torsdag den 1. december 2016

Nogle gange bli'r man bare så træt...

Ja, nogle gange er det virkelig op ad bakke. Det kender vi formentlig alle sammen. Men nogle gange gør vi det sgu også vanskeligt for os selv.
Jeg bliver både træt og deprimeret og får lyst til at smide lortet fra mig, når jeg hører mennesker ukritisk kopiere andres åndssvage udtalelser.
For tiden reflekterer jeg temmelig meget over, hvad det vil sige at være borgerlig. Berlingske Tidende har - i hvert fald på deres netavis, jeg kender ikke til papiravisen, så det kan sagtens forholde sig anderledes der - trykt en serie artikler om, hvad det vil sige at være borgerlig (angiveligt mener man, at borgerligheden har trange kår i Danmark for tiden. Jeg er ikke utilbøjelig til at give dagbladet ret).

I udgangspunktet refererer "borger" til de mennesker, som boede indenfor borgens mure, altså håndværkere og handlende - foruden borgherren og dennes familie, naturligvis. De, som ikke boede indenfor borgens mure, var bønder og kirkens folk.
Efterhånden har begrebet ændret sig, og under den franske revolution tiltaltes alle, som ikke var adelig (og dermed pr. definition fjender af republikken -> hjemfalden til guillotinering) borger/borgerinde; altså en måde at ligestille alle, så man ikke skelnede imellem sociale klasser.
I mit fag og daglige arbejde omtaler mine kolleger og jeg de mennesker, med hvem vi er i kontakt, som "borgeren" (i modsætning til andre steder i de offentlige systemer, hvor samme omtales om "patienter", "klienter", "brugere").
Jeg befinder mig rigtig godt med borger-begrebet; det illustrerer og minder mig dagligt om, at jeg hverken ved mere eller har mere ret, end det menneske, som har behov for min hjælp; vedkommende har højst brug for at stille eller få stillet de rigtige spørgsmål, så han eller hun kan komme frem til konstruktive svar, og det kan jeg hjælpe med, men det er borgeren, som kender svaret, ikke jeg.

I nyere tid er borger(lighed) og liberal/konservativ økonomisk politik blevet koblet sammen. Jeg mener, det er en kæmpe fejl, for de to har  sådan set ikke andet med hinanden at gøre, en det fælles udgangspunkt i "indenfor borgmurerne". www.denstoredanske.dk kan i den sammenhæng bidrage med en - morsom, synes jeg - forklaring på etymologien. Borgerlighed er mange ting, men det har kun ganske lidt med liberal/konservativ økonomisk politik at gøre (http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Etnologi/Persontyper_og_historiske_erhverv/borgerlighed) . Se også gerne Kristian Ditlev Jensens indlæg på b.dk; det er interessante spørgsmål, han stiller (http://www.b.dk/kommentarer/kristian-ditlev-jensen-den-borgerlige-midte).

Man kan fx tale om borgerlig dannelse, borgerlig vielse eller borgerlig retspleje. Fælles for disse er, at de alle har som en grundlæggende præmis, at borgeren er i centrum, med de pligter og rettigheder, som hører til at være borger (altså hverken klerikal eller anden øvrighed). I min optik ligger dette ikke vældig langt fra den klassiske socialdemokratiske parole om at gøre sin pligt og kræve sin ret (andre vil givetvis have en noget anden opfattelse af dette tema). 
Som borger i et hvilket som helst samfund eller en hvilken som helst gruppering har jeg nogle pligter og rettigheder. Som borger i Danmark har jeg ret til visse ydelser, hvis jeg ikke kan underholde mig selv. Det er ligeledes min ret at deltage i demokratiet. Men som i alle andre sammenhænge er det ikke gratis; jeg skal (først) gøre min pligt. Jeg skal prøve at underholde mig selv (fx forsøge at få et nyt job, hvis jeg mister det, jeg har, eller reducere mit forbrug, hvis min indkomst falder), ligesom at demokratiet jo ikke er et demokrati, hvis ikke befolkningen (aka borgerne) deltager i det, det være sig i specifikke afstemninger eller i den daglige debat omkring middagsbordet, på arbejdspladsen eller i avisernes debatspalter. Og når man har gjort sin pligt, kan man kræve sin ret; der er tale om en prioriteret rækkefølge: gør din pligt og kræv din ret. Ikke omvendt.

Men borgerlighed har sådan set intet med det, som medier og andre ynder at omtale som "den borgerlige fløj" eller "de borgerlige partier", at gøre. Borgerlig er man, når man kæmper for at bevare de borgerlige rettigheder og pligter i samfundet, fx retten til ytringsfrihed, privatliv eller socialt sikkerhedsnet.
Så jo, der er borgerlige politiske partier i Danmark, men det er ikke en bloc C, LA, O og V. Givetvis finder man borgerlige tendenser og tanker i alle disse, men det finder man også hos A, B og Ø - hvilket jo er interessant.

Borgerlighed er altså, når man gør sin pligt (deltager i demokratiet, forsørger sig selv og er et ordentligt medmenneske) og kræver sin ret (deltager i demokratiet, i særdeleshed). Og hvis man gør det og reflekterer over det, vores beslutningstagere siger og agiterer for, så kan man vælge sin (folketings-) repræsentant på et oplyst grundlag.
Men det kræver, at man gider lytte efter de bagvedliggende begrundelser for et svar. For alle politikere har svar på alle spørgsmål og løsninger på alle problemer. Det vigtige spørgsmål er, om vi - som borgere - stiller de rigtige spørgsmål, og om vi gider tage os tid til at lytte efter de svar, som ikke nødvendigvis er enkle og ligetil-sort/hvide. Det er der nemlig sjældent nogle vigtige svar, der er. Der er altid et men, eller et desuden, eller et på den anden side.
Det komplicerer tingene, og det kræver af borgeren, at han eller hun gør sin pligt og gør noget for at se bag ved det åbenlyse. Det kan en uddannelse hjælpe til med. Et vist kendskab til litteratur eller daglige nyheder (fra lødige nyhedsmedier, vel at mærke) ligeså. Nogle gange kan Netflix endda bidrage positivt. Det væsentlige er, at man ikke tror al viden om verden kan hentes ét sted fra. Ikke fra Bibelen, ikke fra Dagbladet BT, ikke fra JumboBøgerne. Men hvis man jævnligt orienterer sig alle disse steder og forholder sig kritisk til indholdet, så er man rigtig godt på vej til at blive en god borger og dermed borgerlig. Uanset politisk observans.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar