lørdag den 21. april 2012

Når man lærer en vigtig - og gratis - lektie

Jeg har været ved frisøren i dag. Det er luksus i hverdagen, og jeg gør det alt for sjældent, især i betragtning af at det i dag viste sig at være gratis, fordi jeg sad model for en elev.
Jeg har fået en helt klassisk, skulderlang page, det er der sådan set ikke noget interessant ved. Det interessante er, at han glattede mit hår, da han vær færdig med at klippe mig.
Så nu har jeg hår, der "hænger lige ned".
Jeg har altid syntes - og gør det stadig - at helt glat silkehår er meget smukt. Og som alle piger og kvinder (og sikkert også mænd) drømmer jeg om alt det, jeg ikke har: glat hår, krøllet hår, rødt hår, gyldent hår, langt hår, kort hår, you name it.
Men nu ved jeg, at jeg allerhelst vil have det hår, jeg har. Det er sjovt at prøve at have glat hår, men det passer ikke til mig. Måske er jeg bare ikke klassisk nok til at kunne bære en klassisk page. Så dagens lektie er: jeg er allermest glad for det, jeg har :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar