Basta

Nu er der så småt ved at komme styr på alle de løse ender, jeg mener at have haft i forbindelse med min kommende afrejse til Norge. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle af sted, men jeg er - ærlig talt - også ved at skide en hel hær af snemænd ved tanken om at skulle starte et helt nyt liv i et fremmed land. En af mine kolleger kom i går og fortalte, at hendes 14-årige datter slet ikke kunne forstå, at jeg kunne finde på at ville forlade Danmark (i en bisætning blev det nævnt, at pigen selv drømmer om at blive au pair :-)   )
I morgen skal jeg på skattekontoret og høre, om det er noget, jeg skal være opmærksom på, inden jeg rejser. Og jeg skal have kontaktet den danske ambassade i Norge og høre dem om det samme.
Og så har jeg aftalt de første praktisk detaljer omkring flytningen med min far. Og jeg er ved at arrangere afskeds-weekenden i det jyske. Når den er overstået, skal jeg bare hjem og pakke mine ting sammen.

Det er sjovt, som man kan gå og spænde ben for sig selv og ikke turde leve sine drømme ud. Jeg har rigtig mange gange tænkt: 'hvor kunne det være dejligt, hvis... men det er jo ikke en mulighed.' Hvorfor ikke? Verden er vel ikke mere firkantet, end vi gør den til. Hvad forhindrer mig i at gøre det, jeg drømmer om? Og hvordan kommer jeg udenom disse forhindringer? -Og så er det dét, jeg gør, så mine drømme kan blive til virkelighed.
Det lyder så nemt, når man siger det, men sandheden er jo, at det er skidesvært at gøre i virkeligheden. Og det ved jeg godt, jeg har prøvet det selv. Den anden del af sandheden er så, at jeg vil ikke - som i ALDRIG MERE!! - lade mig begrænse af '...men det er jo ikke en mulighed.' Basta :-)