Det er i dag d. 8. marts, den dato til hvilken der sædvanligvis refereres som "Kvindernes Internationale Kampdag". Bevares, der er stadig brug for kvindekamp. Der er ikke lige løn for lige arbejde, traditionelle kvindefag er lavere lønnet, end ditto mandefag, kvinder går stadig på pension med en gennemstitligt betydeligt lavere pension, bl.a. fordi det stadig er kvinderne, der tager langt det meste barsel og barnets første (og anden og tredje) sygedag etc.
Alligevel synes jeg, det ville klæde os - moderne, veluddannede, selvstændige kvinder - at løfte blikket lidt op. At tage bjælken ud af vort eget øje, før vi begynder at hjælpe vore søstre med splinten (jvf. den velkendte historie som sjovt nok også har et betydeligt mere maskulint udtryk i den oprindelige version).
Der er kvinder, som ikke kan få lov at tage en uddannelse, som ikke har råderet over egen krop, herregud, i Saudi Arabien er det forbudt for kvinder at køre bil!
Hertil kommer, at der er mange grupper i vores samfund, som har det betydeligt sværere ved at deltage aktivt i det, vi normalt anser som en menneskeret: at arbejde. At have en meningsfuld beskæftigelse at stå op til hver dag, at være en del af en gruppe, hvor det betyder noget, om man kommer eller ej, og hvor gruppens (for-)mål besværliggøres, hvis man ikke deltager.
Jeg taler selvfølgelig om de medborgere, der kæmper mod diverse forhindringer: psykisk eller fysisk sygdom, eller "bare" et system der er for firkantet til at kunne favne de fleste (om ikke alle). Et system der tillader en flygtning at bidrage positivt til samfundet i stedet for at være spærret inde på et center.
Eller de homoseksuelle som ikke kan få Vorherres velsignelse af deres kærlighed på lige fod med alle andre.
Så i stedet for at diskutere, om denne eller hin er den bedste/rigtige moderrolle og hvor mange kvinder, der bør være i en virksomhedsbestyrelse, skulle vi så ikke i stedet hjælpe de tusindvis af undertrykte grupper ude i verden (og ja, kvinderne er også med i den pulje!)?
Vi kunne jo lægge pres på vore politikere, så de - i stedet for at snakke - faktisk satte gang i sanktioner mod de regeringer i Afrika, som tillader omskæring af kvinder, mod Iran som forfølger de homoseksuelle, og mod os selv så vi fik skabt et samfund, hvor der også er plads til en ny kollega, selvom hun har meget fremskreden gigt og kun kan arbejde tre timer hveranden dag, eller ha, der hører stemmer og en gang imellem er nødt til at trække sig tilbage for at få dem til at dæmpe sig lidt.
Måske ville vi faktisk alle sammen blive lidt rigere, hvis vi så ud over vores egen næsetip.
"My way" er ikke nødvendigvis the only way.
Glædelig kampdag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar