Jeg havde en besynderlig oplevelse forleden dag, da jeg var til en meget nær venindes bryllup. Lige pludselig så jeg et billede af mig selv (inde i mit hoved), i en ring af de unge kvinder, jeg omgiver mig med; min søster, mine (studie-) veninder og de unge kvinder i min familie. Og alle sammen er de nu gift/i et forhold/har børn/venter børn.
Jeg ønsker ikke mit liv anderledes, end det er. Jeg savner ikke en mand i mit liv (eller... jo, men ikke sådan én der vil involveres i mine beslutninger og sådan, han skal bare være der, når jeg... ja, I forstår nok, hvad jeg mener), men det er alligevel en mærkelig følelse at være den eneste af alle de 9-10 kvinder, jeg sammenligner mig selv med, som ikke har "pakken". Det giver en vis følelse af ensomhed.
Jeg spurgte en gammel ven, om der er noget galt med mig, siden jeg tilsyneladende ikke kan finde ud af det der "familie-halløj". "Ja!", svarede han. "Der er helt sikkert noget galt med dig". Men han sagde det med et glimt i øjet, og jeg ved godt, at han ikke synes, der er noget galt med mig. Men jeg er altså lidt udenfor kategori, og det er vanskeligt, kan jeg godt afsløre. Det kræver både mod og viljestyrke at gøre noget andet end det, alle andre gør, og jeg skal virkelig holde tungen lige i munden.
Hvad er det, jeg vil? Hvad vil jeg, at mit liv skal indeholde? Gør jeg det, jeg virkelig har lyst til? Hvorfor eller hvorfor ikke? Har jeg et eller flere mål? Og kan jeg eventuelt kombinere de forskellige mål? Og hvad hvis jeg ikke kan; skal jeg så til at prioritere dem? Og hvad er så vigtigst? Og hvad nu, hvis jeg vælger forkert? Hvad nu, hvis jeg opdager om 10 år, at jeg er helt vildt ensom, og jeg vil gerne have en mand, der vil tage del i og spørges til råds om mine beslutninger, og som synes, jeg skal være en del af hans beslutninger ("nej, det er jo vores beslutninger, skat")? Og måske hopper og springer mine æggestokke og vil bare lave en hel stribe unger LIGE NU!! - hvad så?
En god ven sagde engang til mig: "Man skal gøre det, der er det rigtige nu. Måske er det noget andet, der er rigtigt i morgen, og så skal man gøre det." Så det gør jeg. Jeg gør det, der er rigtigt for mig nu. Og hvis det viser sig i morgen eller om 10 år, at det var et fejlskøn, så må jeg jo vurdere mine muligheder på ny og tage en ny beslutning baseret på det nye vidensgrundlag.
Jeg vil gerne dedikere foråret 2012 til at gøre det, der føles helt rigtigt for mig. Også selvom jeg er nødt til at svømme modstrøms som den eneste :-)
Jeg er helt med på, hvad du taler om, kære Ziva!
SvarSletFor mit vedkommende er jeg ikke den eneste single uden børn - men tæt på! (Jeg tror, der er 2 andre!)
2 af veninderne har købt hus, mens jeg har leget 25-årig i Korea.
2 af veninderne fik børn i 2011.
Konstant glædes jeg over FB-venner, der hilser nye verdensborgere velkommen - med et lille stik i hjertet - hvornår er det min tur?!?
Dog må jeg erkende, at jeg faktisk ikke sammenligner mig (i hverdagen) med veninderne - men bare generelt ved og er meget bevidst om, at hvad jeg gør lige NU er noget, som jeg er nødt til at gøre - men at det ikke er min fremtid, som jeg brændende ønsker den.
(Det er dog et værktøj til fremtiden, da jeg ønsker at kunne tale koreansk med min familie, og for at det kan ske, så er jeg nødt til at være hernede i en periode!)
Min fremtid er familie og børn. Punktum. Finale.
Det er derfor jeg blev født. Det er derfor jeg lever nu. Det er derfor jeg har været igennem de ting, som jeg har - for at have noget at give videre. For at (forhåbentligt) sende nogle empatiske, kærlige og kvikke verdensborgere ud på livets vej, så de også kan gøre en forskel i denne til tider noget grusomme verden.
Med tid kommer råd - og for nu må vi hylde de muligheder vi har for at nyde - før der skal ydes ;) (sikke en masse floskler jeg lige kunne komme af med) ;)
Du er en stærk kvinde, Ziva - al respekt til dig! <3