Påskenat

Jeg var i kirke i går aftes, til midnatsmesse i anledning af påsken.
Det er Påskedag nu, jeg har sovet, men følelserne er stadig lige meget i oprør.
Da jeg kom til kirken, var der mørkt. Helt mørkt, og jeg blev i tvivl, om jeg havde taget fejl; måske var det ikke i Domkirken, måske var det i Trefoldighed, der skulle være messe? Men der stod nogle folk udenfor, og dørene var åbne, så jeg gik ind. Det er vanskeligt at finde en siddeplads, når man ingenting kan se, men det har måske sine fordele, for jeg kom til at sidde sammen med et godt voksent par, to mænd (som sandsynligvis var kærester) og en tyk mand med snoet overskæg og en ualmindeligt flot tenorstemme. Hvis der havde været lys i kirken, var jeg sikkert end med at sidde i den ene ende af en bænk med mindst to meter til den næste kirke-gæst: hurra for mørket i rummet :-)

Og så begyndte det. Bag os, nede ved indgangen, sang en kvinde - eller skreg hun? - "De har tatt min herre bort fra graven. Jeg letter etter ham, men fant ham ikke. Jeg vet ikke hvor de har lagt ham!" Det foregik som vekselsang med kirkens blandede kor, og det var hjerteskærende. Stykket var skrevet af Trond Kverno, og jeg husker at være stødt på hans navn før, selvom jeg ikke husker hvor; men det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg møder ham!
Kvinden stemme steg og faldt, hendes ensomhed og desperation voksede, efterhånden som hun fandt ud af, at der ikke var nogen, der vidste hvor hendes herres krop var henne.
Og pludselig blev der stille. Havde hun givet op? Eller var hun bare gået et andet sted hen for at søge?
Men så sang en mand: "Hvorfor søger I blandt de døde?" Og så kom lyset, en enkelt flamme, som langsomt bredte sig op igennem rummet, i takt med, at præsten og koret (og alle de frivillige, for dem er der mange af ved en gudstjeneste i den norske kirke) bevægede sig op mod altret.
Vi havde alle sammen fået et lille lys, og alle fik vi vores flamme fra de store påskelys, der bevægede sig igennem mørket - det er jo helt romantisk :-)

Herefter forløb gudstjenesten som vanligt (salmer, læsninger, prædiken, nadver, etc.) helt frem til afslutningen, hvor præst og kor forlod kirken, mens alle sang nr. 187 i den norske samlebog: Deg være ære" - som alle tilsyneladende kunne udenad.
Og ude foran kirken dannedes en halvcirkel, hvor vi stod og sang omkvædet (jeg har jo heldigvis sunget i kor, så jeg fangede rimelig hurtigt tekst og melodi) "Deg være ære, Herre over dødens makt! Evig skal Døden være, Kristus underlagt.", indtil alle var kommet ud af kirken. Vi ønskede hinanden glædelig påske, og de (heriblandt jeg), som ikke gad tage lyset med hjem, fandt et sted imellem stenene ved det lille mindesmærke, der er udenfor kirken (til minde om 22. juli, måske?), hvor påskelyset kunne brænde for dem, vi tænker på og savner.

Så da klokken var halv et, og jeg gik hjem, var jeg godt træt. Men det var det hele værd :-)
Glædelig påske til alle.