Det er juleaften, klokken er 18.45. Jeg er alene.
Jeg ved, at min familie nu - i flere "omgange - sidder bænket om bordet og nyder julemiddagen, mens de skåler med hinaden og smiler og griner og snakker.
Det er okay. Jeg er okay. Jeg savner familien, ja, men jeg savner ikke julen.
Jeg er troende kristen, jeg planlægger at skulle til midnatsgudstjeneste kl. 23 (eller sikkert lidt før, for jeg vil altså helst have en siddeplads), når Domkirken åbner dørene. Men jeg savner ikke det julestress, jeg normalt lider under (se blogindlæg fra 12. december).
Jeg har fået julegaver sendt med posten. De fleste (fra min mor, min far og veninden) er blevet åbnet, efterhånden som jeg har modtaget dem, men dem fra min søster måtte jeg først åbne julemorgen, bestemte jeg. Fordi jeg vidste, at jeg ville komme til at sidde og tude, hvis jeg skulle åbne dem på det tidspunkt, hvor alle andre også skulle åbne julegaver. Men jeg kunne - selvfølgelig! - ikke vente, så da det var blevet mørkt (man er vel lidt ortodoks, trods alt), og gaverne havde stået der og grinet af mig alt for længe, bestemte jeg, at nu var det tid. Og selvfølgelig gav jeg mig til at tude, allerede inden jeg havde fundet saksen frem. Og så tudede jeg mig ellers igennem billeder af niecerne, Anne Linnets Bedste, fine armbånd, kunst-print, en bog og en veelgørenhedsgave (foruden selvfølgelig snolder og dameblade).
"Gaverne kan ikke byttes", sotd der på det medfølgende julekort. Som om jeg nogensinde kunne drømme om at bytte dem (nu tuder jeg igen)!
Gaverne fra min søster er altid helt rigtige. Af en eller anden grund gennemskuer hun altid, hvad jeg har brug for (eller hvad jeg ønsker mig), ofte inden jeg selv ved det, og det har hun også gjort i år.
Gaverne fra hende har altid en særlig betydning for mig, fordi jeg ved, at hun lægger sin sjæl i det. Hun finder gaver, som minder mig om, at jeg har et særligt bånd til hende. Hun er min søster.
Jeg har netop modtaget en sms. Hvem sender sms'er juleaften - jeg mener, det er der da inden, der har tid til! Jo. Min søsters mand. Som altid husker at sende en melding, når jeg har allermest brug for det. Selvom jeg ikke selv ved, at det er tilfældet. Som husker at komme hen og giv mig det knus, jeg trænger så voldsomt til. Han er en mand af få ord, men de er velvalgte, når de kommer.
Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal bringe ligevægt på karma-kontoen med disse to mennesker. Jeg bliver aldrig rig, så jeg kommer aldrig til at kunne give dem en lækker rejse i sølvbryllupsgave. Jeg får - sandsynligvis - aldrig børn, så jeg vil ikke kunne skrive i mit testamente, at jeg stoler nok på dem til at passe på mine unger, hvis jeg selv skulle få en utidig afgang fra denne verden.
Tak er kun et fattigt ord, men jeg håber, I alligevel ved, hvor glad og taknemmelig jeg er, for det I gør for mig.
Det er lidt underligt at sidde alene juleaften. Men det er ikke ubetinget en dårlig eller ubehagelig følelse. Bare anderledes og uvant.
Næste år skal jeg gøre noget mere for, at jeg ikke er alene, men det kommer næppe til at betyde, at jeg rejser til Danmark i juledagene. Snarere kommer det til at betyde, at jeg vil engagere mig endnu mere i velgørende arbejde. Med min søster og hendes mand som forbilleder. Måske det kan bringe til smule indkomst til min karma-konto. Også selvom det bliver ad omveje.
lørdag den 24. december 2011
mandag den 12. december 2011
At finde ind til det, der betyder noget
Jeg lever nu med konsekvensen af min beslutning om at flytte til Norge: jeg kommer ikke til Danmark i julen og nytåret. Det har egentlig ikke været en vanskelig beslutning at tage, for mulighederne er mildt sagt begrænsede, men ikke desto mindre er resultatet, at jeg altså kommer til at holde en noget alternativ jul i år. Det er ikke helt på plads, hvad jeg skal, men det kommer forhåbentlig i løbet af få dage.
Jeg oplever imidlertid noget interessant: jeg har yderst vanskeligt ved at finde julestemningen frem. Alt dette her man altid siger: "det handler jo ikke om det materielle, men om at man er sammen med de mennesker, man holder af" betyder, at min "jul" er flyttet tre uger frem til midten af januar. Der skal jeg nemlig til Danmark for at deltage i Julies dåb. I den forbindelse har jeg så besluttet at bevilge mig selv en lille ferie, så jeg kan få hilst på venner og familie. Og dér er min julestemning at finde.
Det er jo der, jeg skal være sammen med de mennesker, jeg holder af. Min familie (og i særdeleshed de to niecer, den ene min guddatter, og den anden som jeg ikke har mødt endnu, fordi hun jo blev født ganske kort tid efter, jeg flyttede) og mine venner.
Og jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften. Så jeg har fået tre ugers ekstra adventstid. Det er ikke så ringe endda, når bare det er noget godt, man venter på.
Det er en gammel sandhed, at det kan være nødvendigt at træde et skridt tilbage for at kunne se det store billede, men det tror jeg faktisk, at jeg (til dels) kan nu: jeg er ikke ramt af julestress. Jeg kan gå rundt i Oslo og ikke lade mig påvirke af folk, der maser og skubber for at komme foran i køen. For jeg har fundet det, det gør mit liv allermest værd, og det er ikke julegaver.
Jeg oplever imidlertid noget interessant: jeg har yderst vanskeligt ved at finde julestemningen frem. Alt dette her man altid siger: "det handler jo ikke om det materielle, men om at man er sammen med de mennesker, man holder af" betyder, at min "jul" er flyttet tre uger frem til midten af januar. Der skal jeg nemlig til Danmark for at deltage i Julies dåb. I den forbindelse har jeg så besluttet at bevilge mig selv en lille ferie, så jeg kan få hilst på venner og familie. Og dér er min julestemning at finde.
Det er jo der, jeg skal være sammen med de mennesker, jeg holder af. Min familie (og i særdeleshed de to niecer, den ene min guddatter, og den anden som jeg ikke har mødt endnu, fordi hun jo blev født ganske kort tid efter, jeg flyttede) og mine venner.
Og jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften. Så jeg har fået tre ugers ekstra adventstid. Det er ikke så ringe endda, når bare det er noget godt, man venter på.
Det er en gammel sandhed, at det kan være nødvendigt at træde et skridt tilbage for at kunne se det store billede, men det tror jeg faktisk, at jeg (til dels) kan nu: jeg er ikke ramt af julestress. Jeg kan gå rundt i Oslo og ikke lade mig påvirke af folk, der maser og skubber for at komme foran i køen. For jeg har fundet det, det gør mit liv allermest værd, og det er ikke julegaver.
fredag den 2. december 2011
Hjem, kære Hjem
Hvad er det, der skaber et hjem?
For nogen år siden flyttede jeg sammen med Mette (og nej, vi var IKKE kærester!). Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, men da vi på et tidspunkt - efter nogle måneder - blev enige om, at vi skulle have en fastnettelefon og fik en sådan installeret, så blev Fredensgade lige pludselig et hjem for mig.
Senere har jeg fundet ud af, hvad jeg gør, når jeg kommer et nyt sted. Selvfølgelig går jeg rundt i gaderne og kigger på mennesker og vinduer, smager på den lokale mad, forsøger at tale sproget, det sædvanlige. Men noget af det, der giver mig en følelse af at høre til, er adgangen til det lokale bibliotek.
Masser af mennesker kan bo i lang tid - mange år - på det samme sted, og aldrig komme på biblioteket. Men det er noget af det første, jeg gør, når jeg er færdig med at flytte ind: jeg får lavet et lånerkort.
Jeg er ikke en læsehest på den måde, at jeg kan sidde i timevis på læsesalen og pløje den ene roman igennem efter den anden. Men jeg nyder at bruge biblioteket, og jeg kommer der gerne på ugentlig basis. Her har jeg adgang til verdenslitteraturen, film, musik, tidsskrifter: viden i så store mængder, at det må tage pusten fra de fleste. Jeg kommer aldrig til at arbejde mig igennem det hele, og det er okay. Faktisk har jeg en tendens til at låne de samme titler om og om igen. BBC's Stolthed og Fordom er en klassiker på mit lånerkort.
Men nu er jeg jo flyttet til et fremmed land, og jeg synes, jeg i den forbindelse har en vis forpligtelse til at gøre mig bekendt med Norges litteratur (og filmskat?). Ibsen, Hamsun og Asbjørnsen&Moe venter på mig. Og når jeg er færdig med det, er det Mellemøsten, det gælder. Tusind og én Nat. Måske Koranen, Hvem ved?
Det ligger alt sammen og venter på mig på Det Deichmanske Bibliotek i Oslo :-)
For nogen år siden flyttede jeg sammen med Mette (og nej, vi var IKKE kærester!). Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, men da vi på et tidspunkt - efter nogle måneder - blev enige om, at vi skulle have en fastnettelefon og fik en sådan installeret, så blev Fredensgade lige pludselig et hjem for mig.
Senere har jeg fundet ud af, hvad jeg gør, når jeg kommer et nyt sted. Selvfølgelig går jeg rundt i gaderne og kigger på mennesker og vinduer, smager på den lokale mad, forsøger at tale sproget, det sædvanlige. Men noget af det, der giver mig en følelse af at høre til, er adgangen til det lokale bibliotek.
Masser af mennesker kan bo i lang tid - mange år - på det samme sted, og aldrig komme på biblioteket. Men det er noget af det første, jeg gør, når jeg er færdig med at flytte ind: jeg får lavet et lånerkort.
Jeg er ikke en læsehest på den måde, at jeg kan sidde i timevis på læsesalen og pløje den ene roman igennem efter den anden. Men jeg nyder at bruge biblioteket, og jeg kommer der gerne på ugentlig basis. Her har jeg adgang til verdenslitteraturen, film, musik, tidsskrifter: viden i så store mængder, at det må tage pusten fra de fleste. Jeg kommer aldrig til at arbejde mig igennem det hele, og det er okay. Faktisk har jeg en tendens til at låne de samme titler om og om igen. BBC's Stolthed og Fordom er en klassiker på mit lånerkort.
Men nu er jeg jo flyttet til et fremmed land, og jeg synes, jeg i den forbindelse har en vis forpligtelse til at gøre mig bekendt med Norges litteratur (og filmskat?). Ibsen, Hamsun og Asbjørnsen&Moe venter på mig. Og når jeg er færdig med det, er det Mellemøsten, det gælder. Tusind og én Nat. Måske Koranen, Hvem ved?
Det ligger alt sammen og venter på mig på Det Deichmanske Bibliotek i Oslo :-)
søndag den 27. november 2011
Sprog, erkendelse og integration
Jeg var en del af en meget spændende samtale i går: hvorfor er det vigtigt at lære sig sproget - og bruge det! - når man flytter til et fremmed land?
Jeg tror, det er vigtigt, fordi der sker en integration, når man bruger et andet sprog. Selvom de fleste af danskerne efterhånden har accepteret, at Prins Henrik ikke taler dansk (hvis han på nogen måde kan slippe for det), så ser vi alligevel lidt ned på ham for det. Han er jo ikke rigtig dansker.
Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg skal blive i Norge resten af mit liv, men jeg vil bestemt gøre, hvad jeg kan for at fremme min egen integration. Og her kommer sproget ind. Der sker noget, når man skal formulere sig på et fremmed sprog. Man er på sin vis (i hvert fald til en vis grad) nødt til at adoptere den nye kulturs måde at tænke på, hvis man har et ønske om at kunne formulere sig mest muligt præcist.
Jeg lærer til stadighed nye ord og udtryk (det er meget morsomt, især når jeg kan se, at mine norske venner også selv bliver opmærksomme på betydningen af ord og vendinger), og jeg bliver hele tiden mere bevidst om min egen uformåen, når jeg - fortsat - kun taler dansk.
Der er et link imellem erkendelse og sprog. Det er dobbelt, tror jeg.
1) man kan ikke erkende noget, man ikke har ord for, og
2) der findes ikke ord for noget, ingen mennesker har erkendt.
For at jeg kan lære at begribe den norske kultur og blive fuldstændigt integreret, er jeg således nødt til at lære mig sproget. Men omvendt kan jeg også kun lære sproget (og lære at bruge det korrekt), hvis jeg kan begribe kulturen. Det er jo kompliceret, dette her.
Jeg må have en skæringsdato. En god veninde fortæller, at hun satte denne skæring for sig selv i forbindelse med et jobskifte; fra dag ét snakker jeg norsk!. Og eftersom jeg jo leder - forsigtigt - efter et nyt job, kunne det godt være, jeg skulle eftergøre dette nummer.
Det er ikke sikkert, jeg nogen sinde bliver forvekslet med en "indfødt", men hvis jeg ikke arbejder med til at sproget, kommer det med sikkerhed aldrig til at ske. Og så vil der sandsynligvis være ting i mit nye hjemland, jeg vil gå glip af, simpelthen fordi jeg ikke kan erkende dem på grund af manglende sprogkundskaber. Og det ville da være ærgerligt.
Jeg tror, det er vigtigt, fordi der sker en integration, når man bruger et andet sprog. Selvom de fleste af danskerne efterhånden har accepteret, at Prins Henrik ikke taler dansk (hvis han på nogen måde kan slippe for det), så ser vi alligevel lidt ned på ham for det. Han er jo ikke rigtig dansker.
Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg skal blive i Norge resten af mit liv, men jeg vil bestemt gøre, hvad jeg kan for at fremme min egen integration. Og her kommer sproget ind. Der sker noget, når man skal formulere sig på et fremmed sprog. Man er på sin vis (i hvert fald til en vis grad) nødt til at adoptere den nye kulturs måde at tænke på, hvis man har et ønske om at kunne formulere sig mest muligt præcist.
Jeg lærer til stadighed nye ord og udtryk (det er meget morsomt, især når jeg kan se, at mine norske venner også selv bliver opmærksomme på betydningen af ord og vendinger), og jeg bliver hele tiden mere bevidst om min egen uformåen, når jeg - fortsat - kun taler dansk.
Der er et link imellem erkendelse og sprog. Det er dobbelt, tror jeg.
1) man kan ikke erkende noget, man ikke har ord for, og
2) der findes ikke ord for noget, ingen mennesker har erkendt.
For at jeg kan lære at begribe den norske kultur og blive fuldstændigt integreret, er jeg således nødt til at lære mig sproget. Men omvendt kan jeg også kun lære sproget (og lære at bruge det korrekt), hvis jeg kan begribe kulturen. Det er jo kompliceret, dette her.
Jeg må have en skæringsdato. En god veninde fortæller, at hun satte denne skæring for sig selv i forbindelse med et jobskifte; fra dag ét snakker jeg norsk!. Og eftersom jeg jo leder - forsigtigt - efter et nyt job, kunne det godt være, jeg skulle eftergøre dette nummer.
Det er ikke sikkert, jeg nogen sinde bliver forvekslet med en "indfødt", men hvis jeg ikke arbejder med til at sproget, kommer det med sikkerhed aldrig til at ske. Og så vil der sandsynligvis være ting i mit nye hjemland, jeg vil gå glip af, simpelthen fordi jeg ikke kan erkende dem på grund af manglende sprogkundskaber. Og det ville da være ærgerligt.
fredag den 18. november 2011
I begge ender af et kontinuum
Jeg har brugt en del tid på det seneste på at filosofere over dette her med at være alene. Jeg husker en skoleopgave, jeg - og resten af klassen - fik engang: vi skulle skrive en dansk stil om ensomhed. En af mine klassekammerater beskrev forholdet til sin lillebror. Vi vidste alle sammen godt, at de havde et noget anspændt forhold, det var ingen hemmelighed, men jeg blev alligevel overrasket, da hun beskrev en verden, som lillebroren ikke var en del af.
Alle vi andre, mig selv inklusiv, beskrev en verden uden venner og netværk, og alle beskrivelser var forfærdeligt deprimerende (og banale, som man nok kan forestille sig, den slags er, når det er tweens, de står for arbejdet), og jeg syntes denne pige var helt vildt sej, fordi hun havde en dimension af "alene", som jeg ikke havde fanget (og hun havde bare én bror, jeg har trods alt tre søskende!).
Jeg har aldrig glemt det, og nu er det alligevel 18-20 år, siden det fandt sted. Men jeg har også lært efterhånden, at der er stor forskel på at være alene (som min klassekammerat beskrev det) og at være ensom (som opgaven lød på).
Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være alene. Men der er (ofte) en hårfin grænse til ensomheden, og jeg krydsende den i dag: da jeg havde fri fra arbejde, glædede jeg mig til at komme hjem til mig selv. Jeg havde afsluttet arbejdsdagen med et telefonopkald, der - endelig efter gentagne forsøg - lykkedes til UG og lidt mere. En kunde havde brug for vejledning, og hun havde bedt mig ringe op kl. halv fire (jeg havde fortalt hende, at min arbejdsdag sluttede kl. fire. Så da vi havde talt sammen i 38 minutter (og jeg jo faktisk havde fået fri), måtte jeg simpelthen afbryde hende og sige, at jeg nok skulle følge op på hendes spørgsmål på mandag, men nu gik jeg altså hjem.
Jeg var træt, blodsukkeret var helt i bund, den søde mand havde ikke sendt en melding, og jeg havde en drønende hovedpine. Jeg skulle bare hjem og være mig selv.
Nu er jeg så hjemme. Sukkerdepoterne er fyldt op igen (med nybagte boller og te, mums!), jeg sidder i sofaen, der er ro omkring mig, og pillerne virker. Og nu melder ensomheden sig. Nu, hvor de fysiske behov er dækket, bliver de sociale behov virkelige. For selvom jeg jo synes, det er fedt at kunne lukke døren til verden, så er jeg også et socialt væsen, og jeg trives i bund og grund bedst, når der er mennesker omkring mig.
På tre timer har jeg oplevet både 'alene' og 'ensom'. Og selvom det nok er sundt for mig og min personlige udvikling at være lidt ensom en gang iblandt, så glæder jeg mig til Winnie og Bailey i morgen, for hverken Winnie eller Bailey kan stå stille i tre minutter, så jeg får helt sikkert nok og vil glæde mig til at komme hjem til en stille lejlighed :-)
Alle vi andre, mig selv inklusiv, beskrev en verden uden venner og netværk, og alle beskrivelser var forfærdeligt deprimerende (og banale, som man nok kan forestille sig, den slags er, når det er tweens, de står for arbejdet), og jeg syntes denne pige var helt vildt sej, fordi hun havde en dimension af "alene", som jeg ikke havde fanget (og hun havde bare én bror, jeg har trods alt tre søskende!).
Jeg har aldrig glemt det, og nu er det alligevel 18-20 år, siden det fandt sted. Men jeg har også lært efterhånden, at der er stor forskel på at være alene (som min klassekammerat beskrev det) og at være ensom (som opgaven lød på).
Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være alene. Men der er (ofte) en hårfin grænse til ensomheden, og jeg krydsende den i dag: da jeg havde fri fra arbejde, glædede jeg mig til at komme hjem til mig selv. Jeg havde afsluttet arbejdsdagen med et telefonopkald, der - endelig efter gentagne forsøg - lykkedes til UG og lidt mere. En kunde havde brug for vejledning, og hun havde bedt mig ringe op kl. halv fire (jeg havde fortalt hende, at min arbejdsdag sluttede kl. fire. Så da vi havde talt sammen i 38 minutter (og jeg jo faktisk havde fået fri), måtte jeg simpelthen afbryde hende og sige, at jeg nok skulle følge op på hendes spørgsmål på mandag, men nu gik jeg altså hjem.
Jeg var træt, blodsukkeret var helt i bund, den søde mand havde ikke sendt en melding, og jeg havde en drønende hovedpine. Jeg skulle bare hjem og være mig selv.
Nu er jeg så hjemme. Sukkerdepoterne er fyldt op igen (med nybagte boller og te, mums!), jeg sidder i sofaen, der er ro omkring mig, og pillerne virker. Og nu melder ensomheden sig. Nu, hvor de fysiske behov er dækket, bliver de sociale behov virkelige. For selvom jeg jo synes, det er fedt at kunne lukke døren til verden, så er jeg også et socialt væsen, og jeg trives i bund og grund bedst, når der er mennesker omkring mig.
På tre timer har jeg oplevet både 'alene' og 'ensom'. Og selvom det nok er sundt for mig og min personlige udvikling at være lidt ensom en gang iblandt, så glæder jeg mig til Winnie og Bailey i morgen, for hverken Winnie eller Bailey kan stå stille i tre minutter, så jeg får helt sikkert nok og vil glæde mig til at komme hjem til en stille lejlighed :-)
tirsdag den 1. november 2011
Plus og minus
Jeg bryder mig ikke om Kongehuset, det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, men forleden dag fik jeg alligevel et input, som fik min tro til at vakle:
Måske er det faktisk både godt og sundt for en nation at have en samlende figur, en slags national samvittighed, som ikke er politisk..? En præsident er jo politisk orienteret, men det er en monark ikke... På den måde kan det måske (trods alt) være meget fint med et kongehus.
Selvom det stadig er mig inderligt imod, at nogle mennesker kan fødes til privilegier, rettigheder og pligter, som almindelige borgere ikke nyder godt af/er underlagt. Det er fx fair nok, at der er repræsentationslokaler på Christiansborg og Amalienborg og alle andre -borg'e rundt omkring i Danmark (og Norge og Sverige og England og alle andre monarkier i verden), men der er næppe nogen - heller ikke monarken eller dennes familie - der har brug for en 500 m2-bolig!?
Jeg vil vove den påstand, at en stor del af disse boligarealer med fordel kunne brydes op i mindre parceller/lejligheder og udnyttes til almene boliger eller skæve boliger eller noget helt tredje.
Alt i alt er jeg fortsat ikke tilhænger af kongehuset, men der kunne nok komme til at mangle en moralsk rygrad i samfundet, hvis der ikke fandtes institutioner, som var frie af partipolitik. Noget, der er konstant, selvom magten skifter.
Nogle ville nok mene, at kirken kunne være en sådan samlende kraft (og det er jeg jo i princippet helt enig i), men i betragtning af den - ganske hurtigt - svindende opbakning kirken oplever, så er det måske heller ikke det sikreste sats...
Forslag modtages gerne, så jeg kan være ordentligt forberedt, når verden bli'r min :-)
Måske er det faktisk både godt og sundt for en nation at have en samlende figur, en slags national samvittighed, som ikke er politisk..? En præsident er jo politisk orienteret, men det er en monark ikke... På den måde kan det måske (trods alt) være meget fint med et kongehus.
Selvom det stadig er mig inderligt imod, at nogle mennesker kan fødes til privilegier, rettigheder og pligter, som almindelige borgere ikke nyder godt af/er underlagt. Det er fx fair nok, at der er repræsentationslokaler på Christiansborg og Amalienborg og alle andre -borg'e rundt omkring i Danmark (og Norge og Sverige og England og alle andre monarkier i verden), men der er næppe nogen - heller ikke monarken eller dennes familie - der har brug for en 500 m2-bolig!?
Jeg vil vove den påstand, at en stor del af disse boligarealer med fordel kunne brydes op i mindre parceller/lejligheder og udnyttes til almene boliger eller skæve boliger eller noget helt tredje.
Alt i alt er jeg fortsat ikke tilhænger af kongehuset, men der kunne nok komme til at mangle en moralsk rygrad i samfundet, hvis der ikke fandtes institutioner, som var frie af partipolitik. Noget, der er konstant, selvom magten skifter.
Nogle ville nok mene, at kirken kunne være en sådan samlende kraft (og det er jeg jo i princippet helt enig i), men i betragtning af den - ganske hurtigt - svindende opbakning kirken oplever, så er det måske heller ikke det sikreste sats...
Forslag modtages gerne, så jeg kan være ordentligt forberedt, når verden bli'r min :-)
onsdag den 26. oktober 2011
En ny hverdag
I dag har været min første dag i den nye lejlighed.
Jeg kom på arbejde i ordentlig tid, jeg har været ude og løbe (for søren, hvor har jeg savnet mine løbesko!), og nu sidder jeg med karrysuppen :-)
Desuden har jeg taget første skridt til at overvinde mig selv: jeg har talt norsk med en dame inde på Trafikanten, hvor jeg skulle købe et månedskort til bussen. Jeg har talt norsk!! Go me :-) Det kommer til at kræve overvindelse de næste mange gange, men nu ved jeg, at jeg kan, og det er en begyndelse.
Jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle cykle eller gå ned til bussen om morgenen, men når valget står mellem at holde fast i principperne og gå hjemmefra 6.30 eller være magelig og gå hjemmefra 6.45, så vinder mageligheden. Til gengæld er jeg så kommet i gang med at løbe igen, så det er okay at være magelig på morgenkvisten, synes jeg.
Og nu er det vist tid til strikketøjet :-)
Jeg kom på arbejde i ordentlig tid, jeg har været ude og løbe (for søren, hvor har jeg savnet mine løbesko!), og nu sidder jeg med karrysuppen :-)
Desuden har jeg taget første skridt til at overvinde mig selv: jeg har talt norsk med en dame inde på Trafikanten, hvor jeg skulle købe et månedskort til bussen. Jeg har talt norsk!! Go me :-) Det kommer til at kræve overvindelse de næste mange gange, men nu ved jeg, at jeg kan, og det er en begyndelse.
Jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle cykle eller gå ned til bussen om morgenen, men når valget står mellem at holde fast i principperne og gå hjemmefra 6.30 eller være magelig og gå hjemmefra 6.45, så vinder mageligheden. Til gengæld er jeg så kommet i gang med at løbe igen, så det er okay at være magelig på morgenkvisten, synes jeg.
Og nu er det vist tid til strikketøjet :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)