Det er dejligt at vide - eller i hvert fald at tro - at Vorherre åbner et vindue, når han lukker en dør.
I dag er jeg for alvor begyndt at sige farvel til alle mine søde og dejlige kolleger på Plejecenter Antvorskov. Jeg har først sidste arbejdsdag i morgen, men eftersom det er en arbejdsplads, hvor de fleste har skiftende arbejdstider, så kan jeg ikke være sikker på at møde alle i morgen, og derfor har jeg været nødt til at sige farvel til et par stykker allerede i dag.
Det er ikke sjovt. Især ikke, fordi jeg er en 'tuder'. Bare tanken om morgendagens afsked'er kalder tårerne frem. Det er forfærdeligt. Det var jo aldrig PA, jeg ville forlade, det var den geografiske placering, jeg havde givet mig selv, som var helt forkert. Desværre kan jeg ikke putte PA i lommen og tage huset med beboere og personale med til Oslo. For så havde jeg gjort det.
Det bliver helt sikkert med sorg i hjertet, at jeg møder op på arbejde i morgen. Men så er det meget dejligt at vide, at det er den eneste dag i den tid, jeg har været ansat der, at det er sket. Alle andre morgener har jeg (når jeg er kommet mig over trangen til bare at sove en time mere) glædet mig til at komme på arbejde.
Men jeg glæder mig også til mit nye job - og liv - i Oslo. Og det er derfor jeg kan tro, at Vorherre har et åbent vindue til mig et sted. Måske er det Oslo, måske er det noget andet. Men min lykke ligger gemt derude et sted, og jeg skal nok finde den, det er jeg ikke i tvivl om.
Så tak for dansen, PA, det var en udsøgt fornøjelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar