Jeg har brugt en del tid på det seneste på at filosofere over dette her med at være alene. Jeg husker en skoleopgave, jeg - og resten af klassen - fik engang: vi skulle skrive en dansk stil om ensomhed. En af mine klassekammerater beskrev forholdet til sin lillebror. Vi vidste alle sammen godt, at de havde et noget anspændt forhold, det var ingen hemmelighed, men jeg blev alligevel overrasket, da hun beskrev en verden, som lillebroren ikke var en del af.
Alle vi andre, mig selv inklusiv, beskrev en verden uden venner og netværk, og alle beskrivelser var forfærdeligt deprimerende (og banale, som man nok kan forestille sig, den slags er, når det er tweens, de står for arbejdet), og jeg syntes denne pige var helt vildt sej, fordi hun havde en dimension af "alene", som jeg ikke havde fanget (og hun havde bare én bror, jeg har trods alt tre søskende!).
Jeg har aldrig glemt det, og nu er det alligevel 18-20 år, siden det fandt sted. Men jeg har også lært efterhånden, at der er stor forskel på at være alene (som min klassekammerat beskrev det) og at være ensom (som opgaven lød på).
Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være alene. Men der er (ofte) en hårfin grænse til ensomheden, og jeg krydsende den i dag: da jeg havde fri fra arbejde, glædede jeg mig til at komme hjem til mig selv. Jeg havde afsluttet arbejdsdagen med et telefonopkald, der - endelig efter gentagne forsøg - lykkedes til UG og lidt mere. En kunde havde brug for vejledning, og hun havde bedt mig ringe op kl. halv fire (jeg havde fortalt hende, at min arbejdsdag sluttede kl. fire. Så da vi havde talt sammen i 38 minutter (og jeg jo faktisk havde fået fri), måtte jeg simpelthen afbryde hende og sige, at jeg nok skulle følge op på hendes spørgsmål på mandag, men nu gik jeg altså hjem.
Jeg var træt, blodsukkeret var helt i bund, den søde mand havde ikke sendt en melding, og jeg havde en drønende hovedpine. Jeg skulle bare hjem og være mig selv.
Nu er jeg så hjemme. Sukkerdepoterne er fyldt op igen (med nybagte boller og te, mums!), jeg sidder i sofaen, der er ro omkring mig, og pillerne virker. Og nu melder ensomheden sig. Nu, hvor de fysiske behov er dækket, bliver de sociale behov virkelige. For selvom jeg jo synes, det er fedt at kunne lukke døren til verden, så er jeg også et socialt væsen, og jeg trives i bund og grund bedst, når der er mennesker omkring mig.
På tre timer har jeg oplevet både 'alene' og 'ensom'. Og selvom det nok er sundt for mig og min personlige udvikling at være lidt ensom en gang iblandt, så glæder jeg mig til Winnie og Bailey i morgen, for hverken Winnie eller Bailey kan stå stille i tre minutter, så jeg får helt sikkert nok og vil glæde mig til at komme hjem til en stille lejlighed :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar