Når man lærer en vigtig - og gratis - lektie

Jeg har været ved frisøren i dag. Det er luksus i hverdagen, og jeg gør det alt for sjældent, især i betragtning af at det i dag viste sig at være gratis, fordi jeg sad model for en elev.
Jeg har fået en helt klassisk, skulderlang page, det er der sådan set ikke noget interessant ved. Det interessante er, at han glattede mit hår, da han vær færdig med at klippe mig.
Så nu har jeg hår, der "hænger lige ned".
Jeg har altid syntes - og gør det stadig - at helt glat silkehår er meget smukt. Og som alle piger og kvinder (og sikkert også mænd) drømmer jeg om alt det, jeg ikke har: glat hår, krøllet hår, rødt hår, gyldent hår, langt hår, kort hår, you name it.
Men nu ved jeg, at jeg allerhelst vil have det hår, jeg har. Det er sjovt at prøve at have glat hår, men det passer ikke til mig. Måske er jeg bare ikke klassisk nok til at kunne bære en klassisk page. Så dagens lektie er: jeg er allermest glad for det, jeg har :-)

En helts endeligt

Jeg bliver altså lidt harm, når jeg læser nyheder på diverse hjemmesider. Mærsk er død. Ja, i betragtning af hans høje alder, kommer det jo ikke rigtig som en overraskelse, at han nok befandt sig i sit livs efterår. Forleden kunne vi på aftenposten.no læse om den "kontorversielle" rigmands endeligt, og i dag kan flere netmedier afsløre, at der nu bliver et stort hul i finanskassen hos en af Danmarks mest velhavende kommuner. Men det kan da for pokker heller ikke komme bag på Gentofte Kommune, at Hr. Møller (ej, det hedder min far!) nok sang på sidste vers, så måske de med fordel kunne have sat kommuneskatten lidt op - ½ procent havde nok været rigeligt - og lagt lidt til side, så de nu slap for at klage over, at der forsvinder 150 mill. fra budgettet; det er angiveligt, hvad Mærsk bidrog med i kommuneskat.

Ja ja, manden er død. Det kan jo ske for selv den bedste, så kom nu videre venner. Ja ja, han var en ildsjæl og foregangsmand i dansk erhvervsliv, men han sad tungt på de oliemillioner, der ligger ude i Nordsøen, jeg vil vædde med, at han har fået et betragteligt nedslag i selskabsskatten, da han forærede danskerne en ny opera, og han lod sig titulere "Hr. Møller". Det er #¤&¤#&/)#/" lige ved, at vi lige så godt kunne omtale (det er heldigvis aldrig faldet i mit lod at skulle tiltale ham) "Majestæten"!
Han var særlig. Et enestående menneske. Men hey: alle mennesker er særlige. Alle mennesker er enestående! Og jeg ser ikke nogen omtaler i de inden- så vel som udenlandske medier af Lise Nielsen, mangeårig sygeplejerske ved Hospice Mors (både personen og stedet er naturligvis opdigtet). "Lise var utrolig vellidt af både patienter, pårørende og kolleger. Der var aldrig noget, der var for småt, og Lise havde altid tid til at tale med en døende gæst. I sit mangeårige virke var Lise til stadighed et forbillede for alle, hun kom i kontakt med, og vi vil mindes Lises gavmilde og rolige væsen, når hun på lørdag bisættes fra Nykøbing Kirke. Hvis alle de kærlige tanker, Lise igennem tiden har hjulpet vore gæster på vej med, kan vendes, så vil vi nu gøre det og dermed sikre Lise en fredfyldt rejse ind i døden."

Hver dag dør mennesker, der er noget særligt. Man bliver altså ikke særlig, bare fordi man bidrager med 1½ mill. i kommunekassen. Men hverdagens helte får ingen omtale.

Påskenat

Jeg var i kirke i går aftes, til midnatsmesse i anledning af påsken.
Det er Påskedag nu, jeg har sovet, men følelserne er stadig lige meget i oprør.
Da jeg kom til kirken, var der mørkt. Helt mørkt, og jeg blev i tvivl, om jeg havde taget fejl; måske var det ikke i Domkirken, måske var det i Trefoldighed, der skulle være messe? Men der stod nogle folk udenfor, og dørene var åbne, så jeg gik ind. Det er vanskeligt at finde en siddeplads, når man ingenting kan se, men det har måske sine fordele, for jeg kom til at sidde sammen med et godt voksent par, to mænd (som sandsynligvis var kærester) og en tyk mand med snoet overskæg og en ualmindeligt flot tenorstemme. Hvis der havde været lys i kirken, var jeg sikkert end med at sidde i den ene ende af en bænk med mindst to meter til den næste kirke-gæst: hurra for mørket i rummet :-)

Og så begyndte det. Bag os, nede ved indgangen, sang en kvinde - eller skreg hun? - "De har tatt min herre bort fra graven. Jeg letter etter ham, men fant ham ikke. Jeg vet ikke hvor de har lagt ham!" Det foregik som vekselsang med kirkens blandede kor, og det var hjerteskærende. Stykket var skrevet af Trond Kverno, og jeg husker at være stødt på hans navn før, selvom jeg ikke husker hvor; men det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg møder ham!
Kvinden stemme steg og faldt, hendes ensomhed og desperation voksede, efterhånden som hun fandt ud af, at der ikke var nogen, der vidste hvor hendes herres krop var henne.
Og pludselig blev der stille. Havde hun givet op? Eller var hun bare gået et andet sted hen for at søge?
Men så sang en mand: "Hvorfor søger I blandt de døde?" Og så kom lyset, en enkelt flamme, som langsomt bredte sig op igennem rummet, i takt med, at præsten og koret (og alle de frivillige, for dem er der mange af ved en gudstjeneste i den norske kirke) bevægede sig op mod altret.
Vi havde alle sammen fået et lille lys, og alle fik vi vores flamme fra de store påskelys, der bevægede sig igennem mørket - det er jo helt romantisk :-)

Herefter forløb gudstjenesten som vanligt (salmer, læsninger, prædiken, nadver, etc.) helt frem til afslutningen, hvor præst og kor forlod kirken, mens alle sang nr. 187 i den norske samlebog: Deg være ære" - som alle tilsyneladende kunne udenad.
Og ude foran kirken dannedes en halvcirkel, hvor vi stod og sang omkvædet (jeg har jo heldigvis sunget i kor, så jeg fangede rimelig hurtigt tekst og melodi) "Deg være ære, Herre over dødens makt! Evig skal Døden være, Kristus underlagt.", indtil alle var kommet ud af kirken. Vi ønskede hinanden glædelig påske, og de (heriblandt jeg), som ikke gad tage lyset med hjem, fandt et sted imellem stenene ved det lille mindesmærke, der er udenfor kirken (til minde om 22. juli, måske?), hvor påskelyset kunne brænde for dem, vi tænker på og savner.

Så da klokken var halv et, og jeg gik hjem, var jeg godt træt. Men det var det hele værd :-)
Glædelig påske til alle.