Nogle gange kan man godt få den tanke, at en del politikere tænker om borgerne (med hvis mandat de sidder på magten), at de ikke rigtig ved noget, og at de nok ikke opdager, at vi ikke gør det, vi havde aftalt.
Men borgerne opdager det. Jeg opdager det i hvert fald. Og jeg synes, det er både trist og dumt at droppe øremærket fædrebarsel. Jeg har jo ingen børn, og så skal man i almindelighed passe på, hvad man siger, men jeg vover pelsen: det kunne gøres på flere forskellige måder forskellige grader af til- og fravalg. Der behøver for så vidt ikke være tale om tvungen barsel til faren, men der kunne jo laven en 4-4-4-ordning: 4 måneder til moren, 4 måneder til faren og 4 måneder som kunne fordeles efter forgodtbefindende. Moren kan ikke tage farens barsel og omvendt, og hvis man ville tvinge faren til at tage sine 4 måneder, kunne man gøre det, men ellers kunne man jo også bare sige, at dersom de ikke bliver brugt, er de spildt, ligesom de 4 "frie" måneder ville eller kunne være det.
På denne måde - tror jeg - flere forældrepar ville kunne se fordelen i at lade den nye far tage en større del af barslen. Og det er da interessant, at de andre nordiske lande OG Tyskland alle har gode erfaringer med øremærket barsel, men den danske regering vil ikke røre ved det.
Se, det forstår jeg ikke.
Men jeg er jo heller ikke hverken politiker eller forælder :-)
tirsdag den 30. juli 2013
I Guds hus
Jeg gjorde mig nogle interessante observationer i kirken forleden nat.
De mange turister spurgte om alt fra "Har I et toilet, jeg kan låne?" ("Nej, desværre ikke, men prøv ovre i Glasmagasinet på den anden side af gaden"), "Har man lov at tage billeder i kirken?" ("Ja, så længe det er uden blitz, er det i orden"), "Er den norske kirke katolsk?" ("Nej, den norske kirke er lurthersk").
Hvordan bevæger man sig i et kirkerum? Er der ting, man må eller ikke må? Ting man skal?
Hvis man nogensinde kan komme i nærheden af at give svar på disse spørgsmål (fraregnet dem om låne-toiletter o.l.), så er man meget klog. Så er man nemlig inde ved kernen i forskellene imellem de forskellige kristne retninger.
Jeg tror egentlig, Vorherre er rimeligt ligeglad med, hvordan man bevæger sig i et kirkerum. Eller om man slår tre kors for sig eller bøjer knæ for alteret, inden man sætter sig ind på bænken.
Hvis man alligevel ikke tænker over bevægelsen i at slå kors for sig (hvis man gør det af rutine og ikke for at forberede sindet til mødet med Gud), kan det så ikke være ligemeget? Hvis man bøjer knæ, selvom man føler stor smerte ved det, og måske i virkeligheden skulle have haft en knæoperation for to år siden, mon så ikke Vorherre hellere så, at man brugte energien på noget andet?
Jeg tror det.
Så når jeg kommer i et kirkerum (det er desværre endnu ikke faldet i mit lod at besøge et helligt rum, der hører hjemme i en anden kultur end den kristne), så forsøger jeg at gøre, som de andre gør. Og så bevæger jeg mig i øvrigt frit. Jeg er ret sikker på, at dersom Vorherre er utilfreds med mig, så skal jeg tidsnok få det at vide. Og ellers er ritualerne jo bare menneskers værk.
Så kom,venner. Alt er gjort klar.
PS. Til gengæld bliver det interessant, når der kommer en flok buddhistmunke på besøg. De ved nemlig slet ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Og de ser meget forstyrrede ud, når orgelet sætter i. Men det er nok ikke så underligt, hvis den hellig-lyd, man er vant til, kommer fra små bækkener og mange messende stemmer. Jeg ville helt sikkert også finde et buddhist-tempel eksotisk. Så er det vel også okay, at de finder 'min kirke' eksotisk :-)
De mange turister spurgte om alt fra "Har I et toilet, jeg kan låne?" ("Nej, desværre ikke, men prøv ovre i Glasmagasinet på den anden side af gaden"), "Har man lov at tage billeder i kirken?" ("Ja, så længe det er uden blitz, er det i orden"), "Er den norske kirke katolsk?" ("Nej, den norske kirke er lurthersk").
Hvordan bevæger man sig i et kirkerum? Er der ting, man må eller ikke må? Ting man skal?
Hvis man nogensinde kan komme i nærheden af at give svar på disse spørgsmål (fraregnet dem om låne-toiletter o.l.), så er man meget klog. Så er man nemlig inde ved kernen i forskellene imellem de forskellige kristne retninger.
Jeg tror egentlig, Vorherre er rimeligt ligeglad med, hvordan man bevæger sig i et kirkerum. Eller om man slår tre kors for sig eller bøjer knæ for alteret, inden man sætter sig ind på bænken.
Hvis man alligevel ikke tænker over bevægelsen i at slå kors for sig (hvis man gør det af rutine og ikke for at forberede sindet til mødet med Gud), kan det så ikke være ligemeget? Hvis man bøjer knæ, selvom man føler stor smerte ved det, og måske i virkeligheden skulle have haft en knæoperation for to år siden, mon så ikke Vorherre hellere så, at man brugte energien på noget andet?
Jeg tror det.
Så når jeg kommer i et kirkerum (det er desværre endnu ikke faldet i mit lod at besøge et helligt rum, der hører hjemme i en anden kultur end den kristne), så forsøger jeg at gøre, som de andre gør. Og så bevæger jeg mig i øvrigt frit. Jeg er ret sikker på, at dersom Vorherre er utilfreds med mig, så skal jeg tidsnok få det at vide. Og ellers er ritualerne jo bare menneskers værk.
Så kom,venner. Alt er gjort klar.
PS. Til gengæld bliver det interessant, når der kommer en flok buddhistmunke på besøg. De ved nemlig slet ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Og de ser meget forstyrrede ud, når orgelet sætter i. Men det er nok ikke så underligt, hvis den hellig-lyd, man er vant til, kommer fra små bækkener og mange messende stemmer. Jeg ville helt sikkert også finde et buddhist-tempel eksotisk. Så er det vel også okay, at de finder 'min kirke' eksotisk :-)
søndag den 12. maj 2013
What to do?
Jeg var i kirken forleden aften, selvfølgelig i forbindelse med det frivillige arbejde, jeg har meldt mig til, og denne aften fik jeg et meget interessant indblik i min egen utilstrækkelighed (som ellers let drukner i selvgodhed og glemmes, når man giver sig af med ulønnet arbejde).
Vi havde denne aften temmelig mange besøgende; det mærkes, at foråret tager til, og sommeren nærmer sig, og turisterne igen begynde er færdes i byen, og der var flere gæster i den første time, end jeg nogensinde før har oplevet på en hel vagt.
Ganske kort tid efter min vagt var begyndt, kom en mand hen til mig og gjorde det klart, at han ønskede en samtale, så jeg rykkede ind på bænken. Og så snakkede han. I tre kvarter.
Heldigvis var alle gæster denne aften stille og rolige, så der var ikke noget i vejen for, at jeg kunne sidde og snakke med denne mand. Til sidst måtte jeg dog undskylde mig, for jeg kunne for det første ikke rumme mere, og for det andet fornemmede jeg, at samtalen gik i ring uden at komme ind til kernen.
Min kollega overtog samtalen kort efter, mens jeg holdt øje med resten af kirken og nussede rundt. Ret hurtigt blev det klart for mig, at min kollega formåede det, jeg ikke selv havde fået til, nemlig at få hul på den egentlige samtale med denne stakkels, ensomme mand. Deres stemmer var dæmpede, men det var tydeligt, at han græd.
Hvorfor var det, at jeg ikke kunne lykkes med denne samtale? Var det, fordi jeg stadig er rimeligt ny i denne opgave, og således ikke har lært mig de metoder og tricks, der skal til, for at løsne gæstens tungebånd? Var det min (forholdsvis) unge alder, der gjorde udslaget? -Manden var sidst i 30'erne, og kunne således potentielt være interessant for mig (min kollega var en lille smule mopset, fordi hun faktisk troede, jeg havde fået besøg af min kæreste), og på den måde kom relationen (i hvert fald for gæsten, det gjorde han klart for min kollega) til at handle om køn mere end om indhold.
Da han derimod genoptog samtalen med min kollega (som er rundt 60), var køn overhovedet ikke et emne, og det gav plads til noget andet nemlig den egentlige samtale.
Da han derimod genoptog samtalen med min kollega (som er rundt 60), var køn overhovedet ikke et emne, og det gav plads til noget andet nemlig den egentlige samtale.
I tillæg til dette har jeg også en fornemmelse af, at mit danske sprog kommer i vejen. Endnu en grund til at få skiftet det danske ud med det norske, når det er muligt – eller nødvendigt, men det er mindre vigtigt lige nu.
Spørgsmålet er nu, hvordan jeg kommer udenom denne ret åbenlyse forhindring, som jeg ikke har set tidligere? Jeg er jo ikke interesseret i at være kirkevært, hvis de gæster, der kommer til mig, ikke kommer frem med det, der virkelig trykker, fordi de "bare" ser en ung kvinde, og ikke et medmenneske der (omend kortvarigt) kan bære en del af byrden.
Omvendt kan jeg heller ikke lave om på mig selv eller skjule dele af mig selv, og jeg kan jo under alle omstændigheder ikke ændre det faktum, at jeg bare er i begyndelsen af 30'erne og således en ret ung kirkevært sammenlignet med mine kolleger.
What to do?
Det er annonceret fra koordinatorkontoret, at der vil blive afholdt medarbejdersamtaler i løbet af maj og juni, og her kommer jeg naturligvis til at tage dette op. Her ligger helt klart potentiale for personlig udvikling, som både kan være relevant i min kirkevært-funktion men også i mit fremtidige ergoterapeut-liv.
Det er godt at være livsglad og let om hjertet, det holder jeg fast i, men hvis min udstråling viser noget, der er uhensigtsmæssigt i sammenhængen, så skal jeg måske overveje, hvad det er, jeg viser verden, for ellers forhindrer jeg måske både mine gæster og mig selv i nye oplevelser og ny erkendelse.
Det er annonceret fra koordinatorkontoret, at der vil blive afholdt medarbejdersamtaler i løbet af maj og juni, og her kommer jeg naturligvis til at tage dette op. Her ligger helt klart potentiale for personlig udvikling, som både kan være relevant i min kirkevært-funktion men også i mit fremtidige ergoterapeut-liv.
Det er godt at være livsglad og let om hjertet, det holder jeg fast i, men hvis min udstråling viser noget, der er uhensigtsmæssigt i sammenhængen, så skal jeg måske overveje, hvad det er, jeg viser verden, for ellers forhindrer jeg måske både mine gæster og mig selv i nye oplevelser og ny erkendelse.
Abonner på:
Opslag (Atom)