Det er juleaften, klokken er 18.45. Jeg er alene.
Jeg ved, at min familie nu - i flere "omgange - sidder bænket om bordet og nyder julemiddagen, mens de skåler med hinaden og smiler og griner og snakker.
Det er okay. Jeg er okay. Jeg savner familien, ja, men jeg savner ikke julen.
Jeg er troende kristen, jeg planlægger at skulle til midnatsgudstjeneste kl. 23 (eller sikkert lidt før, for jeg vil altså helst have en siddeplads), når Domkirken åbner dørene. Men jeg savner ikke det julestress, jeg normalt lider under (se blogindlæg fra 12. december).
Jeg har fået julegaver sendt med posten. De fleste (fra min mor, min far og veninden) er blevet åbnet, efterhånden som jeg har modtaget dem, men dem fra min søster måtte jeg først åbne julemorgen, bestemte jeg. Fordi jeg vidste, at jeg ville komme til at sidde og tude, hvis jeg skulle åbne dem på det tidspunkt, hvor alle andre også skulle åbne julegaver. Men jeg kunne - selvfølgelig! - ikke vente, så da det var blevet mørkt (man er vel lidt ortodoks, trods alt), og gaverne havde stået der og grinet af mig alt for længe, bestemte jeg, at nu var det tid. Og selvfølgelig gav jeg mig til at tude, allerede inden jeg havde fundet saksen frem. Og så tudede jeg mig ellers igennem billeder af niecerne, Anne Linnets Bedste, fine armbånd, kunst-print, en bog og en veelgørenhedsgave (foruden selvfølgelig snolder og dameblade).
"Gaverne kan ikke byttes", sotd der på det medfølgende julekort. Som om jeg nogensinde kunne drømme om at bytte dem (nu tuder jeg igen)!
Gaverne fra min søster er altid helt rigtige. Af en eller anden grund gennemskuer hun altid, hvad jeg har brug for (eller hvad jeg ønsker mig), ofte inden jeg selv ved det, og det har hun også gjort i år.
Gaverne fra hende har altid en særlig betydning for mig, fordi jeg ved, at hun lægger sin sjæl i det. Hun finder gaver, som minder mig om, at jeg har et særligt bånd til hende. Hun er min søster.
Jeg har netop modtaget en sms. Hvem sender sms'er juleaften - jeg mener, det er der da inden, der har tid til! Jo. Min søsters mand. Som altid husker at sende en melding, når jeg har allermest brug for det. Selvom jeg ikke selv ved, at det er tilfældet. Som husker at komme hen og giv mig det knus, jeg trænger så voldsomt til. Han er en mand af få ord, men de er velvalgte, når de kommer.
Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal bringe ligevægt på karma-kontoen med disse to mennesker. Jeg bliver aldrig rig, så jeg kommer aldrig til at kunne give dem en lækker rejse i sølvbryllupsgave. Jeg får - sandsynligvis - aldrig børn, så jeg vil ikke kunne skrive i mit testamente, at jeg stoler nok på dem til at passe på mine unger, hvis jeg selv skulle få en utidig afgang fra denne verden.
Tak er kun et fattigt ord, men jeg håber, I alligevel ved, hvor glad og taknemmelig jeg er, for det I gør for mig.
Det er lidt underligt at sidde alene juleaften. Men det er ikke ubetinget en dårlig eller ubehagelig følelse. Bare anderledes og uvant.
Næste år skal jeg gøre noget mere for, at jeg ikke er alene, men det kommer næppe til at betyde, at jeg rejser til Danmark i juledagene. Snarere kommer det til at betyde, at jeg vil engagere mig endnu mere i velgørende arbejde. Med min søster og hendes mand som forbilleder. Måske det kan bringe til smule indkomst til min karma-konto. Også selvom det bliver ad omveje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar