Luksus og det ingen gider

I dag har en ven af mig delt et billede på Facebook, som stillede følgende spørgsmål (jeg har forholdt mig rimeligt frit til citatet): "Når mennesker med lave indkomster nedlægger arbejdet i protest, foretages indgreb og lovgivningen bliver strammet. Begrundelsen er, at det arbejde, der udføres (eller i dette tilfælde: ikke udføres) er livsvigtigt. Men hvorfor er livsvigtigt arbejde lavtlønnet?"

Se, det er jo et rigtig godt spørgsmål. Hvorfor er det livsvigtige arbejde, som udføres i vores samfund (fx sosu-arbejde og renovations-arbejde) ikke lønnet på niveau med en ansat i bankverdenen?
Er det ikke lige så vigtigt for vores fællesskab, at omsorgs- og oprydningsopgaverne bliver løst, som at det er muligt at låne penge til huskøb?

Når jeg taler med mennesker i min omgangskreds om dette, bliver det tydeligt, hvordan de hver især orienterer sig politisk. Hvis man - som jeg - hører til i det røde segment (og her må læseren tilgive, at jeg ikke er fuldstændigt hjemme i de traditionelle segment-farver), er man i bedste fald indigneret. I værste fald er man direkte vred og taler om revolution og borgerløn.

I det blå segment er det helt i orden, at nogle mennesker tjener mindre end andre, fordi arbejdskraftens værdi fastsættes af markedet, og markedet værdisætter "at tørre røv" betydeligt lavere end "at finansiere ejendomsenvisteringer".

Jeg undrer mig i al stilfærdighed, for det er at vende behovspyramiden på hovedet. Det, som er bærende for samfundet, er uvæsentligt i markedets øjne; det som er luksus (og jeg mener, huskøb er en luksus) er værdifuldt.

Men sjovt nok er det, ingen (eller få) gider gøre, kun værd en ganske lille del af vores fælles kasses indhold. Burde det ikke være sådan, at udbud og efterspørgsel fulgtes ad? Så når en opgave, vi alle sammen gerne vil have løst, ikke kan løses af ret mange (fordi kun et fåtal faktisk gider løse den), så stiger prisen?
Det er meget underligt.

Matrix

Kan man argumentere for, at alle tyskere, som levede under WW2, var nazister? Eller at alle borgere i Sovjetunionen var kommunister? Jeg tror det ikke, og jeg er slet ikke i tvivl om, at en masse mennesker (født før 1975) fra Tyskland og Østblokken ville blive meget kede af det, hvis man kom med en sådan påstand.
På samme måde forekommer det mig vanskeligt at se logikken i det argument, flere debattører og medier har hævdet på det sidste, at islam i sig bærer kimen til terror, hvorfor alle muslimer potentielt er terrorister. Jeg synes faktisk, det er ganske urimeligt at komme med en sådan påstand.
Det er ikke mere end 30 år siden, RAF i Tyskland terroriserede alt og alle, ETA i Baskerlandet laver til stadighed ballade, og det er først for nylig, der er faldet rimeligt ro på IRA. Hertil kommer de De Tamilske Tigre, Babar Khalsa og FARC.
Ja vist, det er langt den største andel af terrorren i verden, der har sit udspring i islam, men det betyder ikke, at alle terrorister er muslimer, ej heller at alle muslimer er terrorister. Heldigvis.

For nylig var jeg på Folkeuniversitet i selskab med min mor. En hel søndag var sat af til at høre et længere oplæg ved en af Aarhus Universitets professorer; i denne sammenhæng er emnet ikke vigtigt.
Det vigtige er, at han tydeligvis brændte for sit fag. Det lyste ud af ham, at han syntes, lingvistik (som var hans fag) var det fedeste i hele verden, og det var superspændende og meget inspirerende at høre ham fortælle om baskisk, piraha og finsk.
Jeg beundrer mennesker, som brænder for noget. Som formår at tænde bare en lille glød af deres egen begejstring i andre. Når emnet er lingvistik, er det jo fuldstændig harmløst, men i princippet er det vel ikke væsensforskelligt, om min mor og jeg var kommet hjem til vores respektive mænd og fortalte om ovennævnte verbumsbøjninger, talord og forskellene på sprog og dialekter, end om vi var kommet hjem og havde fortalt om Gud eller frihed eller noget helt tredje,
Det farlige opstår først, når vi kommer til den overbevisning 1) at vi selv ligger inde med Sandheden, 2) at det er i orden at slå folk ihjel, hvis de er uenige i Sandheden, 3) har midlerne (fx skydevåben) til at føre disse drab ud i livet.

Jeg har ofte denne diskussion med en nær ven, som bestemt ikke er enig i min opfattelse af, hvor farlig islam er, og jeg forsøgte således at stille en matrix op for ham forleden.
På den ene dimension har vi "gode handlinger" og "onde handlinger", på den anden dimension har vi "gode intentioner" og onde intentioner".
Hvis man har "gode intentioner" og udfører "gode handlinger", så er man et godt menneske, det tror jeg, de fleste er enige i. Men hvis man nu har gode intentioner, men er ond ved andre mennesker, er man så et ondt menneske? Eller hvis man (og her bliver det særligt interessant for mig, fordi min ven jo mener, at islam i sig selv er ond) har onde intentioner, men handler godt mod andre mennesker, er man så ond pr. definition, fordi udgangspunktet for den onde handling fx er muslimers pligt til at give almisser? Hvis almissen bruges til at skaffe boliger til hjemløse eller mad til mennesker i tørkeplagede områder af verden, er man så et ondt menneske?
Det er i hvert fald en diskussion værd, synes jeg, og jeg deltager med glæde i sådanne.

Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det gode vil sejre til sidst.
In the end everything will be alright. If it's not alright, it's not the end.
Og hvem ved, måske er det faktisk salafisterne, som har forstået hvad der er den rigtige vej at gå.
Jeg tror det ikke, og jeg vil kæmpe med næb og klør imod den verdensorden, de ønsker. Men jeg ved også, at alle mennesker skal dø, og jeg tror ikke vi bliver lykkeligere af at bilde os selv og hinanden ind, at vi kan overvåge og "krige" os ud af den risiko.

Jeg skulle ønske, at flere mennesker gjorde noget, de virkelig brændte for. At der var flere mennesker, som evnede at begejstre og tænde lyset i andre. Som forstod at gribe verden, fostre vilde planer og stille store spørgsmål.
En del af disse ville givetvis komme til at spørge om (og sandsynligvis plædere for) ting, jeg ikke ville kunne se fornuften i, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at verden ville blive et bedre sted, hvis vi hver især mærkede verden og deltog i den.

Om uenighed

Hjemme hos mig diskuterer vi rigtig meget. Vigtige emner.
Skal Folkekirken også i fremtiden have førsteret i det danske samfund? Hvilke fordele og ulemper er der ved en organisationsstruktur, hvor ingen enkeltmand kan tale på kirkens vegne (som man ser det i den katolske kirke)? Har kirken overhovedet en berettigelse i det morderne samfund?
Er det nok, at der er formel ligestilling imellem mænd og kvinder? Hvilke mikro- og makro-forandringer kunne man forestille sig, ville skabe positive forandringer? Skal staten blande sig i, hvordan familierne planlægger hverdagen og økonomien?
Hvem har ansvaret for de mange millioner mennesker, der er på flugt i verden? Hvor mange er mange nok? Hvad skal der ske med alle dem, vi ikke kan redde? Hvad gør det ved os selv, at vi fravælger at hjælpe?
Hvem har ansvaret for menneskers sundhed? Hvis staten skal betale for behandlingen, skal staten så også træde til, når mennesker foretager usunde valg, som leder til sygdom?

Vi diskuterer også emner, som ikke har hverken nationalt eller globalt udsyn; er det i orden, at de planter, vi har i haven, bare er til pynt og ikke kan spises? Behøver man at spise kød hver dag? Hvor ofte skal der støvsuges?

Der er ingen lette svar, uanset om det er spørgsmål i gruppe et eller to, der er oppe.

For nylig diskuterede jeg med en af min mands venner. Emnet var ligestilling, og hvilke kulturelle forventninger, der er til mænd hhv. kvinder.
Min mand er politisk aktiv, og diskussionen startede ud med, at jeg erklærede, at jeg ikke ville stemme på ham, selvom jeg havde haft muligheden (hvad jeg ikke havde, for da han var på valg, var jeg udrejst af Danmark og havde været det så længe, at min stemmeret var bortfaldet).
Denne ven af min mand var noget fortørnet over, at jeg kunne undlade at støtte med min demokratiske stemme. Imidlertid var han ikke i tvivl om, at dersom han egen kæreste var opstillet til et valg for et parti, han ikke var enig med, så ville han ikke stemme på hende.
Han kunne godt selv se skismaet, og han kunne ikke redegøre for logikken, men jeg kunne heller ikke få ham til at indrømme, at han tog fejl.
Han mente altså, at fordi jeg er en kvinde, er jeg (biologisk? kulturelt? moralsk? -jeg ved ikke, hvilken af disse, der er aktuel - måske er det en helt fjerde mulighed) forpligtet til at støtte min mand, men den samme forpligtelse gælder ikke for mænd.
Det er jo pudsigt.

Når en voksen mand med sin fornufts fulde brug kan have den slags forventninger til kvinder, og samtidig mene at han ikke selv er forpligtet på samme måde, så er det - blandt andet - med til at stoppe kvinderne i at udfolde deres potentiale.

Jeg forsøger at navigere i at støtte min mands ambitioner, som jeg bedst kan, uden at gå på kompromis med det faktum at han ønsker en anden udvikling for verden, end det jeg ønsker. Det er ikke enkelt, og det kræver nogle gange massive mængder vin, før vi når til noget, der bare minder om enighed. Det er ikke kommet til smækkende døre endnu. Måske var det et forsøg værd. Make up-sex skulle være godt, hører jeg.
I øvrigt har han vidst det fra starten: jeg sympatistemmer ikke. Til gengæld forventer jeg heller ikke, at han altid er enig med mig.

"Ny-puritanisme". Det har Fanden opfundet!

Altså... jeg synes ikke, børn skal flashe deres kønsorganer i skolegården, men jeg tror ikke, jeg kender nogen voksne, som ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af barneårene har leget "hvis jeg må se din, så må du se min". Alligevel har man bortvist (godt nok bare i en uge, men helt seriøst: bortvisning!?) et par otte-årige drenge for at vise tissemanden frem. Den kunne nok have været håndteret med mindre... drama. Måske kunne man tage en snak med dem (og måske forældrene?) om, hvad der passer sig i det offentlige rum?

For mange år siden arbejdede jeg på en institution (det hedder bo-form nu), hvor voksne med alvorlige psykiske udviklingshæmninger (det var så alvorligt, at jeg måtte fremvise en børne-attest for at kunne blive ansat) boede. Flere af beboerne kunne godt lide at lege med sig selv. Det mente man (og jeg er helt enig), at de selvfølgelig skulle havelov til og mulighed for (selvom hjernen måske ikke er helt med, reagerer kroppen stadig på hormonerne), så skulle det bare foregå i lejligheden og ikke i fælleslokalerne. Færdig-med-40, ikke så meget ballade.

Jeg behøver ikke se på andre menneskers seksualitet og seksualitets-liv, men det betyder vel ikke, at det skal forbydes eller ligge under for skam.
Når jeg går i svømmehallen, i fitnesscentret, på stranden eller hvor som helst jeg i øvrigt kan komme afsted med det, så kigger jeg da på andre menneskers kroppe, såvel kvinders som mænds. Det har jeg altid gjort, og jeg gør det stadigvæk. Jeg glor naturligvis ikke, men jeg kigger diskret og vurderer situationen. "Har hun større eller mindre bryster end mig?" eller "Hold da op, han har pæne ben! Heldige asen!"
For nylig så jeg en kvinde, som var lige så hvis og glat som en Botticelli-chik. I 2014. Det var da en spændende oplevelse, og det udvidede min forestilling om, hvordan et menneske kan se ud. Men det har da ingen-i-verden sammenhæng med min seksualitet, og jeg tvivler på, at kvinden oplevede det som krænkende (det ville i hvert fald både overraske mig og gøre mig meget ked af det).

Jeg kan godt forstå de forældre, som ønsker at beskytte deres børn imod misbrug og pædofili, men hallo! hvis vi bliver ved med at skærme børnene imod "den naturlige krop" og kun lader dem se det, de kan snige sig til på tankstationernes porno-hylder (og så nævner jeg overhovedet ikke de forældre, som er på nul-sukker/hvede/mælk/carbo-diæter ustandseligt!), og de aldrig ser forældrenes nøgne kroppe med hængemaver, strækmærker og hår på benene, så kan jeg da godt forstå, hvis ungerne udvikler et forkvaklet forhold til deres egen krop.
Og hvis de så heller ikke kan få lov til at kigge på hinanden, så bliver alle unge menneskers første virkelige møde med en fremmed krop det, de får på deres bryllupsnat. -Og det er ikke en scenarie, jeg skulle ønske for nogen.

Hvad blev der af den sunde fornuft? Siden hvornår er kroppen blevet så farlig?
Jeg beder til, at det snart vender.

Og hvorhen så? Jeg ved det ej

Nu er det lige på det sidste.
Jeg har tilbragt de forgangne seks uger i Danmark og er bare kommet tilbage til Oslo ganske kortvarigt for at pakke lejligheden sammen.
Det har irriteret mig at skulle foretage denne rejse, men nu kan jeg godt se fornuften (sådan er Livet/Vorherre/Skæbnen nogle gange klogere, end vi selv, og kan se nogle større sammenhænge), og det har været en god proces for mig at kunne afslutte over en længere periode.
Jeg er ved at pakke lejligheden i kasser. Smide de ting ud, som ikke er strengt nødvendige at tage med sydpå. Vurdere behovet for at bestille en iSEKK, som kan afhente de møbler, som har udtjent værnepligten og kan gå til de evige jagtmarker.

Nogle mennesker siger, at det er godt at flytte, fordi man får ryddet op og skabt overblik over sit liv, når alting bliver skilt ad og pakket i kasser. Jeg kan ikke mene andet, end at sådanne mennesker må have triste og fattige liv, hvis disse kan rummes i et antal papkasser indkøbt til lejligheden i et byggemarked.
Mine ting kan være i kasser, men mit liv rummer mange gange mere, og at forsøge at dissekere det på baggrund af, hvad jeg vælger at tage med mig eller ej, det er næppe muligt. Det håber jeg i hvert fald inderligt.

Et nyt kapitel af mit liv venter i Danmark. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at indeholde, men jeg har en kraftig formodning om, at kærlighed, vin, (større) økonomisk uafhængighed, nyt arbejde, ny uddannelse og nye sorger og glæder ligger forude.
Min tid i Oslo var en afstikker fra den lige vej igennem livet, især karrieremæssigt men også på andre områder. Jeg kommer til at skulle forsvare bevidst at fravælge det fag, jeg er uddannet til, når jeg møder kommende arbejdsgivere, og jeg skal argumentere godt. Men jeg ved, at jeg er blevet en bedre, klogere og stærkere kvinde af denne rejse. Ville jeg gøre den om? Jeg ved det ikke, for opholdet har også bragt voldsomme frustrationer med sig, og det har - rent ud sagt - været pissehårdt til tider. Men det har også været en øjenåbner, og jeg ved mere nu, end jeg vidste for tre år siden.

Da jeg rykkede teltpælene op fraVestsjælland og flyttede til Oslo, var det med den tanke, at når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue. Nu vælger jeg selv at lukke døren (helt stille og med forventning om at komme tilbage en anden gang), men måske er det, fordi Gud har vist mig et åbent vindue, som lokker og lover. Meget. Tiden vil vise, om løfterne holder, men jeg kan ikke lade være med at følge den kalden. Og jeg glæder mig til at se, hvor vejen fører mig hen.

Se vejen går og går
Fra den begyndte ved min dør,
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når den større vej,
Som mange stier iler mod.
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.

-Men jeg har et kvalificeret gæt :-)

Familie - biologi eller...? vol. II

Jeg har tre forældre og fire søskende. Sådan er jeg så privilegeret.
Årsagen er, at mine forældre ikke kunne blive ved med at leve sammen. Måske holdt den ene op med at elske den anden, måske holdt de begge op med at elske hinanden. Jeg ved det ikke med sikkerhed, og selvom jeg har spurgt forsigtigt igennem årene, er jeg i virkeligheden nok ikke tilstrækkeligt nysgerrig til at søge efter et helt klart svar.
Uanset forlod min mor min far og indledte et forhold til en anden mand; min søster og jeg flyttede med i det nye arrangement. Jeg var fem år, min søster var tre. Jeg ved ikke, om man kan tale om en lykkelig skilsmisse, men jeg har ikke oplevet, at mine (tre) forældre har skændtes eller været slemme ved hinanden i forbindelse eller i tiden efter skilsmissen. Tværtimod har jeg oplevet mine forskellige familie-"dele" være utroligt venlige og imødekommende, når det har været på sin plads. Der har aldrig været problemer i forbindelse med fødselsdage, konfirmationer eller andre lignende begivenheder (hvor alle forældre og bedsteforældre deltog i det omfang, de havde mulighed), og jul og nytår var (indtil vi blev store nok til at vælge selv) fastlagt på forhånd: jul hos mor og nytår hos far, omvendt året efter. Ikke så meget ballade dér.
Med tiden blev min familie udvidet med to mindre brødre, som min mor og min bonusfar fik sammen. Den første kom til verden, da jeg var ni år gammel, den anden, da jeg var 12.
Ingen af de to er overhovedet mindre "min bror", end min søster er "min søster", og jeg priser mig dagligt lykkelig for mine tre søskende (selvom de ofte er nogle snotunger og dumme i nakken og sådan noget - stadigvæk), ligesom jeg priser mig lykkelig for at have ikke bare to men tre forældre.
De er alle tre meget forskellige, og på hver sin vis har de hjulpet mig til at finde min plads i verden, og selvom jeg ikke altid (i en længere periode faktisk ganske sjældent)har været enig med dem, så er de - på sin vis - ganske kloge mennesker :-)
Der har i den seneste tid været skrevet en del i medierne om hel-, halv- og "pap"-(åh, hvor jeg hader det udtryk!!)-søskende. Psykologer og andre fine folk har kloget sig på, hvor vanskeligt det er for børn at finde deres plads i familien, når man hele tiden skal forholde sig til andre børn og relationer. Måske er mit forhold til mine søskende så fint, netop fordi der ikke har været tale om, at vi skulle dele hinanden med andre. Vi var os fire, og der kom ikke andre børn ind i familien fra min bonusfars tidligere forhold, ligesom min biologiske far ikke siden har fået børn. "Fremmede" ville givetvis have kompliceret forholdene, men eftersom der ikke har været nogle fremmede, har det ikke været et issue.

Jeg har flere gange i min opvækst oplevet, at vi søskende, når vi havde været adskilt i længere tid fx i forbindelse med min og min søsters ferier med vores far, havde et enormt behov for at være sammen med vores brødre. Ikke at vi egentlig savnede dem (eller jeg var i hvert fald ikke bevidst om et eventuelt savn dengang), men når vi kom hjem, endte vi altid med at sidde på ét af værelserne alle fire. Og lege med legoklodser eller læse tegneserier eller noget. Vi snakkede ikke nødvendigvis sammen, vi var bare sammen.

Efter jeg forlod barndomshjemmet, har jeg haft en lang periode, hvor jeg ikke har set mine brødre vældig meget. Der har været flere årsager hertil, men efterhånden er vi ved at finde hinanden igen. Måske fordi jeg er ved at vende tilbage til mine rødder, måske fordi de er ved at blive voksne (de er meget stor forskel på at være 13 og 23, men måske mindre forskel på at være 23 og 33? -Sådan oplever jeg det i hvert fald).
Min søster har altid været en klippe i mit liv. Da hun mødte sin (dejlige!) mand og skulle fejre jul sammen med hans familie og ikke sammen med mig, var det langt værre for mig, end alle de år, hvor jeg ikke var sammen med enten min mor eller min far. For igennem alt dette havde min søster altid været ved min side. Til gengæld forærede hun mig en storebror, da hun mødte sin mand, og på den måde blev (den del af) familien komplet.
Hvad er familie? Bare biologi?
Min egen, private regnbuefamilie. Den er slet ikke kompliceret, men den er meget, meget dejlig, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal genforenes med den. Igen. Og igen.
Jeg tror, at familie er de mennesker, man føler sig forbundet med. Det omfatter for mit vedkommende flere end de ovennævnte (fx i meget høj grad mine to vidunderlige, kloge, forfærdelige, elskelige niecer) for ikke at nævne faster, onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældre og alle de mennesker, jeg holder af, men som jeg ikke er beslægtede med enten biologisk eller socialt.

De der mener, at en familie skal bestå af far, mor og børn, de skulle tage og komme til pinsefrokost i Bønnerup. Så kan man nemlig selv få syn for sagen. Her kan man nemlig finde skatten for enden af regnbuen.

Pest eller kolera?

Hvad er værst: at lægge bånd på sig selv og udøve selvcensur, fordi man ikke vil støde andre mennesker (her tænker jeg specifikt på muslimer, som bliver kede af det, hvis man laver billeder af Profeten Muhammed, "fred og velsignelse være med Ham") eller at man undlader at sige/udtale sig om/skrive bestemte ting af frygt for overvågning?
Jeg ved det ikke.

Jeg synes i bund og grund, det er noget pjat, at muslimer verden over bliver stødte over billeder af Muhammed, ligesom jeg synes, det er noget pjat, at nogle mennesker bliver veganere. Men det handler i høj grad om overbevisning og følelser, og uanset hvor meget jeg anstrenger mig, så forstår jeg ikke andre menneskers følelser. Jeg kan muligvis genkende noget, der ligner fra mig selv, men at vide præcis hvad den anden føler, det kan jeg ikke. Derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at servere kød- eller mælkemad for en veganer, og jeg kunne ikke finde på at lave et billede af Muhammed (på min husgavl). Det er der jo ingen grund til (og her vil jeg overhovedet ikke gå ind i den historik og de journalistiske overvejelser, der har ligget til grund for flere danske dagblades tryk af diverse kendte billeder).
Omvendt vil jeg have lov at sige, at jeg synes, det er noget pjat, uden risiko for at jeg bliver slået (ihjel) eller truet hermed.

Den anden del af problemet knytter sig til de afsløringer, der er kommet frem i den seneste tid om overvågning. Har man lov til at skrive 'Al-Qaeda', 'jihad' og 'bombe' på sin personlige blog uden risiko for at havne på en eller anden liste over mistænkelige personer?
Bevares, jeg har ingen planer om at begive mig ud i hellig krig, men jeg har omvendt heller ikke lyst til, at PET (eller andre - udenlandske - efterretningstjenester) giver sig til at snage i mit privatliv.
Og hvad hvis jeg en dag ønsker at få indrejsetilladelse til USA eller Israel eller et andet sted? Eller bare skal have en helt almindelig sikkerhedsgodkendelse (ikke at jeg kan forestille mig, at det blev nødvendigt, men man kan jo aldrig vide); har jeg så skudt mig selv i foden nu ved at skrive de tre ovennævnte begreber i kombination?

Jeg vil egentlig blæse på, om det er den danske (hhv. den norske for mig eget vedkommende) efterretningstjeneste eller det er en fremmed ditto, der overvåger mig. Jeg vil ikke overvåges! Jeg anerkender, at denne statslige overvågning finder sted for at beskytte borgerne, men jeg synes, det har taget overhånd. Livet er farligt. Dødsens farligt, faktisk. Vi skal alle dø en dag. Det er ikke et spørgsmål, om det kommer til at ske, det er bare 'the when and the how', der er interessant i den sammenhæng.

Man skal kæmpe for alt, hvad man har kært, det er jeg helt med på, og ytringsfrihed er mig både kært og vigtigt. Desværre kan de der maskiner, som angiveligt samler datamateriale og telekommunikation op, ikke skelne imellem det uskyldige og det farlige. Og så er min personlige holdning, at hvis man registrerer alt på grund af en lille mistanke, så er man så vidt jeg kan se på grænsen til at bryde med retsprincippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Og jeg an jo ikke vide, om PET giver sig til at læse min blog, følge min facebook-profil, min gmail-konto og mine bankforretninger, fordi jeg skriver 'jihad' og 'bombe' i samme sætning (nu to gange).
Men hvis de gør, kan de bare komme an!

Spørgsmålet er, om det er rimeligt at acceptere at lade sig overvåge i forsøget på at beskytte borgerne imod en totalitær og undertrykkende (og det, mener jeg, islam-isme er) overmagt, hvis det betyder at de samme borgere bliver overvåget af deres egne?