Sammenhængskraft

Jeg har haft besøg fra Danmark. Det var dejligt.
Det var for det første rigtig hyggeligt at have besøg af Jeppe og Pia, som er ualmindeligt hyggelige mennesker. Men det var også dejligt, fordi jeg nu har fået en slags ro i sjælen i mit nye liv/hjem. Jeg havde brug for at få koblet Danmark og Oslo sammen, og det er sket nu. Danmark føles ikke så langt væk, og jeg ved, at nogle mennesker nu har et billede af mig i Oslo, så det føles ikke som ferie (så meget) mere.
Afslutningsvis skal det også tilføjes, at det var også rigtig dejligt, da mine gæster rejste igen, for hold da op! hvor har der været meget lyd i min sædvanligvis stille lejlighed. Som Pippi ville formulere det: "Det var hyggeligt at du kom, og det var - også, ikke mere - hyggeligt, at du gik."
Jeg har tidlegere blogget om dette med at være alene (http://ajuungilaq.blogspot.com/search?updated-max=2011-11-27T09:26:00-08:00&max-results=7), og jeg synes stadig, det er helt vildt dejligt at være omgivet af mennesker, men jeg synes også, det er dejligt, når der er stille omkring mig.

Hvorfor var det, jeg rejste til Oslo?
Fordi jeg trængte til nye eventyr, ja, men også fordi jeg havde brug for en forklaring - ikke en undskyldning, men en forklaring - på, hvorfor jeg ikke altid kan være med til alting.
Jeg holder meget af min familie og mine venner, og jeg savner jer alle. Men det er vanskeligt for mig at sige nej, når jeg bliver inviteret. Ofte er det slet ikke en mulighed at sige nej, selvom der slet ikke foreligger en officiel invitation. Så kan det være bekvemt at kunne gemme sig bag "jeg har simpelthen ikke råd til flybilletten".
På den måde er Oslo tilpas langt væk. Jeg kan gøre det, jeg simpelthen ikke kan lade være med (uanset om det er noget, jeg skal, fordi det skal man, eller det er fordi jeg bare har helt vildt meget lyst), og jeg kan samtidig sige "ved I hvad, venner, jeg vil skidegerne komme, men jeg har bare ikke tusind eller femtenhundrede kroner til det lige nu".

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det opleves i Danmark, at jeg sjældent viser mig, men jeg ved med mig selv, at når jeg kommer til Danmark, så er det faktisk, fordi jeg har lyst til det. For det koster (mindst) 1.000 kroner, hver gang jeg skal sydpå. Det koster fly- eller færgerejser frem og tilbage, det koster togrejser, fordi min familie bor spredt i landet, og det koster lommepenge. Og det koster, fordi jeg ikke har ferie med løn, så jeg betaler selv mine fridage, når jeg ikke kan gå på arbejde.
Så jeg må prioritere. Jeg prioriterer det, jeg synes er allervigtigst. Og hvis venner og familie i Danmark synes, de ser mig for lidt, så kan jeg kun opfordre til, at man får købt sig en billet til Oslo. J&P vil kunne bekræfte, at det er muligt for mig at have besøg af to voksne. Hvis der kommer flere gæster på én gang, skal der nok en anden løsning til, men det kan vi også finde ud af. Jeg skal bare vide det nogle dage i forvejen, så jeg kan nå at finde en løsning.

Men jeg advarer: jeg er lidt rodet. Ikke så meget at jeg roder, for mit hjem er - rimelig - ryddeligt, men jeg er et rodehoved. Fx var jeg sikker på, at Jeppe og Pia ankom fem kvarter senere, end de egentlig gjorde. Så jeg nåede ikke at forberede aftensmad, og jeg ankom senere på togstationen, end de gjorde. Ikke nogen succesfuld start på det allerførste besøg.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om J&P syntes, jeg var rodet i weekenden (jeg måtte svare "det ved jeg ikke" temmelig mange gange...), men mig bekendt kom de da hjem i god behold. Og jeg lever også stadig, så mon ikke, det alligevel har været okay?

Det var vigtigt for mig at få skabt dette link imellem Oslo og Danmark. Jeg har ikke denne ferie-fornemmelse i samme grad, som jeg havde for en uge siden, og det er J&P's fortjeneste, alene fordi de kom.
Nu venter jeg bare på, at de næste gæster skal melde deres ankomst, og alle er velkomne :-)

EN bekendt af mig er af asiatisk afstamning, og hun er for nogen tid siden rejst til Korea for at studere på universitetet og for at møde sin koreanske familie. Det er meget interessant at følge hendes blog, for hendes beskrivelser er levende og morsomme og triste, og hendes oplevelser er meget forskellige fra mine.
Ja, vi har begge forladt hjemlandets trygge favn, men der hører lighederne også op.
Hun er rejst ud til en familie, som har taget imod hende med åbne arme. Til gengæld har hun yderst vanskeligt ved at kommunikere med dem.
Jeg er rejst ud, uden at have et fast netværk, men jeg har ingen problemer med at meddele mig til nogen eller forstå, hvad der bliver sagt til mig.

Derfor har jeg enormt stor respekt for det, hun gør. Hun er vokset op i en kultur, hvor hun er synligt forskellig fra langt de fleste; de asiatiske træk i hendes (smukke) ansigt lader sig ikke overse, og nu er hun rejst ud til et land og en kultur, hvor hun blender ind i mængden, så alle må forvente, at hun er en "lokal" - det er hun bare ikke. Og det må være så vanskeligt. Hvis alle omkring forventer, at man forstår alting (sprog, kultur,vaner, roller, gestik etc.), og alt bare er fremmed, så må det blive endnu mere vanskeligt, end det er for mig. -Og jeg synes, det er vanskeligt at forstå og begå mig i Norge, fordi jeg fokuserer på de små detaljer; jeg har jo de store linjer på plads

Så al magt til dem, der tør udfordre sig selv på så vanskelig en rejse!
Når jeg bliver Verdensleder, skal det være obligatorisk for alle mennesker at tage denne udfordring op; mig selv inklusiv. Så jeg er glad for, at den title alligevel ligger nogle år ude i fremtiden.

Vinterdage

Der sker noget interessant med mit bevægemønster, når der falder sne. Sne er jo i sig selv ganske dejligt (verden bliver så mærkværdigt stille i de første timer med nyfalden sne), men derudover bruger jeg simpelthen min krop anderledes, når der ligger sne på jorden/gaden/vejen.
Jeg bevæger mig en lille smule forsigtigt, for der kan jo være glat. Derfor er det også med stor undren, jeg næsten dagligt lader mig overhale af folk (primært mænd) i mit nabolag, når jeg er på vej til trikken: de kommer løbende. Når der ligger ti centimeter sne, og halvanden gang så meget is nedenunder, fordi sneen er trykket sammen, så kommer de springende. Og det er altid kun mig, der falder, aldrig dem.
Måske er det, fordi de er vokset op med det; de kender simpelthen sneen bedre end jeg.

Tillige hermed kan jeg mærke på mine muskler (især hoftebøjerne), at jeg bevæger mig anderledes. De var temmelig ømme i mange dage, efter den første sne faldt omkring nytår. Nu har jeg vænnet mig til det, men jeg kan stadig mærke, at jeg bevæger mig på en ny måde.

Jeg holder meget af vinteren. Det er dejligt at sidde i haven en sommereftermiddag med en kop te eller (endnu bedre) et glas kølig hvidvin, men jeg holder allermest af vinteren (tror jeg; jeg vil sikkert sige, at jeg elsker foråret, når vi er i april, og at efteråret er det dejligste, når vi er i september - sådan er jeg så vægelsindet).
Men jeg holder af kulden, den klare luft og de afdæmpede lyde. Måske er vinter i virkeligheden "min" årstid...

Ved nytåret

Det er 1. januar.
2012.
Nytår.
Et nyt år.

I går, da det var nytårsaften, og gode venner var samlet, skulle vi selvfølgelig se kongen. Han talte om de sædvanlige emner, og det var i sig selv jo både interessant og hyggeligt.
Men det virkeligt interessante (for mig) skete, da kongen have afsluttet sin tale, og NRK spillede nationalsangen (Ja, vi elsker dette landet), mens der blev vist billeder fra forskellige steder i Norge; "fjeld og li og fjord". Og der sad jeg i sofaen og tænkte: "for søren, hvor er mit land smukt". Mit land... Den lader vi lige stå et øjeblik.
"Mit land".

Ved nytår bliver jeg altid lidt vemodig, for det er vemodigt at skulle sige farvel, også selvom jeg godt ved, at der ikke er mere at komme efter. Og 2011 er jo slut, så der er ikke rigtig noget at gøre. Men det er også en velkommen til det nye, det uprøvede. Det, der venter forude. Som kan blive godt eller skidt, men helt sikkert mindeværdigt.
Mit 2012 skal (blandt andet) bruges på at finde mit selv i mit nye hjemland.
Mit land.

Om at skylde på karma-kontoen

Det er juleaften, klokken er 18.45. Jeg er alene.
Jeg ved, at min familie nu - i flere "omgange - sidder bænket om bordet og nyder julemiddagen, mens de skåler med hinaden og smiler og griner og snakker.
Det er okay. Jeg er okay. Jeg savner familien, ja, men jeg savner ikke julen.
Jeg er troende kristen, jeg planlægger at skulle til midnatsgudstjeneste kl. 23 (eller sikkert lidt før, for jeg vil altså helst have en siddeplads), når Domkirken åbner dørene. Men jeg savner ikke det julestress, jeg normalt lider under (se blogindlæg fra 12. december).

Jeg har fået julegaver sendt med posten. De fleste (fra min mor, min far og veninden) er blevet åbnet, efterhånden som jeg har modtaget dem, men dem fra min søster måtte jeg først åbne julemorgen, bestemte jeg. Fordi jeg vidste, at jeg ville komme til at sidde og tude, hvis jeg skulle åbne dem på det tidspunkt, hvor alle andre også skulle åbne julegaver. Men jeg kunne - selvfølgelig! - ikke vente, så da det var blevet mørkt (man er vel lidt ortodoks, trods alt), og gaverne havde stået der og grinet af mig alt for længe, bestemte jeg, at nu var det tid. Og selvfølgelig gav jeg mig til at tude, allerede inden jeg havde fundet saksen frem. Og så tudede jeg mig ellers igennem billeder af niecerne, Anne Linnets Bedste, fine armbånd, kunst-print, en bog og en veelgørenhedsgave (foruden selvfølgelig snolder og dameblade).
"Gaverne kan ikke byttes", sotd der på det medfølgende julekort. Som om jeg nogensinde kunne drømme om at bytte dem (nu tuder jeg igen)!

Gaverne fra min søster er altid helt rigtige. Af en eller anden grund gennemskuer hun altid, hvad jeg  har brug for (eller hvad jeg ønsker mig), ofte inden jeg selv ved det, og det har hun også gjort i år.
Gaverne fra hende har altid en særlig betydning for mig, fordi jeg ved, at hun lægger sin sjæl i det. Hun finder gaver, som minder mig om, at jeg har et særligt bånd til hende. Hun er min søster.

Jeg har netop modtaget en sms. Hvem sender sms'er juleaften - jeg mener, det er der da inden, der har tid til! Jo. Min søsters mand. Som altid husker at sende en melding, når jeg har allermest brug for det. Selvom jeg ikke selv ved, at det er tilfældet. Som husker at komme hen og giv mig det knus, jeg trænger så voldsomt til. Han er en mand af få ord, men de er velvalgte, når de kommer.

Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal bringe ligevægt på karma-kontoen med disse to mennesker. Jeg bliver aldrig rig, så jeg kommer aldrig til at kunne give dem en lækker rejse i sølvbryllupsgave. Jeg får - sandsynligvis - aldrig børn, så jeg vil ikke kunne skrive i mit testamente, at jeg stoler nok på dem til at passe på mine unger, hvis jeg selv skulle få en utidig afgang fra denne verden.
Tak er kun et fattigt ord, men jeg håber, I alligevel ved, hvor glad og taknemmelig jeg er, for det I gør for mig.

Det er lidt underligt at sidde alene juleaften. Men det er ikke ubetinget en dårlig eller ubehagelig følelse. Bare anderledes og uvant.
Næste år skal jeg gøre noget mere for, at jeg ikke er alene, men det kommer næppe til at betyde, at jeg rejser til Danmark i juledagene. Snarere kommer det til at betyde, at jeg vil engagere mig endnu mere i velgørende arbejde. Med min søster og hendes mand som forbilleder. Måske det kan bringe til smule indkomst til min karma-konto. Også selvom det bliver ad omveje.

At finde ind til det, der betyder noget

Jeg lever nu med konsekvensen af min beslutning om at flytte til Norge: jeg kommer ikke til Danmark i julen og nytåret. Det har egentlig ikke været en vanskelig beslutning at tage, for mulighederne er mildt sagt begrænsede, men ikke desto mindre er resultatet, at jeg altså kommer til at holde en noget alternativ jul i år. Det er ikke helt på plads, hvad jeg skal, men det kommer forhåbentlig i løbet af få dage.

Jeg oplever imidlertid noget interessant: jeg har yderst vanskeligt ved at finde julestemningen frem. Alt dette her man altid siger: "det handler jo ikke om det materielle, men om at man er sammen med de mennesker, man holder af" betyder, at min "jul" er flyttet tre uger frem til midten af januar. Der skal jeg nemlig til Danmark for at deltage i Julies dåb. I den forbindelse har jeg så besluttet at bevilge mig selv en lille ferie, så jeg kan få hilst på venner og familie. Og dér er min julestemning at finde.

Det er jo der, jeg skal være sammen med de mennesker, jeg holder af. Min familie (og i særdeleshed de to niecer, den ene min guddatter, og den anden som jeg ikke har mødt endnu, fordi hun jo blev født ganske kort tid efter, jeg flyttede) og mine venner.
Og jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften. Så jeg har fået tre ugers ekstra adventstid. Det er ikke så ringe endda, når bare det er noget godt, man venter på.

Det er en gammel sandhed, at det kan være nødvendigt at træde et skridt tilbage for at kunne se det store billede, men det tror jeg faktisk, at jeg (til dels) kan nu: jeg er ikke ramt af julestress. Jeg kan gå rundt i Oslo og ikke lade mig påvirke af folk, der maser og skubber for at komme foran i køen. For jeg har fundet det, det gør mit liv allermest værd, og det er ikke julegaver.

Hjem, kære Hjem

Hvad er det, der skaber et hjem?
For nogen år siden flyttede jeg sammen med Mette (og nej, vi var IKKE kærester!). Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, men da vi på et tidspunkt - efter nogle måneder - blev enige om, at vi skulle have en fastnettelefon og fik en sådan installeret, så blev Fredensgade lige pludselig et hjem for mig.

Senere har jeg fundet ud af, hvad jeg gør, når jeg kommer et nyt sted. Selvfølgelig går jeg rundt i gaderne og kigger på mennesker og vinduer, smager på den lokale mad, forsøger at tale sproget, det sædvanlige. Men noget af det, der giver mig en følelse af at høre til, er adgangen til det lokale bibliotek.
Masser af mennesker kan bo i lang tid - mange år - på det samme sted, og aldrig komme på biblioteket. Men det er noget af det første, jeg gør, når jeg er færdig med at flytte ind: jeg får lavet et lånerkort.

Jeg er ikke en læsehest på den måde, at jeg kan sidde i timevis på læsesalen og pløje den ene roman igennem efter den anden. Men jeg nyder at bruge biblioteket, og jeg kommer der gerne på ugentlig basis. Her har jeg adgang til verdenslitteraturen, film, musik, tidsskrifter: viden i så store mængder, at det må tage pusten fra de fleste. Jeg kommer aldrig til at arbejde mig igennem det hele, og det er okay. Faktisk har jeg en tendens til at låne de samme titler om og om igen. BBC's Stolthed og Fordom er en klassiker på mit lånerkort.

Men nu er jeg jo flyttet til et fremmed land, og jeg synes, jeg i den forbindelse har en vis forpligtelse til at gøre mig bekendt med Norges litteratur (og filmskat?). Ibsen, Hamsun og Asbjørnsen&Moe venter på mig. Og når jeg er færdig med det, er det Mellemøsten, det gælder. Tusind og én Nat. Måske Koranen, Hvem ved?
Det ligger alt sammen og venter på mig på Det Deichmanske Bibliotek i Oslo :-)