søndag den 20. maj 2012

Et samlingspunkt

Forleden dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at fejre 17. maj i Oslo; for de, som ikke ved det, er 17. maj Norges nationaldag. Jeg var inviteret til brunch hos en venindes kollega, og alene det beskriver meget godt stemningen for dagen: der er altid plads til en til, for i dag er vi alle nordmænd! Alle nordmænd får et helt særligt blik, når talen falder på 17. maj. Og alle børn glæder sig til dagen. Der er ikke gaver involveret, som ved jul, og alligevel har dagen en særlig plads i hjerterne hos alle børn, der er opvokset i Norge. 17. maj  er jul uden stress og jag og gaveindkøb og økonomiske frustrationer. Måske netop derfor ser man frem til denne festdag med særlig forventning.
Tidligere på året havde jeg fået en gave af min gamle farmor, som var i Norge som ung pige i huset tilbage i årene lige efter krigen og gentagne gange siden: en sølje. En lille broche, som egentlig hører til bunad, den norske folkedragt. Jeg havde selvfølgelig fået den renset hos en guldsmed, så den kunne være klar til dagen.
Det regnede, da jeg gik hjemmefra. Øv, for jeg vidste jo, at mange - både voksne, børn og "russer" - skulle gå i tog og vinke til kongen. Men det klarede op, og da vi nåede frem til adressen, var vejret faktisk ganske godt. Og så var der ellers champagnebrunch til den helt store guldmedalje, mens solen skinnede mere og mere.

Til 17. maj tager man som minimum sit pæne tøj på, og hvis det er muligt, bruger man sin bunad, som er et udstyrsstykke af en anden verden. Ofte får man sin (netto-)bunad i konfirmationsgave af sine forældre, og så kan man så i de efterfølgende år tilføje flere og flere detaljer. En fuld bunad med alle dimser og alt tilbehør kan hurtigt komme til at koste på den tunge side af 60.000 kroner - eksklusiv smykkerne. Fyrene fortæller grinende, hvordan de i mange år fik én sølvknap i julegave; der skal bruges ca. 20 knapper til en hel dragt.
Desuden viser bunad, hvor man kommer fra. Enhver lille flække i bunden af en fjord har sin egen bunad, og kendere kan se på dragten og vide, hvor bæreren har sin oprindelse.
Dragten består for herrernes vedkommende af en skjorte, en vest, knæbukser, (uld-)sokker, uldjakke (af varierende længde) og sko, evt. en hat. For damernes vedkommende er det: skjorte, bærestykke/vest, skørt, (evt.)forklæde, jakke/kappe og evt. en lille hue eller et (snoet) bånd i håret. I alt ca. ti kilo uldtøj. Hertil kommer diverse genstande fx en taske til at fæste i bæltet (hvori kan man have sin mbiltelefon, pung, cigaretter; det var næppe det oprindelige formål, men det fungerer ganske godt), en lille kniv og så selvfølgelig smykkerne, som alle er sølv og ofte meget smukt forarbejdede. En dame fortalte, at det kan tage op til 1½ time at få hele dragten på... 

Efter brunchen gik Winnie og jeg ned forbi Slottet, fordi vi jo skulle vinke til kongen. Men eftersom kongen havde stået på balkonen og vinket uafbrudt i fire timer, var han gået ind for at spise (en velfortjent: han står der nemlig og vinker under hele toget) frokost med sin familie. Så det må blive næste år. I stedet gik vi ned og op igennem Karl Johan og beundrede de mange smukke bunad'er. De kommer i rigtig, rigtig mange variationer. Sorte, mørkeblå og lyseblå, mørke- og lysegrønne, røde, creme og orange. Og med et væld af broderier i alle regnbuens farver (som selvfølgelig er håndsyede). Hertil kommer de normænd, der falder lidt udenfor kategori, fx de to unge piger med mørk hud og tørklæder om håret. Også de bar bunad. I sandhed et stærkt bevis på, at Breivik og hans ligesindede tager grundigt fejl :-)
Det sidste billede viser selvfølgelig Karl Johan. Der var ikke helt så mange mennesker, da Winnie og jeg kom dertil, men der var mange!


Jeg har forsøgt at finde nogle billeder, der viser de smukke dragter, men det er vanskeligt; der er ligesom ikke rigtig noget, der kommer tæt nok på virkeligheden. Måske er det, fordi dragterne gør sig bedst i bevægelse. Måske er det, fordi de bare er smukkere, når bærerne også går med det norske flag. Måske er det, fordi jeg ikke kan lægge den tanke fra mig, at i Danmark er det ikke almindeligt at gå med folkedragt. Men det er det i Norge; her tager man sin bunad på til store fester, fx bryllup (hvis man har en bunad, ville det nærmset være utænkeligt ikke at bære den, når man bliver gift!), runde fødselsdage, jul og selvfølgelig til 17. maj. Og man bærer den med stolthed!
Jeg kunne godt ønske, at der i Danmark havde været en begivenhed som denne i min barndom. En fælles national begivenhed, som alle kunne samles om. En dag, hvor man fejrer sit land og glæden og stoltheden over at tilhøre denne nation - men stoltheden må endelig ikke forveksles med nationalisme, for det er der bestemt ikke tale om!
Måske hænger den ivrige fejring af nationaldagen sammen med Norges forholdsvis unge alder som selvstændig nation (Norge frigjorde sig fra Danmark i 1814 og har således mindre end 200 år på bagen). Måske har det at gøre med, at Norge på mange måder stadig er temmelig isoleret fra den omgivende verden. Måske har nordmændene bare fundet den perfekte balance imellem oprigtig glæde og stolthed på den ene side og selvtilfredshed og nationalisme på den anden.
Der er ingen tvivl om, at på 17. maj er alle velkomne, for i hjertet er vi alle nordmænd uanset nationalitet.
I øvrigt vil jeg afslutningsvis tilføje, at i 2013 falder 17. maj på en fredag, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at tage en forlænget weekend og opleve denne herlige festdag :-)













Ingen kommentarer:

Send en kommentar