Jeg har været i kirke i dag. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på en (mere eller mindre) stilfærdig samtale med Vorherre, men i dag ville jeg faktisk hellere have været besøget i Hans hus foruden. Ikke fordi jeg ikke blev klogere, for det bliver jeg altid, når jeg går i kirke: enten bliver jeg bekræftet i, at mine egne opfattelser af verden er helt rigtige, retfærdige og i tråd med Vorherres vilje (og det er jo dejligt at kunne klappe sig selv på skulderen med den viden ;-) ), og ellers bliver jeg provokeret til ny erkendelse.
I dag blev jeg provokeret.
En bekendt skrev (jeg tror, der var tale om, at han lånte et citat fra en anden) for nogen tid siden på Facebook noget i retning af: "Jeg er nede med Gud. -Det er Hans fanklub, jeg ikke kan fordrage!", og det kan jeg kun erklære mig enig i.
Dagens tekster og prædiken handlede om forholdet mellem mand og kvinde, og om hvorvidt det er tilladt at lade sig skille, hvis samlivet ikke viser sig at være lykken. Angiveligt er en flok farisærer (og dem kan vi jo ikke lide!) kommet til Jesus og har spurgt, om det er i orden for en mand at lade sig skille fra sin kone, sådan som moselovene tillader det (allerede her skriger mit feminist-hjerte højt, for hvorfor kan konen ikke lade sig skille fra manden!?). "Tja", svarede Jesus, "Gud har jo skabt manden og kvinden, for at de kan være sammen, og så har mennesker ikke lov at adskille dem". Nå. Så er skilsmisse altså ikke en mulighed, heller to årtusinder efter denne samtale skal have fundet sted.
Nej vel.
Imidlertid tror jeg, at der er to ting, man med fordel (og for at underbygge min egen påstand, naturligvis) kan tage betragtning:
1) Moselovene (og Biblen også) er skrevet på et tidspunkt, hvor familien var samfundets vigtigste institution. Et menneske uden familie havde ingen værdi i samfundet og intet tilhørsforhold. Tænk bare på historien om Jesus, der kommer tilbage til Nasareth: ingen vil vide af hans profetier, fordi alle kender ham som tømrerens søn: Jesus af Nasareth. I navnet alene ligger (beskrivelsen af) hans oprindelse. Så kunne folk vide, hvem han var og hvilken kasse han hørte til i. Min påstand er, at samfundet ville falde fuldstændigt fra hinanden, hvis mennesker kunne 'komme og gå' i ægteskabet, som det passede dem, så man var nødt til at forhindre denne mulighed. Det indiske kastesystem er et andet eksempel på menneskers kasse-tænkning.
2) Ægteskabet (på linje med alle andre samfundsinstitutioner) er menneskers værk. Det er en konstruktion, som mennesker har opfundet for at kunne skabe struktur og sammenhæng i fælleskabet. Jeg tror helt ærligt ikke, at Vorherre bekymrer sig, om mennesker lader sig velsigne, før de påbegynder at leve sammen, før barnet bliver "et medlem af Guds Kirkes fælleskab", eller før mennesker kan tage afsked med den, der ligger i kisten. Det er alt sammen ritualer, der er skabt af mennesker til mennesker. Fordi vi - med vores begrænsede kapacitet for at forstå sammenhængen - har brug for at sætte hinanden i bås med etiketter på, der fortæller, at "jeg er gift", "jeg er muslim", "jeg er ungarer".
Vorherre er - og det tror jeg oprigtigt på - flintrende ligeglad med, om et menneske har fået den sidste olie, før sjælen og livet forlader kroppen. Jeg tror ikke, sjælen er mindre velkommen i Guds Rige, hvis den afdøde ikke har bekendt sine synder for en præst før dødens indtræden. Og jeg tror ikke, Vorherre bekymrer sig for, om et par har fået en præsts velsignelse af deres samliv. Hvis to mennesker elsker hinanden, så er det da rigeligt.
Jeg har mange issues med Paulus (der kommer givetvis et indlæg om kvinders rettigheder ved lejlighed), men lige her har han fat i noget: Romerbrevet, 13,8: "Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven."
Jeg elsker Jesus. Ikke som jeg elsker mine venner, min familie, min(e) (fremtidige) mand (eller mænd), men som en slags bror, der tager vare på mig. En fremmed jeg aldrig har mødt, men alligevel erkender tilstedeværelsen af. Men jeg tror ogåå på menneskers frie vilje til at gøre det rigtige, såvel som viljen til at gøre det forkerte.
Og jeg lever i fuld tillid til den nåde, jeg må møde på den yderste dag, og som, jeg tror, alle mennekser uanset deres ugerninger, får del i. Jeg stoler på, at Vorherre er så stor og almægtig, at ingen af de forbrydelser, mennesker kan finde på at begå, er så store, at der ikke findes nåde for dem.
Jeg gør masser af ting og tænker masser af tanker, som er både egoistiske og sikkert også skadelige for andre. Men jeg gør det i forvisning om, at skulle de komme en straf til mig, så er det fair nok, så længe den kommer fra Gud, for Han ved bedre end mennesker.
Jeg vil citere Sarah Palin (som jeg - surprise! - også har en høne at plukke med): "Let's not pray that God is on our side. Let's pray that we're on Gods side".
Og lad os så glemme de smålige uoverensstemmelser, som alle sammen i bund og grund handler om, at nogle mennesker bare vælger at leve på en anden måde, end den der er rigtig for mig.
Ingen af os kan jo med sikkerhed vide, hvad Vorherre i virkeligheden ønskede, da Han skabte os, eller hvad Han ønsker i dag, for den sags skyld. Så måske skulle vi lade det være op til Ham at dømme om godt og ondt, rigtig og forkert. Så kunne vi jo - i stedet for at dømme hinanden - tage hinanden i hånden og gå ud og spise en is sammen :-)
Jeg vil afslutte denne citatrække med Politimester Bastians ord: "Man må ikke skade andre eller sætte livet til, og i øvrigt kan man gøre, som man vil!".
