Hvad er værst: at lægge bånd på sig selv og udøve selvcensur, fordi man ikke vil støde andre mennesker (her tænker jeg specifikt på muslimer, som bliver kede af det, hvis man laver billeder af Profeten Muhammed, "fred og velsignelse være med Ham") eller at man undlader at sige/udtale sig om/skrive bestemte ting af frygt for overvågning?
Jeg ved det ikke.
Jeg synes i bund og grund, det er noget pjat, at muslimer verden over bliver stødte over billeder af Muhammed, ligesom jeg synes, det er noget pjat, at nogle mennesker bliver veganere. Men det handler i høj grad om overbevisning og følelser, og uanset hvor meget jeg anstrenger mig, så forstår jeg ikke andre menneskers følelser. Jeg kan muligvis genkende noget, der ligner fra mig selv, men at vide præcis hvad den anden føler, det kan jeg ikke. Derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at servere kød- eller mælkemad for en veganer, og jeg kunne ikke finde på at lave et billede af Muhammed (på min husgavl). Det er der jo ingen grund til (og her vil jeg overhovedet ikke gå ind i den historik og de journalistiske overvejelser, der har ligget til grund for flere danske dagblades tryk af diverse kendte billeder).
Omvendt vil jeg have lov at sige, at jeg synes, det er noget pjat, uden risiko for at jeg bliver slået (ihjel) eller truet hermed.
Den anden del af problemet knytter sig til de afsløringer, der er kommet frem i den seneste tid om overvågning. Har man lov til at skrive 'Al-Qaeda', 'jihad' og 'bombe' på sin personlige blog uden risiko for at havne på en eller anden liste over mistænkelige personer?
Bevares, jeg har ingen planer om at begive mig ud i hellig krig, men jeg har omvendt heller ikke lyst til, at PET (eller andre - udenlandske - efterretningstjenester) giver sig til at snage i mit privatliv.
Og hvad hvis jeg en dag ønsker at få indrejsetilladelse til USA eller Israel eller et andet sted? Eller bare skal have en helt almindelig sikkerhedsgodkendelse (ikke at jeg kan forestille mig, at det blev nødvendigt, men man kan jo aldrig vide); har jeg så skudt mig selv i foden nu ved at skrive de tre ovennævnte begreber i kombination?
Jeg vil egentlig blæse på, om det er den danske (hhv. den norske for mig eget vedkommende) efterretningstjeneste eller det er en fremmed ditto, der overvåger mig. Jeg vil ikke overvåges! Jeg anerkender, at denne statslige overvågning finder sted for at beskytte borgerne, men jeg synes, det har taget overhånd. Livet er farligt. Dødsens farligt, faktisk. Vi skal alle dø en dag. Det er ikke et spørgsmål, om det kommer til at ske, det er bare 'the when and the how', der er interessant i den sammenhæng.
Man skal kæmpe for alt, hvad man har kært, det er jeg helt med på, og ytringsfrihed er mig både kært og vigtigt. Desværre kan de der maskiner, som angiveligt samler datamateriale og telekommunikation op, ikke skelne imellem det uskyldige og det farlige. Og så er min personlige holdning, at hvis man registrerer alt på grund af en lille mistanke, så er man så vidt jeg kan se på grænsen til at bryde med retsprincippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Og jeg an jo ikke vide, om PET giver sig til at læse min blog, følge min facebook-profil, min gmail-konto og mine bankforretninger, fordi jeg skriver 'jihad' og 'bombe' i samme sætning (nu to gange).
Men hvis de gør, kan de bare komme an!
Spørgsmålet er, om det er rimeligt at acceptere at lade sig overvåge i forsøget på at beskytte borgerne imod en totalitær og undertrykkende (og det, mener jeg, islam-isme er) overmagt, hvis det betyder at de samme borgere bliver overvåget af deres egne?
