Når man lærer en vigtig - og gratis - lektie

Jeg har været ved frisøren i dag. Det er luksus i hverdagen, og jeg gør det alt for sjældent, især i betragtning af at det i dag viste sig at være gratis, fordi jeg sad model for en elev.
Jeg har fået en helt klassisk, skulderlang page, det er der sådan set ikke noget interessant ved. Det interessante er, at han glattede mit hår, da han vær færdig med at klippe mig.
Så nu har jeg hår, der "hænger lige ned".
Jeg har altid syntes - og gør det stadig - at helt glat silkehår er meget smukt. Og som alle piger og kvinder (og sikkert også mænd) drømmer jeg om alt det, jeg ikke har: glat hår, krøllet hår, rødt hår, gyldent hår, langt hår, kort hår, you name it.
Men nu ved jeg, at jeg allerhelst vil have det hår, jeg har. Det er sjovt at prøve at have glat hår, men det passer ikke til mig. Måske er jeg bare ikke klassisk nok til at kunne bære en klassisk page. Så dagens lektie er: jeg er allermest glad for det, jeg har :-)

En helts endeligt

Jeg bliver altså lidt harm, når jeg læser nyheder på diverse hjemmesider. Mærsk er død. Ja, i betragtning af hans høje alder, kommer det jo ikke rigtig som en overraskelse, at han nok befandt sig i sit livs efterår. Forleden kunne vi på aftenposten.no læse om den "kontorversielle" rigmands endeligt, og i dag kan flere netmedier afsløre, at der nu bliver et stort hul i finanskassen hos en af Danmarks mest velhavende kommuner. Men det kan da for pokker heller ikke komme bag på Gentofte Kommune, at Hr. Møller (ej, det hedder min far!) nok sang på sidste vers, så måske de med fordel kunne have sat kommuneskatten lidt op - ½ procent havde nok været rigeligt - og lagt lidt til side, så de nu slap for at klage over, at der forsvinder 150 mill. fra budgettet; det er angiveligt, hvad Mærsk bidrog med i kommuneskat.

Ja ja, manden er død. Det kan jo ske for selv den bedste, så kom nu videre venner. Ja ja, han var en ildsjæl og foregangsmand i dansk erhvervsliv, men han sad tungt på de oliemillioner, der ligger ude i Nordsøen, jeg vil vædde med, at han har fået et betragteligt nedslag i selskabsskatten, da han forærede danskerne en ny opera, og han lod sig titulere "Hr. Møller". Det er #¤&¤#&/)#/" lige ved, at vi lige så godt kunne omtale (det er heldigvis aldrig faldet i mit lod at skulle tiltale ham) "Majestæten"!
Han var særlig. Et enestående menneske. Men hey: alle mennesker er særlige. Alle mennesker er enestående! Og jeg ser ikke nogen omtaler i de inden- så vel som udenlandske medier af Lise Nielsen, mangeårig sygeplejerske ved Hospice Mors (både personen og stedet er naturligvis opdigtet). "Lise var utrolig vellidt af både patienter, pårørende og kolleger. Der var aldrig noget, der var for småt, og Lise havde altid tid til at tale med en døende gæst. I sit mangeårige virke var Lise til stadighed et forbillede for alle, hun kom i kontakt med, og vi vil mindes Lises gavmilde og rolige væsen, når hun på lørdag bisættes fra Nykøbing Kirke. Hvis alle de kærlige tanker, Lise igennem tiden har hjulpet vore gæster på vej med, kan vendes, så vil vi nu gøre det og dermed sikre Lise en fredfyldt rejse ind i døden."

Hver dag dør mennesker, der er noget særligt. Man bliver altså ikke særlig, bare fordi man bidrager med 1½ mill. i kommunekassen. Men hverdagens helte får ingen omtale.

Påskenat

Jeg var i kirke i går aftes, til midnatsmesse i anledning af påsken.
Det er Påskedag nu, jeg har sovet, men følelserne er stadig lige meget i oprør.
Da jeg kom til kirken, var der mørkt. Helt mørkt, og jeg blev i tvivl, om jeg havde taget fejl; måske var det ikke i Domkirken, måske var det i Trefoldighed, der skulle være messe? Men der stod nogle folk udenfor, og dørene var åbne, så jeg gik ind. Det er vanskeligt at finde en siddeplads, når man ingenting kan se, men det har måske sine fordele, for jeg kom til at sidde sammen med et godt voksent par, to mænd (som sandsynligvis var kærester) og en tyk mand med snoet overskæg og en ualmindeligt flot tenorstemme. Hvis der havde været lys i kirken, var jeg sikkert end med at sidde i den ene ende af en bænk med mindst to meter til den næste kirke-gæst: hurra for mørket i rummet :-)

Og så begyndte det. Bag os, nede ved indgangen, sang en kvinde - eller skreg hun? - "De har tatt min herre bort fra graven. Jeg letter etter ham, men fant ham ikke. Jeg vet ikke hvor de har lagt ham!" Det foregik som vekselsang med kirkens blandede kor, og det var hjerteskærende. Stykket var skrevet af Trond Kverno, og jeg husker at være stødt på hans navn før, selvom jeg ikke husker hvor; men det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg møder ham!
Kvinden stemme steg og faldt, hendes ensomhed og desperation voksede, efterhånden som hun fandt ud af, at der ikke var nogen, der vidste hvor hendes herres krop var henne.
Og pludselig blev der stille. Havde hun givet op? Eller var hun bare gået et andet sted hen for at søge?
Men så sang en mand: "Hvorfor søger I blandt de døde?" Og så kom lyset, en enkelt flamme, som langsomt bredte sig op igennem rummet, i takt med, at præsten og koret (og alle de frivillige, for dem er der mange af ved en gudstjeneste i den norske kirke) bevægede sig op mod altret.
Vi havde alle sammen fået et lille lys, og alle fik vi vores flamme fra de store påskelys, der bevægede sig igennem mørket - det er jo helt romantisk :-)

Herefter forløb gudstjenesten som vanligt (salmer, læsninger, prædiken, nadver, etc.) helt frem til afslutningen, hvor præst og kor forlod kirken, mens alle sang nr. 187 i den norske samlebog: Deg være ære" - som alle tilsyneladende kunne udenad.
Og ude foran kirken dannedes en halvcirkel, hvor vi stod og sang omkvædet (jeg har jo heldigvis sunget i kor, så jeg fangede rimelig hurtigt tekst og melodi) "Deg være ære, Herre over dødens makt! Evig skal Døden være, Kristus underlagt.", indtil alle var kommet ud af kirken. Vi ønskede hinanden glædelig påske, og de (heriblandt jeg), som ikke gad tage lyset med hjem, fandt et sted imellem stenene ved det lille mindesmærke, der er udenfor kirken (til minde om 22. juli, måske?), hvor påskelyset kunne brænde for dem, vi tænker på og savner.

Så da klokken var halv et, og jeg gik hjem, var jeg godt træt. Men det var det hele værd :-)
Glædelig påske til alle.

At gøre status

Jeg har nogle ting, jeg lige er nødt til at gøre status over:

Fasten
Jeg har i år forsøgt mig med et "projekt", som jeg har luret på i flere år: at faste. Nu er jeg jo lidt små-religiøs anlagt, så det forekom mig at den i kirken fastlagte fastetid (altså tiden imellem fastelavn og påske, var ideel til formålet. Jeg havde store planer om mindre af alt det usunde, jeg fylder i hovedet, men allerede efter ret kort tid (faktisk kun få timer, og det er jo ikke meget, når fasten varer i 40 dage+ fem søndage) måtte jeg indse, at jeg altså er en "nyder". Og så kom den dårlige samvittighed. Sort og tung.
Lige indtil en gammel studieveninde skrev til mig på facebook, at det jo ikke handler om, hvad jeg lader være med at spise og gøre. Det handler om det, jeg gør i stedet for. Når jeg får lyst til noget af det, som fasten "forbyder", så erkend fristelsen men gør noget andet. Ring til en veninde, send en sød/glad/god sms, bed en bøn etc.
Og det virker!
Det har betydet, at jeg ikke har tabt mig (som jeg ellers i min lykkerus forud for projektets begyndelse havde visualiseret), men at jeg er blevet opmærksom på mine handlinger og impulser, og jeg er blevet præsenteret for en strategi til at reagere anderledes og mere hensigtsmæssigt, til glæde for mig selv og forhåbentlig også for andre. Så tak til Laura :-)

Overraskelsen I
Jeg har en gammel mormor, som er ved at blive temmelig dement. Det gør det vanskeligt for mig at være sammen med hende, for jeg husker hende, fra jeg var barn som en energisk dame, der fik noget fra hånden. En rigtig 50'er-husmor, som altid kunne klare en kop kaffe til uventede gæster.
Nu kan hun dårlig gå de 2½ meter fra lænestolen og hen til døren på plejehjemsstuen, og en tyve minutters samtale indeholder ofte tre gentagelser af det samme emne. Det er hårdt at være vidne til.
Min i fredags havde jeg en hurra-oplevelse sammen med hende: Hun havde tilsyneladende haft besøg f min mor dagen forinden, og det kom hun i tanker om, mens hun sad og bladrede i et ugeblad og kom frem til kryds og tværs-siderne. De to var nemlig begyndt på en kryds og tværs sammen, men de var ikke blevet færdige. Så vi gjorde den færdig sammen, hu og jeg, og det er de bedst tre kvarter jeg har haft med hende i flere år! Det var pisse-hyggeligt, og vi grinede, efterhånden som vi gennemskuede at lampetten på stegepanden jo var en pandelampe, og det grædende kaffekrus var en tudekop.
Det, der var et pligtbesøg fra starten, blev til en superhyggelig eftermiddag, og jeg gik derfor med solskin i hjertet.

Overraskelsen II
Min rigtig gode veninde skal giftes om ganske kort tid, og i den forbindelse skulle hun selvfølgelig have en polster-fest. Hun havde planlagt besøg af familie og venner i weekenden, fordi hun også lige er blevet færdig med sin uddannelse, så der måtte laves en masse hemmelige aftaler med både kæresten og familien, fordi planerne jo skulle ændres uden hendes vidende.
Jeg var selvfølgelig også inviteret til færdigfesten, men jeg havde sagt, at jeg kunne ikke komme med begrundelse i økonomi.
Overraskelsen var derfor dobbelt, da huset blev invaderet lørdag morgen (klokken halv otte, puha!) af en flok syngende damer, herunder mig selv. Og hun blev - heldigvis - glædeligt overrasket og lod sig villigt føre med rundt til diverse aktiviteter. Og det var en formidabel dag for alle deltagende, tror jeg. Men så var vi også trætte kl. halv elleve, så det var godt, der kom flere - friske - gæster kl. syv.
Tak til alle for en dejlig dag :-)

Afslutningen
Under lørdagens aktiviteter skulle vi bl.a. spille fodbold i en hoppeborg med elastikker, som begrænsede bevægeligheden og trak os tilbage, hvis vi kom for langt frem, om taljen. Det var rigtig sjovt og ganske udfordrende, konditionsniveauet taget i betragtning.
I kampens hede kom jeg til at sparke en modspiller (undskyld Tabita) overskinnebenet, og det gjorde herre-ondt både på hende og mig.
Som timerne gik blev min fod mere og mere øm, og da jeg fik strømperne af om aftenen, var den også blevet blå, og jeg kunne dårligt gå på den. Jeg besluttede derfor at tage på skadestuen søndag formiddag, så jeg kunne få ro i sjælen; jeg kunne ikke overskue at skulle tage hjem til Oslo og gå på arbejde mandag morgen med en fod, der nærmest ikke kunne være inde i skoen.
Så (den meget søde, høje, unge) læge kiggede på den og fik taget nogle røngtenbilleder af den, og han kunne heldigvis konstatere, at den ikke var brækket.
Og måske (læs: sandsynligvis) er der tale om selv-suggetion, for nu, syv-otte timer efter jeg forlod skadestuen er tåen kun meget moderat øm, og jeg kan gå normalt. Den er næppe hudfarvet igen, men det kommer i løbet af et par dage, det er jeg sikker på :-)

Så jeg fløj hjem i højt humør omend på vågeblus rent energimæssigt, og nød - som altid - flyveturen. Jeg elsker den der følelse, der kommer til mig, når flyet varmer motorerne op, og jeg bliver trykket tilbage i sædet, mens maskinen buldrer ud af startbanen. Og i ét sekund slipper vi jorden:
Ladies and gentlemen: we are airborne! Enjoy :-)

Glædelig kampdag!

Det er i dag d. 8. marts, den dato til hvilken der sædvanligvis refereres som "Kvindernes Internationale Kampdag". Bevares, der er stadig brug for kvindekamp. Der er ikke lige løn for lige arbejde, traditionelle kvindefag er lavere lønnet, end ditto mandefag, kvinder går stadig på pension med en gennemstitligt betydeligt lavere pension, bl.a. fordi det stadig er kvinderne, der tager langt det meste barsel og barnets første (og anden og tredje) sygedag etc.

Alligevel synes jeg, det ville klæde os - moderne, veluddannede, selvstændige kvinder - at løfte blikket lidt op. At tage bjælken ud af vort eget øje, før vi begynder at hjælpe vore søstre med splinten (jvf. den velkendte historie som sjovt nok også har et betydeligt mere maskulint udtryk i den oprindelige version).
Der er kvinder, som ikke kan få lov at tage en uddannelse, som ikke har råderet over egen krop, herregud, i Saudi Arabien er det forbudt for kvinder at køre bil!

Hertil kommer, at der er mange grupper i vores samfund, som har det betydeligt sværere ved at deltage aktivt i det, vi normalt anser som en menneskeret: at arbejde. At have en meningsfuld beskæftigelse at stå op til hver dag, at være en del af en gruppe, hvor det betyder noget, om man kommer eller ej, og hvor gruppens (for-)mål besværliggøres, hvis man ikke deltager.
Jeg taler selvfølgelig om de medborgere, der kæmper mod diverse forhindringer: psykisk eller fysisk sygdom, eller "bare" et system der er for firkantet til at kunne favne de fleste (om ikke alle). Et system der tillader en flygtning at bidrage positivt til samfundet i stedet for at være spærret inde på et center.
Eller de homoseksuelle som ikke kan få Vorherres velsignelse af deres kærlighed på lige fod med alle andre.

Så i stedet for at diskutere, om denne eller hin er den bedste/rigtige moderrolle og hvor mange kvinder, der bør være i en virksomhedsbestyrelse, skulle vi så ikke i stedet hjælpe de tusindvis af undertrykte grupper ude i verden (og ja, kvinderne er også med i den pulje!)?
Vi kunne jo lægge pres på vore politikere, så de - i stedet for at snakke - faktisk satte gang i sanktioner mod de regeringer i Afrika, som tillader omskæring af kvinder, mod Iran som forfølger de homoseksuelle, og mod os selv så vi fik skabt et samfund, hvor der også er plads til en ny kollega, selvom hun har meget fremskreden gigt og kun kan arbejde tre timer hveranden dag, eller ha, der hører stemmer og en gang imellem er nødt til at trække sig tilbage for at få dem til at dæmpe sig lidt.
Måske ville vi faktisk alle sammen blive lidt rigere, hvis vi så ud over vores egen næsetip.
"My way" er ikke nødvendigvis the only way.

Glædelig kampdag!

Sammenhængskraft

Jeg har haft besøg fra Danmark. Det var dejligt.
Det var for det første rigtig hyggeligt at have besøg af Jeppe og Pia, som er ualmindeligt hyggelige mennesker. Men det var også dejligt, fordi jeg nu har fået en slags ro i sjælen i mit nye liv/hjem. Jeg havde brug for at få koblet Danmark og Oslo sammen, og det er sket nu. Danmark føles ikke så langt væk, og jeg ved, at nogle mennesker nu har et billede af mig i Oslo, så det føles ikke som ferie (så meget) mere.
Afslutningsvis skal det også tilføjes, at det var også rigtig dejligt, da mine gæster rejste igen, for hold da op! hvor har der været meget lyd i min sædvanligvis stille lejlighed. Som Pippi ville formulere det: "Det var hyggeligt at du kom, og det var - også, ikke mere - hyggeligt, at du gik."
Jeg har tidlegere blogget om dette med at være alene (http://ajuungilaq.blogspot.com/search?updated-max=2011-11-27T09:26:00-08:00&max-results=7), og jeg synes stadig, det er helt vildt dejligt at være omgivet af mennesker, men jeg synes også, det er dejligt, når der er stille omkring mig.

Hvorfor var det, jeg rejste til Oslo?
Fordi jeg trængte til nye eventyr, ja, men også fordi jeg havde brug for en forklaring - ikke en undskyldning, men en forklaring - på, hvorfor jeg ikke altid kan være med til alting.
Jeg holder meget af min familie og mine venner, og jeg savner jer alle. Men det er vanskeligt for mig at sige nej, når jeg bliver inviteret. Ofte er det slet ikke en mulighed at sige nej, selvom der slet ikke foreligger en officiel invitation. Så kan det være bekvemt at kunne gemme sig bag "jeg har simpelthen ikke råd til flybilletten".
På den måde er Oslo tilpas langt væk. Jeg kan gøre det, jeg simpelthen ikke kan lade være med (uanset om det er noget, jeg skal, fordi det skal man, eller det er fordi jeg bare har helt vildt meget lyst), og jeg kan samtidig sige "ved I hvad, venner, jeg vil skidegerne komme, men jeg har bare ikke tusind eller femtenhundrede kroner til det lige nu".

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det opleves i Danmark, at jeg sjældent viser mig, men jeg ved med mig selv, at når jeg kommer til Danmark, så er det faktisk, fordi jeg har lyst til det. For det koster (mindst) 1.000 kroner, hver gang jeg skal sydpå. Det koster fly- eller færgerejser frem og tilbage, det koster togrejser, fordi min familie bor spredt i landet, og det koster lommepenge. Og det koster, fordi jeg ikke har ferie med løn, så jeg betaler selv mine fridage, når jeg ikke kan gå på arbejde.
Så jeg må prioritere. Jeg prioriterer det, jeg synes er allervigtigst. Og hvis venner og familie i Danmark synes, de ser mig for lidt, så kan jeg kun opfordre til, at man får købt sig en billet til Oslo. J&P vil kunne bekræfte, at det er muligt for mig at have besøg af to voksne. Hvis der kommer flere gæster på én gang, skal der nok en anden løsning til, men det kan vi også finde ud af. Jeg skal bare vide det nogle dage i forvejen, så jeg kan nå at finde en løsning.

Men jeg advarer: jeg er lidt rodet. Ikke så meget at jeg roder, for mit hjem er - rimelig - ryddeligt, men jeg er et rodehoved. Fx var jeg sikker på, at Jeppe og Pia ankom fem kvarter senere, end de egentlig gjorde. Så jeg nåede ikke at forberede aftensmad, og jeg ankom senere på togstationen, end de gjorde. Ikke nogen succesfuld start på det allerførste besøg.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om J&P syntes, jeg var rodet i weekenden (jeg måtte svare "det ved jeg ikke" temmelig mange gange...), men mig bekendt kom de da hjem i god behold. Og jeg lever også stadig, så mon ikke, det alligevel har været okay?

Det var vigtigt for mig at få skabt dette link imellem Oslo og Danmark. Jeg har ikke denne ferie-fornemmelse i samme grad, som jeg havde for en uge siden, og det er J&P's fortjeneste, alene fordi de kom.
Nu venter jeg bare på, at de næste gæster skal melde deres ankomst, og alle er velkomne :-)

EN bekendt af mig er af asiatisk afstamning, og hun er for nogen tid siden rejst til Korea for at studere på universitetet og for at møde sin koreanske familie. Det er meget interessant at følge hendes blog, for hendes beskrivelser er levende og morsomme og triste, og hendes oplevelser er meget forskellige fra mine.
Ja, vi har begge forladt hjemlandets trygge favn, men der hører lighederne også op.
Hun er rejst ud til en familie, som har taget imod hende med åbne arme. Til gengæld har hun yderst vanskeligt ved at kommunikere med dem.
Jeg er rejst ud, uden at have et fast netværk, men jeg har ingen problemer med at meddele mig til nogen eller forstå, hvad der bliver sagt til mig.

Derfor har jeg enormt stor respekt for det, hun gør. Hun er vokset op i en kultur, hvor hun er synligt forskellig fra langt de fleste; de asiatiske træk i hendes (smukke) ansigt lader sig ikke overse, og nu er hun rejst ud til et land og en kultur, hvor hun blender ind i mængden, så alle må forvente, at hun er en "lokal" - det er hun bare ikke. Og det må være så vanskeligt. Hvis alle omkring forventer, at man forstår alting (sprog, kultur,vaner, roller, gestik etc.), og alt bare er fremmed, så må det blive endnu mere vanskeligt, end det er for mig. -Og jeg synes, det er vanskeligt at forstå og begå mig i Norge, fordi jeg fokuserer på de små detaljer; jeg har jo de store linjer på plads

Så al magt til dem, der tør udfordre sig selv på så vanskelig en rejse!
Når jeg bliver Verdensleder, skal det være obligatorisk for alle mennesker at tage denne udfordring op; mig selv inklusiv. Så jeg er glad for, at den title alligevel ligger nogle år ude i fremtiden.