Money makes the world go 'round

Eller det vil sige: sex. Det er jo i virkeligheden det, vi alle sammen vil have. Det er derfor, vi gør os umage med at se ordentlige ud om morgenen, inden vi møder verden, det er derfor vi søger et nyt og bedre job, fordi det giver flere penge (som giver mere sex) og så videre.

Imidlertid synes jeg, at fokus er blevet en lille smule fordrejet efterhånden. Fokus er flyttet væk fra, at sex er sjovt og dejligt, men jo egentlig bare noget, der foregår imellem to (eller flere, hvis man er til den slags) mennesker.
Nu bliver vi bombarderet med, at det amerikanske Senat har fået sit første (åbent) homofile medlem (http://politiken.dk/udland/ECE1804818/senatet-faar-sit-foerste-aabent-erklaerede-homoseksuelle-medlem/), og at Helle Thorning-Schmidts mand måske og måske ikke er homo- eller bifil, og at det kan have en sammenhæng med hans skattepligt til Danmark (http://politiken.dk/politik/ECE1731824/thorning-afviser-homorygter-om-sin-mand-i-parrets-skattesag/). -Jeg mener at kunne erindre, at der for mange år siden var spekulationer i samme retning om Prins Henrik... De døde da vist heldigvis ud igen.

Jamen, kære venner, det er da uendelig ligegyldigt! Enten er Kinnock tilstrækkelig meget udenfor Danmark, eller han er for meget i Danmark til at kunne undgå den - det medgiver jeg - tunge skattebyrde, der ligger på de danske borgere. Men sig mig lige, hvorfor er det interessant, hvem manden knalder med?
Og hvis man læser Politikens artikel om det nye senatsmedlem, Tammy Baldwin, så vil man se, at der (i hvert fald i Politikens artikel så vel som http://en.wikipedia.org/wiki/Tammy_Baldwin - og jeg ved godt, at man ikke finder Sandheden hverken det ene eller det andet sted, men der er ikke meget, der peger på, at damen selv finder, at hendes seksuelle observans er af offentlig interesse) ikke er noget at spore i hendes politik om homofiles rettigheder men tvært imod sager, som har stor international betydning for ikke at tale om sygeforsikring til alle borgere i Guds Eget Land.

Der er sikkert masser af (konservative) republikanere, som vil græmme sig over, at man nu kan besætte et offentligt, lovgivende embede, selvom man er erklæret homofil, ligesom der er masser af mennesker, som (stadig) er sikre på, at - den nu genvalgte - preæsident for samme nation er muslim. Han er jo sort og hedder Hussein til mellemnavn.
Skal vo gætte på, om der er flere nye rekrutter til det amerikanske forsvar, efter "Don't ask, don't tell"-princippet blev afskaffet? Jeg tvivler ærlig talt.

Hvem man vælger at invitere ind under sin dyne, det vedkommer da ikke andre, eller hvad? Bliver man en dårligere murer af at være homofil? Næppe. Bliver man en bedre chef af ikke at være homofil? Næppe. Bliver man så et dårligere senatsmedlem, hvis man er homofil? Næppe heller. Og hvis Kinnock og Thorning-Schmidt er enige om, at han knalder med dem, han gider, når han er i Schweitz, og med konen når han er i Danmark, så er det vel deres sag.

"Sex er godt, sex er fedt, sex er sundt. Og det får hele verden til at snurre rundt!" Og så kan vi vel snart droppe det der dyne-løfteri, hva'?

For hvis skyld?

Jeg har været i kirke i dag. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på en (mere eller mindre) stilfærdig samtale med Vorherre, men i dag ville jeg faktisk hellere have været besøget i Hans hus foruden. Ikke fordi jeg ikke blev klogere, for det bliver jeg altid, når jeg går i kirke: enten bliver jeg bekræftet i, at mine egne opfattelser af verden er helt rigtige, retfærdige og i tråd med Vorherres vilje (og det er jo dejligt at kunne klappe sig selv på skulderen med den viden ;-)  ), og ellers bliver jeg provokeret til ny erkendelse.
I dag blev jeg provokeret.

En bekendt skrev (jeg tror, der var tale om, at han lånte et citat fra en anden) for nogen tid siden på Facebook noget i retning af: "Jeg er nede med Gud. -Det er Hans fanklub, jeg ikke kan fordrage!", og det kan jeg kun erklære mig enig i.

Dagens tekster og prædiken handlede om forholdet mellem mand og kvinde, og om hvorvidt det er tilladt at lade sig skille, hvis samlivet ikke viser sig at være lykken. Angiveligt er en flok farisærer (og dem kan vi jo ikke lide!) kommet til Jesus og har spurgt, om det er i orden for en mand at lade sig skille fra sin kone, sådan som moselovene tillader det (allerede her skriger mit feminist-hjerte højt, for hvorfor kan konen ikke lade sig skille fra manden!?). "Tja", svarede Jesus, "Gud har jo skabt manden og kvinden, for at de kan være sammen, og så har mennesker ikke lov at adskille dem". Nå. Så er skilsmisse altså ikke en mulighed, heller to årtusinder efter denne samtale skal have fundet sted.
Nej vel.

Imidlertid tror jeg, at der er to ting, man med fordel (og for at underbygge min egen påstand, naturligvis) kan tage betragtning:

1) Moselovene (og Biblen også) er skrevet på et tidspunkt, hvor familien var samfundets vigtigste institution. Et menneske uden familie havde ingen værdi i samfundet og intet tilhørsforhold. Tænk bare på historien om Jesus, der kommer tilbage til Nasareth: ingen vil vide af hans profetier, fordi alle kender ham som tømrerens søn: Jesus af Nasareth. I navnet alene ligger (beskrivelsen af) hans oprindelse. Så kunne folk vide, hvem han var og hvilken kasse han hørte til i. Min påstand er, at samfundet ville falde fuldstændigt fra hinanden, hvis mennesker kunne 'komme og gå' i ægteskabet, som det passede dem, så man var nødt til at forhindre denne mulighed. Det indiske kastesystem er et andet eksempel på menneskers kasse-tænkning.

2) Ægteskabet (på linje med alle andre samfundsinstitutioner) er menneskers værk. Det er en konstruktion, som mennesker har opfundet for at kunne skabe struktur og sammenhæng i fælleskabet. Jeg tror helt ærligt ikke, at Vorherre bekymrer sig, om mennesker lader sig velsigne, før de påbegynder at leve sammen, før barnet bliver "et medlem af Guds Kirkes fælleskab", eller før mennesker kan tage afsked med den, der ligger i kisten. Det er alt sammen ritualer, der er skabt af mennesker til mennesker. Fordi vi - med vores begrænsede kapacitet for at forstå sammenhængen - har brug for at sætte hinanden i bås med etiketter på, der fortæller, at "jeg er gift", "jeg er muslim", "jeg er ungarer".
Vorherre er - og det tror jeg oprigtigt på - flintrende ligeglad med, om et menneske har fået den sidste olie, før sjælen og livet forlader kroppen. Jeg tror ikke, sjælen er mindre velkommen i Guds Rige, hvis den afdøde ikke har bekendt sine synder for en præst før dødens indtræden. Og jeg tror ikke, Vorherre bekymrer sig for, om et par har fået en præsts velsignelse af deres samliv. Hvis to mennesker elsker hinanden, så er det da rigeligt.

Jeg har mange issues med Paulus (der kommer givetvis et indlæg om kvinders rettigheder ved lejlighed), men lige her har han fat i noget: Romerbrevet, 13,8: "Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven."

Jeg elsker Jesus. Ikke som jeg elsker mine venner, min familie, min(e) (fremtidige) mand (eller mænd), men som en slags bror, der tager vare på mig. En fremmed jeg aldrig har mødt, men alligevel erkender tilstedeværelsen af. Men jeg tror ogåå på menneskers frie vilje til at gøre det rigtige, såvel som viljen til at gøre det forkerte.
Og jeg lever i fuld tillid til den nåde, jeg må møde på den yderste dag, og som, jeg tror, alle mennekser uanset deres ugerninger, får del i. Jeg stoler på, at Vorherre er så stor og almægtig, at ingen af de forbrydelser, mennesker kan finde på at begå, er så store, at der ikke findes nåde for dem.
Jeg gør masser af ting og tænker masser af tanker, som er både egoistiske og sikkert også skadelige for andre. Men jeg gør det i forvisning om, at skulle de komme en straf til mig, så er det fair nok, så længe den kommer fra Gud, for Han ved bedre end mennesker.

Jeg  vil citere Sarah Palin (som jeg - surprise! - også har en høne at plukke med): "Let's not pray that God is on our side. Let's pray that we're on Gods side".
Og lad os så glemme de smålige uoverensstemmelser, som alle sammen i bund og grund handler om, at nogle mennesker bare vælger at leve på en anden måde, end den der er rigtig for mig.
Ingen af os kan jo med sikkerhed vide, hvad Vorherre i virkeligheden ønskede, da Han skabte os, eller hvad Han ønsker i dag, for den sags skyld. Så måske skulle vi lade det være op til Ham at dømme om godt og ondt, rigtig og forkert. Så kunne vi jo - i stedet for at dømme hinanden - tage hinanden i hånden og gå ud og spise en is sammen :-)

Jeg vil afslutte denne citatrække med Politimester Bastians ord: "Man må ikke skade andre eller sætte livet til, og i øvrigt kan man gøre, som man vil!".

Til Oslo-gjengen

Jeg havde besøg i forgårs af mine gode venner i Oslo. Det var en meget dejlig aften, med hygge og mad og en lille smule boblevand, naturligvis; skal der være fest, you know :-)
Jeg har virkelig tænkt over, hvad det er, jeg gerne vil lære af at være i Oslo, og jeg tror, jeg har fundet ud af det: jeg vil blive bedre til at give den gode karma videre.

Da jeg kom til Oslo for et år siden, kendte jeg bare en enkelt jævnaldrende kvinde meget overfladisk. Nu er hun - sammen med tre andre i forskellige aldre - blandt mine bedste venner. Jeg bliver til stadighed overrakset over den imødekommenhed, jeg oplevede, da jeg først kom her, og jeg vil virkelig ønske, at jeg kan give bare en smule af det tilbage. Ikke nødvendigvis til der, hvor det komme fra til mig, men tilbage til nogle andre. Så flere kan få glæde af al den glæde og venlighed og kærlighed, jeg er omgivet af.

Det er lidt smart at sige, at "med venner som jer behøver jeg ikke fjender". Jeg bryder mig ikke om det udtryk, det er... ondskabsfuldt. Men jeg vil alligevel lade mig inspirere af det, når jeg sætter ord på min taknemmelighed og tillid: "Med venner son disse frygter jeg ingen fjender".

Når retsstaten er størst

Jeg er stolt af at bo i Norge. Jeg er stolt af at have valgt at bo i et land, der hylder retfærd i en grad, så det bliver muligt - ja, det eneste rigtige - at gøre sig større end den, der forbryder sig imod samfundet.
I går faldt der dom i sagen over Breiviks, der, som bekendt, terroriserede Oslo og Norge sidste sommer. Han er nu blevet dømt som terrorist. Ikke sindsyg, men terrorist. Han vidste udmærket, hvad han gjorde, og han var ikke på noget tidspunkt i forberedelserne eller udførelsen af sine ugerninger styret af "stemmerne i mit hoved".

I dag er der i NRK refereret fra mange udenlandske medier, som næsten alle spekulerer i, hvordan retssagen  ville være fladet ud i deres respektive hjemlande. Tydeligst var den amerikanske freelancejournalist, som fortalte, at i Texas ville man ikke have overvejet muligheden for, at gerningsmanden ikke var sindssyg. Og man ville med stor sandsynlighed have givet ham dødsstraf. Ikke dette naive, nordiske pjat. "Jamen, alle mennesker fortjener jo en ny chance". Nej, ville svaret være, ikke når man har slået så mange mennesker ihjel med koldt blod. Så må man dø.

77 afsluttede menneskeliv. 21 år. Er de to lige?
Der spekuleres forståeligt nok i, om ABB kan løslades. Ikke lige med det samme, selvfølgelig, men engang. Nogle mener, at det ikke skal være en mulighed. At Norge egentlig helst skulle have idømt ham en livstidsstraf, som var en mulighed indtil for 30 år siden. Man kunne måske dømme ham med tilbagevirkende kraft, siger nogen.
Men nej, sådan fungerer et en retsstat jo ikke. I en retsstat bliver man dømt efter den til enhver tid gældende lov. Og loven giver (på nuværende tidspunkt) mulighed for forvaring i 21 år (det er altså temmelig længe!), som kan forlænges, hvis det skønnes at være det bedste. Så i realiteten kan ABB risikere at skulle sidde i Ila eller en anden sikker institution resten af sit liv. Han er bare 10 måneder ældre end jeg. Det er lidt skræmmende for mig at tænke på. At livet i praksis er forbi. Fra nu af kan jeg ikke komme på toilettet, uden at skulle bede om lov til at få låst døren op først...
Jeg må sige, at jeg gyser bare ved tanken.

Nogle gange kan jeg spørge mig selv: skal alle forbrydere have lov at leve? Er der ikke ugerninger, der er så slemme, at verden ville være et bedre sted uden denne mand (eller kvinde)? Og svaret er: jo, der er forbrydelser, som burde give den værst tænkelige straf. Men døden er endegyldig. Der er ingen vej tilbage. Der er ingen mulighed for at lade gerningsmanden (eller -kvinden) komme på bedre tanker. Og det er og har altid været essentielt i demokrati og kristendom (som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, men som dog begge er en del af mit rodnet), at alle skal have en mulighed for at komme tilbage til samfundet. Sig undskyld, lær af dine fejltagelser og lad være med at gøre det igen.
Er det naivt? Uden tvivl. Men jeg vil hellere stå foran Sankt Peter, når min tid kommer og med fred i hjertet kunne sige, at jeg overlader straffen til andre. Jeg mener bestemt ikke, at det tilkommer mennesker at dømme om liv og død. Det er vi simpelthen ikke kloge nok til.

Hvis ikke vi lader tvivlen komme selv ugernningsmænd til gode, hvis ikke vi tror på det gode i mennesker, så er vi - og dermed retsstaten - ikke spor bedre end forbryderen.
Og derfor er jeg stolt af at bo i Norge. Breivik vendte sig imod sine egne, men Norge har vist, at voldsomme ugerninger ikke knækker retsstaten. Så der er håb om, at nordmændene kan tilgive. Ikke glemme, for det kommer aldrig til at ske. Men der kan vokse hud over det endnu åbne sår, og engang vil Norges blomsterdal igen stå i fuldt flor.

Jeg begynder i morgen

Det er onsdag, klokken er halv seks, og jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle i fitnesscentret i dag, når jeg havde fri fra arbejde. I stedet endte jeg i sofaen med Matador (altså serien, ikke -Mix). Jeg undskylder mig med, at jeg jo var afsted i mandags, og at jeg - siden jeg meldte mig ind for fire uger siden - har holdt en frekvens på 3½ gang pr. uge. I dag er jeg bare træt. 

Det har været en stille uge indtil nu. To veninder er i Danmark, og den tredje har besøg af familien, så er der tid og rum til eftertanke. 

I dag tænker jeg på, hvad der er vigtigt i mit liv. Hvad jeg gerne vil bruge min tid på. Ikke hvad tiden skal gå med, men hvad jeg vil bruge den til. 

Det er jo et vanskeligt spørgsmål, for jeg kender - som så mange andre, vil jeg tro - til, at dagene glider i ét. At jeg kommer i tanker om, at jeg skal ringe til mine bedstemødre eller sende fødselsdagskort til en veninde eller være god ved mig selv og gå i fitnesscentret og bruge en halv time på løbebåndet efterfulgt af Solhilsen. 

I stedet ser jeg Matador. Så måske skal dagens lektie være: ikke slå mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke når, men i stedet blive bevidst om hvad jeg har brug for og være til stede i det. Så blev jeg alligevel klogere om onsdagen. 

Jeg har bare mig selv at tage hensyn til. Ingen mand, ingen børn, bare mig. Så måske skulle jeg øve mig i at fornemme, hvad jeg selv gerne vil bruge min tid på. Ikke forklare eller undskylde, hvis jeg gør noget, jeg tror, andre har en (negativ) mening om. Bare gøre det, jeg føler for.

Med måde i hvert fald. For hvis jeg altid bare skulle gøre det, jeg gerne vil, så gik jeg nok ikke på arbejde i morgen. Og det holder ikke rigtigt i længden... Fra i morgen vil jeg begynde på mit nye liv :-)

Familie - biologi eller...?

Det er sjovt, som der er nogle mennesker, foruden hvem min verden (og dermed Verden) ville være et fattigere og mindre farverigt sted. De mennesker, som altid bakker mig op, når jeg har brug for det, men som også fortæller mig sandheden om mig selv, selvom jeg ikke nødvendigvis har lyst til at høre den.
Sådan et menneske er Mette. Derfor har jeg nu fulgt en anden god venindes eksempel og inviteret Mette på besøg. Og heldigvis tog hun imod invitationen (ellers var jeg altså også blevet godt mopset!), og jeg glæder mig allerede.

Vi snakker ikke så ofte sammen, men hurra for Facebook, for der kan vi følge hinandens liv og hverdag. Og måske netop fordi jeg er langt væk fra familien og (mange af) vennerne, gør jeg ekstra meget ud af at følge dem der. Alligevel er det altid fedt at møde Mette, for hun kender mig, og jeg behøver sjældent bruge mange ord til at beskrive mine følelser eller en oplevelse (alligevel er der - selvfølgelig - hele tiden ord imellem os, men det er en anden snak).

Jeg har en gruppe på Facebook, som omfatter de venner, der er "så gode venner, at de faktisk er familie". Mette og min onkel Peter var de første til at komme i denne kasse.
For familie har ikke nødvendigvis noget med biologi at gøre :-)

Et samlingspunkt

Forleden dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at fejre 17. maj i Oslo; for de, som ikke ved det, er 17. maj Norges nationaldag. Jeg var inviteret til brunch hos en venindes kollega, og alene det beskriver meget godt stemningen for dagen: der er altid plads til en til, for i dag er vi alle nordmænd! Alle nordmænd får et helt særligt blik, når talen falder på 17. maj. Og alle børn glæder sig til dagen. Der er ikke gaver involveret, som ved jul, og alligevel har dagen en særlig plads i hjerterne hos alle børn, der er opvokset i Norge. 17. maj  er jul uden stress og jag og gaveindkøb og økonomiske frustrationer. Måske netop derfor ser man frem til denne festdag med særlig forventning.
Tidligere på året havde jeg fået en gave af min gamle farmor, som var i Norge som ung pige i huset tilbage i årene lige efter krigen og gentagne gange siden: en sølje. En lille broche, som egentlig hører til bunad, den norske folkedragt. Jeg havde selvfølgelig fået den renset hos en guldsmed, så den kunne være klar til dagen.
Det regnede, da jeg gik hjemmefra. Øv, for jeg vidste jo, at mange - både voksne, børn og "russer" - skulle gå i tog og vinke til kongen. Men det klarede op, og da vi nåede frem til adressen, var vejret faktisk ganske godt. Og så var der ellers champagnebrunch til den helt store guldmedalje, mens solen skinnede mere og mere.

Til 17. maj tager man som minimum sit pæne tøj på, og hvis det er muligt, bruger man sin bunad, som er et udstyrsstykke af en anden verden. Ofte får man sin (netto-)bunad i konfirmationsgave af sine forældre, og så kan man så i de efterfølgende år tilføje flere og flere detaljer. En fuld bunad med alle dimser og alt tilbehør kan hurtigt komme til at koste på den tunge side af 60.000 kroner - eksklusiv smykkerne. Fyrene fortæller grinende, hvordan de i mange år fik én sølvknap i julegave; der skal bruges ca. 20 knapper til en hel dragt.
Desuden viser bunad, hvor man kommer fra. Enhver lille flække i bunden af en fjord har sin egen bunad, og kendere kan se på dragten og vide, hvor bæreren har sin oprindelse.
Dragten består for herrernes vedkommende af en skjorte, en vest, knæbukser, (uld-)sokker, uldjakke (af varierende længde) og sko, evt. en hat. For damernes vedkommende er det: skjorte, bærestykke/vest, skørt, (evt.)forklæde, jakke/kappe og evt. en lille hue eller et (snoet) bånd i håret. I alt ca. ti kilo uldtøj. Hertil kommer diverse genstande fx en taske til at fæste i bæltet (hvori kan man have sin mbiltelefon, pung, cigaretter; det var næppe det oprindelige formål, men det fungerer ganske godt), en lille kniv og så selvfølgelig smykkerne, som alle er sølv og ofte meget smukt forarbejdede. En dame fortalte, at det kan tage op til 1½ time at få hele dragten på... 

Efter brunchen gik Winnie og jeg ned forbi Slottet, fordi vi jo skulle vinke til kongen. Men eftersom kongen havde stået på balkonen og vinket uafbrudt i fire timer, var han gået ind for at spise (en velfortjent: han står der nemlig og vinker under hele toget) frokost med sin familie. Så det må blive næste år. I stedet gik vi ned og op igennem Karl Johan og beundrede de mange smukke bunad'er. De kommer i rigtig, rigtig mange variationer. Sorte, mørkeblå og lyseblå, mørke- og lysegrønne, røde, creme og orange. Og med et væld af broderier i alle regnbuens farver (som selvfølgelig er håndsyede). Hertil kommer de normænd, der falder lidt udenfor kategori, fx de to unge piger med mørk hud og tørklæder om håret. Også de bar bunad. I sandhed et stærkt bevis på, at Breivik og hans ligesindede tager grundigt fejl :-)
Det sidste billede viser selvfølgelig Karl Johan. Der var ikke helt så mange mennesker, da Winnie og jeg kom dertil, men der var mange!


Jeg har forsøgt at finde nogle billeder, der viser de smukke dragter, men det er vanskeligt; der er ligesom ikke rigtig noget, der kommer tæt nok på virkeligheden. Måske er det, fordi dragterne gør sig bedst i bevægelse. Måske er det, fordi de bare er smukkere, når bærerne også går med det norske flag. Måske er det, fordi jeg ikke kan lægge den tanke fra mig, at i Danmark er det ikke almindeligt at gå med folkedragt. Men det er det i Norge; her tager man sin bunad på til store fester, fx bryllup (hvis man har en bunad, ville det nærmset være utænkeligt ikke at bære den, når man bliver gift!), runde fødselsdage, jul og selvfølgelig til 17. maj. Og man bærer den med stolthed!
Jeg kunne godt ønske, at der i Danmark havde været en begivenhed som denne i min barndom. En fælles national begivenhed, som alle kunne samles om. En dag, hvor man fejrer sit land og glæden og stoltheden over at tilhøre denne nation - men stoltheden må endelig ikke forveksles med nationalisme, for det er der bestemt ikke tale om!
Måske hænger den ivrige fejring af nationaldagen sammen med Norges forholdsvis unge alder som selvstændig nation (Norge frigjorde sig fra Danmark i 1814 og har således mindre end 200 år på bagen). Måske har det at gøre med, at Norge på mange måder stadig er temmelig isoleret fra den omgivende verden. Måske har nordmændene bare fundet den perfekte balance imellem oprigtig glæde og stolthed på den ene side og selvtilfredshed og nationalisme på den anden.
Der er ingen tvivl om, at på 17. maj er alle velkomne, for i hjertet er vi alle nordmænd uanset nationalitet.
I øvrigt vil jeg afslutningsvis tilføje, at i 2013 falder 17. maj på en fredag, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at tage en forlænget weekend og opleve denne herlige festdag :-)