Når vennerne tænker på mig

Jeg elsker at få breve, postkort, pakker, gaver etc. med posten. Det er det fedeste (når der ikke er tale om rudekuvertre, forstås)! Når man står der med en uåbnet konvolut og ved, at der er historier og nyheder og tanker fra et andet menneske til mig indeni. Det er et lille øjeblik af himlen hver gang.

Jeg har fået brev fra min farmor i dag. Til trods for, at hun nærmer sig 90 med hastige skridt, klarer hun alligevel at skrive brev til barnebarnet i Oslo - tillige med en masse andre ting. Og jeg ved, at hun sender mig kærlige tanker hver dag.
(NB. Hvis nogen i familien læser dette her og har muligheden for det, vil I så ikke tage et print og give til den gamle dame? Tak.)

I sidste uge modtog jeg ikke mindre end to pakker fra min søster. 1) Fire dameblade af forskellig beskaffenhed, og jeg læser kun ganske lidt ad gangen, så de kan vare rigtig længe. Og 2) en kasse med mange, mange lakridser. Jeg ved ikke, hvilken der var bedst :-)

Pointen er, at jeg har en fornemmelse af, at selvom jeg har forladt familien og vennerne, og de er langt væk fra mig (for jeg er rigtig dårlig til at holde kontakten), så er jeg ikke langt væk fra dem. Og hver gang jeg får breve eller pakker, så ved jeg, at de har tænkt på mig i lang nok tid til faktisk at lade det komme til udtryk i et fysisk produkt.

I går holdt Lise fest for mig, selvom det bare var en torsdag aften. Hun inviterede min to danske veninder, Lina og Winnie, til at komme og spise. Så der blev dækket borg med de pæne tallerkener og sølvtøjet, og Lise lavede rejer til forret, elggryde med hjemmeplukkede svampe og hjemmerørte tyttebær og æblekage til dessert. Og det var skidehyggeligt. Og jeg skylder helt sikkert en omgang på den konto. Både til Lise og til universet, for der er tale om karma her, som skal tilbage i balance, og jeg er bagud nu.

Tænk engang at en dame som Lise, helt almindelig, åbner sit hjem og sin familie for en fremmed: "du kommer bare, og du må blive, så længe du har behov!", og så holder hun tilmed en fest for mig. Jeg er rørt dybt ind i sjælen.

Så i aften, når jeg går i seng, vil jeg sende en bøn til Vorherre med tak for venner og familie, som ikke glemmer mig, selvom jeg er langt væk.
De skal leve! Hip hip Hurra!!