Sammenhængskraft

Jeg har haft besøg fra Danmark. Det var dejligt.
Det var for det første rigtig hyggeligt at have besøg af Jeppe og Pia, som er ualmindeligt hyggelige mennesker. Men det var også dejligt, fordi jeg nu har fået en slags ro i sjælen i mit nye liv/hjem. Jeg havde brug for at få koblet Danmark og Oslo sammen, og det er sket nu. Danmark føles ikke så langt væk, og jeg ved, at nogle mennesker nu har et billede af mig i Oslo, så det føles ikke som ferie (så meget) mere.
Afslutningsvis skal det også tilføjes, at det var også rigtig dejligt, da mine gæster rejste igen, for hold da op! hvor har der været meget lyd i min sædvanligvis stille lejlighed. Som Pippi ville formulere det: "Det var hyggeligt at du kom, og det var - også, ikke mere - hyggeligt, at du gik."
Jeg har tidlegere blogget om dette med at være alene (http://ajuungilaq.blogspot.com/search?updated-max=2011-11-27T09:26:00-08:00&max-results=7), og jeg synes stadig, det er helt vildt dejligt at være omgivet af mennesker, men jeg synes også, det er dejligt, når der er stille omkring mig.

Hvorfor var det, jeg rejste til Oslo?
Fordi jeg trængte til nye eventyr, ja, men også fordi jeg havde brug for en forklaring - ikke en undskyldning, men en forklaring - på, hvorfor jeg ikke altid kan være med til alting.
Jeg holder meget af min familie og mine venner, og jeg savner jer alle. Men det er vanskeligt for mig at sige nej, når jeg bliver inviteret. Ofte er det slet ikke en mulighed at sige nej, selvom der slet ikke foreligger en officiel invitation. Så kan det være bekvemt at kunne gemme sig bag "jeg har simpelthen ikke råd til flybilletten".
På den måde er Oslo tilpas langt væk. Jeg kan gøre det, jeg simpelthen ikke kan lade være med (uanset om det er noget, jeg skal, fordi det skal man, eller det er fordi jeg bare har helt vildt meget lyst), og jeg kan samtidig sige "ved I hvad, venner, jeg vil skidegerne komme, men jeg har bare ikke tusind eller femtenhundrede kroner til det lige nu".

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det opleves i Danmark, at jeg sjældent viser mig, men jeg ved med mig selv, at når jeg kommer til Danmark, så er det faktisk, fordi jeg har lyst til det. For det koster (mindst) 1.000 kroner, hver gang jeg skal sydpå. Det koster fly- eller færgerejser frem og tilbage, det koster togrejser, fordi min familie bor spredt i landet, og det koster lommepenge. Og det koster, fordi jeg ikke har ferie med løn, så jeg betaler selv mine fridage, når jeg ikke kan gå på arbejde.
Så jeg må prioritere. Jeg prioriterer det, jeg synes er allervigtigst. Og hvis venner og familie i Danmark synes, de ser mig for lidt, så kan jeg kun opfordre til, at man får købt sig en billet til Oslo. J&P vil kunne bekræfte, at det er muligt for mig at have besøg af to voksne. Hvis der kommer flere gæster på én gang, skal der nok en anden løsning til, men det kan vi også finde ud af. Jeg skal bare vide det nogle dage i forvejen, så jeg kan nå at finde en løsning.

Men jeg advarer: jeg er lidt rodet. Ikke så meget at jeg roder, for mit hjem er - rimelig - ryddeligt, men jeg er et rodehoved. Fx var jeg sikker på, at Jeppe og Pia ankom fem kvarter senere, end de egentlig gjorde. Så jeg nåede ikke at forberede aftensmad, og jeg ankom senere på togstationen, end de gjorde. Ikke nogen succesfuld start på det allerførste besøg.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om J&P syntes, jeg var rodet i weekenden (jeg måtte svare "det ved jeg ikke" temmelig mange gange...), men mig bekendt kom de da hjem i god behold. Og jeg lever også stadig, så mon ikke, det alligevel har været okay?

Det var vigtigt for mig at få skabt dette link imellem Oslo og Danmark. Jeg har ikke denne ferie-fornemmelse i samme grad, som jeg havde for en uge siden, og det er J&P's fortjeneste, alene fordi de kom.
Nu venter jeg bare på, at de næste gæster skal melde deres ankomst, og alle er velkomne :-)