Jeg lever nu med konsekvensen af min beslutning om at flytte til Norge: jeg kommer ikke til Danmark i julen og nytåret. Det har egentlig ikke været en vanskelig beslutning at tage, for mulighederne er mildt sagt begrænsede, men ikke desto mindre er resultatet, at jeg altså kommer til at holde en noget alternativ jul i år. Det er ikke helt på plads, hvad jeg skal, men det kommer forhåbentlig i løbet af få dage.
Jeg oplever imidlertid noget interessant: jeg har yderst vanskeligt ved at finde julestemningen frem. Alt dette her man altid siger: "det handler jo ikke om det materielle, men om at man er sammen med de mennesker, man holder af" betyder, at min "jul" er flyttet tre uger frem til midten af januar. Der skal jeg nemlig til Danmark for at deltage i Julies dåb. I den forbindelse har jeg så besluttet at bevilge mig selv en lille ferie, så jeg kan få hilst på venner og familie. Og dér er min julestemning at finde.
Det er jo der, jeg skal være sammen med de mennesker, jeg holder af. Min familie (og i særdeleshed de to niecer, den ene min guddatter, og den anden som jeg ikke har mødt endnu, fordi hun jo blev født ganske kort tid efter, jeg flyttede) og mine venner.
Og jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften. Så jeg har fået tre ugers ekstra adventstid. Det er ikke så ringe endda, når bare det er noget godt, man venter på.
Det er en gammel sandhed, at det kan være nødvendigt at træde et skridt tilbage for at kunne se det store billede, men det tror jeg faktisk, at jeg (til dels) kan nu: jeg er ikke ramt af julestress. Jeg kan gå rundt i Oslo og ikke lade mig påvirke af folk, der maser og skubber for at komme foran i køen. For jeg har fundet det, det gør mit liv allermest værd, og det er ikke julegaver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar