Ajuungilaq

EN bekendt af mig er af asiatisk afstamning, og hun er for nogen tid siden rejst til Korea for at studere på universitetet og for at møde sin koreanske familie. Det er meget interessant at følge hendes blog, for hendes beskrivelser er levende og morsomme og triste, og hendes oplevelser er meget forskellige fra mine.
Ja, vi har begge forladt hjemlandets trygge favn, men der hører lighederne også op.
Hun er rejst ud til en familie, som har taget imod hende med åbne arme. Til gengæld har hun yderst vanskeligt ved at kommunikere med dem.
Jeg er rejst ud, uden at have et fast netværk, men jeg har ingen problemer med at meddele mig til nogen eller forstå, hvad der bliver sagt til mig.

Derfor har jeg enormt stor respekt for det, hun gør. Hun er vokset op i en kultur, hvor hun er synligt forskellig fra langt de fleste; de asiatiske træk i hendes (smukke) ansigt lader sig ikke overse, og nu er hun rejst ud til et land og en kultur, hvor hun blender ind i mængden, så alle må forvente, at hun er en "lokal" - det er hun bare ikke. Og det må være så vanskeligt. Hvis alle omkring forventer, at man forstår alting (sprog, kultur,vaner, roller, gestik etc.), og alt bare er fremmed, så må det blive endnu mere vanskeligt, end det er for mig. -Og jeg synes, det er vanskeligt at forstå og begå mig i Norge, fordi jeg fokuserer på de små detaljer; jeg har jo de store linjer på plads

Så al magt til dem, der tør udfordre sig selv på så vanskelig en rejse!
Når jeg bliver Verdensleder, skal det være obligatorisk for alle mennesker at tage denne udfordring op; mig selv inklusiv. Så jeg er glad for, at den title alligevel ligger nogle år ude i fremtiden.