onsdag den 18. juli 2012

Jeg begynder i morgen

Det er onsdag, klokken er halv seks, og jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle i fitnesscentret i dag, når jeg havde fri fra arbejde. I stedet endte jeg i sofaen med Matador (altså serien, ikke -Mix). Jeg undskylder mig med, at jeg jo var afsted i mandags, og at jeg - siden jeg meldte mig ind for fire uger siden - har holdt en frekvens på 3½ gang pr. uge. I dag er jeg bare træt. 
Det har været en stille uge indtil nu. To veninder er i Danmark, og den tredje har besøg af familien, så er der tid og rum til eftertanke. 

I dag tænker jeg på, hvad der er vigtigt i mit liv. Hvad jeg gerne vil bruge min tid på. Ikke hvad tiden skal gå med, men hvad jeg vil bruge den til. 
Det er jo et vanskeligt spørgsmål, for jeg kender - som så mange andre, vil jeg tro - til, at dagene glider i ét. At jeg kommer i tanker om, at jeg skal ringe til mine bedstemødre eller sende fødselsdagskort til en veninde eller være god ved mig selv og gå i fitnesscentret og bruge en halv time på løbebåndet efterfulgt af Solhilsen. 

I stedet ser jeg Matador. Så måske skal dagens lektie være: ikke slå mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke når, men i stedet blive bevidst om hvad jeg har brug for og være til stede i det. Så blev jeg alligevel klogere om onsdagen. 

Jeg har bare mig selv at tage hensyn til. Ingen mand, ingen børn, bare mig. Så måske skulle jeg øve mig i at fornemme, hvad jeg selv gerne vil bruge min tid på. Ikke forklare eller undskylde, hvis jeg gør noget, jeg tror, andre har en (negativ) mening om. Bare gøre det, jeg føler for.

Med måde i hvert fald. For hvis jeg altid bare skulle gøre det, jeg gerne vil, så gik jeg nok ikke på arbejde i morgen. Og det holder ikke rigtigt i længden... Fra i morgen vil jeg begynde på mit nye liv :-)