Til Oslo-gjengen

Jeg havde besøg i forgårs af mine gode venner i Oslo. Det var en meget dejlig aften, med hygge og mad og en lille smule boblevand, naturligvis; skal der være fest, you know :-)
Jeg har virkelig tænkt over, hvad det er, jeg gerne vil lære af at være i Oslo, og jeg tror, jeg har fundet ud af det: jeg vil blive bedre til at give den gode karma videre.

Da jeg kom til Oslo for et år siden, kendte jeg bare en enkelt jævnaldrende kvinde meget overfladisk. Nu er hun - sammen med tre andre i forskellige aldre - blandt mine bedste venner. Jeg bliver til stadighed overrakset over den imødekommenhed, jeg oplevede, da jeg først kom her, og jeg vil virkelig ønske, at jeg kan give bare en smule af det tilbage. Ikke nødvendigvis til der, hvor det komme fra til mig, men tilbage til nogle andre. Så flere kan få glæde af al den glæde og venlighed og kærlighed, jeg er omgivet af.

Det er lidt smart at sige, at "med venner som jer behøver jeg ikke fjender". Jeg bryder mig ikke om det udtryk, det er... ondskabsfuldt. Men jeg vil alligevel lade mig inspirere af det, når jeg sætter ord på min taknemmelighed og tillid: "Med venner son disse frygter jeg ingen fjender".

Når retsstaten er størst

Jeg er stolt af at bo i Norge. Jeg er stolt af at have valgt at bo i et land, der hylder retfærd i en grad, så det bliver muligt - ja, det eneste rigtige - at gøre sig større end den, der forbryder sig imod samfundet.
I går faldt der dom i sagen over Breiviks, der, som bekendt, terroriserede Oslo og Norge sidste sommer. Han er nu blevet dømt som terrorist. Ikke sindsyg, men terrorist. Han vidste udmærket, hvad han gjorde, og han var ikke på noget tidspunkt i forberedelserne eller udførelsen af sine ugerninger styret af "stemmerne i mit hoved".

I dag er der i NRK refereret fra mange udenlandske medier, som næsten alle spekulerer i, hvordan retssagen  ville være fladet ud i deres respektive hjemlande. Tydeligst var den amerikanske freelancejournalist, som fortalte, at i Texas ville man ikke have overvejet muligheden for, at gerningsmanden ikke var sindssyg. Og man ville med stor sandsynlighed have givet ham dødsstraf. Ikke dette naive, nordiske pjat. "Jamen, alle mennesker fortjener jo en ny chance". Nej, ville svaret være, ikke når man har slået så mange mennesker ihjel med koldt blod. Så må man dø.

77 afsluttede menneskeliv. 21 år. Er de to lige?
Der spekuleres forståeligt nok i, om ABB kan løslades. Ikke lige med det samme, selvfølgelig, men engang. Nogle mener, at det ikke skal være en mulighed. At Norge egentlig helst skulle have idømt ham en livstidsstraf, som var en mulighed indtil for 30 år siden. Man kunne måske dømme ham med tilbagevirkende kraft, siger nogen.
Men nej, sådan fungerer et en retsstat jo ikke. I en retsstat bliver man dømt efter den til enhver tid gældende lov. Og loven giver (på nuværende tidspunkt) mulighed for forvaring i 21 år (det er altså temmelig længe!), som kan forlænges, hvis det skønnes at være det bedste. Så i realiteten kan ABB risikere at skulle sidde i Ila eller en anden sikker institution resten af sit liv. Han er bare 10 måneder ældre end jeg. Det er lidt skræmmende for mig at tænke på. At livet i praksis er forbi. Fra nu af kan jeg ikke komme på toilettet, uden at skulle bede om lov til at få låst døren op først...
Jeg må sige, at jeg gyser bare ved tanken.

Nogle gange kan jeg spørge mig selv: skal alle forbrydere have lov at leve? Er der ikke ugerninger, der er så slemme, at verden ville være et bedre sted uden denne mand (eller kvinde)? Og svaret er: jo, der er forbrydelser, som burde give den værst tænkelige straf. Men døden er endegyldig. Der er ingen vej tilbage. Der er ingen mulighed for at lade gerningsmanden (eller -kvinden) komme på bedre tanker. Og det er og har altid været essentielt i demokrati og kristendom (som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, men som dog begge er en del af mit rodnet), at alle skal have en mulighed for at komme tilbage til samfundet. Sig undskyld, lær af dine fejltagelser og lad være med at gøre det igen.
Er det naivt? Uden tvivl. Men jeg vil hellere stå foran Sankt Peter, når min tid kommer og med fred i hjertet kunne sige, at jeg overlader straffen til andre. Jeg mener bestemt ikke, at det tilkommer mennesker at dømme om liv og død. Det er vi simpelthen ikke kloge nok til.

Hvis ikke vi lader tvivlen komme selv ugernningsmænd til gode, hvis ikke vi tror på det gode i mennesker, så er vi - og dermed retsstaten - ikke spor bedre end forbryderen.
Og derfor er jeg stolt af at bo i Norge. Breivik vendte sig imod sine egne, men Norge har vist, at voldsomme ugerninger ikke knækker retsstaten. Så der er håb om, at nordmændene kan tilgive. Ikke glemme, for det kommer aldrig til at ske. Men der kan vokse hud over det endnu åbne sår, og engang vil Norges blomsterdal igen stå i fuldt flor.

Jeg begynder i morgen

Det er onsdag, klokken er halv seks, og jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle i fitnesscentret i dag, når jeg havde fri fra arbejde. I stedet endte jeg i sofaen med Matador (altså serien, ikke -Mix). Jeg undskylder mig med, at jeg jo var afsted i mandags, og at jeg - siden jeg meldte mig ind for fire uger siden - har holdt en frekvens på 3½ gang pr. uge. I dag er jeg bare træt. 

Det har været en stille uge indtil nu. To veninder er i Danmark, og den tredje har besøg af familien, så er der tid og rum til eftertanke. 

I dag tænker jeg på, hvad der er vigtigt i mit liv. Hvad jeg gerne vil bruge min tid på. Ikke hvad tiden skal gå med, men hvad jeg vil bruge den til. 

Det er jo et vanskeligt spørgsmål, for jeg kender - som så mange andre, vil jeg tro - til, at dagene glider i ét. At jeg kommer i tanker om, at jeg skal ringe til mine bedstemødre eller sende fødselsdagskort til en veninde eller være god ved mig selv og gå i fitnesscentret og bruge en halv time på løbebåndet efterfulgt af Solhilsen. 

I stedet ser jeg Matador. Så måske skal dagens lektie være: ikke slå mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke når, men i stedet blive bevidst om hvad jeg har brug for og være til stede i det. Så blev jeg alligevel klogere om onsdagen. 

Jeg har bare mig selv at tage hensyn til. Ingen mand, ingen børn, bare mig. Så måske skulle jeg øve mig i at fornemme, hvad jeg selv gerne vil bruge min tid på. Ikke forklare eller undskylde, hvis jeg gør noget, jeg tror, andre har en (negativ) mening om. Bare gøre det, jeg føler for.

Med måde i hvert fald. For hvis jeg altid bare skulle gøre det, jeg gerne vil, så gik jeg nok ikke på arbejde i morgen. Og det holder ikke rigtigt i længden... Fra i morgen vil jeg begynde på mit nye liv :-)

Familie - biologi eller...?

Det er sjovt, som der er nogle mennesker, foruden hvem min verden (og dermed Verden) ville være et fattigere og mindre farverigt sted. De mennesker, som altid bakker mig op, når jeg har brug for det, men som også fortæller mig sandheden om mig selv, selvom jeg ikke nødvendigvis har lyst til at høre den.
Sådan et menneske er Mette. Derfor har jeg nu fulgt en anden god venindes eksempel og inviteret Mette på besøg. Og heldigvis tog hun imod invitationen (ellers var jeg altså også blevet godt mopset!), og jeg glæder mig allerede.

Vi snakker ikke så ofte sammen, men hurra for Facebook, for der kan vi følge hinandens liv og hverdag. Og måske netop fordi jeg er langt væk fra familien og (mange af) vennerne, gør jeg ekstra meget ud af at følge dem der. Alligevel er det altid fedt at møde Mette, for hun kender mig, og jeg behøver sjældent bruge mange ord til at beskrive mine følelser eller en oplevelse (alligevel er der - selvfølgelig - hele tiden ord imellem os, men det er en anden snak).

Jeg har en gruppe på Facebook, som omfatter de venner, der er "så gode venner, at de faktisk er familie". Mette og min onkel Peter var de første til at komme i denne kasse.
For familie har ikke nødvendigvis noget med biologi at gøre :-)

Et samlingspunkt

Forleden dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at fejre 17. maj i Oslo; for de, som ikke ved det, er 17. maj Norges nationaldag. Jeg var inviteret til brunch hos en venindes kollega, og alene det beskriver meget godt stemningen for dagen: der er altid plads til en til, for i dag er vi alle nordmænd! Alle nordmænd får et helt særligt blik, når talen falder på 17. maj. Og alle børn glæder sig til dagen. Der er ikke gaver involveret, som ved jul, og alligevel har dagen en særlig plads i hjerterne hos alle børn, der er opvokset i Norge. 17. maj  er jul uden stress og jag og gaveindkøb og økonomiske frustrationer. Måske netop derfor ser man frem til denne festdag med særlig forventning.
Tidligere på året havde jeg fået en gave af min gamle farmor, som var i Norge som ung pige i huset tilbage i årene lige efter krigen og gentagne gange siden: en sølje. En lille broche, som egentlig hører til bunad, den norske folkedragt. Jeg havde selvfølgelig fået den renset hos en guldsmed, så den kunne være klar til dagen.
Det regnede, da jeg gik hjemmefra. Øv, for jeg vidste jo, at mange - både voksne, børn og "russer" - skulle gå i tog og vinke til kongen. Men det klarede op, og da vi nåede frem til adressen, var vejret faktisk ganske godt. Og så var der ellers champagnebrunch til den helt store guldmedalje, mens solen skinnede mere og mere.

Til 17. maj tager man som minimum sit pæne tøj på, og hvis det er muligt, bruger man sin bunad, som er et udstyrsstykke af en anden verden. Ofte får man sin (netto-)bunad i konfirmationsgave af sine forældre, og så kan man så i de efterfølgende år tilføje flere og flere detaljer. En fuld bunad med alle dimser og alt tilbehør kan hurtigt komme til at koste på den tunge side af 60.000 kroner - eksklusiv smykkerne. Fyrene fortæller grinende, hvordan de i mange år fik én sølvknap i julegave; der skal bruges ca. 20 knapper til en hel dragt.
Desuden viser bunad, hvor man kommer fra. Enhver lille flække i bunden af en fjord har sin egen bunad, og kendere kan se på dragten og vide, hvor bæreren har sin oprindelse.
Dragten består for herrernes vedkommende af en skjorte, en vest, knæbukser, (uld-)sokker, uldjakke (af varierende længde) og sko, evt. en hat. For damernes vedkommende er det: skjorte, bærestykke/vest, skørt, (evt.)forklæde, jakke/kappe og evt. en lille hue eller et (snoet) bånd i håret. I alt ca. ti kilo uldtøj. Hertil kommer diverse genstande fx en taske til at fæste i bæltet (hvori kan man have sin mbiltelefon, pung, cigaretter; det var næppe det oprindelige formål, men det fungerer ganske godt), en lille kniv og så selvfølgelig smykkerne, som alle er sølv og ofte meget smukt forarbejdede. En dame fortalte, at det kan tage op til 1½ time at få hele dragten på... 

Efter brunchen gik Winnie og jeg ned forbi Slottet, fordi vi jo skulle vinke til kongen. Men eftersom kongen havde stået på balkonen og vinket uafbrudt i fire timer, var han gået ind for at spise (en velfortjent: han står der nemlig og vinker under hele toget) frokost med sin familie. Så det må blive næste år. I stedet gik vi ned og op igennem Karl Johan og beundrede de mange smukke bunad'er. De kommer i rigtig, rigtig mange variationer. Sorte, mørkeblå og lyseblå, mørke- og lysegrønne, røde, creme og orange. Og med et væld af broderier i alle regnbuens farver (som selvfølgelig er håndsyede). Hertil kommer de normænd, der falder lidt udenfor kategori, fx de to unge piger med mørk hud og tørklæder om håret. Også de bar bunad. I sandhed et stærkt bevis på, at Breivik og hans ligesindede tager grundigt fejl :-)
Det sidste billede viser selvfølgelig Karl Johan. Der var ikke helt så mange mennesker, da Winnie og jeg kom dertil, men der var mange!


Jeg har forsøgt at finde nogle billeder, der viser de smukke dragter, men det er vanskeligt; der er ligesom ikke rigtig noget, der kommer tæt nok på virkeligheden. Måske er det, fordi dragterne gør sig bedst i bevægelse. Måske er det, fordi de bare er smukkere, når bærerne også går med det norske flag. Måske er det, fordi jeg ikke kan lægge den tanke fra mig, at i Danmark er det ikke almindeligt at gå med folkedragt. Men det er det i Norge; her tager man sin bunad på til store fester, fx bryllup (hvis man har en bunad, ville det nærmset være utænkeligt ikke at bære den, når man bliver gift!), runde fødselsdage, jul og selvfølgelig til 17. maj. Og man bærer den med stolthed!
Jeg kunne godt ønske, at der i Danmark havde været en begivenhed som denne i min barndom. En fælles national begivenhed, som alle kunne samles om. En dag, hvor man fejrer sit land og glæden og stoltheden over at tilhøre denne nation - men stoltheden må endelig ikke forveksles med nationalisme, for det er der bestemt ikke tale om!
Måske hænger den ivrige fejring af nationaldagen sammen med Norges forholdsvis unge alder som selvstændig nation (Norge frigjorde sig fra Danmark i 1814 og har således mindre end 200 år på bagen). Måske har det at gøre med, at Norge på mange måder stadig er temmelig isoleret fra den omgivende verden. Måske har nordmændene bare fundet den perfekte balance imellem oprigtig glæde og stolthed på den ene side og selvtilfredshed og nationalisme på den anden.
Der er ingen tvivl om, at på 17. maj er alle velkomne, for i hjertet er vi alle nordmænd uanset nationalitet.
I øvrigt vil jeg afslutningsvis tilføje, at i 2013 falder 17. maj på en fredag, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at tage en forlænget weekend og opleve denne herlige festdag :-)

Ode til ensomheden

Jeg havde en besynderlig oplevelse forleden dag, da jeg var til en meget nær venindes bryllup. Lige pludselig så jeg et billede af mig selv (inde i mit hoved), i en ring af de unge kvinder, jeg omgiver mig med; min søster, mine (studie-) veninder og de unge kvinder i min familie. Og alle sammen er de nu gift/i et forhold/har børn/venter børn.

Jeg ønsker ikke mit liv anderledes, end det er. Jeg savner ikke en mand i mit liv (eller... jo, men ikke sådan én der vil involveres i mine beslutninger og sådan, han skal bare være der, når jeg... ja, I forstår nok, hvad jeg mener), men det er alligevel en mærkelig følelse at være den eneste af alle de 9-10 kvinder, jeg sammenligner mig selv med, som ikke har "pakken". Det giver en vis følelse af ensomhed.

Jeg spurgte en gammel ven, om der er noget galt med mig, siden jeg tilsyneladende ikke kan finde ud af det der "familie-halløj". "Ja!", svarede han. "Der er helt sikkert noget galt med dig". Men han sagde det med et glimt i øjet, og jeg ved godt, at han ikke synes, der er noget galt med mig. Men jeg er altså lidt udenfor kategori, og det er vanskeligt, kan jeg godt afsløre. Det kræver både mod og viljestyrke at gøre noget andet end det, alle andre gør, og jeg skal virkelig holde tungen lige i munden.
Hvad er det, jeg vil? Hvad vil jeg, at mit liv skal indeholde? Gør jeg det, jeg virkelig har lyst til? Hvorfor eller hvorfor ikke? Har jeg et eller flere mål? Og kan jeg eventuelt kombinere de forskellige mål? Og hvad hvis jeg ikke kan; skal jeg så til at prioritere dem? Og hvad er så vigtigst? Og hvad nu, hvis jeg vælger forkert? Hvad nu, hvis jeg opdager om 10 år, at jeg er helt vildt ensom, og jeg vil gerne have en mand, der vil tage del i og spørges til råds om mine beslutninger, og som synes, jeg skal være en del af hans beslutninger ("nej, det er jo vores beslutninger, skat")? Og måske hopper og springer mine æggestokke og vil bare lave en hel stribe unger LIGE NU!! - hvad så?

En god ven sagde engang til mig: "Man skal gøre det, der er det rigtige nu. Måske er det noget andet, der er rigtigt i morgen, og så skal man gøre det." Så det gør jeg. Jeg gør det, der er rigtigt for mig nu. Og hvis det viser sig i morgen eller om 10 år, at det var et fejlskøn, så må jeg jo vurdere mine muligheder på ny og tage en ny beslutning baseret på det nye vidensgrundlag.

Jeg vil gerne dedikere foråret 2012 til at gøre det, der føles helt rigtigt for mig. Også selvom jeg er nødt til at svømme modstrøms som den eneste :-)

Når man lærer en vigtig - og gratis - lektie

Jeg har været ved frisøren i dag. Det er luksus i hverdagen, og jeg gør det alt for sjældent, især i betragtning af at det i dag viste sig at være gratis, fordi jeg sad model for en elev.
Jeg har fået en helt klassisk, skulderlang page, det er der sådan set ikke noget interessant ved. Det interessante er, at han glattede mit hår, da han vær færdig med at klippe mig.
Så nu har jeg hår, der "hænger lige ned".
Jeg har altid syntes - og gør det stadig - at helt glat silkehår er meget smukt. Og som alle piger og kvinder (og sikkert også mænd) drømmer jeg om alt det, jeg ikke har: glat hår, krøllet hår, rødt hår, gyldent hår, langt hår, kort hår, you name it.
Men nu ved jeg, at jeg allerhelst vil have det hår, jeg har. Det er sjovt at prøve at have glat hår, men det passer ikke til mig. Måske er jeg bare ikke klassisk nok til at kunne bære en klassisk page. Så dagens lektie er: jeg er allermest glad for det, jeg har :-)