Matrix

Kan man argumentere for, at alle tyskere, som levede under WW2, var nazister? Eller at alle borgere i Sovjetunionen var kommunister? Jeg tror det ikke, og jeg er slet ikke i tvivl om, at en masse mennesker (født før 1975) fra Tyskland og Østblokken ville blive meget kede af det, hvis man kom med en sådan påstand.
På samme måde forekommer det mig vanskeligt at se logikken i det argument, flere debattører og medier har hævdet på det sidste, at islam i sig bærer kimen til terror, hvorfor alle muslimer potentielt er terrorister. Jeg synes faktisk, det er ganske urimeligt at komme med en sådan påstand.
Det er ikke mere end 30 år siden, RAF i Tyskland terroriserede alt og alle, ETA i Baskerlandet laver til stadighed ballade, og det er først for nylig, der er faldet rimeligt ro på IRA. Hertil kommer de De Tamilske Tigre, Babar Khalsa og FARC.
Ja vist, det er langt den største andel af terrorren i verden, der har sit udspring i islam, men det betyder ikke, at alle terrorister er muslimer, ej heller at alle muslimer er terrorister. Heldigvis.

For nylig var jeg på Folkeuniversitet i selskab med min mor. En hel søndag var sat af til at høre et længere oplæg ved en af Aarhus Universitets professorer; i denne sammenhæng er emnet ikke vigtigt.
Det vigtige er, at han tydeligvis brændte for sit fag. Det lyste ud af ham, at han syntes, lingvistik (som var hans fag) var det fedeste i hele verden, og det var superspændende og meget inspirerende at høre ham fortælle om baskisk, piraha og finsk.
Jeg beundrer mennesker, som brænder for noget. Som formår at tænde bare en lille glød af deres egen begejstring i andre. Når emnet er lingvistik, er det jo fuldstændig harmløst, men i princippet er det vel ikke væsensforskelligt, om min mor og jeg var kommet hjem til vores respektive mænd og fortalte om ovennævnte verbumsbøjninger, talord og forskellene på sprog og dialekter, end om vi var kommet hjem og havde fortalt om Gud eller frihed eller noget helt tredje,
Det farlige opstår først, når vi kommer til den overbevisning 1) at vi selv ligger inde med Sandheden, 2) at det er i orden at slå folk ihjel, hvis de er uenige i Sandheden, 3) har midlerne (fx skydevåben) til at føre disse drab ud i livet.

Jeg har ofte denne diskussion med en nær ven, som bestemt ikke er enig i min opfattelse af, hvor farlig islam er, og jeg forsøgte således at stille en matrix op for ham forleden.
På den ene dimension har vi "gode handlinger" og "onde handlinger", på den anden dimension har vi "gode intentioner" og onde intentioner".
Hvis man har "gode intentioner" og udfører "gode handlinger", så er man et godt menneske, det tror jeg, de fleste er enige i. Men hvis man nu har gode intentioner, men er ond ved andre mennesker, er man så et ondt menneske? Eller hvis man (og her bliver det særligt interessant for mig, fordi min ven jo mener, at islam i sig selv er ond) har onde intentioner, men handler godt mod andre mennesker, er man så ond pr. definition, fordi udgangspunktet for den onde handling fx er muslimers pligt til at give almisser? Hvis almissen bruges til at skaffe boliger til hjemløse eller mad til mennesker i tørkeplagede områder af verden, er man så et ondt menneske?
Det er i hvert fald en diskussion værd, synes jeg, og jeg deltager med glæde i sådanne.

Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det gode vil sejre til sidst.
In the end everything will be alright. If it's not alright, it's not the end.
Og hvem ved, måske er det faktisk salafisterne, som har forstået hvad der er den rigtige vej at gå.
Jeg tror det ikke, og jeg vil kæmpe med næb og klør imod den verdensorden, de ønsker. Men jeg ved også, at alle mennesker skal dø, og jeg tror ikke vi bliver lykkeligere af at bilde os selv og hinanden ind, at vi kan overvåge og "krige" os ud af den risiko.

Jeg skulle ønske, at flere mennesker gjorde noget, de virkelig brændte for. At der var flere mennesker, som evnede at begejstre og tænde lyset i andre. Som forstod at gribe verden, fostre vilde planer og stille store spørgsmål.
En del af disse ville givetvis komme til at spørge om (og sandsynligvis plædere for) ting, jeg ikke ville kunne se fornuften i, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at verden ville blive et bedre sted, hvis vi hver især mærkede verden og deltog i den.