Der sker noget interessant med mit bevægemønster, når der falder sne. Sne er jo i sig selv ganske dejligt (verden bliver så mærkværdigt stille i de første timer med nyfalden sne), men derudover bruger jeg simpelthen min krop anderledes, når der ligger sne på jorden/gaden/vejen.
Jeg bevæger mig en lille smule forsigtigt, for der kan jo være glat. Derfor er det også med stor undren, jeg næsten dagligt lader mig overhale af folk (primært mænd) i mit nabolag, når jeg er på vej til trikken: de kommer løbende. Når der ligger ti centimeter sne, og halvanden gang så meget is nedenunder, fordi sneen er trykket sammen, så kommer de springende. Og det er altid kun mig, der falder, aldrig dem.
Måske er det, fordi de er vokset op med det; de kender simpelthen sneen bedre end jeg.
Tillige hermed kan jeg mærke på mine muskler (især hoftebøjerne), at jeg bevæger mig anderledes. De var temmelig ømme i mange dage, efter den første sne faldt omkring nytår. Nu har jeg vænnet mig til det, men jeg kan stadig mærke, at jeg bevæger mig på en ny måde.
Jeg holder meget af vinteren. Det er dejligt at sidde i haven en sommereftermiddag med en kop te eller (endnu bedre) et glas kølig hvidvin, men jeg holder allermest af vinteren (tror jeg; jeg vil sikkert sige, at jeg elsker foråret, når vi er i april, og at efteråret er det dejligste, når vi er i september - sådan er jeg så vægelsindet).
Men jeg holder af kulden, den klare luft og de afdæmpede lyde. Måske er vinter i virkeligheden "min" årstid...
ha ha ha...har det skønneste billede af dig listende afsted, halvt stiv i alle ellers bøjelige led, i nederdel (for kan ikke mindes jeg nogensinde har set dig i andet)og praktiske skridsikre støvler, mens alle andre stormer forbi og kigger på dig med det der "så kom dog afsted så vi andre kan komme til"-blik.
SvarSleter nu temmelig misundelig på sneen. elsker selv vinteren (blir sjovt nok mindre trist på denne årstid), så på det punkt er du ikke alene.
knus og tanker fra lille fyn